M’Cheyne Bible Reading Plan
Guldkalven
32 Moses havde nu opholdt sig på bjerget i mange dage, og israelitterne mistede til sidst håbet om, at han nogensinde ville komme tilbage. Derfor gik de hen til Aron og sagde: „Lav os en gud, som kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten.”
2-3 „Jo, men så skal I bringe mig de guldøreringe, som jeres koner, sønner og døtre går med,” svarede Aron.
Så tog de alle deres øreringe af og bragte dem til Aron. 4 Aron smeltede guldet og støbte en afgud, som lignede en tyrekalv. Da folket så den, udbrød de: „Se her, alle sammen! Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”
5 Da Aron så folkets begejstring, byggede han et alter foran tyrekalven og meddelte: „I morgen holder vi højtid for Herren!”
6 Tidligt næste morgen bragte de så brændofre og takofre på alteret foran guldkalven. De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.
7 Da sagde Herren til Moses: „Skynd dig ned fra bjerget! Det folk, du førte ud af Egypten, har begået en stor synd. 8 De har allerede vendt sig bort fra mine befalinger og lavet sig en afgud i form af en tyrekalv. De har tilbedt den og ofret til den. De har oven i købet sagt: Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”
9 Herren fortsatte: „Jeg kan se, at Israels folk er egenrådigt og ulydigt. 10 Nu kan det være nok! Jeg vil give min vrede frit løb. Jeg vil udrydde dem alle sammen. Og så vil jeg begynde forfra med dig, Moses, og gøre dig til et stort folk.”
11 Men Moses gik i forbøn for dem: „Åh, Herre, du må ikke være så vred på dit eget folk, som du selv førte ud af Egypten med vældig magt og mægtige undere. 12 Skal egypterne kunne sige, at Gud lokkede sit folk ud i bjergene bare for at udrydde dem? Lad dog din brændende vrede kølne af, så du ikke gør alvor af at udrydde dit folk. 13 Glem ikke dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du svor jo ved dig selv, at du ville gøre deres efterkommere talrige som himlens stjerner og give dem det land i arv og eje, som du har lovet skal være deres for evigt.” 14 Da gjorde Herren ikke alvor af sin trussel, men skånede folket for den ulykke, han havde truet med.
15 Så vendte Moses sig og gik ned ad bjerget med de to stentavler, hvor pagtens bud var indskrevet på begge sider. 16 Tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds egen skrift.
17 Da Moses og Josva var kommet et godt stykke ned af bjerget, kunne de høre råben og skrigen nede fra lejren. Forundret udbrød Josva: „Det lyder, som om der er krig i lejren!” 18 Men Moses svarede: „Nej, det er hverken sejrsråb eller klageskrig over et nederlag. De synger lystige viser!”
19 Da de var kommet endnu tættere på, og Moses så, hvordan folk dansede om tyrekalven, blev han så overvældet af vrede, at han slyngede stentavlerne mod jorden, så de knustes ved foden af bjerget. 20 Så tog han den tyrekalv, de havde lavet, og smeltede den i ilden. Da metallet var afkølet, knuste han det til støv og smed det ud i bækken, som folket fik deres drikkevand fra.
21 Så vendte han sig mod Aron og sagde: „Hvad har folket gjort dig, siden du har ført dem ud i så stor en synd?” 22 „Bliv ikke vred, Moses!” svarede Aron. „Du ved selv, hvordan folket griber enhver anledning til at gøre oprør. 23 De sagde til mig: ‚Moses førte os ud af Egypten, men nu er han åbenbart forsvundet. Kom og lav en gud til os, som kan føre os videre frem på vejen!’ 24 ‚Godt,’ svarede jeg, ‚så bring mig jeres guldsmykker!’ Det gjorde de, og jeg kastede smykkerne ind i ilden, og så kom der en guldkalv ud af det!”
