M’Cheyne Bible Reading Plan
22 De skal lade blodet løbe fra i en balje. Så skal de tage nogle isopgrene, dyppe dem i blodet og slå dem mod overliggeren og siderne af dørkarmen, så de bliver farvet af blodet. Og husk, at ingen må gå uden for en dør, før det bliver morgen, 23 for i nat vil Herren gå gennem landet og slå egypterne ihjel. Men når han ser blodet på jeres dørkarme, vil han gå forbi og ikke tillade ødelæggeren at trænge ind og slå jeres førstefødte sønner ihjel.
24 Husk, at disse forordninger er permanente, og skal overholdes af jer og jeres efterkommere i fremtiden. 25 Når I kommer ind i det land, som Herren har lovet jer, skal I fortsætte med at højtideligholde påskefesten. 26 Så vil jeres børn spørge: ‚Hvad betyder alt det her? Hvorfor holder vi den her fest?’ 27 Og I skal svare: ‚Det er påskefesten, som vi fejrer, fordi Herren gik forbi israelitternes huse i Egypten. Han dræbte egypternes førstefødte sønner, men han skånede vores familier.’ ” Da Moses var færdig, faldt lederne på knæ, bøjede hovedet mod jorden og tilbad Herren.
28 Israelitterne gjorde nu, som Herren havde befalet dem gennem Moses og Aron. 29 Ved midnatstid slog Herren alle de førstefødte sønner i de egyptiske familier ihjel—lige fra Faraos søn, kronprinsen, til den førstefødte søn af fangen i fangehullet. Selv de førstefødte blandt dyrene måtte dø. 30 Den nat stod Farao, hans hoffolk og hele det egyptiske folk op, og utallige sørgeskrig steg op fra Egyptens land, for i hvert eneste hus var der nogen, som var død.
Afrejsen fra Egypten
31 I nattens løb tilkaldte Farao Moses og Aron. „Tag af sted,” sagde han, „forsvind alle som én! Rejs ud og tilbed Herren, som I ønsker. 32 Tag alle jeres dyr og forsvind. Rejs bare, men velsign mig, før I tager af sted.”
33 Alle egypterne bad israelitterne om at forlade landet så hurtigt som muligt, for de tænkte: „Ellers ender det med, at vi alle dør.” 34 Så tog israelitterne deres dejtrug med den usyrnede dej, viklede noget tøj omkring og bar dem af sted på deres skuldre. 35 Israels folk bad egypterne om guld og sølv og klæder, som Moses havde sagt, 36 og Herren havde givet egypterne respekt for israelitterne, så de gav dem, hvad de bad om. Sådan forlod de Egypten som en sejrende hær med meget bytte.
37 Midt om natten forlod israelitterne Ramses og satte kursen mod Sukkot. Omkring 600.000 mænd foruden alle kvinderne og børnene begav sig på vej til fods. 38 Mange andre, som ikke var israelitter, fulgte med, sammen med får og geder og en stor mængde kvæg. 39 Når de gjorde holdt for at spise, bagte de brød af den usyrnede dej, de havde bragt med sig. Dejen var usyrnet, for folket blev jo nærmest smidt ud af Egypten uden at have tid til at vente på, at dejen skulle hæve.
40 Israels folk havde boet i Egypten i 430 år, 41 og det var faktisk på den sidste dag af de 430 år, at Herrens folk forlod landet. 42 Denne sidste nat i Egypten vågede Herren over sit folk for at redde dem ud af deres slavetilværelse, og derfor skal israelitterne hvert år i fremtiden våge for Herren på denne nat.
Regler for påskehøjtiden
43 Herren sagde til Moses og Aron: „De følgende regler for påskehøjtiden skal nøje overholdes: Ingen fremmed må spise af jeres påskeoffer. 44 Slaver, som I har anskaffet jer, må deltage i spisningen, hvis de er blevet omskåret som tegn på, at de så er blevet en del af Israels folk. 45 Men lejede slaver og fremmede, som midlertidigt bor hos jer, må ikke deltage. 46 De, som spiser offerdyret, skal spise det sammen i ét hjem. I må ikke bære noget af kødet uden for det hjem, og I må heller ikke brække offerdyrets knogler i stykker. 47 Hele Israels folk skal fejre den her mindefest samtidig.
