Book of Common Prayer
Tillid i kriser
31 Til korlederen: En sang af David.
2 Herre, jeg søger ly hos dig,
for du svigter mig aldrig.
Kom og red mig,
for du er altid trofast.
3 Bøj dig og lyt til min bøn,
grib ind og red mig hurtigt.
Vær du min fæstning og mit tilflugtssted,
hvor mine fjender ikke kan nå mig.
4 Ja, du er min klippeborg og min fæstning.
Hjælp mig igen, og jeg vil ære dig.
5 Gør mig fri af den fælde, mine fjender har sat,
for du er mit håb og min tilflugt.
6 Mit liv er i dine hænder.[a]
Frels mig, Herre, min trofaste Gud.
7 Jeg hader dem, der dyrker jammerlige afguder.
Jeg stoler altid selv på dig og din magt.
8 Jeg jubler over din trofaste nåde,
for du kender mine problemer,
og du har set mine lidelser.
9 Du udleverede mig ikke til fjenden,
men førte mig til et sikkert sted.
10 Herre, vær mig nådig,
for jeg er i nød.
Mine øjne er røde af gråd,
mit indre fortæres af smerte.
11 Jeg er døden nær af sorg,
mine dage går med at sukke.
Mit livsmod er brudt,
min krop sygner hen.
12 Mine fjender håner mig,
mine naboer spotter mig.
Mine venner frygter mig,
de flygter, når de ser mig på gaden.
13 De har afskrevet mig, som var jeg allerede død,
jeg er kasseret som en krukke, der blev knust.
14 Jeg hører, hvad der hviskes i krogene,
jeg ved, jeg er omringet af fjender.
De rotter sig sammen imod mig,
de planlægger at slå mig ihjel.
15 Men Herre, jeg stoler på dig.
Jeg siger: „Du er min Gud!
16 Mit liv er i dine hænder.
Red mig fra alle mine fjender.
17 Se i nåde til din stakkels tjener,
frels mig, min trofaste Gud.”
18 Herre, lad mig ikke i stikken,
når jeg råber til dig om hjælp.
Gør det af med de onde mennesker,
lad dem synke stumme i graven.
19 Sæt en stopper for deres falske anklager,
luk munden på de hovmodige løgnere,
som anklager de gudfrygtige uden grund.
20 Hvor er din godhed dog stor,
du velsigner alle, der ærer dig.
Enhver kan se din nåde
over dem, der søger din hjælp.
21 Du beskytter dem, der adlyder dig,
de er skærmet mod vold og overgreb.
Du holder din hånd over dem
og renser dem fra de falske anklager.
22 Jeg priser dig, Herre, for din trofaste nåde.
Du reddede mig, da jeg var omringet af fjender.
23 Jeg sagde i min angst,
„Herren har forladt mig.”
Men du hørte min bøn,
da jeg råbte om hjælp.
24 Følg Herren, alt hans folk,
for han beskytter de lydige,
men straffer de oprørske.
25 Hold ud og tab ikke modet,
I, der stoler på Herren.
Hjælp under falsk anklage
35 En sang af David.
Herre, kæmp mod dem, der bekæmper mig.
Gå i krig mod dem, som angriber mig.
2 Tag din rustning på, grib dit skjold,
gør klar til kamp mod mine fjender.
3 Kast dit spyd og brug din lanse
mod dem, der forfølger mig.
Lov mig, at du vil redde mig.
4 Bring skam over dem,
der ønsker at slå mig ihjel.
Forvir dem, så de må vende om,
og deres onde planer mislykkes.
5 Blæs dem væk som avner for vinden,
lad din mægtige engel drive dem bort.
6 Gør deres vej mørk og glat,
lad din engel forfølge dem.
7 Uden grund har de sat fælder for mig,
gravet en faldgrube på min vej.
8 Men pludselig kommer ulykken over dem,
de bliver fanget i deres egen fælde,
de styrter selv i faldgruben.
9 Så vil jeg glæde mig over dig, Herre,
jeg vil fryde mig over din frelse.
10 Fra mit hjertes dyb vil jeg råbe:
Herre, ingen kan sammenlignes med dig.
Du, som redder de svage fra deres undertrykkere,
frelser de værgeløse fra røveres overgreb.
11 Falske vidner stod frem imod mig,
anklagede mig for noget, jeg ikke havde gjort.
