Old/New Testament
Bildads første tale til Job
8 Da sagde Bildad til Job:
2 „Hvor længe bliver du ved med at rase?
Din tale buldrer som et tordenvejr.
3 Tror du, Gud afsiger en uretfærdig dom?
Kan den almægtige Gud tage fejl?
4 Dine børn må have syndet imod ham,
siden han straffede dem med døden.
5 Hvorfor ikke søge Gud
og bede den Almægtige om nåde?
6 Hvis du virkelig er uskyldig og oprigtig,
skal han nok træde til og give dig oprejsning.
7 Han giver dig så meget fremgang og rigdom,
at det, du før havde, er for intet at regne.
8 Ved du ikke, hvad der skete med vores forfædre?
Tag ved lære af de tidligere generationer.
9 Vi ved så lidt, vi blev født i går,
vores liv er som en skygge, der glider forbi.
10 Mon ikke de gamles erfaring kan hjælpe
og give dig det svar, du af hjertet søger?
11 Kan sivene vokse, hvis sumpen tørrer ud?
Kan rørgræs klare sig, hvis vandet forsvinder?
12 Selv om de stod i blomst, ville de hurtigt visne,
de ville gå til, før de var klar til høst.
13 Sådan går det med dem, der glemmer Gud,
de gudløse mister alt håb.
14 Det, de satte deres lid til, falder sammen,
det er skrøbeligt som et spindelvæv.
15 De støtter sig til det, men det holder ikke,
de klamrer sig til det, men det falder til jorden.
16 De gudløse kan se ud som en frodig plante,
der breder sig ud til alle sider,
17 hvis rødder borer sig ned mellem stenene
og fæstner sig dybt nede i jorden.
18 Men når de rykkes op og kastes bort,
er der intet tilbage, ingen husker dem mere.
19 Det var alt, hvad de fik ud af livet.
Snart skyder andre op, hvor de stod.
20 Vi ved, at Gud ikke hjælper de gudløse,
og at han ikke støder de retskafne fra sig.
21 Derfor kan han give dig glæden tilbage,
han kan fylde din mund med latter igen.
22 Dine fjender vil stå skamfulde tilbage,
og de gudløse forsvinde for bestandigt.”
Jobs tredje tale: Et svar til Bildad
9 Job gav Bildad følgende svar:
2 „Du kan have ret i, hvad du siger,
for ingen kan retfærdiggøre sig over for Gud.
3 Hvis man stævnede Gud for retten,
ville man aldrig klare frisag.
4 Hans visdom og magt er grænseløs.
Ingen slipper godt fra at trodse ham.
5 Han flytter bjerge så let som ingenting,
vælter dem omkuld i sin vrede.
6 Han rusker i jorden, så den skælver,
ryster i hele sin grundvold.
7 Han kan befale, at solen ikke skal stå op,
og at stjernerne skal indhylles i mørke.
8 Det var ham, der udspændte himmelbuen,
og han kan gå på havets bølger.
9 Han skabte Storebjørn og Orion,
Syvstjernen og Dyrekredsen.
10 Han udfører utrolige mirakler
og gør talløse undere.
11 Han bevæger sig lydløst og usynligt,
man hverken ser eller hører ham.
12 Han tager, hvad han vil have,
og hvem tør sige: ‚Det må du ikke!’
13 Gud holder ikke sin vrede tilbage,
ingen menneskelig magt kan standse ham.[a]
14 Hvordan skulle jeg kunne forsvare mig,
retfærdiggøre mig overfor ham?
15 Selvom jeg mener, jeg er uskyldig,
kan jeg ikke gå i rette med ham.
Jeg må nøjes med at bede ham om nåde.
16 Hvis jeg stævnede ham for retten,
mon han så ville høre på min klage?
17 Han har udløst en orkan over mig
og givet mig sår på sår uden grund.
18 Jeg har knap tid til at trække vejret,
før jeg oplever nye lidelser.
19 Ingen kan måle sig med ham i styrke.
Hvem har magt til at anklage ham i retten?
20 Selv om jeg måske var uskyldig,
ville min optræden i retten dømme mig.
21 Jeg mener, jeg er uskyldig,
men hvem tør bedømme sig selv?
Mit liv har ikke længere nogen værdi.
22 Derfor siger jeg: ‚Det kan være lige meget nu.
Gud straffer åbenbart uskyldige såvel som skyldige.’
23 Når pisken pludselig slår til,
ignorerer han de uskyldiges fortvivlede råb.
24 Når et land falder i en ond mands magt,
bliver dets dommere blinde for retfærdigheden.
Hvis det ikke er Gud, der står bag,
hvem er det så?
25 Jeg ser dagene passere forbi som en hurtigløber,
de iler af sted uden at give mig nogen glæde.
26 De glider forbi som sivbåde,
som ørne, der haster efter bytte.
27 Hvad nu hvis jeg sagde: ‚Jeg vil glemme min smerte,
tage smilet på og se glad ud.’
28 Ville det mon standse mine lidelser?
Nej, for i dine øjne, oh, Gud, er jeg åbenbart skyldig.
29 Hvis jeg allerede er dømt skyldig,
hvad hjælper det så, at jeg forsvarer mig?
