Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 148-150

Hele skabningen skal lovsynge Herren

148 Halleluja!
Lad Herrens pris lyde fra himlen.
    Lovsyng ham, I, der hører hjemme i det høje.
Pris ham, I engle,
    lad den himmelske hærskare lovsynge ham.
Pris ham, sol og måne,
    lovsyng ham, alle I blinkende stjerner.
Pris ham, I højeste himle,
    lovsyng ham, I vande højt over skyerne.
I skal alle prise Herren,
    for I er skabt på hans befaling.
Han gav jer hver jeres faste plads
    ved en befaling, som ikke kan trækkes tilbage.
Lad Herrens pris lyde fra jorden,
    lovsyng ham, alle I havets skabninger.
Pris ham, lyn og hagl, sne og tåge,
    lovsyng ham, I vinde, der udfører hans befalinger.
Pris ham, I bjerge og bakker,
    lovsyng ham, I frugttræer og cederskove.
10 Pris ham, både rovdyr og husdyr,
    lovsyng ham, I krybdyr og fugle.
11 Pris ham, I jordens konger,
    lovsyng ham, alle I fyrster og ledere.
12 Pris ham, I unge mænd og unge piger,
    lovsyng ham, både I børn og I ældre.
13 I skal alle prise Herren, for han er større end alt andet.
    Han har al magten i himlen og på jorden.
14 Han har ført sit folk frem til sejr,
    han har givet sine tjenere grund til glæde,
        det er Israel, som står hans hjerte nær.
Halleluja!

Guds folks triumf

149 Halleluja!
Syng en ny sang for Herren,
    pris ham i de gudfrygtiges forsamling.
Israel, glæd dig over din Skaber,
    Jerusalem, bryd ud i takkesang for din konge.
Pris ham ved at danse af glæde,
    lovsyng ham med tamburiner og lyrer.
Herren fryder sig over sit folk,
    han kommer de ydmyge til undsætning.

Lad de gudfrygtige fryde sig over sejren,
    juble af glæde natten igennem.
Med lovsang til Gud i hjerte og mund,
    og et tveægget sværd i hånden,
fuldbyrder de Guds dom over nationerne
    og udfører straffen over de fremmede folkeslag.
De lægger fjendernes konger i lænker
    og stormændene i fodjern.
De udfører den dom, der er afsagt,
    men Guds trofaste tjenere vil blive æret.
Halleluja!

Afsluttende lovsang

150 Halleluja!
Pris Gud i hans helligdom,
    pris ham i hans himmelske bolig.
Pris ham for hans underfulde handlinger,
    pris ham for hans overvældende magt.
Pris ham med det kraftige vædderhorn,
    pris ham med harpe og lyre.
Pris ham med tamburiner og dans,
    pris ham med strengeinstrumenter og fløjte.
Pris ham med kraftige cymbler,
    som får det hele til at runge.
Alt, hvad der er liv i, skal prise Herren.
Halleluja!

Salme 114-115

Herren hjælper sit folk

114 Da Israels folk forlod Egypten,
    hvor de havde levet blandt et fremmed folk,
blev de Herrens ejendomsfolk,
    de blev hans eget, hellige folk.
Havets vandmasser flygtede fra dem,
    Jordanfloden holdt sig ærbødigt tilbage.[a]
Bjergene sprang rundt som væddere,
    bakkerne var kåde som lam.
Hvad går der af dig, hav, siden du flygter?
    Jordanflod, hvorfor holder du dig tilbage?
Hvorfor springer I bjerge som væddere?
    Bakker, hvorfor er I kåde som lam?
Når jorden står overfor den Almægtige, må den skælve,
    ryste af angst for Israels Gud,
han, som gav drikkevand fra en ørkensten,
    gjorde klippevæg til kildevæld.