25 Da Moses så, at Aron fuldstændig have mistet kontrollen over folket, og at de opførte sig tåbeligt i deres oprørskhed, 26 stillede han sig ved indgangen til lejren og råbte: „Alle dem af jer, som er på Herrens side, kom her over til mig!” Og alle levitterne kom over til ham.
27 Da sagde han til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Tag jeres sværd og gå igennem lejren og dræb jeres landsmænd, som har gjort oprør.” 28 Det gjorde de, og den dag døde der omkring 3000 mand. 29 Moses sagde derefter til levitterne: „I dag har I indviet jer til tjeneste for Herren, fordi I adlød ham, også selv om det betød, at I måtte slå nogle af jeres egne brødre og sønner ihjel. Derfor skal I opleve stor velsignelse.”
30 Næste dag sagde Moses til folket: „I har begået en frygtelig synd, men jeg vil gå tilbage til Herren på bjerget. Måske jeg kan opnå tilgivelse for jeres synd.”
31 Så gik Moses tilbage til Herren og sagde: „Ak, Herre! Israels folk har begået en stor synd ved at lave sig en afgud af guld. 32 Men vil du ikke nok alligevel tilgive dem deres store synd? Hvis ikke du vil, så slet mit navn fra den bog, du fører![a]”
33 „Den, som har syndet imod mig, vil jeg slette af min bog,” svarede Herren. 34 „Men gå du nu tilbage til folket og før dem til det sted, jeg har befalet. Min engel skal gå foran dig. Men når tiden er inde, vil jeg straffe folket for dets synd.”
35 Og Herren sendte en plage over folket, fordi det havde fået Aron til at lave en tyrekalv.
Jesus opvækker Lazarus fra de døde
11 1-2 Der var en mand ved navn Lazarus, som boede i landsbyen Betania sammen med sine søstre Maria og Marta. (Det var den Maria, der er kendt for at have hældt kostbar olie ud over Jesu fødder og tørret dem med sit hår). Nu skete der det, at Lazarus blev alvorligt syg. 3 De to søstre sendte derfor bud til Jesus om, at hans gode ven Lazarus var meget syg.
4 Da Jesus hørte det, sagde han: „Den sygdom ender ikke med døden, men Gud vil blive æret gennem det, der skal ske, og Guds Søn vil også blive æret derved.”
5 Jesus holdt meget af Marta, Maria og Lazarus. 6 Efter at have fået beskeden, blev han endnu to dage dér, hvor han var, 7 men så sagde han til disciplene: „Kom, lad os gå tilbage til Judæa!” 8 Disciplene protesterede: „Mester! For kort tid siden forsøgte de jødiske ledere at slå dig ihjel. Vil du nu derhen igen?”
9 Men Jesus sagde: „Har dagen ikke 12 timer, hvor vi må gøre Guds gerninger? De, der vandrer i lyset, falder ikke, for de ser verdens Lys.[a] 10 Men de, der vandrer i mørket, falder, for de har ikke lyset i sig.” 11 Så tilføjede han: „Vores ven Lazarus sover, men jeg vil gå hen og vække ham op.” 12 „Hvis han sover, kommer han sig nok,” sagde disciplene. 13 De troede nemlig, at Jesus havde talt om almindelig søvn, men han havde talt om Lazarus’ død. 14 Så sagde han rent ud: „Lazarus er død, 15 og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for hans død vil hjælpe jer til at tro. Men lad os nu komme af sted!” 16 Thomas, der også blev kaldt „Tvillingen”, sagde til de andre disciple: „Lad os bare gå med Jesus! Så dør vi i det mindste sammen!”
17 Da Jesus nåede frem til Betania, fik han at vide, at Lazarus var blevet begravet tre dage forinden. 18 Betania lå knap tre kilometer fra Jerusalem, 19 og mange venner fra hovedstaden var kommet for at trøste Marta og Maria i sorgen over deres bror.
20 Da nu Marta hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde. Maria derimod blev hjemme. 21 Da Marta nåede hen til ham, sagde hun: „Herre, hvis du havde været her, så var min bror ikke død. 22 Men selv nu ved jeg, at hvad du end beder Gud om, det vil han gøre for dig.”
