Old/New Testament

Joshafat som konge over Juda

17 Asas søn, Joshafat, blev nu konge i Juda, og han begyndte at ruste sig til krig mod Israel. ² Han udstationerede garnisoner i alle Judas befæstede byer og på andre strategiske steder i landet samt i de efraimitiske byer, hans far havde erobret.

³ Herren var med Joshafat, fordi han adlød Gud, ligesom hans forfar David^[a] havde gjort før ham. Han dyrkede ikke afguderne, ⁴ men søgte hjælp hos sin fars Gud og adlød Guds befalinger—i modsætning til de israelitiske konger. ⁵ Derfor styrkede Herren hans position som konge i Juda. Alle indbyggerne bragte ham gaver, og han blev både rig og højt anset. ⁶ Han var helhjertet i at tjene Herren, og han fjernede de sidste rester af afgudsofferstederne og Asherapælene.

^7-9 I sit tredje regeringsår begyndte Joshafat et landsdækkende uddannelsesprogram: Han sendte nogle ledende mænd på rundrejse til alle de judæiske byer for at undervise folket. Det drejede sig om embedsmændene Ben-Hajil, Obadja, Zekarja, Netanel og Mika, levitterne Shemaja, Netanja, Zebadja, Asael, Shemiramot, Jonatan, Adonija, Tobija og Tob-Adonija, samt præsterne Elishama og Joram. Disse mænd havde Herrens lovbog med sig, og de underviste i den overalt, hvor de kom frem.

¹⁰ Da faldt Herrens frygt på de omliggende riger, så ingen vovede at gå i krig mod Joshafat.

¹¹ Selv nogle af filistrene bragte Joshafat gaver og betalte skat til ham, og araberne forærede ham 7700 væddere og 7700 gedebukke. ^12-13 Joshafats magt voksede, og han styrkede sit forsvar yderligere ved at bygge flere borge og forsyningscentre rundt omkring i Juda. Han havde til stadighed en stor hær i beredskab i hovedstaden Jerusalem. ¹⁴ Soldaterne blev mønstret i henhold til deres stamme og slægt. Fra Judas stamme var der tre hærførere: For det første Adna, der havde 300.000 mand under sig, inddelt i afdelinger på 1000 mand. ¹⁵ For det andet Johanan med 280.000 mand under sig. ¹⁶ For det tredje Amasha, søn af Zikri, der frivilligt var trådt i kongens tjeneste og havde ansvar for 200.000 mand. ¹⁷ Fra Benjamins stamme var der to hærførere: For det første den meget erfarne Eljada med 200.000 mand under sig, alle udrustede med buer og skjolde, ¹⁸ for det andet Jozabad med 180.000 fuldt rustede mænd under sig. ¹⁹ Disse fem var under kongens direkte kommando i Jerusalem, og desuden var der de officerer, som var udstationeret i de befæstede byer rundt omkring i landet.

Profeten Mika advarer kong Ahab^(A)

18 Som sagt var Joshafat både rig og højt agtet. Han besluttede nu at indgå en alliance med kong Ahab af Israel ved at lade sin søn gifte sig med Ahabs datter.

² Nogle år senere rejste han til Samaria for at besøge Ahab. Til ære for Joshafat og hans ledsagere arrangerede Israels konge en fest og slagtede i den anledning et stort antal småkvæg og hornkvæg. Under festen søgte han at overtale Joshafat til at hjælpe sig med at erobre byen Ramot-Gilead. ³ „Vil du hjælpe mig med at befri Ramot-Gilead?” spurgte han Joshafat. „Selvfølgelig!” svarede Joshafat. „Vi er jo forbundsfæller, du og jeg. Mine folk vil kæmpe sammen med dine.” ⁴ Men så tilføjede han: „Vi bør dog først spørge Herren til råds.”

⁵ Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: „Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” „Du skal gå til angreb,” svarede de. „Gud vil give dig sejr!”

