M’Cheyne Bible Reading Plan
Moses bekendtgør den sidste katastrofe
11 Nu sagde Herren til Moses: „Jeg vil sende endnu en sidste katastrofe over Farao og egypterne. Når den kommer, vil han lade jer rejse. Ja, han vil være så opsat på at blive af med jer, at han vil jage jer ud af landet. 2 Sig nu til alle israelitiske mænd og kvinder, at de skal bede deres egyptiske naboer om guld- og sølvsmykker.” 3 Herren havde nemlig gjort egypterne venlig stemt overfor israelitterne. Desuden var Moses en mand, som både Faraos hoffolk og alle egypterne havde stor respekt for.
4 Moses sendte så besked ind til Farao: „Herren siger: ‚Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten. 5 Da vil alle førstefødte sønner i hvert hjem dø, lige fra Faraos ældste søn, som er arving til tronen, til den førstefødte af den ringeste slavinde, som arbejder ved håndkværnen. Selv de førstefødte blandt jeres husdyr skal dø. 6 Hjerteskærende dødsklager vil runge gennem natten i hele Egypten. Aldrig før har landet oplevet en sådan sorg, og aldrig siden skal det blive så slemt.
7 Men hos israelitterne vil alt være så fredeligt, at ikke en eneste hund vil knurre, hverken mod mennesker eller dyr. Da vil du indse, at jeg gør forskel på egypterne og israelitterne.’
8 Og alle dine embedsmænd skal komme løbende til mig og bøje sig til jorden og tigge: ‚Skynd jer at rejse—alle sammen!’ Når det sker, vil vi rejse!” Så forlod Moses Faraos palads i stor vrede.
9 Herren havde jo sagt til Moses: „Farao vil ikke høre på jer før til allersidst, men det giver mig anledning til at vise min magt og gøre mange undere og tegn i Egypten.” 10 Derfor gjorde Herren Farao stædig, så han ikke ville lade folket rejse—på trods af at Moses og Aron udførte alle de her undere for øjnene af ham.
Den første påske
12 Mens de stadig var i Egypten, sagde Herren til Moses og Aron: 2 „Fra nu af skal denne måned være den første måned i jeres kalender. 3 Bekendtgør for hele folket, at på den 10. dag i denne første måned skal hvert familieoverhoved udvælge et lam eller et gedekid til ofring. 4 Hvis en familie er for lille til at spise et helt dyr, kan den dele det med en anden familie i nabolaget, afhængigt af hvor mange medlemmer der er i hver familie, og hvor meget den enkelte kan spise. 5 Dyret skal være et etårs handyr—enten et lam eller et gedekid—og det må ikke have nogen fysisk defekt. 6 Pas godt på det indtil om aftenen på den 14. dag i samme måned. Da skal hver familie slagte deres offerdyr. 7 De skal tage noget af blodet og smøre det på dørkarmen i de huse, hvor offerdyret spises. 8 Den aften skal I alle spise kødet med usyrnet brød og bitre urter til. 9 Kødet må ikke spises råt eller kogt, men kun helstegt, altså med hoved, lår og indmad. 10 Gem ikke noget af det til næste dag, men det, som ikke bliver spist den aften, skal I brænde inden det bliver morgen.
11 I skal spise det i al hast—iført jeres rejsetøj, så I er parat til øjeblikkeligt at begive jer ud på en lang rejse. I skal have vandresko på og vandrestav i hånden, for det er Herrens påskefest.
12 Den nat vil jeg gå gennem Egypten og slå alle de førstefødte sønner og de førstefødte handyr ihjel. Jeg vil besejre alle Egyptens guder, for jeg er Herren! 13 Blodet, som I har smurt på dørkarmene, vil være et tegn. Når jeg ser blodet, vil jeg gå forbi[a] det hus, så ingen af jer dør, når jeg straffer Egypten.
