Book of Common Prayer
En uskyldigs ydmyge bøn
26 En sang af David.
Frikend mig, Herre, for jeg er uskyldig.
Jeg har altid sat min lid til dig.
2 Se efter, hvad der bor i mit hjerte,
undersøg mine tanker og motiver.
3 Jeg kender din trofaste nåde,
jeg ønsker at gøre din vilje.
4 Jeg færdes ikke blandt de falske,
gør ikke de gudløse selskab.
5 Jeg tager afstand fra de ondes planer,
jeg vil ikke have noget med dem at gøre.
6 Jeg ønsker at bevare min uskyld,
så jeg kan nærme mig dit hellige alter.
7 Der vil jeg synge dig en takkesang,
fortælle om alle dine undere.
8 Herre, jeg elsker at komme til dit hus,
for det er der, jeg kan se din herlighed.
9 Lad mig ikke dele skæbne med syndere,
døm mig ikke, som du dømmer voldsmænd,
10 for de er altid ude på rov
og tager gerne imod bestikkelse.
11 Men jeg lever oprigtigt og retskaffent.
Fri mig fra det onde og vær mig nådig.
12 Mine fødder står på sikker grund,
og i folkets forsamling vil jeg prise dig, Herre.
Bøn om hjælp
28 En sang af David.
Herre, jeg råber til dig om hjælp,
for du er min eneste redning.
Hvis du ikke griber ind,
må jeg se døden i øjnene.
2 Herre, lyt til min bøn om nåde,
jeg råber til dig om hjælp
med løftede hænder mod din helligdom.
3 Lad mig ikke ende som de ondskabsfulde,
der taler venligt til folk,
mens de udtænker onde planer.
4 Giv dem den straf, de fortjener,
lad dem lide for deres grusomme handlinger.
Straf dem for al deres ondskab.
5 De ænser ikke Guds veje,
de følger ikke hans bud.
Derfor vil Gud rive dem ned
som et hus, der aldrig skal genopbygges.
6 Lovet være Herren,
for han har hørt min bøn.
7 Han er min styrke og mit skjold,
jeg stoler på ham af hele mit hjerte.
Når han hjælper, fyldes jeg med glæde,
mit hjerte jubler af lovsang til ham.
8 Herren bevarer sit folk,
han giver sejr til sin udvalgte konge.
9 Herre, befri dit folk,
velsign dem, der hører dig til.
Vær som en hyrde for dem,
bær dem i dine arme for evigt!
Menneskets ondskab og Guds godhed
36 Til korlederen: En sang af Herrens tjener, David.
2 Onde mennesker har et oprørsk hjerte,
de har ingen respekt for Gud.
3 De er blændet af deres eget hovmod,
de vil ikke erkende deres egen synd.
4 Deres tale er løgn og bedrag,
de er ligeglade med, hvad der er ret og rigtigt.
5 De ligger om natten og lægger onde planer,
de gør bevidst det, de ved, er forkert,
i stedet for at tage afstand fra det onde.
6 Herre, din nåde er uden ende,
din trofasthed er uden begrænsning.
7 Din godhed er uden sidestykke,
din visdom er ufattelig som havets dyb.
Du holder hånden over både mennesker og dyr.
8 Hvor er din kærlighed fantastisk, Gud,
mennesker søger ly i dine vingers skygge.
9 De nyder velsignelsen fra dit eget bord,
og du lader dem drikke af din herligheds kilde.
10 Du er den, der giver liv til os alle,
du er Lyset, som oplyser vores indre.
11 Din kærlighed omslutter dem, der følger dig,
de oprigtige af hjertet kan regne med din hjælp.
12 Lad ikke de hovmodige trampe mig ned,
eller gudløse mennesker jage mig bort.
13 Jeg ved, at de onde vil få deres straf,
de bliver slået ud, så de ikke rejser sig igen.
Et råb om hjælp i lidelse
39 Til korlederen Jedutun: En sang af David.
2 Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,
og jeg ville ikke sige noget overilet.
Jeg havde valgt at holde munden lukket,
når der var gudløse mennesker til stede.
3-4 Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,
men det hjalp bare ikke.
Uroen brændte i mit indre,
og min frustration voksede.
Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,
til sidst var jeg nødt til at tale:
5 „Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,
dagene synes at flyve af sted.
6 Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,
et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.
7 Vi er som skygger, der farer forbi.
Man slider for at samle sig rigdom,
men ved ikke, hvem der får glæde af det.
8 Herre, hvad kan jeg forvente af livet?
Du er mit eneste håb.
9 Red mig ud af syndens sump,
så ikke tåberne skal hovere over mig.
10 Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,
for det er jo dig, som straffer mig.
11 Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,
jeg ligger knust under din hånd.
12 Når du straffer folk for deres synder,
bliver de mast som møl.
Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.
13 Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!
Luk ikke ørerne for min gråd.
Jeg er jo blot en fremmed på jorden,
en gæst på gennemrejse som mine forfædre.
14 Vend din vrede fra mig, Herre,
så jeg kan opleve glæden igen,
før jeg skal herfra.”
65 En vældig menneskemængde fra hele landet tog del i festen. De var kommet helt fra landets yderste grænser, Lebo-Hamat i nord og Egyptens Bæk i syd. Efter selve tempelindvielsesfesten, som varede i syv dage, fejrede Salomon sammen med folket løvhyttefesten i syv dage, i alt 14 dage.[a] 66 Den følgende dag afsluttede Salomon festen, så folket var fri til at tage hjem, og de velsignede deres konge. Derefter drog de hjem, glade og lykkelige over al den godhed, Herren havde vist sin tjener David og sit folk Israel.
