Old/New Testament

Ezras reaktion på de blandede ægteskaber

9 Kort tid efter kom Judas ledere til mig og fortalte, at folket og endda nogle af præsterne og levitterne ikke havde holdt sig adskilt fra de kana’anæere, hittitter, perizzitter, jebusitter, ammonitter, moabitter, egyptere og amoritter, som boede i landet, og at de havde antaget nogle af deres afskyelige skikke. ² Judæiske mænd havde indgået ægteskab med kvinder fra disse gudløse folkeslag, og de havde tilladt deres sønner at gifte sig med piger fra disse folk. Derved var Guds hellige folk blevet urent, og lederne havde oven i købet været de første til at være utro mod Herren.

³ Da jeg hørte det, flængede jeg i fortvivlelse mit tøj, rev mig i håret og skægget og satte mig ned, stum af sorg og smerte. ⁴ De, som havde dyb respekt for Israels Guds befalinger til sit folk, og som frygtede Guds straf på grund af den synd, som var begået, kom og sad hos mig. Sådan sad vi overvældet af sorg, indtil det var tid at bringe aftenofferet. ⁵ Så rejste jeg mig i mit flængede tøj, og skamfuld vendte jeg mig til Herren. Jeg faldt på knæ, løftede hænderne til Herren, min Gud, ⁶ og råbte: „Åh min Gud, jeg skammer mig over at løfte mit ansigt til dig, for vi står i synd til halsen, vores synd er himmelråbende. ⁷ Vores folks historie er fra ende til anden en sørgelig beretning om synd og frafald, og derfor blev vi og vores konger og præster konstant overfaldet, plyndret, sendt i eksil og hånet af ugudelige konger lige til i dag. ⁸ Men nu har vi oplevet din nåde, idet du har ladet den lille rest, der er tilbage af os, undslippe slaveriet og endnu engang bosætte os i det hellige land. Du har tændt håbets lys i vores øjne og givet os nyt mod efter vores slavetilværelse. ⁹ Selvom vi var slaver, svigtede du os ikke, men gjorde de persiske konger venligt stemt over for os. Du gav os kræfter til at genopbygge templet og opnå din beskyttelse i Jerusalem og Judas land.

¹⁰ Men hvad skal vi nu gøre, Herre? Endnu en gang har vi vendt os bort fra dig og har overtrådt dine befalinger. ¹¹ Profeterne advarede os på forhånd om, at det land, vi skulle tage i besiddelse, var forurenet af den tidligere befolknings afskyelige skikke og fuldt af ugudelighed fra ende til anden. ¹² Du advarede os imod at lade vores børn indgå ægteskab med deres børn, og imod at lade os besnære af deres form for velstand. Du lovede, at hvis vi adlød dig, ville vi blive en stærk nation, og vi og vores efterkommere ville for altid få lov at blive boende i landet og nyde dets goder. ¹³ Du har straffet os for vores ulydighed, dog ikke så hårdt som vi fortjente, for du har i din nåde ladet en rest af os overleve og vende hjem. ¹⁴ Men nu har vi igen overtrådt dine befalinger ved at gifte os med folk, som praktiserer afskyelige ting. Vil du nu i din vrede tilintetgøre os fuldstændigt, så der ikke bliver nogen rest tilbage? ¹⁵ Åh Herre, Israels Gud, du er en god og retfærdig Gud. Vi står her i dag for dit ansigt som en rest, der har overlevet. Men vi står med en stor synd og kan ikke forvente andet end din straf.”

Folket bekender deres synd

10 Mens jeg lå grædende på jorden foran templet og fremsagde denne syndsbekendelse, samledes en stor flok mænd, kvinder og børn omkring mig for at sørge og græde sammen med mig.

² Da sagde Shekanja, en søn af Jehiel af Elams slægt, til mig: „Vi erkender, at vi har været troløse over for vores Gud ved at gifte os med kvinder fra gudløse folkeslag. Men der er alligevel håb for Israels folk. ³ Lad os give Gud det løfte, at vi vil sende de fremmede kvinder og deres børn bort, sådan som du og andre gudfrygtige mænd har rådet os til. Fra nu af vil vi gøre som Toraen byder. ⁴ Rejs dig nu op, for det er dig, der skal organisere det. Vi er med dig. Så fat mod og kom i gang!”

⁵ Derpå rejste jeg mig op og bad alle præsterne, levitterne og folkets ledere om at sværge på, at de ville gøre, som Shekanja havde sagt. Det gjorde de. ⁶ Derefter forlod jeg pladsen foran Herrens hus og gik ind i Johanans, Eljashibs søns, værelse i templet, hvor jeg overnattede. Jeg hverken spiste eller drak, for jeg sørgede over de hjemvendte judæeres utroskab.