30 Ja, selv om jeg vaskede mit ansigt i sne
og skrubbede mine hænder med skurepulver,
31 ville du dog straks dyppe mig i mudder,
så mit tøj ville skamme sig over mig.
32 Du er jo ikke et menneske som jeg,
derfor kan vi ikke mødes i retten.
33 Var der dog bare en mellemmand,
der kunne skabe forsoning imellem os,
34 en der kunne fjerne Guds straf over mig,
så jeg ikke skulle leve i angst for hans vrede,
35 så jeg kunne tale med Gud uden at frygte.
Men det kan jeg umuligt opnå alene.
Job fortsætter sin klage mod Gud
10 Jeg er led og ked af at leve.
Lad mig give frit løb for min klage,
give luft for bitterheden i min sjæl.
2 Døm mig ikke bare skyldig, oh, Gud,
men fortæl mig, hvilken synd jeg har begået.
3 Hvad gavn har du af at ødelægge mig?
Hvorfor forkaster du det, du selv har skabt,
og lader de ondes intriger lykkes?
4 Er dine øjne som et menneskes øjne?
Er dine tanker som mennesketanker?
5 Er dit liv kort som et menneskes?
Lever du kun nogle ganske få år,
6 siden du har så travlt med at finde fejl,
er så ivrig efter at dømme mig skyldig?
7 Du ved, jeg er uskyldig,
men hvem kan redde mig fra din straf?
8 Det var dine hænder, som skabte mig,
men nu er du ved at ødelægge mig!
9 Husk på, at jeg er formet af skrøbeligt ler.
Vil du virkelig knuse mig til støv?
10 Du stod bag min undfangelse
og formede mig i min moders liv.
11 Du dannede mine knogler og sener
og dækkede dem med muskler og hud.
12 Du gav mig livet ved din nåde
og værnede om mig i min opvækst.
13 Men du havde mere i tanke,
og det forstår jeg først nu:
14 Du ville holde øje med, om jeg syndede,
og hvis jeg gjorde det, ville du ikke tilgive.
15 Var jeg skyldig, ville jeg få min straf.
Og selv om jeg var uskyldig,
kunne jeg ikke frimodigt løfte hovedet
på grund af min elendighed og ulykke.
16 Da jeg alligevel gjorde det,
sprang du på mig som en løve
og demonstrerede din magt over mig.
17 Du sendte nye lidelser over mig,
og din vrede syntes at vokse,
for den ene ulykke afløste den anden.
18 Hvorfor lod du mig dog blive født?
Gid jeg var død i min moders liv,
19 så det var, som om jeg aldrig havde levet,
men blev lagt direkte ned i graven.
20 Jeg har ikke mange dage tilbage af mit liv.
Kan jeg ikke få lidt fred og trøst til sidst?
21 Når jeg først er draget til de dødes rige,
vender jeg aldrig mere tilbage.
22 Der bliver lyset opslugt af mørket,
så der altid er kaos og kulsort nat.”
Filip og den etiopiske hofembedsmand
26 Imidlertid kom der en engel til Filip og sagde: „Tag ned til den vej, der går sydpå fra Jerusalem gennem de øde områder til Gaza.” 27 Det gjorde han så. Hen ad den samme vej kom en etiopisk hofembedsmand kørende. Det var dronning Kandakes skatmester. Han havde været i Jerusalem for at tilbede i templet, 28 og han sad nu på hjemvejen i sin vogn og læste højt for sig selv af profeten Esajas’ bog. 29 Helligånden sagde til Filip: „Gå hen til den vogn.” 30 Filip løb så frem til vognen, og han kunne nu høre etiopieren læse op af Esajas’ bog. „Forstår du betydningen af det, du læser?” spurgte han.
31 „Nej,” svarede etiopieren, „hvordan skulle jeg kunne forstå det, når der ikke er nogen til at forklare mig det?” Han bad derefter Filip om at komme op i vognen og sætte sig ved siden af ham. 32 Det afsnit af Skriften, som han var i færd med at læse, var:
„Tavs gik han i døden,
som et får, der føres til slagtning,
som et lam, der lader sig klippe uden at klynke.
33 I ydmygelsen blev hans rettigheder taget fra ham.
Efterkommere har han ingen af,
for hans liv på jorden endte brat.”[a]
34 Hofembedsmanden spurgte nu Filip: „Sig mig, taler profeten om sig selv her eller om en anden?”
35 Så begyndte Filip at fortælle om Jesus, idet han tog udgangspunkt i det oplæste skriftafsnit. 36 Da de havde kørt en tid, kom de til et sted, hvor der var vand, og hofembedsmanden udbrød: „Se, her er der vand! Er der noget i vejen for, at jeg kan blive døbt?”[b]
38 Så standsede han vognen, og både Filip og hofembedsmanden gik ud i vandet, hvor Filip døbte ham. 39 Så snart de var kommet op af vandet, tog Herrens Ånd Filip bort.[c] Hofembedsmanden så ham ikke mere, men rejste glad hjem.
40 Filip dukkede senere op i Ashdod, og han forkyndte budskabet om Jesus både der og i de byer, han kom igennem på vej til Cæsarea.[d]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.