Chronological

Skabningens Herre

10 Israels folk, hør hvad Herren har at sige:

² „I må ikke dyrke de fremmede folkeslags guder eller følge deres skikke. Lad jer ikke skræmme af tegn i solen, månen eller stjernerne, selv om andre folk frygter for den slags. ³ Deres overtro er nytteløs, og deres afguder er falske. De hugger et træ om i skoven, og en håndværker forarbejder det til afgudsbilleder. ⁴ Han pynter dem med guld og sølv, stiller dem op og hamrer dem fast, så de ikke vælter. ⁵ Sådan nogle afguder er som fugleskræmsler i en melonmark. De kan ikke tale, og de må bæres omkring, for de kan ikke gå. Dem skal I ikke være bange for. De kan ikke gøre nogen fortræd, men de gør heller ingen gavn.”

⁶ Da sagde jeg: „Åh, Herre, ingen kan sammenlignes med dig. Du er en stor Gud, og alle kender din magt. ⁷ Du er Konge over alle folkeslag på jorden. Alle burde vise dig ærefrygt. Ingen blandt jordens vismænd og mægtige konger kan sammenlignes med dig.”

⁸ De, der søger råd hos afguder af træ, er lige så tåbelige som deres træguder. ⁹ De importerer det fineste sølv fra Tarshish og guld fra Ofir for at udsmykke deres guder. Derefter klæder de dem i imponerende, rødviolette purpurkåber, som var de konger. Dog er de kun en dygtig kunsthåndværkers arbejde.

¹⁰ Men Herren er den eneste sande og virkelige Gud, vores Konge, som lever for evigt. Jorden skælver, når han er vred, og folkeslagene frygter hans harme.

¹¹ Israels folk, mind de andre folkeslag om, at det ikke er deres såkaldte guder, der har skabt himlen og jorden. Tværtimod, en dag skal de forsvinde fra jordens overflade. ¹² Det var Herren, der med sin vældige styrke, visdom og snilde grundlagde universet, skabte jorden og udspændte himmelhvælvingen. ¹³ Med sin tordnende røst får han regnen til at styrte ned. Han samler skyerne fra horisonten, skaber lyn og regn og slipper vinden løs.

¹⁴ Alle afgudsdyrkerne er tåbelige, de forstår ingenting. Guldsmedene vil engang skamme sig over at have lavet afgudsbilleder, som er det rene svindel og bedrag. Der er jo ikke gnist af liv i dem. ¹⁵ De er nytteløse og latterlige, og en skønne dag bliver de ødelagt. ¹⁶ Men Jakobs Gud er helt anderledes. Han er verdens Skaber, og Israel er hans udvalgte folk. Han er den almægtige Gud.

¹⁷ „Pak jeres ejendele,” siger Herren, „for Jerusalem kommer snart under belejring. ¹⁸ Jeg vil straffe jer hårdt og smide jer ud af landet.”

¹⁹ Da vil Jerusalem råbe i fortvivlelse: „Jeg er dødeligt såret, det er ude med mig! Jeg troede, det bare var en mindre sygdom, og at jeg ville komme over det. ²⁰ Men nu er mit hus revet ned, og mine indbyggere er væk. Der er ingen tilbage til at bygge mig op igen.”

²¹ Årsagen til Jerusalems ulykke er, at folkets ledere er tåber, der ikke beder Herren om hjælp eller vejledning. De handler uden forstand, og dem, de skulle være ledere for, bliver spredt. ²² Hør! Der lyder krigslarm i nord, nu nærmer dommen sig. Judas byer skal jævnes med jorden og blive et tilholdssted for sjakaler.

²³ Herre, vi ved, at det ikke står i menneskets magt at bestemme sin egen skæbne, for ingen har kontrol over sin livsbane. ²⁴ Derfor er det nødvendigt, at du irettesætter os, Herre. Straf os, men gør det med måde, ikke i ubændig vrede, for ellers går vi til grunde. ²⁵ Udøs hellere din vrede over de folkeslag, der ikke tilbeder dig, for det er dem, der ødelægger vores land, så der kun er ruiner tilbage.

Israel har brudt Guds pagt

11 Herren talte igen til mig og sagde:

^2-3 „Mind Judas og Jerusalems indbyggere om de pagtsbetingelser, jeg forelagde jeres forfædre: Hvis I ikke overholder min pagt, bliver I ramt af min dom, for jeg er Herren, jeres Gud. ⁴ Jeg indgik jo en pagt med jeres forfædre, da jeg førte dem ud af Egyptens smelteovn. Dengang sagde jeg udtrykkeligt, at hvis de ville adlyde mig og leve i overensstemmelse med pagtens ord, ville jeg antage dem som mit folk og være deres Gud ⁵ og opfylde det løfte, jeg gav til Abraham og hans efterkommere om et land, der ‚flyder med mælk og honning’, det land, som I nu bor i.”

„Ja, Herre, det er sandt!” svarede jeg.