12 De gengældte godt med ondt
og gjorde mig helt fortvivlet.
13 Dengang de var syge, sørgede jeg,
klædte mig i sæk og aske,
bad med bøjet hoved
og fastede inderligt for dem.
14 Jeg følte det, som var det min egen familie,
jeg sørgede for dem, som var det min mor.
15 Men da jeg selv kom ud i problemer,
blev de glade og samlede sig imod mig.
De angreb mig uden varsel,
bagtalte mig dagen lang.
16 Da jeg snublede, gjorde de nar ad mig.
De viste tænder som glubske løver.
17 Herre, hvor længe vil du bare se på?
Grib dog ind og frels mig fra de løver.
Red mit liv fra de rasende bæster.
18 Så vil jeg offentligt give dig ære,
prise dig blandt alt dit folk.
19 De blev mine fjender uden årsag.
Lad dem ikke sejre over mig.
De hadede mig uden grund.
Lad dem ikke udføre deres onde planer.
20 De ønsker ikke at skabe fred,
men planlægger ondt mod uskyldige folk.
21 De råber deres anklager imod mig:
„Ha!” siger de. „Vi så det selv!”
22 Herre, du har set det hele. Vær ikke tavs.
Lad mig ikke i stikken nu.
23 Grib ind, Herre, og skaf mig ret.
Min Herre og Gud, før min sag.
24 Erklær mig skyldfri, for du er retfærdig.
Lad dem ikke sejre over mig.
25 Lad dem ikke sige: „Ha! Det gik, som vi havde håbet!”
Lad dem ikke tænke: „Nu er det ude med ham!”
26 Gør dem alle skamfulde,
alle, der fryder sig over min ulykke.
Lad dem, der gør nar ad mig,
selv blive gjort til grin.
27 Men lad dem, som ønsker mig det godt,
juble af glæde og sige:
„Lovet være Herren,
for han hjælper sine tjenere.”
28 Så vil jeg altid mindes din godhed.
Ja, jeg vil prise dig dagen lang.
21 Så skiltes de. David forsvandt over markerne, og Jonatan gik hjem.
David på flugt fra Saul
2 David kom til byen Nob, hvor han opsøgte præsten Ahimelek. Ahimelek blev fyldt med bange anelser, da han så David komme alene.
„Hvorfor kommer du uden dine mænd?” spurgte han.
3 „Kongen har sendt mig ud i et hemmeligt ærinde,” løj David, „og han gav mig klare instrukser om ikke at røbe mit ærinde for nogen. Jeg har sat mine mænd stævne på et aftalt sted. 4 Men sig mig, har du noget jeg kan spise? Giv mig fem brød, eller hvad du nu har.”
5 „Almindeligt brød har jeg ikke noget af,” svarede præsten. „Men der er de hellige brød fra Herrens telt. Dem kan du og dine mænd vel godt få, hvis I ikke er urene efter seksuel kontakt med kvinder.”[a]
6 „Du kan være ganske rolig,” svarede David. „Vi har ikke været i nærheden af kvinder siden i forgårs, da vi startede turen. Når mine mænd holder sig rene under de almindelige krigstogter, hvor meget mere da ikke under en vigtig mission, som den vi er på i dag.”
7 Da der ikke var anden mad til rådighed, gav præsten ham de gamle, hellige brød, som var fjernet fra bordet i Herrens bolig. De bliver jo udskiftet med friske brød hver uge.[b]
8 Tilfældigvis opholdt Sauls overhyrde, edomitten Doeg, sig netop på det tidspunkt ved Herrens bolig, så han hørte samtalen.
9 David spurgte Ahimelek: „Har du ikke et spyd eller et sværd, jeg kan låne? Jeg nåede ikke at få mine våben med, fordi kongens ærinde havde sådan en hast.”
10 „Jeg har filisteren Goliats sværd, ham du slog ihjel i Elahdalen,” svarede Ahimelek. „Det må du få, hvis du vil have det. Det ligger omme bag den hellige efod rullet ind i en kappe. Der er ikke andre våben her.”
„Der findes ikke et bedre sværd,” udbrød David. „Giv mig det!”
11 Samme dag fortsatte David flugten fra Saul og kom til filisterkongen Akish i Gat. 12 „Jamen, er det ikke Israels kommende konge, vi giver husly?” spurgte Akish’ mænd hinanden. „Var det ikke til hans ære, at kvinderne dansede og sang: ‚Saul har besejret sine tusinder, men David har besejret sine titusinder!’?”
