Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 84

I Guds hus

84 Til korlederen: Brug et strengeinstrument.[a] En sang af en af Koras efterkommere.

Hvor herlig er din bolig,
    Almægtige Gud!
Min sjæl længes efter at være i dit tempel,
    alt i mig glæder sig over den levende Gud.
Spurvene bygger rede tæt ved dit alter,
    svalerne slår sig ned dér og får unger.
De ønsker at være i din nærhed, Herre,
    min almægtige konge og Gud.
Velsignede er de, der bor i dit hus,
    for de kan altid synge lovsange til dig!
Velsignede er de, der søger styrke hos dig,
    som af hjertet ønsker at komme til dit bjerg.
Skal de end vandre gennem tårernes dal,
    forfrisker du dem med dit kildevand,
        de mættes af regnens velsignelser.
Deres styrke forøges og vokser,
    de træder frem for Gud på Zions høj.
Hør mig, Herre, almægtige Gud,
    lyt til min bøn, du Israels Gud.
10 Se i nåde til din udvalgte konge,
    hjælp ham, som beskytter dit folk.
11 Én dag i din helligdom er bedre
    end tusinde dage andre steder.
Hellere være dørvogter i Guds hus
    end have overflod i de gudløses telte.
12 For Herren er vores sol og skjold,
    han giver nåde og herlighed.
De, der er ærlige og oprigtige,
    nægter han intet godt.
13 Almægtige Herre,
    velsignede er alle, der stoler på dig.

Første Kongebog 19:1-12

Elias flygter for Jezabel

19 Da Ahab fortalte Jezabel, hvad der var sket, og at Elias havde hugget alle ba’alsprofeterne ned, sendte hun følgende besked til Elias: „Måtte guderne straffe mig på det grusomste, hvis du ikke inden i morgen aften har lidt samme skæbne som mine profeter!”

Elias blev grebet af panik og flygtede for livet. Da han kom til Be’ersheba i Judas land, efterlod han sin tjener der og fortsatte alene ud i ørkenen. Hele dagen gik han, indtil han om aftenen udmattet satte sig ned i skyggen af en gyvelbusk. „Herre, jeg kan ikke mere!” sagde han. „Tag mit liv! Alle dine profeter er døde, så hvorfor ikke også jeg?”

Så lagde han sig under gyvelbusken og faldt i søvn. Men en engel kom og vækkede ham. „Stå op og spis!” beordrede englen. Elias så sig omkring og fik øje på et nybagt brød og en krukke vand, der var anbragt lige ved hans hoved. Så spiste han og drak, hvorefter han lagde sig til at sove igen.

For anden gang kom englen og rørte ved ham. „Stå op og spis noget mere,” sagde englen, „for du har en lang rejse foran dig.”

Så stod han op og spiste og drak, og med den styrke, måltidet gav ham, gik han i 40 dage,[a] indtil han kom til Horeb, Guds bjerg. Der fandt han en klippehule, hvor han slog sig ned.

Gud åbenbarer sig for Elias på Horebs bjerg

Men Herren spurgte ham: „Hvorfor er du her, Elias?”

10 „Herre, almægtige Gud!” sagde Elias. „Jeg har brugt alle kræfter på at kæmpe for din sag. Israels folk overholder jo ikke den pagt, du indgik med dem, og de har revet dine altre ned og dræbt dine profeter. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel.”

11 „Gå ud og stil dig, så du kan se, når jeg går forbi.”

Først kom der en voldsom storm hen over bjerget, og sten og store klippestykker blev revet løs, men Herren var ikke i stormen. Derefter rystedes bjerget af et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. 12 Derefter kom der ild forbi, men Herren var ikke i ilden. Til sidst hørtes noget ligesom en svag susen.

2 Korinterne 3:1-9

Tjenesten for Gud resulterer i forvandlede liv

Begynder vi nu igen at anbefale os selv? Har vi måske som visse andre folk brug for anbefalingsbreve fra jer eller til jer? Nej, I er vores anbefalingsbrev. Det er skrevet i jeres[a] hjerter og kan ses og læses af alle. I viser med jeres liv, at I er et anbefalingsbrev fra Kristus, der er blevet til gennem vores tjeneste. Det er ikke et brev skrevet med pen og blæk, men med den levende Guds Ånd, og det står prentet dybt i jeres hjerter, ikke på stentavler.

Den nye pagts herlige tjeneste

Vi har tillid til, at Gud gennem Kristus giver os nåde og styrke til at tjene ham. Vi regner ikke os selv for noget særligt. De evner og færdigheder, vi har, er jo, hvad Gud har givet os. Det er også ham, der har gjort os til tjenere for den nye pagt, som ikke bygger på en nedskreven lov, men på Ånd. Loven bringer død, men Ånden giver liv. 7-8 Tjenesten i den gamle pagt byggede på love, der var hugget ind i sten, og den førte til død. Da Moses kom ned fra bjerget med stentavlerne, strålede hans ansigt efter at have været i Guds nærhed, så Israels folk ikke kunne holde ud at se på ham.[b] Stråleglansen på hans ansigt forsvandt ganske vist lidt efter lidt. Men når dødens tjeneste havde sådan en herlighedsglans over sig, hvor meget større herlighed er der da ikke over Helligåndens tjeneste. Hvis den gamle pagts tjeneste var herlig, selvom den førte til, at mennesker kom under Guds dom, hvor meget herligere er så ikke den nye pagts tjeneste, der fører til, at mennesker bliver frikendt af Gud?

2 Korinterne 3:18

18 Alle vi, som har fået sløret fjernet, kan nu se hans herlighed—med de begrænsninger, der hører det jordiske liv til[a]—og den herlighed sætter sit præg på os, så vi forvandles til lighed med ham, efterhånden som vi modtager fra hans Ånd, og det går fra herlighed til endnu større herlighed.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.