14 Den dag skal I altid mindes fra slægt til slægt. Hvert år skal I fejre påskefest for Herren. 15 I syv dage må I kun spise brød, som er bagt uden surdej. I løbet af påskedagen skal I fjerne al surdej fra jeres huse. Enhver, som spiser brød bagt med surdej i den næste uge, skal udryddes af Israels folk. 16 På festens første og syvende dag skal hele folket samles til højtid. På disse særlige dage må I ikke udføre nogen form for arbejde—udover madlavning.
17 Denne årlige fest, hvor I spiser usyrnet brød, skal minde jer om, at på den dag førte jeg hele det israelitiske folk ud af Egypten. I skal fejre den som en fast tradition fra slægt til slægt. 18 Fra solnedgang på månedens 14. dag indtil solnedgang på månedens 21. dag må I kun spise usyrnet brød. 19 I de syv dage må der ikke findes den mindste smule surdej i jeres huse, og enhver, der i den periode spiser syrnet brød, skal udryddes af Israels folk. Den samme forordning gælder for udlændinge, der bor iblandt jer. 20 Jeg gentager: I de syv dage må I—hvor I end bor—ikke spise noget som helst, der er tillavet med surdej, men kun usyrnet brød.”
21 Da kaldte Moses alle Israels ledere sammen og sagde til dem: „Sig til alle israelitiske familieoverhoveder, at de skal gå ud til deres småkvæg og hente et lam eller gedekid, som de kan slagte. Det bliver deres påskeoffer.
Konfrontationen fortsætter
14 På en sabbat var Jesus indbudt til at spise hos en af de ledende farisæere, og alle hans modstandere holdt skarpt øje med ham. 2 En mand, som led af vand i kroppen, kom hen til Jesus for at blive helbredt. 3 Jesus vendte sig derfor til farisæerne og de skriftlærde og spurgte: „Har man lov til at helbrede på sabbatten eller ej?” 4 Ingen turde svare. Så lagde Jesus hånden på den syge mand, helbredte ham og lod ham gå.
5 Derefter sagde han: „Hvis et af jeres børn[a] eller en ko faldt i en brønd på en sabbat, ville I så ikke med det samme trække det op?” 6 Stadig intet svar.
Om ydmyghed og gæstfrihed
7 Jesus lagde mærke til, hvordan gæsterne udvalgte sig de bedste pladser ved bordet. 8 „Hvis du er indbudt til en fest, skal du ikke prøve at få den bedste plads,” sagde han. „For hvis der er indbudt nogen, som er fornemmere end dig, 9 vil værten sige: ‚Vær venlig at give plads for den gæst her.’ Så må du rejse dig og tage den plads, der er ledig ved den nederste ende af bordet, og det ville være flovt.
10 Nej, når du bliver indbudt, må du hellere sætte dig nederst ved bordet. Så kommer værten måske og siger: ‚Kom her, kære ven, og sæt dig op på en mere fornem plads.’ De øvrige gæster vil da se, hvordan du bliver æret. 11 For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”
12 Derpå sagde Jesus til værten: „Når du inviterer gæster til spisning, skal du ikke kun indbyde dine venner, søskende, slægtninge eller rige naboer, for de inviterer dig jo bare til gengæld, og så har du fået din belønning. 13 Indbyd hellere de fattige, lamme, blinde og andre handicappede. 14 De kan ikke gøre gengæld, men Gud vil velsigne dig for det, og du vil få din løn, den dag de, som hører Gud til, genopstår fra de døde.”
Historien om den store bryllupsfest(A)
15 En af gæsterne, som havde hørt, hvad Jesus havde sagt, udbrød nu: „Det må være en stor velsignelse at blive inviteret med til festen i Guds rige.” 16 Jesus svarede med en historie: „Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker. 17 Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‚Nu må I komme, for alt er parat!’ 18 Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‚Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første. 19 ‚Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‚for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’ 20 ‚Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‚Derfor kan jeg desværre ikke komme.’
21 Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‚Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’ 22 Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‚Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’ 23 Hans herre sagde da: ‚Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’
24 Det siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.”
Om at være discipel af Jesus(B)
25 Store menneskemængder fulgte Jesus, og han vendte sig til dem og sagde: 26 „Enhver, som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor, sin ægtefælle og sine børn, sine brødre og søstre—ja, højere end sit eget liv. 27 De, der ikke er villige til at give afkald på deres eget liv[b] og følge mig fuldt ud, kan ikke være mine disciple.