23 „Din bror skal vende tilbage til livet,” sagde Jesus. 24 „Jeg ved, at han skal vende tilbage til livet på opstandelsens morgen,” svarede Marta. 25 Jesus fortsatte: „Jeg er opstandelsen og livet. De, der tror på mig, skal leve, selv om de dør; 26 og de, der lever i troen på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du på det, Marta?” 27 „Ja, Herre,” sagde hun, „jeg tror, at du er Messias, Guds Søn, som vi så længe har ventet skulle komme.”
28 Derefter løb Marta hjem til Maria og hviskede til hende: „Mesteren er kommet, og han vil gerne tale med dig.” 29 Maria rejste sig med det samme og gik ud for at møde ham.
30 Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig på det sted, hvor Marta havde mødt ham. 31 Da de, der var i huset for at trøste Maria, lagde mærke til, at hun pludselig rejste sig og gik, troede de, hun ville ud til Lazarus’ grav for at græde. Derfor fulgte de efter hende.
32 Maria kom nu ud til det sted, hvor Jesus var, og hun faldt ned for hans fødder og udbrød: „Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.” 33 Da Jesus så hende græde og hørte de andres gråd, blev han heftigt oprørt i sin ånd og spurgte: 34 „Hvor har I lagt ham?” „Herre, kom og se!” lød svaret. 35 Jesus brast i gråd. 36 „Se, hvor meget han holdt af Lazarus,” var der nogle, der sagde. 37 Men andre sagde: „Når han kunne helbrede en blind, kunne han så ikke også have forhindret denne mands død?”
38 Da blev Jesus igen oprørt i sit indre, og han gik hen mod gravstedet, som var en klippehule med en stor sten rullet for indgangen. 39 „Tag stenen bort!” beordrede han. „Herre,” sagde Marta, „det lugter ikke godt, for det er nu den fjerde dag, han ligger der.” 40 Jesus svarede: „Har jeg ikke sagt til dig, at hvis du tror, vil du få Guds forunderlige magt at se?” 41 Så fjernede de stenen fra indgangen.
Jesus så op mod himlen og sagde: „Jeg takker dig, Far, fordi du har bønhørt mig. 42 Jeg ved godt, at du altid hører mig, men jeg siger det for de menneskers skyld, der står her omkring mig, for at de kan komme til tro på, at det er dig, som har sendt mig.” 43 Så råbte han med høj røst: „Lazarus, kom herud!” 44 Den døde kom ud—med hænder og fødder viklet ind i ligklæder og med et tørklæde om ansigtet. „Hjælp ham af med de ligklæder!” sagde Jesus.
Ypperstepræsterne beslutter at slå Jesus ihjel(A)
45 Mange af dem, der var kommet for at trøste Maria og havde set, hvad Jesus gjorde, kom nu til tro på ham. 46 Men nogle af dem skyndte sig hen til farisæerne for at fortælle, hvad der var sket.
47 Straks sammenkaldte ypperstepræsterne og farisæerne Det jødiske Råd for at drøfte situationen. „Hvad skal vi gøre?” spurgte de hinanden. „Den mand har udført mange mirakler. 48 Hvis vi lader ham fortsætte på den måde, ender det med, at hele folket slutter sig til ham, og så kommer de romerske hære og overtager vores land[b] og udsletter os som folk.”
49 En af dem, Kajfas, der var ypperstepræst i det år, sagde: „Forstår I ingenting? 50 Kan I ikke se, at det er bedre for jer, at én mand lader livet for at redde folket, end at en hel nation går til grunde?” 51 Det sagde Kajfas ikke af sig selv. Men han var jo ypperstepræst det år, og det, han sagde, var faktisk en profeti om, at Jesus skulle dø for hele folket. 52 Ja, han skulle ikke bare dø for Israels folk, men han skulle samle Guds børn til ét folk, også dem, der bor rundt omkring i andre lande.