48 Hvis der bor fremmede iblandt jer, og de ønsker at fejre påskehøjtiden med jer, skal alle mændene først omskæres. Derefter kan de fejre påske med jer, for de skal få de samme rettigheder, som hvis de var født ind i Israels folk. Men en uomskåret mand må ikke spise af offerdyret. 49 Det gælder alle, hvad enten de er israelitter eller fremmede, som bor iblandt jer.”
50 Israelitterne fulgte de retningslinier, som Herren havde givet Moses og Aron. 51 Den dag førte Herren Israels folk ud af Egyptens land, stamme for stamme.
Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt(A)
15 En dag var der særlig mange skatteopkrævere og andre af samfundets udstødte, som kom for at høre Jesus. 2 Farisæerne og de skriftlærde kritiserede Jesus for at have med den slags mennesker at gøre. „Han spiser oven i købet sammen med dem!” sagde de. 3 Da sagde Jesus:
4 „Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, lader han så ikke de 99 blive på græsgangene, mens han går ud og leder efter det, der er blevet væk, indtil han finder det? 5 Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde, 6 og så snart han kommer hjem, råber han til sine venner og naboer: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet det får, som var fortabt!’
7 Det siger jeg jer: Sådan bliver der også større glæde i Himlen over ét menneske, der vender sig bort fra sin synd og kommer hjem til Gud, end over 99, som ikke føler et behov for at vende om.
Den tabte sølvmønt
8 Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den? 9 Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’ 10 Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.”
Sønnen, der erkendte sin fortabthed
11 Jesus fortsatte med følgende historie: „Der var en mand, som havde to sønner. 12 En dag sagde den yngste søn til sin far: ‚Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.
13 Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, 14 og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. 15 Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. 16 Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, men ingen gav ham noget. 17 Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‚Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. 18 Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. 19 Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’
20 Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. På lang afstand fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. 21 ‚Åh, far,’ sagde sønnen, ‚jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’
22 Men hans far råbte til tjenerne: ‚Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne— 23 og slagt fedekalven, for nu skal der festes! 24 Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!
25 Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. 26 Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik. 27 ‚Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‚Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’
28 Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind. 29 ‚Nej,’ sagde han, ‚nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. 30 Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’
31 ‚Hør, min søn,’ sagde hans far, ‚du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32 Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’ ”
Jobs nuværende elendighed
30 Men ak, nu er jeg til grin for de unge,
hvis fædre var samfundets udskud.
Jeg havde mere respekt for mine hyrdehunde,
end jeg plejede at have for dem.
2 De kunne ikke gøre et ordentlig stykke arbejde,
havde hverken energi eller kræfter til noget som helst.
3 De var udtærede af sult
og søgte efter føde i ødemarken.
4 De levede af planter fra vildmarken,
og hvad de kunne finde under en gyvelbusk.[a]
5 De var udstødt af samfundet,
hængt ud som tyveknægte.
6 De holdt til i de stejle kløfter
og i vildmarkens klippehuler.
7 De brølede som dyr i buskene
og søgte ly i tornekrattet.
8 De var samfundets udskud,
blev ikke regnet for noget som helst.
9 Og nu håner deres børn mig!
De synger spotteviser om mig.
10 De afskyr mig og holder sig på afstand,
alt imens de spytter efter mig.
11 Siden Gud har ydmyget mig og berøvet mig alt,
mener folk, at de kan tillade sig hvad som helst.
12 De angriber mig fra alle sider
og generer mig på alle måder.
13 De spærrer vejen for mig
og ødelægger mit liv totalt,
uden at nogen hindrer dem.
14 De myldrer imod mig som fjender,
der er trængt igennem fæstningsmuren.
15 Jeg lever i konstant rædsel og frygt.
Min anseelse er borte med blæsten,
min værdighed forsvundet som en sky.
16 Mit hjerte er knust af sorg,
min sjæl tynges ned af depression.
17 Natten gnaver i mine knogler,
jeg kan ikke sove for smerter.
18 Du lagde din stærke hånd på mig, Gud,
du greb mig i kraven.
19 Du kastede mig ud som affald,
og her sidder jeg i støv og aske.
20 Jeg råbte til dig om hjælp,
men du svarede mig ikke.
Jeg bad til dig,
men du hørte mig ikke.
21 Du behandlede mig grusomt,
slog mig med din vældige magt.