⁷ Nu blev det bekendtgjort ud over hele Judas land og i Jerusalem, at alle de mænd, som havde været i eksil, skulle komme til Jerusalem ⁸ inden tre dage, og at folkets ledere havde besluttet, at enhver som udeblev, ville blive frataget sin arvelod og udstødt af de hjemvendtes samfund. ⁹ Tre dage efter, den 20. dag i den niende måned, var alle Judas og Benjamins mænd samlet på den åbne plads foran templet. De rystede af kulde på grund af regnen og af angst på grund af sagens alvor.

¹⁰ Så rejste jeg mig og råbte til mængden: „I har været ulydige mod Herren ved at gifte jer med kvinder fra fremmede folkeslag og således øget vores skyld overfor Gud. ¹¹ Bekend derfor jeres synd for Herren, jeres fædres Gud, og gør hvad han forlanger af jer: Skil jer ud fra de fremmede omkring jer og skaf jer af med de kvinder, I har giftet jer med.”

¹² „Vi vil gøre, som du siger!” svarede hele forsamlingen. ¹³ „Men det problem kan ikke løses på en dag eller to, for der er mange af os, der har gjort det. Og vi kan ikke blive stående her ude i regnen. ¹⁴ Det må være en sag for folkets ledere. Lad dem, der har giftet sig med fremmede kvinder, komme til lederne på et nærmere aftalt tidspunkt sammen med deres bys ledere og dommere, så hver enkelt kan få deres sag gjort i orden, og vi kan afværge Guds vrede.”

¹⁵ Kun Jonatan, søn af Asael, Jahzeja, søn af Tikva, Meshullam og levitten Shabbetaj modsatte sig forslaget. ¹⁶ Alle de andre tilsluttede sig. Jeg pålagde så overhovederne for de enkelte slægter at tage sig af sagen. De mødtes den første dag i den tiende måned for at undersøge de enkelte sager og sørge for, at beslutningen blev gennemført. ¹⁷ Den første dag i den første måned var de færdige med at behandle alle sagerne angående de mænd, der havde giftet sig med fremmede kvinder.

Listen over de skyldige

¹⁸ Her følger listen over de præster, som havde giftet sig med fremmede kvinder: Af Jeshuas slægt: Ma’aseja, Eliezer, Jarib og Gedalja. ¹⁹ De svor på, at de ville sende deres koner bort, og hver enkelt af dem måtte bringe en vædder som skyldoffer. ²⁰ Af Immers slægt: Hanani og Zebadja. ²¹ Af Harims slægt: Ma’aseja, Elija, Shemaja, Jehiel og Uzzija. ²² Af Pashhurs slægt: Eljoenaj, Ma’aseja, Ishmael, Netanel, Jozabad og Elasa.

²³ Følgende levitter var skyldige: Jozabad, Shimi, Kelaja (også kaldet Kelita), Petahja, Juda og Eliezer.

²⁴ Blandt tempelsangerne var Eljashib skyldig. Af tempelvagterne var følgende skyldige: Shallum, Telem og Uri.

²⁵ Af folket i almindelighed var følgende skyldige: Af Parosh’ slægt: Ramja, Jizzija, Malkija, Mijjamin, Eleazar, Malkija og Benaja. ²⁶ Af Elams slægt: Mattanja, Zekarja, Jehiel, Abdi, Jeremot og Elija. ²⁷ Af Zattus slægt: Eljoenaj, Eljashib, Mattanja, Jeremot, Zabad og Aziza. ²⁸ Af Bebajs slægt: Johanan, Hananja, Zabbaj og Atlaj. ²⁹ Af Banis slægt: Meshullam, Malluk, Adaja, Jashub, Sheal og Jeramot. ³⁰ Af Pahat-Moabs slægt: Adna, Kelal, Benaja, Ma’aseja, Mattanja, Betzalel, Binnuj og Manasse. ³¹ Af Harims slægt: Eliezer, Jishija, Malkija, Shemaja, Simeon, ³² Benjamin, Malluk og Shemarja. ³³ Af Hashums slægt: Mattenaj, Mattatta, Zabad, Elifelet, Jeremaj, Manasse og Shimi. ³⁴ Af Banis slægt: Ma’adaj, Amram, Uel, ³⁵ Benaja, Bedja, Keluhu, ³⁶ Vanja, Meremot, Eljashib, ³⁷ Mattanja, Mattenaj og Ja’asaj. ³⁸ Af Binnujs slægt: Shimi, ³⁹ Shelemja, Natan, Adaja, ⁴⁰ Maknadbaj, Shashaj, Sharaj, ⁴¹ Azarel, Shelemja, Shemarja, ⁴² Shallum, Amarja og Josef. ⁴³ Af Nebos slægt: Jeiel, Mattitja, Zabad, Zebina, Jaddaj, Joel og Benaja.