Den sande Gud

115 Dig tilhører æren, Herre, ikke os,
    for du er pålidelig og trofast.
Hvorfor siger de fremmede folkeslag:
    „Nå, hvor er så jeres Gud?”
Vores Gud er i Himlen,
    og han gør, hvad han vil.
Deres gudebilleder er lavet af sølv og guld,
    de er skabt af mennesker,
de har mund, men kan ikke tale,
    øjne, men kan intet se,
de har ører, men kan ikke høre,
    næse, men kan intet lugte.
De har hænder, men udretter intet,
    fødder, men kan ikke gå,
    de kan ikke frembringe en eneste lyd.
De, som fremstiller og tilbeder den slags guder,
    ender med at blive lige så døde som dem.

Men Israels folk, I skal stole på Herren,
    for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
10 Arons præsteslægt, I skal stole på Herren,
    for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
11 Alle I, der tilbeder Herren, I skal stole på ham,
    for han er jeres skjold, og han kommer jer til hjælp.
12 Herren har omsorg for os og velsigner os.
    Han velsigner Israels folk og Arons slægt,
13 han velsigner alle, der adlyder ham,
    både små og store.
14 Herren vil lade jeres antal vokse,
    give jer mange efterkommere.
15 Herren, der skabte himlen og jorden,
    vil velsigne jer.
16 Himlen er Herrens område,
    men jorden har han givet til menneskene.
17 De døde lovsynger ikke Herren,
    i stilhedens rige prises han ikke.
18 Men vi, der lever, vi lover Herren,
    vi vil prise ham nu og altid.[b]
Halleluja!

Første Kongebog 8:22-40

Salomons bøn til Herren

22 Salomon stillede sig nu hen foran Herrens alter med hænderne løftet mod Himlen, mens hele forsamlingen så til. 23 Han bad følgende bøn: „Herre, Israels Gud, der findes ingen Gud som dig i hele verden! Du er en trofast Gud, der holder fast ved dine pagtsløfter, når blot dine tjenere adlyder dig af hele deres hjerte. 24 Du har nu opfyldt løftet til min far, som var din tjener. 25 Og nu, Herre, beder jeg dig opfylde resten af dit løfte til ham: At hvis hans efterkommere gør som ham og handler efter din vilje, skal der altid sidde en fra hans slægt på Israels trone. 26 Ja, Israels Gud, opfyld også det løfte!

27 Er det muligt, at Gud kan tage bolig på jorden? Hvis Himlen er for lille til at rumme dig, Herre, hvordan kan du da bo i det hus, jeg har bygget? 28 Min Herre og Gud, lyt til den inderlige bøn, jeg i dag beder i dit nærvær: 29 Våg over dette hus både dag og nat—det sted, hvor du har lovet at tage bolig—og når jeg vender mig mod din bolig for at bede, lyt da til min bøn og svar mig. 30 Ja, hør hver eneste bøn, som dit folk beder til dig, vendt mod dette sted. Hør os i din bolig i Himlen og tilgiv os.

31 Når nogen bliver anklaget for at have forbrudt sig mod en anden person, og de foran dit alter her sværger på, at de er uskyldige, 32 så hør dem i Himlen. Frikend den uskyldige og døm den skyldige.

33 Når dit folk synder og bliver besejret af deres fjender som straf, og de så vender om til dig og beder om din hjælp, vendt mod dette hus, 34 så hør dit folks bøn fra din bolig i Himlen, tilgiv dem og lad dem få lov at vende tilbage til deres land, som du gav deres forfædre.

35 Når dit folk synder, og regnen derfor udebliver, og de så vender om fra deres synd, fordi du har straffet dem, og de beder til dig om hjælp, vendt mod dette hus, 36 så hør dem fra din bolig i Himlen og tilgiv dit folk, Israel. Lær dem at følge dine veje, og lad igen regnen falde på den jord, du gav dem.

