Book of Common Prayer
Hvilen i Gud
131 En valfartssang af David.
Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt,
jeg knejser ikke med nakken,
jeg siger ikke mere, end jeg kan stå inde for,
jeg har ikke urealistiske forestillinger,
2 men jeg har fundet hvile og ro i dig.
Som et lille barn er trygt hos sin mor,
har min sjæl fundet hvile hos dig.
3 Israel, sæt trygt jeres lid til Herren,
stol på ham evigt og altid.
Herrens bolig
132 En valfartssang.
Herre, du husker Davids hengivenhed.
2 Han gav et højtideligt løfte,
han sagde til Israels mægtige Gud:
3 „Jeg under mig ikke ro,
jeg vil ikke lægge mig til hvile,
4 jeg vil ikke sove,
jeg vil ikke lukke et øje,
5 før jeg har bygget Herren et hus,
en værdig bolig for Israels vældige Gud!”
6 Vi hørte i Betlehem,[a] at pagtens ark var blevet set,
vi tog til Ja’ars marker og fandt den.
7 Lad os nu bringe den til helligdommen,
så vi kan tilbede Gud ved hans fodskammel.
8 Kom, Herre, indtag din bolig,
på den Ark, der viser din magt.
9 Må præsterne altid gøre det rette,
og dit trofaste folk juble af glæde.
10 Du gav et løfte til David og hans slægt.
Forkast derfor ikke din udvalgte konge.
11 Du lovede David med en ed,
et løfte, som ikke kan brydes:
„Jeg vil gøre din søn til konge,
han skal regere efter dig.
12 Og hvis dine efterkommere vil holde min pagt
og adlyde mine befalinger,
skal din slægt blive ved at regere,
sidde på tronen til evig tid.”
13 Herren har udvalgt Zion,
dér ønsker han at bo.
14 „Dette er mit blivende hjem,
det er her, jeg har valgt at bo.
15 Jeg velsigner byen med overflod,
jeg giver de fattige mad at spise.
16 Jeg udruster præsterne til deres gerning,
mine trofaste tjenere skal råbe af glæde.
17 Derfra skal en mægtig konge spire frem,
fra Davids slægt, som jeg har udvalgt.
18 Hans fjender vil blive til skamme,
men han selv skal regere i herlighed.”
Det harmoniske fællesskab
133 En valfartssang af David.
Se, hvor smukt og dejligt det er,
når Guds folk er i harmoni med hinanden.
2 Det er som den kostbare salveolie,
der flyder fra Arons hoved
ned over hans skæg og præstedragt.
3 Det er som den friske morgendug på Hermon,
som den livgivende regn på Zions høje.
Dér er kilden til evigt liv,
den velsignelse, Herren har lovet.
Vågenætter i templet
134 En valfartssang.
Pris Herren, alle I, som tjener ham,
I, som våger om natten i Herrens hus.
2 Løft jeres hænder mod helligdommen
og lovpris Herren.
3 Herren velsigne jer fra Zion,
han, som skabte himmel og jord.
Herren er stor
135 Halleluja!
Lovpris Herren, I hans tjenere,
2 I, som tjener i Guds hus,
I, som arbejder i templets forgård.
3 Pris Herren, for han er god.
Lovsyng hans herlighed og nåde,
4 for Herren har udvalgt Israel.
Jakobs efterkommere er hans ejendomsfolk.
5 Jeg ved, at Herren er stor,
større end alle de andre folks guder.
6 Han gør alt, hvad han vil,
på jorden, i himlen og i havets dyb.
7 Han kalder uvejrsskyer sammen,
sender lynene af sted,
slipper stormen løs
og lader regnen styrte ned.
8 Alle de førstefødte i Egypten slog han ihjel,
både blandt mennesker og dyr.
9 Han udførte vældige tegn og undere
for øjnene af Farao og hele hans folk.
10 Han tilintetgjorde stærke nationer,
besejrede mægtige herskere,
11 amoritterkongen Sihon, kong Og af Bashan
og alle kongerne i Kana’ans land.
12 Han gav deres lande til sit eget folk,
Israel fik det som sin arvelod.
13 Herre, dit ry vil altid bestå,
din berømmelse kender ingen grænser.
14 For Herren fører sit folks sag,
han er barmhjertig mod sine tjenere.
15 Andre folkeslag dyrker afguder,
som de selv har lavet af sølv og guld.
16 Afguderne har mund, men kan ikke tale.
De har øjne, men kan ikke se.
17 De har ører, men kan ikke høre,
for der er ingen livsånde i dem.
18 De mennesker, der formede afgudsbillederne,
er lige så tåbelige som deres guder.
19 Pris Herren, Israels folk!
Pris Herren, Arons slægt!
20 Pris Herren, alle I levitter!
Pris Herren, alle I, som kender ham!
21 Lovet være Herren, som bor på Zion,
han som har sin bolig i Jerusalem.
Halleluja!
5 I mellemtiden samlede filistrene en mægtig hær på 3000 stridsvogne, 6000 ryttere og lige så mange fodfolk, som der er sandkorn ved stranden. Denne hær rykkede frem og slog lejr ved Mikmas øst for Bet-Aven. 6 Da israelitterne fik øje på fjendens enorme hær, mistede de totalt modet og nogle gemte sig i klippehuler, grotter, kløfter, gravhuler eller tomme vandreservoirer. 7 Andre krydsede Jordanfloden og undslap til Gads og Gileads land.
