Old/New Testament

Kong Ahaz af Juda^(A)

28 Ahaz var 20 år^[a] gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 16 år. I modsætning til sin forfar David gjorde han ikke, hvad der var ret i Herrens øjne. ² Han var ikke bedre end Israels onde konger, for han støbte afgudsbilleder og dyrkede Ba’al. ³ Han gik endda ud til offerstedet i Hinnoms dal for at ofre sine egne børn på bålet.^[b] Derved fulgte han de afskyelige skikke, som fandtes hos de folk, Herren i sin tid jog ud af landet for at lade israelitterne bosætte sig der. ⁴ Han bragte slagtofre og røgelsesofre til afguderne på offerstederne rundt omkring i landet, både på højene og under de store træer.

⁵ Derfor tillod hans Gud, Herren, at den aramæiske konge besejrede ham og deporterede et stort antal judæere til Damaskus. Samtidig gjorde Israels hær et stort indhug i hans tropper. ⁶ På en enkelt dag dræbte kong Peka af Israel 120.000 af hans dygtigste krigere, fordi de havde vendt sig fra Herren, deres fædres Gud. ⁷ En soldat fra Efraim ved navn Zikri dræbte Ahaz’ søn Ma’aseja, hofchefen Azrikam og Elkana, der var nummer to i landets styre efter kongen. ⁸ Den israelitiske hær tog desuden 200.000 judæiske kvinder og børn til fange og slæbte et mægtigt krigsbytte med sig til Samaria.

⁹ Men profeten Oded, som boede i Samaria, gik den hjemvendende hær i møde uden for byen med følgende budskab: „Herren, jeres fædres Gud, ønskede at straffe Judas folk, og derfor lod han jer sejre over dem. Men I gik for langt i jeres hensynsløse nedslagtning, som råber til himlen. ¹⁰ Nu vil I tilmed gøre disse mennesker fra Juda og Jerusalem til slaver. Ved I da ikke, at I selv har syndet lige så groft imod Herren, jeres Gud? ¹¹ Gør derfor som jeg siger og send fangerne hjem, så Herren ikke skal straffe jer. De hører trods alt til det samme folk som jer.”

¹² Oded fik støtte fra flere af Efraims ledende mænd, blandt andet Azarja, søn af Johanan; Berekja, søn af Meshillemot; Hizkija, søn af Shallum; og Amasa, søn af Hadlaj. De sagde nu til de hjemvendte krigere: ¹³ „I må ikke bringe jeres fanger herhen! Gør I det, vil Herrens vrede ramme os. Vi har synd nok på samvittigheden i forvejen, og Herren er allerede vred på os.”

¹⁴ Derfor efterlod officererne fangerne og krigsbyttet hos folkets ledere, så de kunne afgøre, hvad der skulle ske med dem. ¹⁵ De fire førnævnte mænd fik til opgave at fordele tøjet fra krigsbyttet til de fanger, som manglede tøj. De gav dem også sko og noget at spise og drikke. De rensede deres sår med olivenolie og skaffede æsler til dem, der ikke kunne gå selv. Så førte de dem hen til deres landsmænd i palmebyen Jeriko, hvorefter de selv vendte tilbage til Samaria.

^16-17 Omkring den tid begyndte edomitterne at plyndre i Juda og tage fanger med sig tilbage. Derfor henvendte kong Ahaz sig til assyrerkongen Tiglat-Pileser for at få hans hjælp mod alle fjenderne. ¹⁸ Filistrene havde nemlig også gjort indfald på de vestlige bakkeskråninger og i Negev mod syd. De havde allerede erobret byerne Bet-Shemesh, Ajjalon og Gederot samt Soko, Timna og Gimzo med omliggende landsbyer. ¹⁹ Det var Herrens straf, fordi kong Ahaz så troløst havde ført folket på afveje. ²⁰ Men da assyrerkongen Tiglat-Pileser ankom, blev han til større besvær end hjælp, ²¹ og det på trods af, at Ahaz gav ham en masse kostbarheder fra templet og paladset og fra ledernes hjem.

²² Midt i ulykken blev Ahaz endnu mere utro mod Herren. ²³ Han begyndte at ofre til aramæernes afguder, for han tænkte, at hvis de guder kunne hjælpe aramæerne til sejr, kunne de vel også hjælpe ham! Men Ahaz tog gruelig fejl, og med sin utroskab førte han sig selv og hele sit folk i ulykke. ²⁴ Det blev ikke bedre af, at han ødelagde alt udstyret, der blev brugt ved ofringerne i templet, hvorpå han barrikaderede tempeldøren, så ingen mere kunne bringe ofre til Herren. I stedet opstillede han afgudsaltre på hvert gadehjørne i Jerusalem. ²⁵ Det samme gjorde han i resten af Judas byer, hvorved han yderligere pådrog sig Herrens vrede.

²⁶ Resten af Ahaz’ liv og virke er beskrevet i Judas og Israels kongers krønikebog. ²⁷ Da Ahaz døde, blev han begravet i Davidsbyen i Jerusalem, men ikke i det kongelige gravsted. Hans søn Hizkija blev konge efter ham.