⁶ Men kong Joshafat var ikke tilfreds. „Er der ikke en af Herrens profeter, vi kan spørge til råds?” spurgte han. ⁷ „Jo, en enkelt,” svarede Ahab, „men jeg bryder mig ikke om ham, for han profeterer altid ulykke for mig, aldrig noget godt. Manden hedder Mika, søn af Jimla.” „Sådan bør du ikke tale!” indvendte Joshafat. ⁸ Kong Ahab gav derefter ordre til, at Mika straks skulle hentes.

⁹ I mellemtiden fortsatte Ahabs profeter med at profetere for de to konger, der sad klædt i deres kongekåber på hver sin trone på tærskepladsen nær ved byporten. ¹⁰ En af profeterne ved navn Zidkija, søn af Kena’ana, lavede nogle horn af jern og erklærede: „Herren siger: Du skal stange den aramæiske hær sønder og sammen med disse horn og udrydde den totalt!” ¹¹ De andre profeter sagde det samme. „Gå kun til angreb på Ramot-Gilead. Herren vil give dig sejr!”

¹² Kongens tjener, som var blevet sendt for at hente Mika, fortalte ham, hvad de andre profeter havde sagt, og opfordrede ham til at sige det samme. ¹³ Men Mika svarede: „Så sandt Herren lever: Jeg kan ikke sige andet, end det min Gud fortæller mig!”

¹⁴ Da Mika ankom, spurgte kong Ahab: „Mika, skal vi angribe Ramot-Gilead eller ej?” „Ja, tag endelig af sted!” svarede Mika. „Lykken er med dig. Herren vil give dig sejr!” ¹⁵ „Hør nu her,” sagde Ahab. „Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på, at du kun siger sandheden, når du taler i Herrens navn?”

¹⁶ Så sagde Mika: „Jeg så Israels folk spredt ud over bjergene som får, der ingen hyrde har! Og Herren sagde: Kongen er død! Send folket hjem!” ¹⁷ Kongen vendte sig beklagende til Joshafat. „Sagde jeg det ikke nok! Aldrig profeterer han noget godt. Evigt og altid kun dårlige budskaber.”

¹⁸ „Så hør da Herrens ord!” afbrød Mika. „Jeg så Herren sidde på sin trone, og en hær af engle var samlet omkring ham. ¹⁹ Så sagde Herren: ‚Hvem vil lokke Ahab i fælden, så han dør i Ramot-Gilead?’ Og efter at adskillige planer var blevet foreslået, ²⁰ trådte en af ånderne frem og sagde: ‚Det vil jeg gøre!’ ‚Men hvordan?’ spurgte Herren. ²¹ Ånden svarede: ‚Jeg vil være en løgneånd i alle hans profeters mund!’ ‚Du kan klare opgaven,’ sagde Herren. ‚Gå bare i gang!’ ”

²² Mika fortsatte: „Kong Ahab, kan du ikke gennemskue dine profeter? Herren har jo fyldt dem alle med en løgnens ånd, og i virkeligheden har han planer om at få ram på dig.”

²³ Ved de ord gik profeten Zidkija hen til Mika og gav ham en lussing. „Vil du måske påstå, at Herrens Ånd kun taler gennem dig og ikke gennem mig?” snerrede han. ²⁴ Mika svarede: „Svaret på det spørgsmål får du, den dag du rædselsslagen prøver at gemme dig i et baglokale i et hus.”

²⁵ Efter det ordskifte gav kong Ahab ordre til at arrestere Mika. „Før ham til Amon, byens borgmester, og til min søn Joash,” sagde han. ²⁶ „Giv dem besked om at kaste ham i fængsel og sætte ham på vand og brød, til jeg kommer uskadt tilbage fra slaget.” ²⁷ „Hvis du kommer tilbage, har Herren ikke talt gennem mig!” sagde Mika. „Har I hørt det alle sammen?”

Kong Ahabs død^(B)

²⁸ Derefter førte kong Ahab af Israel og kong Joshafat af Juda deres hære mod Ramot-Gilead, ²⁹ men Ahab sagde til Joshafat: „Før jeg kaster mig ud i kampen, vil jeg forklæde mig som en menig soldat. Men behold du bare din kongelige rustning på.” Så forklædte kong Ahab sig og slaget begyndte.

