Book of Common Prayer
Bøn om vejledning og beskyttelse
25 En sang af David.
Til dig, Herre, råber min sjæl.
2 Min Gud, jeg stoler på dig,
lad mig ikke i stikken!
Lad ikke fjenderne sejre over mig!
3 For de, der stoler på Herren,
bliver ikke til skamme.
Men de, der gør oprør mod ham,
går deres undergang i møde.
4 Ja, Herre, lær mig at forstå dine veje,
vis mig den sti, jeg skal følge.
5 Lær mig at leve i din sandhed,
for du er min Gud og min frelser.
Det er dig, jeg sætter min lid til.
6 Du har altid været en kærlig Gud,
din barmhjertighed varer til evig tid.
7 Tilgiv mig min ungdoms oprør,
vis mig din trofasthed og nåde.
8 Herren er god og barmhjertig,
han hjælper de vildfarne tilbage på vejen.
9 Han viser de ydmyge, hvad der er rigtigt,
lærer dem den rette vej.
10 Når vi ønsker at gøre hans vilje,
leder han os med sin kærlige hånd.
11 Herre, tilgiv mine mange synder,
for du er kendt som en nådig Gud.
12 Dem, der har ærefrygt for Herren,
hjælper han at vælge den rigtige vej.
13 De oplever hans velsignelse,
og deres børn får lov at bo i landet.
14 Herren vejleder alle, der vil følge ham,
han indvier dem i sine hemmelige planer.
15 Jeg vil altid søge hjælp hos Herren,
for han redder mig fra mine fjenders fælder.
16 Vær mig nådig, Herre,
for jeg er helt alene og hjælpeløs.
17 Skab en vej ud af min ulykke,
befri mig fra alle mine lidelser.
18 Tænk på min sorg og smerte,
tilgiv mig alle mine synder.
19 Mine fjender er mange,
og de hader mig inderligt.
20 Beskyt mig og red mig.
Lad mig ikke bukke under,
for jeg stoler på din hjælp.
21 Må min ærlighed blive min redning,
for jeg har sat min lid til dig.
22 Herre, frels hele Israel fra ulykke.
Herren dømmer de onde og hjælper de undertrykte
9 Til korlederen: Synges til melodien „En søns død.” En sang af David.
2 Jeg vil prise dig, Herre, af hele mit hjerte,
fortælle om dine undere dag efter dag.
3 Jeg fryder mig over dig og synger lovsange til dig,
for du er den almægtige Gud.
4 Mine fjender vendte om og flygtede,
du jog dem på flugt og fældede dem.
5 Du skaffede mig oprejsning
og afsagde en retfærdig dom.
6 Du gik i rette med folkeslagene,
du udryddede de onde mennesker,
så deres navne er glemt for altid.
7 Mine fjender blev fuldstændig knust,
deres byer blev lagt i ruiner,
man husker dem ikke mere.
8 Herren regerer i evighed,
han sidder som dommer på sin trone.
9 Han er fair, når han dømmer folkene,
han regerer verden med retfærdighed.
10 De undertrykte søger tilflugt hos Herren,
han hjælper dem i modgang og trængsel.
11 De, som kender dig, Herre, stoler på dig,
du skuffer ikke dem, der søger din hjælp.
12 Syng af fryd for Herren, som troner på Zion,
lad verden høre om hans store undere.
13 Han husker og hævner uret og drab,
han glemmer ikke de svages råb.
14 Vær mig nådig, Herre,
for mine fjender er ude efter mig.
Herre, riv mig ud af dødens gab.
15 Så vil jeg prise dig på Jerusalems torve,
og fryde mig over, at du frelste mig.
16 Fjenderne ender i deres egen faldgrube,
de bliver fanget i deres egne fælder.
17 Herren er kendt for sin retfærdighed,
de onde indfanges af deres egen ondskab.
18 De ugudelige ender i den evige død,
det gælder alle, som gør oprør mod Gud.
19 Men de ydmyge bliver ikke ladt i stikken,
de undertryktes håb bliver ikke gjort til skamme.
20 Herre, lad ikke de onde sejre,
men udmål den straf, de fortjener.
21 Lad dem frygte og bæve,
så de indser, at de kun er mennesker.
De gode kan nærme sig Gud
15 En sang af David.
Herre, hvem kan få adgang til din helligdom?
Hvem har lov at opholde sig hos dig på det hellige bjerg?
2 De, som har et godt ry
og altid handler ret.
De, som taler sandhed af et oprigtigt hjerte
3 og nægter at bagtale andre.
De, som ikke foruretter deres næste
eller taler ondt om andre.
4 De, som tager afstand fra de gudløse,
men ærer dem, der adlyder Herren.
De, som holder deres løfter,
selv om det koster dem dyrt.
5 De, som ikke kræver urimelige renter,
når de låner penge ud.
De, som nægter at tage imod bestikkelse
for at afgive falsk vidneudsagn.
De, som lever ret,
har intet at frygte.
5 Enhver opgave, David fik betroet, løste han med succes, så Saul udnævnte ham senere til officer i hæren, en udnævnelse, som både Sauls tjenere og folket bifaldt.
6 Nogen tid efter at David havde slået filisteren ihjel, vendte hæren hjem efter en sejr,[a] og en masse kvinder fra alle byerne i Israel gik ud for at hylde kong Saul med sang og dans til lyden fra tamburiner og triangler. 7 „Saul har besejret tusinder,” sang de, „men David har besejret titusinder.”
8 Det blev Saul rigtig vred over. „De giver jo David større ære end mig,” tænkte han. „Hvem ved, måske de vil gøre ham til konge i stedet for mig.” 9 Fra da af så han skævt til David.
