Book of Common Prayer
Glæden i Guds nærvær
16 En sang af David.
Åh, Gud, beskyt mig,
for jeg søger ly hos dig.
2 Du er min Herre, og alt det gode,
jeg har oplevet, kommer fra dig.
3 De gudfrygtige i landet er mine helte,
og jeg glæder mig over dem.
4 Men de, som tilbeder andre guder,
oplever mange sorger.
Jeg vil ikke nævne deres guders navne
eller være med til at bringe dem ofre.
5 Herre, du opfylder alle mine behov,
mit liv er i dine hænder.
6 Du har velsignet mig med et herligt land
og givet mig en vidunderlig arv.
7 Jeg vil prise Herren, min Rådgiver,
selv om natten vejleder han mig.
8 Jeg stoler altid på Herren.
Han står ved min side, så jeg ikke falder.
9 Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.
Også mit legeme er i sikkerhed,
10 for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.
Du vil ikke lade din hengivne tjener gå i forrådnelse.
11 Du har vist mig vejen til livet,
hos dig fyldes jeg med glæde,
du giver mig den evige herlighed.
Et gudfrygtigt menneskes bøn
17 En bøn af David.
Herre, lyt til mig,
for jeg er gudfrygtig.
Hør min bøn,
for den kommer fra et oprigtigt hjerte.
2 Frikend mig, Herre,
du kender dem, som gør det rette.
3 Du er klar over mine motiver,
du kender mine inderste tanker.
Når du gransker mit hjerte, finder du intet forkert.
Jeg har besluttet ikke at synde med mine ord.
4 Jeg har altid fulgt din vejledning
og holdt mig fra onde menneskers handlinger.
5 Jeg har nøje fulgt den afmærkede sti,
ikke vaklet, når det gjaldt at adlyde dine bud.
6 Jeg beder til dig, Gud,
for jeg ved, du svarer mig.
Bøj dig ned og lyt til mine ord.
7 Vis mig din trofaste nåde,
for du redder dem, der søger ly hos dig fra deres fjender.
8 Beskyt mig, som du beskytter dit eget øje.
Gem mig under dine vingers skygge.
9 Red mig fra de gudløse, som angriber mig,
fra de morderiske fjender, som omringer mig.
10 De kender ikke til at vise nåde,
men er fulde af hovmod.
11 De opsporer mig og omringer mig,
de er parat til at gøre det af med mig.
12 De er som rovdyr på jagt efter bytte,
som unge løver, der ligger på lur.
13 Kom og slå dem ned, Herre.
Brug din magt til at redde mig fra dem.
14 Frels mig med din stærke hånd, Herre,
red mig fra disse mordere.
De er rige og får alt, hvad de peger på.
De har mange børn og kan efterlade dem en rigelig arv.[a]
15 Men jeg er uskyldig og ser frem til at se dit ansigt.
Når jeg vågner, vil du åbenbare dig for mig.
En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp
22 Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.
2 Min Gud! Min Gud!
Hvorfor har du forladt mig?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
3 Dag efter dag råber jeg til dig,
men du svarer mig ikke.
Hver nat hører du min røst,
men du giver mig ingen trøst.
4 Du sidder på din hellige trone,
du er den, som Israel lovsynger.
5 Vore forfædre stolede på dig,
og du reddede dem.
6 Du hørte deres nødråb og befriede dem,
du skuffede aldrig deres tillid til dig.
7 Men jeg føler mig som en ussel orm,
jeg bliver hånet og foragtet af alle.
8 Enhver, der ser mig, griner ad mig,
ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
9 „Er det ham, der stoler på Herren?” håner de.
„Så lad os se, om Herren redder ham.
Hvis Herren elsker ham så meget,
så burde han gribe ind og frelse ham!”
10 Herre, du var der, da jeg blev født,
du gav mig tryghed ved min mors bryst.
11 Fra fødslen har du været den, der hjalp mig,
hele mit liv har du været min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig nu,
for jeg er undergangen nær,
og ingen andre kan hjælpe mig.
13 Frygtindgydende fjender har omringet mig,
som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
14 Som sultne og brølende løver
kommer de imod mig med åbent gab.
15 Min styrke er sivet bort som vand i sandet,
alle mine knogler føles, som er de gået af led,
mit hjerte hamrer i halsen på mig.
16 Mine læber er tørre som potteskår,
min tunge klistrer til ganen,
du har bragt mig til gravens rand.
17 Mine fjender kredser omkring mig som hunde,
en bande af forbrydere omringer mig.
De har gennemboret[a] mine hænder og fødder.
18 Jeg kan tælle alle mine knogler.
Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.
19 De deler mine klæder imellem sig
og trækker lod om min kjortel.
20 Herre, hold dig ikke på afstand.
Du er min redning, kom mig til hjælp.
21 Frels mig fra døden,
red mig fra de vilde hunde.
22 Lad mig undslippe løvens gab,
lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn.
Gud, du har hørt min bøn.
23 Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd,
jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.
24 Pris Herren, I, der kender ham,
giv ham ære, Jakobs efterkommere,
vis ham ærefrygt, Israels folk,
25 for han lod ikke den fortvivlede i stikken,
han vendte sig ikke bort og gik sin vej.
Han lyttede til mit råb om hjælp.
26 Jeg vil lovsynge dig, når folket samles,
jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.
