Old/New Testament

Alteret genopbygges

3 Da den syvende måned kom, og de hjemvendte havde slået sig ned i deres byer, drog de alle som én op til Jerusalem. ² Zerubbabel og hans slægt tog fat på at genopbygge brændofferalteret under vejledning af Jeshua, Jotzadaks søn, og hans præstekolleger. Først derefter kunne man ofre brændofre efter de forskrifter, som Guds tjener, Moses, havde givet dem. ³ Selvom de var bange for de fremmede folk, som havde bosat sig dér i deres fravær, byggede de alteret på dets oprindelige sted og bragte morgen og aften de daglige brændofre til Herren. ⁴ De fejrede løvhyttefesten efter forskrifterne i Toraen og bragte det antal brændofre, som er foreskrevet for hver enkelt dag i løbet af festen.

⁵ Fra da af gennemførte de alle de foreskrevne ofringer: de daglige ofringer, ofrene ved nymånefesterne og ved de øvrige religiøse højtider. Desuden blev der bragt frivillige ofre. ⁶ Den første dag i den syvende måned begyndte præsterne at bringe brændofre til Herren, selvom grundstenen til templet endnu ikke var lagt.

⁷ Med fuldmagt fra kong Kyros ansatte de derpå stenhuggere og tømrere på løn, og de aftalte med folkene i Tyrus og Sidon, at de derfra skulle bringe cedertræ ad søvejen til Jafo og få madvarer, drikkevarer og olivenolie i bytte.

Genopbygningen af templet påbegyndes

⁸ Selve genopbygningen af templet begyndte i den anden måned i det andet år efter ankomsten til Jerusalem. Arbejdsstyrken bestod af alle præster, levitter og øvrige indbyggere i Jerusalem under ledelse af Zerubbabel og Jeshua. De levitter der var 20 år eller derover, blev udpeget til formænd for arbejdsholdene. ⁹ Det overordnede ansvar for selve genopbygningen af templet blev overdraget til den ledende præst, Jeshua, og hans sønner og brødre, og de fik hjælp af Kadmiel af Hodavjas slægt og Henadads sønner samt deres sønner og brødre, som alle var levitter.

¹⁰ Da byggearbejderne havde lagt fundamentet til templet, iklædte præsterne sig deres dragter og blæste i trompeterne, og de levitter, som var af Asafs slægt, slog på deres bækkener i lovprisning til Herren, sådan som kong David havde foreskrevet. ¹¹ De lovsang Herren med ordene: „Herren er god! Hans trofasthed over for Israel varer til evig tid!” Da brød folket ud i et mægtigt jubelråb, og de priste Herren, fordi templets grundvold nu var lagt. ¹² Mange af de gamle blandt præsterne, levitterne og lederne—de der havde set Salomons storslåede tempel—græd højt, da de så fundamentet blive lagt til det nye tempel. Men andre rundt om var vilde af glæde. ¹³ Man kunne ikke skelne jubelen fra gråden, og støjen kunne høres langt bort.

Modstand mod templets og byens genopbygning på forskellige tidspunkter

4 Da Judas og Benjamins fjender fik at vide, at judæerne var kommet tilbage og var begyndt at genopbygge templet, ² henvendte de sig til Zerubbabel og de øvrige ledere. „Lad os hjælpe til,” sagde de, „for vi vil også gerne dyrke jeres Gud. Vi har ofret til ham, lige siden kong Esar-Haddon af Assyrien førte os hertil.”

³ Men Zerubbabel, Jeshua og de øvrige ledere svarede: „Nej, I kan ikke være med til at bygge vores Guds tempel. Vi må selv bygge templet for Herren, Israels Gud, sådan som kong Kyros har befalet.”

⁴ Så forsøgte de tilflyttede fremmede at skræmme dem til at standse arbejdet. ⁵ De gav penge til nogle ledere, som skulle modarbejde byggeplanerne. Sådan fortsatte det i hele perserkongen Kyros’ regeringstid og senere, mens kong Dareios^[a] regerede.

⁶ Da Xerxes^[b] blev konge over Persien, skrev Judas og Jerusalems fjender et klagebrev imod Jerusalems genopbygning, som de sendte til kongen. ⁷ Senere, da Artaxerxes blev konge, sendte Bishlam, Mitredat, Tabe’el og en lang række embedsmænd igen en skrivelse. Den var på aramæisk og blev oversat for kongen.

^8-9 Guvernøren Rehum og provinssekretæren Shimshaj sendte ligeledes et anklageskrift til kong Artaxerxes. Brevet blev underskrevet af adskillige dommere og lokale persiske og babyloniske embedsmænd fra Erek og Susa ¹⁰ og en lang række andre folk, som af den store og berømte Asnappar^[c] var blevet deporteret fra deres eget land til Samaria og de omliggende egne vest for Eufratfloden. ¹¹ Ordlyden af brevet til kongen var som følger:

Til kong Artaxerxes fra hans undersåtter vest for Eufratfloden. ¹² Vi gør kongen opmærksom på, at de judæere, som er kommet fra Babylonien til Jerusalem, er ved at genopbygge denne oprørske og onde by. De er snart færdige med at genopbygge byens mure, og de har udbedret fundamenterne.