⁴⁴ Alle disse mænd havde giftet sig med fremmede kvinder, men de sendte nu dem og deres børn bort.

1 ^1-3 Højtærede Teofilus!

I min tidligere beretning fortalte jeg dig om alle de mirakler, Jesus udførte, og om hans undervisning lige fra begyndelsen af, og indtil han blev taget op til Himlen. I de 40 dage, der gik fra hans opstandelse til hans himmelfart, viste han sig adskillige gange for de apostle, han havde udvalgt. På den måde beviste han, at han virkelig var blevet levende igen, og når de var sammen, talte han med dem om Guds rige og gav dem ved Helligåndens inspiration sine instrukser.

Helligåndens og Guds riges komme

⁴ En dag, da de spiste sammen, sagde Jesus: „I må ikke tage væk fra Jerusalem, før I har modtaget det, som Faderen har lovet, og som jeg har fortalt jer om. ⁵ Johannes døbte jo med vand, men I vil om ganske få dage blive døbt med Helligåndens kraft.”

⁶ Mens de var sammen, spurgte de ham: „Herre, er tiden nu kommet, hvor du vil genoprette Israels kongerige?”

⁷ Jesus svarede: „Det tilkommer ikke jer at få kendskab til de tidspunkter, som Faderen i sin almagt har fastsat. ⁸ Men I skal modtage en ny kraft, når Helligånden kommer over jer, og så skal I bringe budskabet om mig til Jerusalem, til hele Judæa og Samaria, ja, helt til verdens ende.”

Jesus tages op til Himlen, hvorfra han skal vende tilbage igen

⁹ Derefter blev Jesus løftet op fra jorden, mens de så på det, og han forsvandt ind i en sky. ¹⁰ Som de nu blev ved at stirre op mod himlen for at se, hvor han var blevet af, stod der pludselig to hvidklædte mænd hos dem. ¹¹ „Mænd fra Galilæa,” sagde de, „hvorfor står I og stirrer op i luften? Jesus, som nu er taget bort til Himlen, vil komme tilbage igen på samme måde, som I så ham forsvinde.”

Disciplene samles til bøn

¹² Apostlene gik så ned fra Olivenbjerget, hvor det her var sket, og tilbage til Jerusalem. Det var kun omkring et kvarters gang. ¹³ De gik hen til det hus, hvor de plejede at samles i en stor sal ovenpå. De 11 tilbageværende apostle var: Peter, Johannes, Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartolomæus og Mattæus, Jakob, Alfæus’ søn, Simon Frihedskæmper og Judas, Jakobs søn. ¹⁴ De mødtes ofte for i fællesskab at bede til Gud. Også de kvinder, der havde fulgt Jesus, samt Jesu mor og hans brødre, var med.

Mattias erstatter Judas som apostel

¹⁵ Nogle dage senere, hvor en gruppe på ca. 120 disciple var samlet, rejste Peter sig og sagde: ¹⁶ „Venner, det var jo nødvendigt, at det skriftord, som Helligånden talte gennem David, skulle gå i opfyldelse, det ord, der handler om Judas, som viste vej for dem, der pågreb Jesus. ¹⁷ Judas var en af os og havde fået en aposteltjeneste ligesom os. ^18-20 Det profetiske ord fra David, som passer på ham, står i Salmernes Bog:

Og et andet sted står der: ‚Lad en anden overtage hans lederfunktion.’^[b]” (De penge, Judas fik for sit forræderi, brugte han til at købe en mark. Så gik han hen og styrtede sig i døden, og i faldet blev han revet op, så hans indvolde væltede ud. Alle i Jerusalem hørte, hvordan det gik ham, og man kalder nu det sted for „Blodmarken”.^[c])

^21-22 Peter fortsatte: „Derfor bør vi nu finde en mand, som kan overtage Judas’ plads. Det skal være en, der har været sammen med os hele tiden, mens Jesus var hos os—lige fra dengang han blev døbt af Johannes, og indtil han blev taget bort og vendte tilbage til Himlen. Den mand skal sammen med os bevidne, at Jesus virkelig er genopstået fra de døde.”

²³ De udpegede så to mænd, Josef Justus Barsabbas og Mattias. ²⁴ Derefter bad de: „Herre, du som kender alle menneskers inderste tanker, vis os nu hvem af dem, du har valgt i stedet for Judas, ²⁵ så han kan overtage den aposteltjeneste, som Judas forlod for at tage derhen, hvor han hører hjemme.” ²⁶ Derpå kastede de lod, og loddet faldt på Mattias. Fra da af blev han regnet med blandt apostlene.