37 Når der kommer hungersnød i landet, pest eller plantesygdomme, angreb af græshopper eller andre skadedyr, eller når fjenderne omringer vores byer, ja hvilken som helst epidemi eller katastrofe det nu drejer sig om, 38 og dit folk erkender deres synd, rækker hænderne ud mod dette sted og bønfalder dig om hjælp, 39 så hør dem i din himmelske bolig og tilgiv dem. Du alene kender menneskets skjulte tanker, og du har ret til at straffe dem for deres handlinger. 40 Da vil de lære at vise dig ærefrygt i al den tid, de lever i dette land, som du lovede deres forfædre.

1 Timoteus 4:7-16

Afvis de tåbelige myter, der intet godt fører med sig.

Livet er mere end her og nu

Brug hellere tiden på at øve dig i gudsfrygt. Fysisk træning er godt, men giver et begrænset udbytte, for det gavner kun en tid. Gudsfrygt har man derimod stort udbytte af, for det gavner en både her i livet og i den kommende verden. Tro mig, og accepter, hvad jeg siger. 10 Vi slider og kæmper jo netop, fordi vi har sat alt vores håb til den levende Gud, som giver evigt liv til alle, der tror på Kristus. 11 Tilrettevis dem, der tager fejl, og undervis dem om det rette.

Hold dig ikke tilbage

12 Lad ingen se ned på dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende både med dine ord og med dit liv. Vær et godt eksempel for dem, når det gælder kærlighed, trofasthed og renhed. 13 Brug tiden, indtil jeg kommer, til at læse op for dem fra Skriften, til at styrke dem i troen og til at undervise dem. 14 Glem ikke den nådegave, du har, den du modtog fra Gud, da menighedens ledere profeterede over dig og bad for dig med håndspålæggelse. 15 Giv dig i kast med opgaverne, så vil enhver kunne se, hvordan det vil lykkes for dig. 16 Vær bevidst om, hvordan du lever og underviser, og hold ud. Din tjeneste fører jo både dig selv og dine tilhørere frem til det evige liv.

Johannes 8:47-59

47 Den, der tilhører Gud, lytter til hans ord. Men I lytter ikke til Guds ord, fordi I ikke er hans børn.”

48 „Din samaritaner!” snerrede de. „Har vi ikke hele tiden sagt, at du er besat af en ond ånd?”

49 „Jeg er ikke besat af nogen ond ånd,” svarede Jesus. „Jeg ærer min Far, men I vanærer mig. 50 Jeg søger ikke min egen ære. Det er der en anden, der gør, og han skal dømme jer. 51 Det siger jeg jer: Den, der adlyder mit ord, skal aldrig dø.”

52 „Nu ved vi, at du er besat af en ond ånd!” sagde de jødiske ledere triumferende. „Abraham er død. Profeterne er døde. Og nu kommer du og siger, at hvis man bare adlyder dig, skal man aldrig dø. 53 Du påstår vel ikke, at du er større end vores far Abraham, der dog ligger i sin grav. Eller større end profeterne, som måtte dø. Hvem tror du egentlig, du er?”

54 Jesus svarede: „Hvis jeg lovpriste mig selv, ville det ikke være noget værd. Nu er det imidlertid min Far, der giver mig ære, ham, som I kalder jeres Gud, 55 selv om I slet ikke kender ham. Men jeg kender ham, og hvis jeg sagde, at jeg ikke kendte ham, ville jeg være lige så stor en løgner, som I er. Ikke alene kender jeg ham, men jeg adlyder hans ord. 56 Jeres stamfar Abraham så med glæde frem til den dag, jeg skulle komme. Han fik lov at se mig, og han frydede sig over det.”

57 „Du er ikke engang 50 år, og så påstår du at have set Abraham!” protesterede de.

58 Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Jeg har levet, fra længe før Abraham blev født.”[a]

59 Det blev dem for meget, og de begyndte at samle sten op for at slå ham ihjel, men Jesus forsvandt i mængden og gik bort fra tempelområdet.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.