53 Fra den dag begyndte de jødiske ledere at planlægge, hvordan de kunne få Jesus slået ihjel. 54 Af den grund gik Jesus ikke mere åbenlyst omkring, men holdt sig fra Jerusalem og opholdt sig i udkanten af ørkenen. Da han kom til landsbyen Efraim, blev han dér en tid sammen med sine disciple.
55 Den jødiske påske var nært forestående, og mange mennesker fra hele landet kom ind til Jerusalem flere dage forinden for at gennemgå renselsesceremonien. 56 Folk ledte efter Jesus, og når de mødtes på tempelpladsen, spurgte de hinanden: „Mon ikke han kommer til påskehøjtiden?” 57 Imidlertid havde ypperstepræsterne og farisæerne givet befaling om, at hvis nogen vidste, hvor Jesus var, skulle de øjeblikkelig melde det, så man kunne få ham arresteret.
Visdommen kalder igen
8 Visdommen kalder, hvem vil høre?
Indsigten råber sit budskab ud.
2 Den står på højdepunkter langs vejen,
stiller sig op ved befærdede gadehjørner.
3 Ved byens porte og på de åbne pladser
kan dens klare stemme høres:
4 „Jeg kalder på alle mennesker,
lyt til mit budskab, hver og én.
5 Forstå dog, hvad visdom er,
tag imod lidt sund fornuft.
6 Jeg har vigtige ting at fortælle jer,
jeg siger, hvad der er ret og rigtigt.
7 Min mund taler altid sandt,
jeg hader alt, hvad der er ondt.
8 Alt, hvad jeg siger, er sandt og godt,
der er intet falsk eller forkert i det.
9 Mine ord er indlysende for de forstandige,
ligetil for dem, der har en smule indsigt.”
10 Sæt større pris på min vejledning end på sølv,
for min undervisning er mere værd end guld.
11 At eje visdom er vigtigere end at eje juveler,
intet kan sammenlignes med den.
12 „Jeg, Visdom, har dømmekraft
foruden indsigt og sund fornuft.
13 Gudsfrygt indebærer at hade det onde.
Jeg hader hovmod og indbildskhed,
løgn og ondsindet sladder.
14 Følg mine gode råd og få fremgang,
indsigt og dømmekraft får du hos mig.
15 Jeg hjælper konger til at regere retfærdigt
og lovgivere til at udstede gode love.
16 Jeg hjælper guvernører til at træffe de rigtige valg,
alle jordens dommere har brug for mig.
17 Jeg kommer til dem, der vil tage imod mig.
De, som oprigtigt søger mig, finder mig.
18 Jeg giver dem rigdom og ære,
vedvarende værdier og gode normer.
19 Den gave, jeg giver, er bedre end det fineste guld,
den er mere værd end det fornemste sølv.
20 Jeg følger sandhedens stier,
vandrer på hæderlighedens veje.
21 De, der følger mig, lider ingen nød,
for jeg fylder deres forrådshuse.
22 Herren skabte mig i begyndelsen
før resten af hans skaberværk.
23 Jeg har min oprindelse i evigheden,
før verdens grundvold blev lagt.
24 Jeg blev dannet før havets dyb,
før kilderne og floderne var til.
25 Jeg var der, før bjergene blev dannet,
og højene blev skabt,
26 før Gud havde frembragt landjorden med dens marker,
før det første stykke jord kom til syne.
27 Da Gud udspændte himlens hvælving,
da han lagde jordens flade på urdybet,
28 da han anbragte skyerne over jorden
og åbnede kilderne under jorden,
29 da han med sit ord satte en grænse for havet,
da han lagde jordens grundvold fast,
30 da var jeg ved hans side som hans arkitekt.
Jeg glædede mig dag for dag,
frydede mig sammen med ham,
31 jublede ved at se den vide jord,
ved at se menneskene blive skabt.”