Guds advarsel til Salomon
9 Salomon var nu færdig med at bygge Herrens hus og sit eget palads. Han havde fuldført alt, hvad han havde sat sig for at gøre. 2-3 Da viste Herren sig for ham igen, ligesom han tidligere havde gjort i Gibeon.
„Jeg har hørt den bøn, du bad for mit ansigt,” sagde Herren til ham. „Jeg har helliget det hus, du har bygget, for at jeg kunne have et sted at være. Jeg vil altid våge over det og have det i mine tanker.
4 Og hvad dig angår, hvis du vil adlyde mig med et ærligt og oprigtigt hjerte, som din far gjorde, hvis du vil gøre alt, hvad jeg beder dig om, og overholde mine love og påbud, 5 så vil jeg lade din slægt beholde tronen til evig tid, sådan som jeg lovede din far, da jeg sagde: ‚Der vil i al fremtid være en af dine efterkommere på Israels trone.’
6 Men hvis du vender dig bort fra mig, eller dine efterkommere gør det, og hvis I ikke adlyder de befalinger, jeg har givet jer, men begynder at tilbede andre guder, 7 så vil jeg jage mit folk ud af det land, jeg har givet dem, og jeg vil vende ryggen til mit hus her, som jeg ellers nu har gjort helligt. Da vil Israels folk blive genstand for hån og latterliggørelse blandt alle folkeslag. 8 Mit hus skal lægges i ruiner, og enhver der går forbi, vil blive slået af forundring og foragteligt spørge: ‚Hvorfor har Herren været så hård mod dette land og dette hus?’ 9 Og svaret skal lyde: ‚Fordi de svigtede Herren, deres Gud, som førte deres forfædre ud af Egypten. De vendte sig til andre guder, som de tilbad og tjente i stedet. Denne ulykke er Herrens straf over dem.’ ”
Samspillet mellem tro og handling
14 Hvad får man ud af at have en tro, som man ikke giver udtryk for i handling? Den slags tro giver ikke adgang til det evige liv. 15 Hvis man har venner, der mangler både tøj og mad, 16 og man siger til dem: „Husk nu at tage noget varmt tøj på og sørg for at få noget at spise! Farvel, og Gud velsigne jer!”, uden at man giver dem hverken mad eller tøj, hvad hjælper det så? 17 Hvis troen står alene uden at give sig udtryk i handling, er den død.
18 Måske vil nogen indvende: „Nogle tror, andre handler!” Hertil vil jeg svare: „Jeg kan vise dig min tro gennem mine handlinger. Men hvordan kan jeg se din tro, hvis du ikke handler på den? 19 Tror du virkelig, det er tilstrækkeligt bare at have en trosbekendelse, der siger: ‚Jeg tror på én, sand Gud.’? Det er godt, at du tror på den ene, sande Gud! Det gør de onde ånder også, men de ryster alligevel af skræk for dommens dag.
20 Tænk dig om! Skal jeg forklare dig, hvorfor tro, der ikke omsættes i handling, er værdiløs? 21 Tænk på vores forfar Abraham. Var det ikke, fordi han handlede i lydighed, at han opnåede Guds anerkendelse? Han var jo villig til endog at ofre sin søn, Isak, på alteret. 22 Kan du ikke se, at der var et samspil mellem hans tro og hans lydighed? Hans tro blev først til sand tro, ved at han handlede på den. 23 Det er derfor, Skriften siger, at Gud accepterede ham på grund af hans tro.[a] Ja, han blev kaldt for ‚Guds ven’.” 24 Heraf kan I se, at man får del i frelsen gennem lydighedshandlinger, og ikke gennem „tro” alene.
25 Selv den prostituerede Rahab er et eksempel på tro, der viste sig i handling. Reddede hun ikke livet på grund af, hvad hun gjorde? Hun nøjedes ikke med kun at „tro”, men hun handlede ved at skjule de israelitiske udsendinge og hjælpe dem med at slippe bort ad en anden vej. 26 Ligesom kroppen dør, når åndedrættet hører op, sådan dør troen, hvis den ikke giver sig udtryk i handling.
Peter nægter at kendes ved Jesus(A)
66 Mens det her foregik inde i huset, sad Peter nede i gården. Da en af ypperstepræstens tjenestepiger kom forbi, 67 fik hun øje på ham, mens han sad og varmede sig ved ilden. Hun stirrede et øjeblik på ham og sagde så: „Du var også sammen med ham Jesus fra Nazaret!”
68 Peter benægtede det med det samme. „Jeg aner ikke, hvad du snakker om,” sagde han og forsvandt derefter ud i portrummet. Netop da galede en hane.
69 Da pigen lidt efter så ham dér, råbte hun til de omkringstående: „Ham dér er en af dem.” 70 Atter benægtede Peter det.
Lidt senere sagde de, der stod omkring ham: „Du er bestemt en af dem, for man kan høre på dig, at du er fra Galilæa!”
71 Peter benægtede det igen og sagde: „Jeg sværger på, at jeg overhovedet ikke kender den mand, I taler om!”
72 I det samme hørtes endnu et hanegal, og Peter huskede pludselig, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” Og han brød sammen i gråd.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.