⁶ Da sagde Herren til mig: „Gå ud i Jerusalems gader og i Judas byer med følgende budskab: Husk på Herrens pagt og overhold dens betingelser. ⁷ Lige siden den dag, jeg førte jeres forfædre ud af Egypten, har jeg tidligt og silde tryglet mit folk om at adlyde mig. ⁸ Men de ville ikke. I stedet fulgte de gang på gang deres onde tilskyndelser. Derfor var jeg nødt til at straffe dem med den dom, som er konsekvensen af at bryde pagten.”

⁹ Derefter sagde Herren til mig: „Judas befolkning og Jerusalems indbyggere har gjort oprør imod mig. ¹⁰ De har genoptaget deres forfædres syndige skikke og vendt sig fra mig for at dyrke afguderne. Både Israels og Judas folk har brudt den pagt, jeg indgik med deres forfædre. ¹¹ Derfor rammer jeg dem med en ulykke, de ikke kan undslippe. Og hvis de råber til mig om hjælp, vil jeg ikke høre deres bønner. ¹² Så vil de råbe til deres afguder, som de ofrer til, men de kan ikke redde dem fra katastrofen. ¹³ Mit folk har lige så mange afguder, som der er byer i Juda, og altrene, hvor de ofrer til Ba’al, er så talrige som gaderne i Jerusalem.

¹⁴ Jeremias, du skal ikke gå i forbøn for sådan et folk! Du skal ikke trygle mig om at redde dem, for jeg vil ikke høre på dine bønner. Jeg vil ikke høre på dem, selv om de desperat råber til mig om hjælp. ¹⁵ Sig til dem: Hvad ret har I, mit elskede folk, til at være i mit tempel, når I har gjort så mange onde ting? Tror I, at jeres ofringer kan afværge dommen? Hvordan kan I fortsætte med jeres ondskab, mens I bringer jeres ofre? ¹⁶ Engang var du et dejligt oliventræ, der bar gode frugter. Men nu sætter jeg ild til dig, så alle dine grene bliver ødelagt. ¹⁷ Jeg er Herren, den Almægtige, som har plantet dig, men nu har jeg afsagt dommen over dig. Både Israels og Judas hus har ofret til Ba’al, og det har fremkaldt min vrede.”

Jeremias i fare for at blive dræbt

¹⁸ Herren advarede mig om, at nogle mennesker ønskede at slå mig ihjel. ¹⁹ Jeg var som et troskyldigt lam, der føres til slagtning. Jeg anede intet om deres hensigter. „Lad os gøre det af med den der profet,” sagde de, „så slipper vi for at høre på hans dommedagsprofetier.”

²⁰ Da sagde jeg til Herren: „Du er den almægtige Gud og den retfærdige dommer. Du kender menneskers tanker og motiver. Lad mig se dig straffe dem, for jeg har overgivet min sag til dig.”

²¹ Herren havde nemlig sagt til mig: „Nogle mænd fra Anatot er ude på at slå dig ihjel. De vil true dig på livet for at få dig til at holde op med at profetere i mit navn. ²² Derfor vil jeg straffe dem, siger Herren. Deres unge mænd vil falde i krig og deres børn sulte ihjel. ²³ Ikke en eneste af forræderne i Anatot vil blive skånet. Når tiden er inde, vil jeg straffe dem.”

Gud må straffe sit troløse folk

12 Herre, jeg ved godt, at retten altid er på din side i hvilken som helst sag. Men tillad mig alligevel at stille nogle spørgsmål angående retfærdighed: Hvordan kan det være, at det går de gudløse godt? Hvordan kan de troløse trives og være trygge? ² Du har sat dem her på jorden, plantet dem som træer. Du lader dem slå rod, trives og bære frugt. De nævner dit navn, men er i virkeligheden ligeglade med dig. ³ Herre, du kender mine inderste tanker og motiver, du ved, at jeg ærer og adlyder dig. Vil du ikke holde dom over de onde, trække af sted med dem som hjælpeløse får, der føres til slagtning? ⁴ De onde tror ikke på, at du ser, hvad de laver. Græsset visner, dyr og fugle dør på grund af ondskaben i landet. Hvor længe skal det fortsætte?

⁵ Herren svarede: „Hvis du ikke kan klare at løbe om kap med mennesker, hvordan kan du så løbe om kap med heste? Hvis du giver op i et fredeligt og åbent landskab, hvordan vil du så klare dig mod farerne i Jordandalens krat? ⁶ Selv din egen familie har slået hånden af dig. De jagter dig med høje råb. Når de taler venligt til dig, skal du ikke tro dem.”

⁷ Herren fortsatte: „Jeg opgiver Judas folk, som ellers er mit ejendomsfolk, og jeg udleverer dem til deres fjender. ⁸ Mit folk raser imod mig som en løve i skoven. Derfor er jeg nødt til at vende dem ryggen. ⁹ Mit ejendomsfolk bliver hyæners bytte, gribbene flokkes om det. Lad fremmede folkeslag kaste sig over det for at få del i byttet. ¹⁰ Fremmede hære skal angribe min vingård. De tramper vinstokkene ned og raserer min ejendom. ¹¹ Den bliver en ødemark, som ingen længere bryder sig om. ¹² Over ørkenens nøgne høje kommer de fremmede hære myldrende. De hære jeg sender, hærger landet fra ende til anden, og ingen undslipper. ¹³ Mit folk såede hvede, men høster torne. De sled til ingen nytte og bliver skuffet over den manglende høst, for jeg vil straffe dem.