28 Har I beregnet omkostningerne? Hvis nogen tænker på at starte et byggeri, sætter de sig så ikke først hen og regner ud, om de har penge nok til at gøre det færdigt? 29 For hvis de lægger grunden uden at kunne bygge færdig, så vil alle, som ser det, gøre nar af dem og sige: 30 ‚Se! De begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt.’
31 Eller hvilken konge tør kaste sig ud i en krig uden først at have drøftet med sine rådgivere, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at slå de fjendtlige styrker på 20.000 mand? 32 Og hvis han indser, at det ikke kan lade sig gøre, sender han folk ud for at forhandle om fredsbetingelser, mens fjenden endnu er langt borte.
33 På samme måde,” sluttede Jesus, „kan I ikke være mine disciple, hvis I ikke er villige til at betale, hvad det koster, om det så er alt, hvad I ejer og har. 34 Salt er godt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med?[c] 35 Det kan ikke bruges som gødning, og det ville ødelægge jorden. Man smider det væk, fordi det er værdiløst. Lad dem høre, som har øre!”
Jobs tidligere lykkelige liv
29 Job fortsatte:
2 „Ak, gid jeg havde det som i gamle dage,
dengang Gud sørgede så godt for mig,
3 da han udøste sin velsignelse over mig
og fjernede alle forhindringer fra min vej.
4 Jeg husker endnu mine velmagtsdage,
dengang Gud var gæst i mit hjem.
5 Den Almægtige var altid hos mig,
og jeg havde mine børn omkring mig.
6 Mine køer gav spandevis af mælk
og min olivenpresse mængder af olie.
7 Jeg havde min plads blandt lederne i byen
og sad som dommer på byens torv.
8 De unge trådte ærbødigt til side, når jeg kom,
og de ældre rejste sig op i respekt.
9 Snakken forstummede blandt lederne,
alle tav stille for at høre mig tale.
10 Selv de mest ansete satte fingeren for munden,
for at alle kunne høre, hvad jeg havde at sige.
11 Alle, som hørte mig, lovpriste min visdom,
alle, der så mine handlinger, roste mig for dem.
12 Jeg reddede de hjælpeløse ud af deres problemer,
hjalp de forældreløse til at få deres ret.
13 De døende velsignede mig,
deres enker jublede af glæde.
14 Jeg blev anset for at være ærligheden selv,
retfærdigheden i egen høje person.
15 Jeg blev de blindes øjne
og de lammes fødder.
16 Jeg blev de fattiges forsørger
og de fremmedes forsvarer.
17 Jeg vristede uskyldige ofre
ud af gabet på de gudløse.
18 Jeg forventede en fredfyldt død
efter et langt og lykkeligt liv.
19 Jeg var som et træ, hvis rødder når til vandet,
og hvis grene forfriskes af nattens væde.
20 Jeg blev æret hver eneste dag,
og min styrke blev dagligt fornyet.
21 Folk spurgte mig til råds og lyttede opmærksomt,
de ventede spændt på, hvad jeg havde at sige.
22 Når jeg havde talt, sagde ingen mig imod,
men de tog imod mine råd med glæde.
23 De så frem til mine gode råd,
som landmanden ser frem til regnen,
og sugede min vejledning til sig,
som var de den tørre jord.
24 Når jeg smilte til folk, fik de håbet tilbage,
når jeg så venligt på dem, lyste de af glæde.
25 Jeg viste dem vejen, de skulle gå,
og fungerede som deres leder.
Jeg gik i spidsen for dem som en konge,
jeg var den, som trøstede de sørgende.
Budskabets kerne og Kristi opstandelse
15 Kære venner, jeg vil minde jer om det budskab om Jesus, som jeg forkyndte for jer, som I tog imod, og som nu er grundlaget for jeres tro. 2 Det er på grund af det budskab, I får lov at gå ind til det evige liv, hvis I da holder fast ved det ord, jeg forkyndte for jer—ellers var det forgæves, at I kom til tro.