¹³ Vi ønsker yderligere at gøre kongen opmærksom på, hvilke følger det kan få, hvis denne by bliver genopbygget. Først og fremmest vil judæerne snart nægte at betale skatter og afgifter, og det vil gå ud over kongens indtægter. ¹⁴ Eftersom vi er loyale undersåtter og ikke ønsker, at kongen skal lide tab, sender vi denne information. ¹⁵ Vi foreslår, at kongen undersøger de gamle optegnelser, hvoraf det klart vil fremgå, at Jerusalem er en oprørsk by. Den blev jo netop ødelagt som følge af oprør imod de konger og riger, som forsøgte at kontrollere den. ¹⁶ Vi ønsker hermed at udtrykke vor dybe ængstelse for, at kongen skal miste hele området vest for Eufratfloden, hvis han tillader en genopbygning af byen og dens fæstningsværker.

¹⁷ Kong Artaxerxes sendte følgende svar til guvernøren Rehum, provinssekretæren Shimshaj og deres forbundsfæller i Samaria og i hele området vest for Eufratfloden:

¹⁸ Vær hilset! Jeres skrivelse er blevet læst op og oversat for mig. ¹⁹ Jeg beordrede mine folk til at foretage en nøje gennemgang af de gamle optegnelser, og det blev derved bekræftet, at Jerusalem har gjort modstand imod en lang række konger, og at der ofte har fundet oprør og opstande sted. ²⁰ I tidens løb har der også været mægtige konger, som fra Jerusalem har regeret over hele området vest for Eufratfloden og har inddrevet skat, told og andre afgifter fra hele det område. ²¹ Derfor skal I sætte en stopper for byens genopbygning. Den by må ikke genopbygges, medmindre jeg personligt giver min tilladelse. ²² Sørg for straks at udføre ordren, så kongedømmet ikke kommer til at lide tab.

²³ Så snart denne skrivelse fra Artaxerxes var blevet læst op for Rehum, Shimshaj og de øvrige embedsmænd, skyndte de sig til Jerusalem og tvang judæerne til at standse arbejdet med at genopbygge bymuren.

²⁴ Det var en lignende modstand, som tidligere havde resulteret i, at arbejdet med templet gik i stå, indtil kong Dareios af Persiens andet regeringsår.

5 Dengang var der to profeter i Jerusalem og Juda, nemlig Haggaj og Zakarias, søn af Iddo, som bragte bud til folket fra Israels Gud om at genoptage arbejdet. ² Zerubbabel og Jeshua fulgte opfordringen og fortsatte med at genopbygge templet, og profeterne støttede dem.

³ Det varede dog ikke længe før Tattenaj, der på den tid var guvernør for området vest for Eufratfloden, og Shetar-Bozenaj ankom til Jerusalem ledsaget af flere andre embedsmænd. De spurgte: „Hvem har givet jer tilladelse til at opføre et nyt tempel? ⁴ Og hvad hedder de mænd, som er ansvarlige for arbejdet?” ⁵ Men Herren beskyttede judæernes ledere, og man blev enige om at forelægge sagen for kong Dareios, så han kunne tage afgørelsen.

⁶ Guvernør Tattenaj, Shetar-Bozenaj og de andre embedsmænd sendte derfor følgende brev til kong Dareios:

⁷ Fredshilsen til kong Dareios! ⁸ Vi ønsker at informere kongen om vort besøg i provinsen Juda, hvor man er i fuld gang med at opføre et tempel for Judas store Gud. Man har allerede placeret flere lag kvadersten i templets mure og et lag træ ovenpå. Arbejdet bliver udført med stor omhu og skrider godt fremad. ⁹ Vi forhørte judæernes ledere om, hvem der havde givet tilladelse til byggeriet, ¹⁰ og vi udbad os navnene på de ansvarlige, så vi kunne underrette kongen. ¹¹ På vore spørgsmål svarede lederne: „Vi tjener Himlens og jordens Gud, og vi er i færd med at genopbygge det tempel, som blev opført på dette sted for flere hundrede år siden af en stor konge i Israel. ¹² Men senere vakte vore forfædre Guds vrede, og han lod dem blive besejret af kong Nebukadnezar, som ødelagde templet og bortførte folket til Babylonien.”

¹³ Judæerne insisterer imidlertid på, at kong Kyros, kort efter at han var blevet konge, udsendte en skriftlig erklæring om, at templet skulle genopbygges. ¹⁴ De påstår tilmed, at kong Kyros tilbageleverede de guld- og sølvkar, som Nebukadnezar havde taget fra templet i Jerusalem og anbragt i sit tempel i Babylon. De siger, at en lang række værdigenstande blev overgivet til en mand ved navn Sheshbatzar, som kong Kyros havde udpeget til guvernør i Judas land. ¹⁵ Kongen skulle have givet Sheshbatzar ordre til at returnere karrene til Jerusalem og genopbygge Guds tempel på dets gamle plads. ¹⁶ Derfor påstås det, at Sheshbatzar var den, der kom og lagde fundamentet til templet i Jerusalem. Lige siden da har folket arbejdet på genopbygningen, men det er dog endnu ikke færdigt.