Kong Hizkija af Juda genåbner templet^(B)

29 Hizkija var 25 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 29 år. Hans mor hed Abija og var datter af Zekarja.

² Hizkija gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, akkurat som sin forfar kong David. ³ Allerede i sit første regeringsår, i årets første måned, sørgede han for, at Herrens hus blev åbnet og indgangsdørene istandsat. ⁴ Det første, han gjorde, var at indkalde de ledende præster og levitter til at mødes med ham på den åbne plads øst for templet. ⁵ Så sagde han til dem:

„Hør godt efter, levitter! I skal begynde med at rense jer selv og derefter rense jeres forfædres Guds bolig. Alt det urene skal fjernes fra helligdommen. ⁶ Vores forældre var troløse over for Herren. De gjorde, hvad der var ondt i hans øjne, og svigtede ham. De vendte ryggen til ham og lod templet forfalde. ⁷ De slukkede lamperne og barrikaderede dørene til forhallen. De holdt op med at bringe brændofre og røgelsesofre til Israels Gud i helligdommen. ⁸ Derfor ramte Herrens vrede Judas og Jerusalems indbyggere, så de blev undertrykt, mishandlet og hånet. I har selv set det. ⁹ Vores fædre blev dræbt i krig, og vores sønner, døtre og koner er i fangenskab.

¹⁰ Men nu vil jeg genoprette vores pagt med Herren, Israels Gud, for at han ikke længere skal være vred på os. ¹¹ I levitter må ikke længere forsømme jeres pligter. Herren har jo udvalgt jer til at gå ind i helligdommen, til at tjene ham på folkets vegne og bringe ofre til ham.”

¹² Det forslag syntes lederne godt om. Der var følgende levitter til stede ved mødet: Fra Kehats slægt: Mahat, søn af Amasaj, og Joel, søn af Azarja; fra Meraris slægt: Kish, søn af Abdi, og Azarja, søn af Jehallelel; fra Gershons slægt: Joa, søn af Zimma, og Eden, søn af Joa; ¹³ fra Elitzafans slægt: Shimri og Jeuel; fra Asafs slægt: Zekarja og Mattanja; ¹⁴ fra Hemans slægt: Jehiel og Shimi; fra Jedutuns slægt: Shemaja og Uzziel.

¹⁵ Disse ledere fik fat i de andre levitter, og de gennemgik alle de foreskrevne renselsesceremonier. Derefter gik de i gang med at rydde op i templet i overensstemmelse med kongens befaling, der byggede på Herrens ord. ¹⁶ Præsterne gik ind i selve helligdommen og bar alt det, som var blevet vanhelliget, ud i forgården. Derefter fragtede levitterne det videre ud af byen til Kedrondalen. ¹⁷ Udrensningsarbejdet påbegyndtes den første dag i årets første måned. Efter otte dage var de nået til forhallen, og der gik otte dage mere med at rydde selve templet. De blev færdige på den 16. dag i den første måned.

¹⁸ Derpå gik de op til kongen og sagde: „Vi har nu fuldført udrensningen. Vi har fjernet alt urent fra templet og sat brændofferalteret, bordet med de hellige brød og alle de tilhørende redskaber i stand. ¹⁹ Alle de ting, som den troløse kong Ahaz vanhelligede, har vi renset og istandsat. De står nu foran brændofferalteret.”

²⁰ Tidligt næste morgen samlede kong Hizkija byens ledende mænd og gik i spidsen for dem op til templet. ²¹ Med sig havde de syv ungtyre, syv væddere og syv lam til brændofre, samt syv gedebukke til syndofre. De skulle være syndofre for alle de synder, kongerne, præsterne og hele Judas folk tidligere havde begået. Hizkija gav derpå præsterne ordre til at begynde ofringen af de dyr, der skulle være brændoffer. ²² Præsterne slagtede ungtyrene og stænkede blodet på alteret, og det samme gjorde de med vædderne og lammene. ²³ Gedebukkene, der var beregnet til syndofre, blev ført frem for lederne og for kongen, der alle lagde hænderne på dem. ²⁴ Så slagtede præsterne dem og udgød blodet over alteret som et sonoffer for hele Israels folk. Kongen havde sagt, at brændofrene og syndofrene skulle gælde hele Israels folk.

²⁵ Kongen opstillede levitterne i templet, for at de skulle spille på deres harper, lyrer og bækkener efter Davids forskrifter, og som Herren havde befalet gennem profeterne Gad og Natan. ²⁶ Levitterne stod så med de instrumenter, David havde indført, mens præsterne blæste i trompeterne. ²⁷ Derpå befalede kongen, at man lagde brændofrene på alteret og satte ild til. Samtidig begyndte lovsangen til Herren til akkompagnement af trompeter og de øvrige instrumenter. ²⁸ Hele forsamlingen tog del i tilbedelsen, som varede indtil alle ofrene var brændt. ²⁹ Derefter lagde kongen og de tilstedeværende sig på knæ i tilbedelse. ³⁰ Kongen og hans embedsmænd havde befalet levitterne at lovsynge Herren med kong Davids og profeten Asafs salmer. Det gjorde de med glæde, og bagefter knælede de også på jorden i tilbedelse.