¹⁴ Men jeg har også et budskab vedrørende de onde nabofolk, der angriber det land, jeg gav mit folk: Ligesom jeg rykker judæerne op fra deres land, vil jeg også rykke nabofolkene op fra deres lande. ¹⁵ Men senere vil jeg være barmhjertig og føre dem tilbage til deres egne lande. ¹⁶ Hvis de derefter vil antage mig som deres Gud i stedet for Ba’al, skal de få en plads iblandt mit folk. ¹⁷ Men de folkeslag, der nægter at adlyde mig, udrydder jeg fuldstændigt,” siger Herren.

Den kommende straf over Jerusalem og Judas folk

13 Herren sagde til mig: „Gå hen og køb et lændeklæde af linned og tag det på, men lad være med at vaske det.” ² Så købte jeg et lændeklæde af linned og bandt det om mig. ³ Senere sagde Herren til mig: ⁴ „Tag hen til Eufratfloden og gem lændeklædet i en klipperevne.” ⁵ Så tog jeg derhen og gemte det, sådan som Herren havde befalet.

⁶ Lang tid senere sagde Herren til mig: „Gå tilbage til floden og hent lændeklædet, som jeg sagde, du skulle gemme der.” ⁷ Så gik jeg igen hen til Eufratfloden og gravede det op. Men det var så ødelagt, at det ikke kunne bruges til noget.

^8-11 Da kom Herrens budskab til mig: „Som et lændeklæde bindes tæt om kroppen, sådan bandt jeg Israel og Juda tæt ind til mig, for at de skulle være mit folk og bringe ære til mig. Men de ville ikke høre på mig. Derfor er Juda og Jerusalem nu blevet lige så fordærvet som lændeklædet. Siden dette onde folk nægter at lytte til mig og i stedet følger deres egne troløse tanker og dyrker fremmede guder, er jeg nødt til at straffe dem, siger Herren.

¹² Giv dem denne besked fra Herren, Israels Gud: ‚En vindunk er bestemt til at blive fyldt med vin.’ Når de så svarer: ‚Det ved vi da godt,’ ^13-14 skal du svare: Herren siger: Jeg vil fylde alle landets indbyggere med min vredes vin, både kongen, der sidder på Davids trone, præsterne, profeterne og den menige befolkning. Jeg vil ikke vise medlidenhed med dem, hverken børn eller forældre, men knuse dem uden barmhjertighed og nåde.”

¹⁵ Derpå sagde jeg til folket: „Læg godt mærke til, hvad Herren har sagt til jer, og lad være med at være så stædige og stolte. ¹⁶ Ydmyg jer for Herren, jeres Gud, før det er for sent. Bøj jer for ham, før han sender mørke over jer, så I snubler og falder på de mørke bjerge. For da er det for sent at lede efter lys. I vil kun finde det forfærdende mørke. ¹⁷ Men hvis I nægter at lytte til hans advarsel, vil jeg græde i det skjulte over jeres stolthed. Mine øjne vil fyldes af tårer, fordi Herrens hjord føres bort i eksil.”

¹⁸ Herren sagde til mig: „Sig til kongen og enkedronningen: Kom ned fra tronen og sæt jer i støvet, for I har mistet jeres kongerige. ¹⁹ Negevs byer bliver folketomme, og portene forbliver lukkede. Juda føres bort som fanger, de skal alle i eksil.”

²⁰ Jerusalem, fjendens hære vil komme fra nord. Du var så stolt over dine mange fornemme indbyggere. Hvad er der nu blevet af alle dem, du burde have beskyttet? ²¹ Hvad vil du gøre, når de, du troede var dine forbundsfæller, angriber og erobrer dig? Du vil vride dig i smerte som en kvinde i fødselsveer. ²² Du spørger fortvivlet: „Hvorfor skal jeg rammes af denne ulykke?” Forstår du ikke, at det er på grund af din synd? Din egen utroskab er skyld i, at du fik skørterne løftet op og din nøgenhed stillet til skue.

²³ Kan en sudaneser skifte hudfarve? Kan en leopard fjerne sine pletter? Kan I pludselig begynde at gøre, hvad der er godt, når I er så onde?

^24-25 Herren sagde: „Fordi I glemte mig og stolede på falske guder, vil jeg sprede jer som avner for ørkenvinden. Det er den straf, I fortjener, og som jeg har bestemt for jer. ²⁶ Ja, jeg vil løfte dine skørter og afsløre din nøgenhed, som man plejer at straffe en prostitueret. ²⁷ Jeg er meget bevidst om dit frafald, din utroskab og din væmmelige afgudsdyrkelse på højene ude på landet. Åh, Jerusalem, det er ude med dig. Hvor længe vil du fortsat leve i synd?”