Saul blev i Gilgal med sine mest loyale krigere, som dog rystede af skræk. 8 Han ventede på Samuel i syv dage, som han havde fået besked på. Men Samuel kom ikke til Gilgal som ventet, og Sauls mænd begyndte at forlade ham. 9 Da besluttede Saul at ofre brændofferet og takofferet uden Samuel. 10 Netop som han var færdig med det, kom Samuel. Saul gik ham i møde for at byde ham velkommen. 11 Men Samuel udbrød: „Hvad har du dog gjort?” „Hvad skulle jeg ellers stille op?” indvendte Saul. „Mændene begyndte at desertere, du kom ikke til den tid, vi havde aftalt, og filistrene gjorde klar til kamp ved Mikmas. 12 Så tænkte jeg: ‚Filistrene kan angribe, hvad øjeblik det skal være, og jeg har endnu ikke bedt Herren om hjælp.’ Derfor tog jeg mod til mig og ofrede selv brændofferet i stedet for at vente på dig.”
13 „Hvor var det tåbeligt af dig at overtræde Herren, din Guds, bud!” udbrød Samuel. „Havde du bare adlydt ham, ville han have ladet dig og dine efterkommere bevare kongemagten i Israel for altid. 14 Men nu har din ulydighed kostet dig kongedømmet. Herren ønsker nemlig en mand, han kan stole på. Han har allerede udvalgt den mand, som skal være konge for hans folk i stedet for dig, for du har overtrådt hans bud.”
15 Derefter forlod Samuel Gilgal og tog til Gibea.[a] Men Saul og de 600 mand, der var tilbage af hans hær, tog af sted for at møde fjendehæren. 16 Saul og Jonatan og deres 600 mand slog lejr i Geba tæt ved Mikmas, hvor filistrenes hær lå. 17 I mellemtiden rykkede tre afdelinger ud fra filistrenes lejr. Den ene satte kursen mod Ofra i Shual-området, 18 den anden søgte i retning af Bet-Horon, og den tredje mod området over Zeboimdalen i ørkenen.
Filip og den etiopiske hofembedsmand
26 Imidlertid kom der en engel til Filip og sagde: „Tag ned til den vej, der går sydpå fra Jerusalem gennem de øde områder til Gaza.” 27 Det gjorde han så. Hen ad den samme vej kom en etiopisk hofembedsmand kørende. Det var dronning Kandakes skatmester. Han havde været i Jerusalem for at tilbede i templet, 28 og han sad nu på hjemvejen i sin vogn og læste højt for sig selv af profeten Esajas’ bog. 29 Helligånden sagde til Filip: „Gå hen til den vogn.” 30 Filip løb så frem til vognen, og han kunne nu høre etiopieren læse op af Esajas’ bog. „Forstår du betydningen af det, du læser?” spurgte han.
31 „Nej,” svarede etiopieren, „hvordan skulle jeg kunne forstå det, når der ikke er nogen til at forklare mig det?” Han bad derefter Filip om at komme op i vognen og sætte sig ved siden af ham. 32 Det afsnit af Skriften, som han var i færd med at læse, var:
„Tavs gik han i døden,
som et får, der føres til slagtning,
som et lam, der lader sig klippe uden at klynke.
33 I ydmygelsen blev hans rettigheder taget fra ham.
Efterkommere har han ingen af,
for hans liv på jorden endte brat.”[a]
34 Hofembedsmanden spurgte nu Filip: „Sig mig, taler profeten om sig selv her eller om en anden?”
35 Så begyndte Filip at fortælle om Jesus, idet han tog udgangspunkt i det oplæste skriftafsnit. 36 Da de havde kørt en tid, kom de til et sted, hvor der var vand, og hofembedsmanden udbrød: „Se, her er der vand! Er der noget i vejen for, at jeg kan blive døbt?”[b]
38 Så standsede han vognen, og både Filip og hofembedsmanden gik ud i vandet, hvor Filip døbte ham. 39 Så snart de var kommet op af vandet, tog Herrens Ånd Filip bort.[c] Hofembedsmanden så ham ikke mere, men rejste glad hjem.
40 Filip dukkede senere op i Ashdod, og han forkyndte budskabet om Jesus både der og i de byer, han kom igennem på vej til Cæsarea.[d]
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(A)
13 Pilatus sammenkaldte nu ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. 14 „I har ført den mand herhen til mig og anklaget ham for at vildlede det jødiske folk,” sagde han. „Jeg har forhørt ham, mens I hørte på det, men jeg har ikke fundet ham skyldig i noget af det, I anklager ham for. 15 Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham her tilbage. Manden har ikke foretaget sig noget, som han kan dømmes til døden for. 16 Derfor vil jeg give ham en advarsel ved at lade ham piske og derefter løslade ham.”[a]
18 Men da lød der en råben fra folkehoben: „Henret ham, og lad os få Barabbas fri!” 19 (Barabbas sad fængslet for drab, og fordi han havde startet et oprør i Jerusalem).
20 Pilatus ville helst sætte Jesus fri, så han prøvede endnu en gang at tale dem til fornuft, 21 men hoben råbte i kor: „Korsfæst ham, korsfæst ham!”
22 For tredje gang råbte Pilatus til dem: „Hvorfor? Hvad ondt har han gjort? Jeg finder ingen grund til, at han skal dø. Jeg vil lade ham piske, og så vil jeg løslade ham!”
23 Men folk råbte højere og højere, at Jesus skulle korsfæstes, og til sidst gav Pilatus efter for deres krav. 24 Han dømte Jesus til døden, som de forlangte. 25 Derefter befalede han, at Barabbas skulle løslades, som de havde bedt om. Jesus blev derpå udleveret til at lide den straf, som folket havde ønsket.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.