13 Da David hørte, hvordan man snakkede om ham, blev han bange for, hvad kong Akish ville gøre ved ham. 14 Derfor begyndte han at spille sindssyg. Han kradsede på byporten og lod sit spyt flyde ned i skægget. 15 Da han blev fanget og ført til kong Akish, sagde Akish til sine mænd: „Hvorfor kommer I herhen med ham? I kan da se, at manden er gal. 16 Synes I ikke, vi har gale folk nok her? Jeg vil ikke have sådan en i mit hus!”
Videre til Antiokia i Pisidien
13 Paulus og hans ledsagere sejlede derefter ud fra Pafos og ankom til havnebyen Perge i provinsen Pamfylien i Lilleasien. Her forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem. 14 Men Barnabas og Paulus fortsatte til fods ind i landet til Antiokia i provinsen Pisidien. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig. 15 Efter den foreskrevne oplæsning fra Toraen og Profetbøgerne sendte synagogens ledere en besked over til dem: „Venner, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig frem!”
16 Paulus rejste sig, løftede hånden for at få ro og sagde så: „Israelitter og gudfrygtige grækere, hør, hvad jeg har at sige! 17 Israels Gud udvalgte vores stamfædre, og han gjorde folket talrigt, da de levede som fremmede i Egypten. Derefter førte han dem ud af Egypten med stor kraft, 18 og han viste stor tålmodighed over for dem under de 40 års ørkenvandring. 19-20 Han udryddede syv folkeslag i Kana’an og hjalp vores forfædre til at indtage hele det lovede land i løbet af ca. 450 år. Derefter gav han dem en række dommere til at lede landet indtil profeten Samuel. 21-22 Men så tiggede folket om at få en konge, og Gud gav dem Saul, en søn af Kish fra Benjamins stamme. Han regerede i 40 år, indtil Gud fjernede ham og i stedet gav dem David til konge. Om ham har Gud sagt: ‚David, Isajs søn, er en mand, jeg kan stole på. Han vil gøre min vilje i alle ting.’[a] 23 Af Davids slægt har Gud nu udvalgt og sendt en frelser til Israels folk, sådan som han lovede, og det er Jesus.[b]
24 Men før Jesus begyndte sit virke, forkyndte Johannes Døber for hele Israels folk, at de skulle vende om fra deres synder og lade sig døbe. 25 Da Johannes var ved at have afsluttet sin gerning, sagde han til folket: ‚Jeg er ikke den Messias, I venter på. Men han kommer snart, og jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler.’
Masser af mennesker flokkes om Jesus
7 Jesus og hans disciple gik nu ned mod søen, og en masse mennesker fulgte efter dem. De fleste kom fra Galilæa, men mange kom helt fra Judæa, 8 Jerusalem, Idumæa og fra landet på den anden side af Jordanfloden—ja, endog helt fra Tyrus og Sidon. De store undere, Jesus gjorde, rygtedes vidt omkring, og folk kom strømmende for at se, hvad der foregik. 9 Jesus gav sine disciple besked på at holde en båd klar, så han kunne gå om bord i den, hvis han blev for voldsomt trængt af folkeskaren på bredden. 10 For han helbredte så mange mennesker, at de syge pressede på fra alle sider for at røre ved ham. 11 Når de, som var plaget af dæmoner, så ham, faldt de på knæ foran ham og skreg: „Du er Guds Søn!” 12 Men Jesus forbød dem strengt at røbe, hvem han var.
Jesus udvælger de 12 apostle(A)
13 En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Deredter kaldte han på de disciple, som han ønskede, og de kom til ham. 14 På den måde gjorde han 12 af sine disciple til apostle. De skulle stå i lære hos ham, så han senere kunne sende dem ud med fuldmagt til at forkynde det glædelige budskab 15 og til at uddrive onde ånder. 16 Her er navnene på de 12: Simon, som Jesus senere gav navnet Peter; 17 Jakob og Johannes, der var sønner af Zebedæus (de blev kaldt „Tordensønnerne”); 18 Andreas; Filip; Bartolomæus; Mattæus; Thomas; Jakob, søn af Alfæus; Taddæus; Simon Frihedskæmper[a] 19 og Judas Iskariot, der senere forrådte Jesus.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.