Old/New Testament
Job ønsker, han aldrig var blevet født
3 1-2 Til sidst brød Job tavsheden:
3 „Forbandet være den nat, jeg blev født,
det øjeblik man udbrød: ‚Se, det blev en dreng!’
4 Lad den nat forblive i det skjulte,
blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.
Lad den blive dækket af glemslens mørke,
5 ja, gid mørket ville tage den i sig igen.
Gid tågen ville skjule den,
og skyerne dække den.
6 Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,
ja, rive den ud af kalenderen.
Lad den ikke tælles blandt årets dage,
lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
7 Lad den blive til trøstesløs tomhed,
en nat, hvor ingen glæder sig.
8 Lad troldmændene forbande den,
de, som tør vække Livjatan.[a]
9 Lad dens morgenstjerne formørkes,
lad den forgæves vente på daggry,
lad den aldrig få morgenrøden at se.
10 For den hindrede ikke min fødsel,
skånede mig ikke for ulidelige smerter!
11 Hvorfor døde jeg ikke i min mors liv
eller udåndede, så snart jeg var født?
12 Min mor burde aldrig have taget sig af mig.
Hun burde aldrig have lagt mig til sit bryst.
13 Jeg ville hellere have været død,
så jeg kunne sove i fred i min grav,
14 blandt konger og jordens herskere,
der byggede sig gravkamre i ørkenen,
15 blandt fyrster, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
16 Var jeg dog bare et dødfødt barn,
som aldrig havde set dagens lys.
17 I døden bliver de gudløse stille,
dér kan de trætte hvile ud.
18 Dér har selv fangerne fred,
hører ikke længere vagternes råben.
19 Dér deler de fattige skæbne med de rige,
slaven er sin herres lige.
20 Hvorfor holder Gud liv i de mennesker,
der lever i smerte og elendighed?
21 De søger uden held efter døden,
som var den en sjælden skat.
22 De råber højt af glæde,
når de endelig når deres grav.
23 Hvorfor lader Gud mig leve,
når jeg er uden fremtid og håb?
24 Jeg sukker dagen lang i min elendighed,
kun jamren kommer over mine læber.
25 Det, jeg frygtede allermest, er sket,
mine værste drømme er blevet til virkelighed.
26 Jeg er rastløs og uden ro,
dybt begravet i min smerte.”
Elifaz’ første tale til Job
4 Da svarede Elifaz:
2 „Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
3 Du har opmuntret mange i tidens løb
og været til trøst for de sørgende.
4 Du har støttet dem, der var ved at segne,
givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
5 Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
dine egne problemer har helt slået dig ud!
6 Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
7 Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
Straffer Gud en retskaffen mand?
8 Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
også må høste, hvad de har sået.
9 Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
hans vredes pust gør det af med dem.
10 En løve kan brøle, så meget den vil,
ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
han brækker med lethed løvens tænder.
11 Da dør selv den stærkeste løve af sult,
dens unger må klare sig selv.
12 Der kom et ord til mig i det skjulte,
mit øre opfangede den svage hvisken.
13 Det kom i et syn om natten,
mens andre sov deres søde søvn.
14 Jeg blev bange og skælvede af skræk,
jeg rystede over hele kroppen,
15 et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved.
16 Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
og jeg hørte en hviskende stemme:
17 ‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18 Gud kan ikke engang stole på englene,
hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19 Hvad så med mennesker, støvets børn,
som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20 der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
knuses de og forsvinder for evigt.
21 Deres liv slutter brat, og de dør
midt i al deres uvidenhed.
44 Åbenbaringsteltet var hos vores forfædre, da de gik rundt i ørkenen. Det havde Gud befalet, og han havde givet nøje instruktioner til Moses om, hvordan teltet skulle laves. 45 Det samme åbenbaringstelt tog Josva og folket med sig, da de begyndte at indtage det lovede land, og Gud drev de forskellige folkeslag bort foran dem. Gud ledte folket frem ved hjælp af åbenbaringsteltet lige indtil Davids tid, 46 hvor han, som havde fundet nåde for Guds øjne, bad om lov til at opføre et tempel, der skulle være fast bolig for Jakobs Gud. 47 Dog blev det Salomon, der kom til at bygge templet, 48 men den Højeste Gud bor ikke i noget, der er skabt af menneskehænder. Som Herren sagde gennem en af sine profeter:
49 ‚Himlen er min trone,
og jorden er min fodskammel.
Hvordan vil I bygge et hus til mig?
Hvordan vil I skaffe mig et sted at bo?
50 Jeg har jo selv skabt det hele.’[a]
51 I er akkurat lige så stædige og hårdhjertede som jeres forfædre, og I kæmper altid imod Helligånden. 52 Findes der én eneste profet, som jeres forfædre ikke har forfulgt? Nej, de dræbte alle dem, der forudsagde, at Messias skulle komme, ham, som I nu har forkastet og myrdet. 53 I modtog Guds lov formidlet ved engle, men I overholdt den ikke!”
Stefanus henrettes ved stening
54 Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri. 55 Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side. 56 „Himlen er åben,” råbte han, „og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!”
57 Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm. 58 De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham,[b] men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul. 59 Mens stenene haglede ned over Stefanus, bad han: „Herre Jesus, tag imod min ånd.” 60 Så faldt han på knæ og råbte: „Herre, tilgiv dem den synd, de nu begår!” Med de ord døde han.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.