¹⁷ Hvis det kan behage kongen, vil vi derfor anmode om, at man gennemsøger det kongelige bibliotek i Babylon for at finde ud af, om kong Kyros overhovedet har udstedt en sådan befaling. Vi vil så afvente kongens afgørelse i denne sag.

Jesus genopstår^(A)

20 Tidligt søndag morgen, mens det endnu var mørkt, gik Maria Magdalene ud til graven, og hun opdagede, at stenen var rullet fra indgangen. ² Derfor skyndte hun sig tilbage til Simon Peter og den anden discipel, som Jesus holdt særlig meget af, og sagde til dem: „Der er nogle, der har taget Herren væk fra graven, og vi ved ikke, hvor de har gjort af ham.”

^3-4 De to disciple løb straks ud til graven. I begyndelsen løb de side om side, men den anden discipel løb hurtigere end Peter og nåede først frem. ⁵ Da han bøjede sig og kiggede ind i graven, så han, at ligklæderne lå der. Men han gik ikke ind i graven. ⁶ Så nåede Peter frem, og han gik derind. Han så også ligklæderne og lagde mærke til, ⁷ at det klæde, som Jesus havde haft over sit hoved, ikke var anbragt ved siden af ligklæderne, men lå foldet sammen på et sted for sig selv. ⁸ Så gik den discipel, som var kommet først til graven, også derind—og da han så det hele, forstod han pludselig, hvad Jesus havde sagt om, hvad der ville ske med ham, og han blev overbevist.^{[a] 9} For indtil da havde de ikke forstået, hvad det betød, når Skriften siger, at han skulle genopstå fra de døde. ¹⁰ Derefter gik de hjem igen.

¹¹ I mellemtiden var Maria vendt tilbage til graven. Grædende bøjede hun sig ned og kiggede ind i gravkammeret, ¹² og der fik hun øje på to engle klædt i hvidt. Den ene sad, hvor Jesu hoved havde været, og den anden der, hvor fødderne havde været.

¹³ „Hvorfor græder du?” spurgte de. „Fordi der er nogle, der har taget min Herre bort,” svarede hun, „og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.” ¹⁴ Da hun havde sagt det, vendte hun sig og så Jesus stå der. Men hun genkendte ham ikke.

¹⁵ „Hvorfor græder du?” spurgte Jesus hende. „Hvem leder du efter?” Hun regnede med, at det var gartneren, og sagde derfor: „Hvis det er dig, der har taget ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan gå hen og hente ham.”

¹⁶ „Maria!” sagde Jesus. Hun kiggede på ham og udbrød på hebraisk: „Rabbuni!” (det betyder „Mester”).

¹⁷ „Du skal ikke røre ved mig,” sagde han, „jeg er endnu ikke steget op til min Far. Men gå hen til disciplene og sig til dem, at jeg stiger op til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud.”

¹⁸ Maria løb straks hen til disciplene og sagde: „Jeg har set Herren!” Og hun fortalte dem, hvad han havde sagt.

Jesus viser sig første gang for disciplene

¹⁹ Samme aften var disciplene forsamlede inden døre, og de havde låst dørene af frygt for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem. „Fred være med jer!” sagde han. ²⁰ Så viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så, at det var Herren.

²¹ Jesus sagde igen til dem: „Fred være med jer! Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg jer.” ²² Derefter åndede han på dem og fortsatte: „Modtag Helligåndens kraft! ²³ Hvis I tilgiver mennesker deres synder, er de tilgivet, men hvis I nægter at tilgive dem, så bliver de ikke tilgivet.”

Jesus viser sig for Thomas og de øvrige disciple^(B)

²⁴ En af de Tolv ved navn Thomas, også kaldet „Tvillingen”, var ikke til stede, da Jesus viste sig for dem. ²⁵ De andre disciple fortalte ham bagefter: „Vi har set Herren!” Men han svarede: „Det tror jeg ikke på! Kun hvis jeg med mine egne øjne får naglemærkerne i hans hænder at se og stikker fingeren i dem, og hvis jeg stikker hånden i hans side, vil jeg tro på det!”

²⁶ Den følgende søndag^[b] var disciplene samlet igen, og nu var Thomas sammen med de andre. Dørene var låst, men pludselig stod Jesus midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!”

²⁷ Så vendte han sig til Thomas: „Kom her med din finger,” sagde han. „Se, her er mine hænder. Kom med din hånd og føl på min side. Tro i stedet for at tvivle!” ²⁸ „Min Herre og min Gud!” udbrød Thomas. ²⁹ „Nu tror du, fordi du har set mig,” sagde Jesus. „Velsignede er de, som ikke har set og alligevel tror.”

Afslutningsord

³⁰ Jesus gjorde mange flere mirakler for øjnene af sine disciple end dem, der er nedskrevet i bogen her. ³¹ Men jeg har skrevet dette, for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds Søn, og gennem jeres tro få del i det evige liv.