10 Næste dag plagede den onde ånd Saul, og han opførte sig helt utilregneligt. Som sædvanlig tog David sin lyre og spillede for at berolige ham. Saul sad med sit spyd i hånden, 11 og pludselig kastede han det mod David, idet han mumlede: „Nu spidder jeg ham til væggen.” Men David sprang til side og undgik med nød og næppe at blive dræbt. Det skete to gange. 12 Saul blev nu bange for David, for det var helt klart, at Herren var med David og ikke med ham. 13-14 Derefter frigjorde Saul ham fra tjenesten ved hoffet og gjorde ham til anfører for 1000 mand. David ledte dem i kamp, og alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham, for Herren var med ham.
15-16 Saul kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan David altid havde lykken med sig, og det gjorde ham endnu mere bange. Men hele Israel og Juda elskede David, fordi han var sådan en god leder.
27 Kort efter drog David og hans mænd af sted og slog 200 filistre ihjel. Deres forhuder overbragte han fuldtalligt til Saul, og han blev derefter gift med Mikal.
28 Da Saul så, hvor meget Herren velsignede David, og hvor meget Mikal[a] holdt af ham, 29 blev han endnu mere bange, og resten af livet var han fjendtlig overfor ham. 30 Hver gang filistrene gik til angreb, vandt David større sejre end nogen anden af Sauls mænd. Sådan blev David efterhånden en folkehelt.
Den første store menighed blandt de græsktalende folkeslag
19 De Jesus-troende, der var flygtet fra Jerusalem under den store forfølgelse efter Stefanus’ død, nåede så langt som til Fønikien, Cypern og Antiokia. Overalt fortalte de budskabet om Jesus, dog kun til jøderne. 20 Men nogle af dem, der oprindeligt kom fra Cypern eller Kyrene, var græsktalende, og da de kom til Antiokia, begyndte de at tale til grækerne om Herren Jesus, 21 og Herrens kraft var med dem, så et stort antal kom til tro.
22 Menigheden i Jerusalem hørte, hvad der var sket i Antiokia, og derfor sendte de Barnabas derhen. 23 Da han så, hvad Gud i sin nåde havde gjort, blev han meget glad og opmuntrede dem alle til helhjertet at holde fast ved troen på Herren. 24 Barnabas var et godt menneske, fuld af Helligånd og tro. Ved hans indsats kom mange mennesker til tro på Jesus.
25 Nogen tid efter rejste Barnabas videre til Tarsos for at opsøge Saul. 26 Da han havde fundet ham, tog han ham med tilbage til Antiokia. I et helt år arbejdede de sammen i menigheden og underviste en stor gruppe mennesker. Det var her i Antiokia, at disciplene for første gang blev kaldt „de kristne”.[a]
27 Mens de var dér, kom nogle profeter fra Jerusalem til Antiokia. 28 En af dem ved navn Agabos rejste sig ved et møde og forudsagde ved Helligånden, at der ville komme en stor hungersnød over hele verden (det skete, mens Claudius var kejser i Rom). 29 Disciplene besluttede da at sende hjælp til deres medkristne i Judæa. Enhver skulle give så meget, de havde råd til. 30 Derefter blev Barnabas og Saul sendt af sted for at overbringe den indsamlede gave til lederne i menigheden i Jerusalem.
Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme(A)
29 Da mødet i synagogen var forbi, gik Jesus, Jakob, Johannes og Andreas med Simon hjem. 30 Det viste sig, at Simons svigermor lå syg med feber, og det fortalte de Jesus. 31 Jesus gik straks hen til hende, tog hendes hånd og hjalp hende op. Feberen forsvandt med det samme, og hun gik i gang med at sørge for mad til dem.
32 Da solen var gået ned, og sabbatten dermed var forbi,[a] bragte man en masse syge og dæmonbesatte mennesker til Jesus. 33 Næsten hele byen stimlede sammen uden for huset. 34 Jesus helbredte mange mennesker, der havde forskellige sygdomme. Desuden uddrev han mange onde ånder, men han tillod dem ikke at røbe, hvem han var.[b]
Jesus fortsætter med at fortælle om Gud og helbrede i hele Galilæa(B)
35 Næste morgen stod Jesus op længe før daggry og gik alene ud til et øde sted for at bede. 36 Simon og de andre gik noget senere ud for at lede efter ham. 37 Da de fandt ham, sagde de: „Alle folk spørger efter dig.” 38 „Lad os tage hen til de andre landsbyer,” sagde Jesus. „De skal også høre det budskab, jeg er kommet for at fortælle.”
39 Så vandrede Jesus gennem hele Galilæa og fortalte sit budskab i synagogerne, og han befriede mange mennesker fra dæmonernes magt.
Jesus helbreder en spedalsk mand(C)
40 En dag kom der en spedalsk[c] mand til Jesus. Han faldt på knæ og bad indtrængende om at blive helbredt. „Hvis du vil, kan du gøre mig rask!” sagde han. 41 Jesus fik dyb medlidenhed med ham, rakte hånden ud og rørte ved ham. „Det vil jeg!” sagde Jesus. „Bliv rask!” 42 I samme øjeblik forsvandt spedalskheden. Manden var totalt helbredt. 43 Jesus sagde da til ham: 44 „Lad være med at fortælle det her til nogen. Men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”
45 Men da manden gik derfra, råbte han til højre og venstre, at han var blevet helbredt. Folk stimlede nu sammen i store klynger omkring Jesus, og fra den dag var det umuligt for ham at gå ubemærket ind i en by. Han opholdt sig på øde steder, men selv dér kom folk til ham alle vegne fra.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.