³⁰ Den aramæiske konge havde imidlertid givet sine vognstyrere ordre til at være på udkig efter kong Ahab og koncentrere sig om at fælde ham. ^31-32 Da de fik øje på kong Joshafat, tænkte de: „Dér er han!” og vendte om for at få fat i ham. Men Joshafat råbte til Herren om hjælp, og Herren hjalp ham. Gud sørgede for, at de lod ham være, for da de forstod, at han ikke var Israels konge, trak de sig tilbage. ³³ Men en af bueskytterne skød en tilfældig pil af sted, og pilen borede sig ind mellem remmene i kong Ahabs brynje.

„Lad os komme væk fra fronten!” stønnede Ahab til sin vognstyrer. „Jeg er alvorligt såret.”

³⁴ Kampen trak i langdrag og blev mere og mere intens. Kong Ahab holdt øje med kampen på afstand, men kunne dårligt holde sig oprejst i vognen. Ved solnedgang døde han.

Jesus vasker disciplenes fødder

13 Alt var klar til at påskehøjtiden kunne begynde. Jesus vidste, at tiden var kommet til, at han skulle gå bort fra denne verden og vende tilbage til Faderen. Den kærlighed, han hele tiden havde haft til dem, der fulgte ham her på jorden, ville han vise endnu engang på den sidste aften, hvor de var sammen.

² Jesus begyndte nu påskemåltidet sammen med sine disciple. Djævelen havde allerede indgivet Judas Iskariot den tanke, at han skulle forråde Jesus. ³ Og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder. Han vidste, at det var Gud, der havde sendt ham, og at han snart skulle vende tilbage til Gud.

⁴ Jesus rejste sig fra det sted, hvor han lå ved bordet, og tog sin yderkjortel^[a] af. Så tog han et håndklæde og bandt det om livet. ⁵ Derefter hældte han vand i et vandfad og gav sig til at vaske disciplenes fødder, mens de lå på deres pladser rundt om bordet, og han tørrede deres fødder med det håndklæde, han havde om livet. ⁶ Da han kom til Simon Peter, sagde Peter til ham: „Herre, vil du virkelig vaske mine fødder?”

⁷ „Lige nu forstår du ikke, hvorfor jeg gør det, men senere vil du forstå det.”

⁸ „Nej! Du skal bestemt ikke vaske mine fødder!”

„Hvis jeg ikke gør det, kan du ikke være en af mine disciple.”

⁹ „Så vask ikke bare fødderne, Herre, men også hænderne og hovedet!”

¹⁰ „Den, som har været i bad, er ren og behøver kun at vaske fødderne,” svarede Jesus. „Og I er rene—dog ikke alle.” ¹¹ Det sagde han, fordi han vidste, hvem der ville forråde ham.

¹² Da Jesus havde vasket deres fødder, tog han igen sin yderkjortel på, lagde sig ved bordet og spurgte: „Ved I, hvorfor jeg gjorde det? ¹³ I kalder mig ‚Herre’ og ‚Mester’, og det gør I med rette, for det er jeg. ¹⁴ Når nu jeg, der er jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, bør I også vaske hinandens fødder. ¹⁵ Jeg har givet jer et forbillede. Gør det samme for hinanden, som jeg nu har gjort for jer. ¹⁶ Det siger jeg jer: En tjener står ikke over sin herre, og de, der bliver sendt ud på en opgave, skal følge de instrukser, de har fået af dem, der sendte dem af sted. ¹⁷ Det ved I jo godt. Men I oplever først velsignelsen, når I handler på det, I ved.

¹⁸ Hvad jeg siger, gælder ikke jer alle, for jeg ved, hvem jeg har udvalgt. Skriften siger: ‚En af dem, der spiser sammen med mig, vil bekæmpe mig.’^[b] Det går snart i opfyldelse. ¹⁹ Jeg siger det allerede nu, for at I kan tro på mig, når det sker. ²⁰ Det siger jeg jer: Den, der tager imod dem, jeg sender ud, tager imod mig—og den, der tager imod mig, tager imod Faderen, som sendte mig.”