3 Kernen i det budskab, jeg gav jer, sådan som jeg selv hørte det og tog imod det, er, at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med, hvad der står i Skrifterne, 4 at han blev begravet, og at han på den tredje dag blev oprejst fra de døde, som der står i Skrifterne. 5 Efter at være genopstået blev han set af Peter og senere af de Tolv samtidigt. 6 Derefter blev han set af mere end 500 kristne på én gang, og selvom nogle af dem nu er sovet ind, lever de fleste. 7 Siden blev han set af Jakob og derefter af alle apostlene. 8 Sidst af alle fik også jeg lov at se ham, jeg, der er lige så lidt værd som et dødfødt barn. 9 Jeg er jo den ringeste af alle apostlene—ja, jeg burde ikke engang kaldes apostel, for jeg har forfulgt Guds menighed. 10 Men af Guds nåde er jeg blevet det, jeg er. Hans nåde over mig har heller ikke været forgæves, for jeg har arbejdet hårdere end nogen af de andre apostle. Dog er det ikke min fortjeneste, men det skyldes alene den nåde og kraft, som Gud har velsignet mig med. 11 Uanset hvem, der bragte jer budskabet, jeg eller de andre, så er det det samme budskab om Jesus, vi forkynder, og det er det, I er kommet til tro på.
Alle menneskers opstandelse
12 Når I nu har fået at vide, at Kristus opstod fra de døde, hvordan kan så nogle af jer påstå, at det slet ikke er muligt at genopstå? 13 Hvis det ikke er muligt, så kan Kristus jo heller ikke være genopstået. 14 Men hvis han ikke er genopstået, så er vores forkyndelse tom snak og jeres tro til ingen nytte. 15 I så fald har vi afgivet falsk vidnesbyrd om Gud, for vi har sagt, at han oprejste Kristus fra de døde. Men det kan han ikke have gjort, hvis det ikke er muligt at opstå fra de døde. 16 Altså, hvis døde ikke kan genopstå, så er Kristus heller ikke genopstået. 17 I så fald er jeres tro værdiløs, og I har ikke fået tilgivelse for jeres synder. 18 Desuden er alle de, som er sovet ind i troen på Kristus, gået fortabt, 19 og vi, som har satset vores største forventninger i dette liv på Kristus, er så de ynkværdigste af alle mennesker.
20 Men nu er Kristus opstået fra de døde. Han er den første, og han skal følges af de mange hensovede, der en dag vil genopstå. 21 Døden kom ind i verden på grund af ét menneske, nemlig Adam. Ligeledes blev opstandelsen fra de døde en realitet på grund af ét menneske, nemlig Kristus. 22 Ligesom alle, der er af Adams slægt, skal dø, sådan skal alle, der hører Kristus til, oprejses til nyt liv. 23 Det sker i en bestemt rækkefølge: Først af alle er Kristus genopstået, og når han kommer igen, skal alle de, der hører ham til, genopstå. 24 Derefter kommer verdens ende, når han har fjernet enhver fjendtlig øvrighed, myndighed og magt, og når han overgiver herredømmet til Gud, Faderen. 25 Det er nemlig nødvendigt, at Kristus sidder på tronen, indtil han har overvundet alle sine fjender. 26 Den sidste fjende, som bliver besejret, er døden. 27 Der står skrevet: „Han blev sat som hersker over alle ting.”[a] Men når der står „alle ting”, så er Gud selv naturligvis undtaget, for det er ham, der vil gøre Kristus til Herre over alle ting. 28 Når således alt er blevet underlagt Kristi herredømme, vil Sønnen selv blive underlagt Faderens herredømme. Da vil Gud være den øverste hersker over alt og alle.