32 Hør derfor godt efter, min søn,
for du bliver lykkelig ved at følge mit råd.
33 Lyt til mig, så du kan få visdom.
Ignorer ikke visdommen, når den siger:
34 „Velsignede er de, der lytter til mig,
de, der venter ved min dør dag efter dag.
35 De, der tager imod mig, får et godt liv,
for de opnår Guds velvilje.
36 De, der forkaster mig, skader sig selv.
Siger de nej til mig, siger de ja til døden.”
Indledende hilsen
1 Kære trofaste medkristne i Efesos.[a] Dette brev er fra Paulus, der ved Guds vilje er blevet apostel i tjenesten for Jesus Kristus. 2 Nåde være med jer og fred fra Gud Fader og fra Herren Jesus Kristus.
Lovprisning af Guds store frelsesplan
3 Vi takker og priser Gud, som er Far til vores Herre, Jesus Kristus. Han har jo gennem Kristus velsignet os med alle Himlens åndelige velsignelser.
4-5 Allerede i tidernes morgen besluttede Gud på grund af sin kærlighed og efter sin egen fuldkomne plan, at han gennem Jesus Kristus ville gøre os til sine børn. Endnu før han grundlagde universet, udvalgte han os til at få lov at stå som rensede og skyldfri foran ham i kraft af, hvad Kristus ville gøre for os. 6 Og nu priser vi Gud for den fantastiske nåde, han viste imod os ved at ofre sin elskede Søn, 7 for da Kristus døde i vores sted, blev vi løskøbt og alle vores synder tilgivet. Så storslået er Guds nåde. 8 Den udøste han over os i rigt mål tillige med al mulig visdom og indsigt. 9-10 Han besluttede af egen fri vilje at gøre os bekendt med det mysterium, som hans frelsesplan hidtil har været. Når tiden er inde, vil han fuldføre sin plan ved at lægge alle ting i himlen og på jorden ind under Kristi herredømme. 11 Gud gennemfører alt, hvad han har sat sig for, og han har for længst bestemt, at vi gennem Kristus skulle blive hans ejendomsfolk. 12 Vi jøder har i lang tid set frem til, at Messias skulle komme en dag, og nu kan vi fryde os over hans herlige frelsesplan. 13 Men også I ikke-jøder har hørt sandhedens ord, budskabet om frelse. I er kommet til tro på Kristus og er blevet beseglet med Helligånden, som han lovede at sende. 14 Helligånden giver os en forsmag på alt det, vi vil få i eje, når vi som Guds ejendomsfolk opnår den endelige befrielse. Lad os lovprise den herlige Gud, vi har.
Kristus—den øverste autoritet, som fuldender alt
15 Da jeg har hørt om jeres tro på Herren Jesus[b] og jeres kærlighed til alle dem, der tror på ham, 16 kan jeg ikke lade være med igen og igen at takke Gud for jer i mine bønner. 17 Og jeg beder om, at vores Herres, Jesu Kristi, Gud, vores vidunderlige Far, vil give jer åndelig visdom og åbenbaring, så I fuldt ud kan forstå alt, hvad I har fået adgang til gennem Kristus. 18 Jeg beder om, at det må blive klart for jer, hvor stor en forventning vi lever i, hvor stor en herlighed der venter os, som hører ham til, 19-20 og hvor umådelig stor den kraft er, som står til rådighed for os, der tror på ham. Det er den samme mægtige kraft, som Gud brugte til at oprejse Kristus fra de døde, hvorefter han gav ham pladsen ved sin højre hånd i den himmelske verden. 21 Kristus er nu Herre over alle myndigheder, autoriteter, magter og herskere, ja over enhver autoritet i denne verden såvel som i den kommende. 22 Gud har lagt alle ting under hans herredømme og på alle områder gjort ham til leder[c] for menigheden, 23 der udgør hans legeme. Han, som fører alt til fuldendelse på alle områder, når sin egen fuldendelse gennem enheden med sin menighed.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.