22 Du slyngede mig ud i en voldsom vind,
jeg blev kastebold for stormen.
23 Du førte mig til gravens rand,
hvor jeg ved, at alt levende skal ende.
24 Råber man ikke om hjælp, når man er i nød?
Rækker man ikke hånden ud for at blive hjulpet?
25 Var jeg ikke barmhjertig, når andre kom i ulykke?
Viste jeg ikke omsorg for mennesker i nød?
26 Jeg forventede et lykkeligt liv,
men blev overvældet af ulykke.
Jeg glædede mig til en lys fremtid,
men endte i et kulsort mørke.
27 Smerterne piner min sjæl og min krop,
lidelserne fylder min dag og mine tanker.
28 Jeg går rundt i et evigt mørke uden solskin,
jeg klager min nød for mine venner.
29 Jeg hyler som en sjakal over min smerte,
jamrer som en struds i min nød.
30 Min hud er blevet mørk og skaller af,
min krop fortæres af feber.
31 Lyren bliver kun brugt til klagesange,
fløjten spiller kun sørgelige strofer.
Om indsamlingen til de fattige kristne i Jerusalem
16 Med hensyn til indsamlingen til de kristne i Jerusalem skal I gøre det samme, som jeg har pålagt menighederne i Galatien: 2 Hver søndag skal hver enkelt af jer lægge noget af sit overskud til side, så I ikke først begynder indsamlingen, når jeg kommer. 3 Efter at jeg er kommet, kan I så udvælge nogle pålidelige budbringere, og jeg vil skrive et brev, som de kan få med til Jerusalem, når de tager af sted med jeres kærlighedsgave. 4 Og hvis det er bedst, at jeg selv tager med, kan vi følges ad.
Om Paulus’ planer
5 Jeg kommer og besøger jer, når jeg har været i Makedonien, som jeg blot rejser hurtigt igennem. 6 Hos jer vil jeg gerne blive et stykke tid—måske hele vinteren—for at I kan hjælpe mig med forsyninger, før jeg fortsætter mod mit næste rejsemål. 7 Denne gang ønsker jeg ikke blot at gøre et kort ophold og rejse videre med det samme. Jeg kommer for at blive en tid, hvis ellers Herren vil. 8 Jeg bliver i Efesos til pinse, 9 for selvom her er mange modstandere, er der åbne døre for et stort og frugtbart arbejde.
Afsluttende bemærkninger og hilsener
10 Når Timoteus når frem til jer, så tag jer godt af ham, så han ikke har noget at frygte. Han arbejder jo for Herren ligesom jeg, 11 og I skal vise ham respekt. Når han tager tilbage hertil, så giv ham det, han har brug for til rejsen. Jeg vil vente på ham og hans ledsagere her.
12 Med hensyn til min gode medarbejder, Apollos, så havde jeg stærkt opfordret ham til at tage med på rejsen til jer sammen med de andre, men det var han ikke opsat på lige på det tidspunkt. Han vil komme, når han finder det belejligt.
13 Vær altid parat til Herrens genkomst og vær trofaste over for ham. Vær modige og stærke. 14 Hvad I end gør, så gør det i kærlighed!
15-16 I kender jo Stefanas og hans familie og ved, at de var blandt de første, der blev kristne i provinsen Akaja. De har givet sig selv fuldt ud til tjenesten i menigheden. Jeg beder jer om at underordne jer og vise respekt over for sådanne mennesker og alle vores medarbejdere, som arbejder hårdt i tjenesten for Herren. 17 Jeg blev glad for at få besøg af Stefanas, Fortunatus og Akaikos. De har afhjulpet savnet af jer, 18 for de har været mig til trøst og opmuntring, ligesom de har været det for jer. Jeg håber, at I skønner på sådanne mænd.
19 Menighederne i provinsen Asien sender jer mange hilsener. Akvila og Priska og menigheden, som samles i deres hus, hilser jer hjerteligt i Herren. 20 Også menighedens ledere sender deres særlige hilsen. Hils hinanden med et helligt kindkys.
21 Disse afsluttende ord skriver jeg med egen hånd. 22 Den, som ikke elsker Herren, vil blive dømt. Kom snart, Herre!
23 Herren Jesu nåde være med jer!
24 Mine kærligste hilsener til jer alle i Jesu Kristi navn.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.