³¹ „Nu har I alle indviet jer til at tjene Herren,” sagde kong Hizkija. „Så kan I komme hen til templet med jeres lovprisningsofre til slagtning.” Folk kom derefter med deres lovprisningsofre, og nogle bragte frivillige brændofre. ³² I alt kom de med 70 okser, 100 væddere og 200 lam som brændofre. ³³ Derudover kom de med 600 okser og 3000 stykker småkvæg som gaver til præsterne og levitterne. ³⁴ Der var endnu ikke tilstrækkelig mange præster, der havde indviet sig, så de var for få til at klare alle offerdyrene. Levitterne måtte derfor træde til og hjælpe, for de havde vist sig mere villige end præsterne til at indvi sig. ³⁵ Foruden det store antal brændofre var der også mange drikofre og en stor mængde fedt fra takofrene.

På den måde blev ofringstjenesten i Herrens hus genoprettet. ³⁶ Kong Hizkija og hele folket glædede sig over alt det, Gud havde hjulpet dem med at udrette på så kort tid.

Jesus beder til sin Far

17 Derefter så Jesus op mod nattehimlen og sagde: „Far, nu er tiden inde. Ophøj din Søn, så jeg kan ophøje dig. ² Du har jo givet mig den højeste myndighed over hele menneskeheden, for at jeg kan give evigt liv til alle dem, du har givet mig. ³ Det evige liv er at kende dig, den eneste sande Gud, og den Frelser og Messias, som du har sendt. ⁴ Jeg har æret dig her på jorden ved at fuldføre den opgave, du har givet mig. ⁵ Far, ær du nu mig og før mig tilbage til din herlighed—tilbage til den position, jeg havde hos dig, før verden blev skabt.

⁶ Jeg har åbenbaret, hvem du er, for de mennesker, som du kaldte ud af verden og gav til mig. De var dine, men du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. ⁷ Nu forstår de, at alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra dig, ⁸ for de ord, jeg har fået fra dig, har jeg givet videre til dem, og de har taget imod dem. De ved nu, at jeg er kommet fra dig, og at du har sendt mig.

⁹ Jeg går i forbøn for dem, Far. Jeg går ikke i forbøn for verden, men for dem, som du har givet mig, for de tilhører dig. ¹⁰ Du og jeg har alt tilfælles, og mine disciple har gjort mig ære. ¹¹ Nu kommer jeg til dig, for jeg skal ikke være i verden længere, men de skal leve i denne verden. Hellige Far, hold din hånd over dem, som du har givet mig. Beskyt dem med den mægtige kraft, som du gav mig, for at de må blive ét, ligesom vi er ét! ¹² Så længe jeg var hos dem, beskyttede jeg dem med din kraft. Jeg tog hånd om dem, så ikke en eneste af dem gik fortabt—undtagen ham, der måtte gå fortabt, og på den måde blev Skriften opfyldt.

¹³ Nu er jeg på vej til dig, og jeg siger det her, mens jeg endnu er på denne jord, for at de må blive fyldt med min glæde. ¹⁴ Jeg har indviet dem i dit budskab, og nu hader verden dem, fordi de ikke længere er en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af den. ¹⁵ Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at beskytte dem fra den Ondes angreb. ¹⁶ Men de hører ikke til i verden, ligesom jeg ikke hører til i verden. ¹⁷ Rens dem gennem dit ord, som er sandheden. ¹⁸ Som du sendte mig til verden, sender jeg nu dem til verden. ¹⁹ Jeg indvier mig selv til dig, for at også de gennem erkendelsen af sandheden må indvi sig helt til dig.

²⁰ Jeg beder ikke kun for dem, der er her, men også for dem, som i fremtiden kommer til tro på mig gennem deres vidnesbyrd. ²¹ Jeg beder om, at de alle må blive ét, ligesom du og jeg er ét, så verden kan tro, at du har sendt mig. ²² Den herlighed, du gav mig, har jeg givet videre til dem, for at de kan blive ét, ligesom vi er ét. ²³ Når jeg er ét med dem, og du er ét med mig, så er enheden fuldkommen! Så vil verden indse, at du har sendt mig, og at du elsker dem, ligesom du elsker mig.

²⁴ Far, mit ønske er, at de, som du har givet mig, må komme til det sted, hvor jeg tager hen, og at de må se den herlighed, som du har givet mig, fordi du har elsket mig, fra før verden blev til. ²⁵ Retfærdige Far! Selv om verden ikke kender dig, så kender jeg dig, og mine disciple her ved, at du har sendt mig. ²⁶ Jeg har vist dem, hvem du er, og det vil jeg fortsætte med, for at den kærlighed, hvormed du har elsket mig, må være i dem, og jeg må være i dem.”