29 Hvis de døde ikke genopstår, hvorfor lader nogle sig så døbe på vegne af dem, som er døde?
30 Og hvorfor skulle vi udsætte os selv for fare hver eneste dag? 31 Jeg har gang på gang stået ansigt til ansigt med døden, men jeg er virkelig stolt over det, som vores Herre, Jesus Kristus, har udrettet iblandt jer. 32 Hvis jeg kun havde et menneskeligt håb at støtte mig til, ville jeg så have fortsat kampen mod de bæster i Efesos? Hvis der ikke var nogen opstandelse fra de døde, kunne vi lige så godt gøre, som der står skrevet: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø!”[b]
33 Lad jer ikke føre vild. Husk på, at „Gode vaner forsvinder i dårligt selskab.” 34 Kom nu til fornuft og forlad det vildspor, I er slået ind på. Det er jo en skændsel for jer, at nogle af jer er så uvidende om Gud.
Det fysiske og det åndelige legeme
35 Nogen vil sikkert indvende: „En død kan da umuligt genopstå? Hvad for en krop vil han stille med?”
36 Prøv at tænke dig om! Det sædekorn, du lægger i jorden, må dø, før det kan blive til en ny plante. 37 Og den nye plante, der vokser op, er jo ikke det samme som det nøgne sædekorn, du lagde i jorden, hvad enten det nu var et hvedekorn eller et andet korn. 38 Når sæden er lagt i jorden, får Gud en plante til at vokse frem efter sit design, og de forskellige slags sædekorn bliver til forskellige planter.
39 Ikke alle levende væsener har den samme form. Mennesker, dyr, fugle og fisk er alle forskellige. 40 Desuden er der himmelske legemer og jordiske legemer. De himmelske legemer har en anden energi og udstråling end de jordiske. 41 Solen har sin særlige udstråling, og månen og stjernerne deres, og den ene stjerne adskiller sig fra den anden i energi og udstråling.
42 Det, der sker i naturen, kan sammenlignes med det, der sker, når de døde genopstår. Det, der lægges i jorden, er forgængeligt; det, der opstår, er uforgængeligt. 43 Det, der lægges i jorden, er værdiløst; det, der opstår, er herligt. Det, der lægges i jorden, er magtesløst; det, der opstår, er fuldt af kraft. 44 Der lægges et fysisk legeme ned, men der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et fysisk legeme, må der også findes et åndeligt. 45 Skriften siger jo også, at den første mand, Adam, blev et levende væsen og gav det fysiske liv videre. Men den sidste Adam, Kristus, giver åndeligt liv. 46 Det fysiske liv kommer først, derefter det åndelige.
47 Adam blev skabt af jordens muld, men Kristus kom ovenfra—fra Himlen. 48 Alle mennesker har den samme slags legeme som Adam, et jordisk legeme, men alle, der hører Kristus til, vil få samme slags legeme som ham, et himmelsk legeme. 49 Ligesom vi fik et jordisk legeme, skal vi også få et himmelsk legeme. 50 Hør godt efter, venner: Et almindeligt menneske af kød og blod kan ikke få del i det kommende Guds rige. Det forgængelige kan ikke få del i det uforgængelige.
Døden er besejret
51-52 Lad mig fortælle jer en åbenbaring, jeg har fået med hensyn til, hvad der vil ske, når den sidste trompet lyder, og Jesus kommer igen: Vi skal ikke alle sove ind, men alle vil få et nyt legeme. Det vil ske i et nu, i et øjeblik. Når trompeten lyder, vil alle de døde kristne opstå med nye uforgængelige legemer, og vi andre, som stadig lever, vil blive totalt forvandlet. 53 Det her forgængelige legeme må nødvendigvis forvandles til et uforgængeligt legeme. 54 Når det sker, vil det være en opfyldelse af følgende to skriftord:
„Truslen om død er vendt til sejr!”[c]
og
55 „Oh, død, hvad blev der af din sejr?
Oh, død, hvor er din brod?”[d]
56 Døden bruger synden som sin dræbende brod, og synden får sin styrke fra loven. 57 Men vi priser Gud, som giver os sejren over disse magter gennem Jesus Kristus, vores Herre.
58 Derfor, mine elskede venner: Stå urokkeligt fast og gør altid jeres yderste i tjenesten for Herren. I ved jo, at jeres arbejde for ham ikke er forgæves.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.