27 De ydmyge skal spise og alle blive mætte,
de, som beder dig om hjælp, skal prise dig.
Må de altid leve under din velsignelse.
28 Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre,
alle folkeslag skal komme og tilbede dig.
29 For magten tilhører dig,
du er Konge over alle nationer.
30 Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig.
Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.
31 Jeg vil leve for dig,
og min slægt skal tjene dig.
De kommende generationer skal høre
om dine underfulde gerninger.
32 De skal fortælle om din nåde og frelse
til slægter, som endnu ikke er født.
5 Kong Salomon havde herredømmet over alle landene fra Eufratfloden i nord til den egyptiske grænse mod syd,[a] inklusive filistrenes land. De lande, han havde underlagt sig, betalte skat til ham og var loyale over for ham hele hans liv.
2 Hoffets daglige fødevareforbrug bestod af 30 sække[b] fint hvedemel, 60 sække usigtet mel, 3 ti stykker fedekvæg, 20 stykker græskvæg, 100 stykker småkvæg og fra tid til anden hjorte, gazeller, rådyr og fede gæs. 4 Salomon regerede over en række vasalstater fra Tifsa ved Eufratfloden mod nord til Gaza mod syd, og han havde fred til alle sider. 5 Så længe Salomon levede, havde Israels befolkning fred lige fra Dan i nord til Be’ersheba i syd, og alle kunne i ro og mag dyrke deres figentræer og vinplanter.
6 Salomon havde 4000[c] heste til at trække sine stridsvogne og 12.000 rideheste til sine ryttere. 7 Hver måned sørgede distriktsguvernørerne for mad til Salomon og hans hof 8 samt for byg og hø til hestene i de kongelige stalde.
9 Gud gav Salomon usædvanlig visdom og indsigt og en omfattende viden på mange felter— 10 ja, i visdom overgik han langt Østens og Egyptens vismænd. 11 Selv Etan fra Zerachs slægt kunne ikke måle sig med ham—og langt mindre Mahols sønner Heman, Kalkol og Darda. Hans berømmelse nåede langt ud over rigets grænser til de omkringliggende nationer. 12 Han forfattede 3000 ordsprog og skrev 1005 sange. 13 Han havde en bred viden om pattedyr, fugle, krybdyr og fisk, og han vidste alt om planter lige fra Libanons store cedre til den lille ysop, der vokser i sprækker i muren. 14 Konger fra mange lande sendte deres folk til ham for at få råd og vejledning.
Tempelbyggeriet forberedes
15 Kong Hiram af Tyrus var en god ven af David. Da han hørte, at Davids søn Salomon var blevet konge i Israel, sendte han en delegation af sted med lykønskninger. 16 Salomon sendte følgende brev med tilbage til kong Hiram: 17 „Du ved, hvordan David blev angrebet fra alle sider af nabolandene, så han ikke var i stand til at bygge det hus, som han ønskede at bygge for Herren, sin Gud. Men Herren hjalp ham til at besejre alle hans modstandere. 18 Nu har Herren, min Gud, skaffet mig ro. Ingen fjender truer udefra, og ingen oprører undergraver riget indefra. 19 Derfor har jeg planer om at bygge Herren, min Gud, et hus, for Herren sagde til min far: ‚Din søn, som jeg vil gøre til konge efter dig, skal bygge mit hus!’ 20 Gør mig nu den tjeneste at hjælpe mig med det projekt: Send skovarbejdere til Libanons bjerge, så de kan hugge cedertræ til mig. Jeg vil så sende folk af sted, som kan hjælpe dem. Men der er ingen, der kan hugge tømmer så godt som jer sidoniere. Jeg vil naturligvis betale dine folk, hvad du forlanger.”
21 Hiram blev så begejstret for Salomons brev, at han udbrød: „Lovet være den Gud, der har givet David sådan en vis søn til at herske over Israels mægtige folk!” 22 Derpå sendte han svar tilbage til Salomon: „Jeg har modtaget dit brev og vil gøre, hvad du bad mig om. Vi kan levere både cedertræ og cypres. 23 Mine folk skal nok sørge for transporten af tømmeret fra Libanons bjerge ud til Middelhavet, hvor de vil binde tømmeret sammen til flåder og fragte det langs kysten til det sted, du ønsker. Der vil flåderne så blive skilt ad igen, og du kan fragte tømmeret videre. Hvad betaling for tømmeret angår, bedes du sende mig fødevarer til mit hof.”
24 På den måde fik Salomon fat i alt det ceder- og cyprestræ, han havde brug for, 25 og som betaling sendte han årligt 20.000 sække hvede og 200 ankre[d] olivenolie til kong Hirams hof.
26 Herren gav Salomon stor visdom, som han havde lovet, og Hiram og Salomon indgik en formel fredsaftale.
27 Salomon udskrev 30.000 mænd fra hele Israel til træfældningsarbejdet 28 og sendte dem holdvis til Libanon—10.000 ad gangen—således at hvert hold arbejdede en måned i Libanon og havde to måneders orlov hjemme. Adoniram havde overopsyn med arbejdslejren.
29 Desuden udskrev Salomon 80.000 mænd til at hugge stenblokke i de nærliggende bjerge, 70.000 mænd til at transportere stenene, 30 og 3600[e] arbejdsformænd. 31 Stenhuggerne brød store klippeblokke løs til templets fundament. Det var et yderst kostbart projekt. 32 Salomons og Hirams folk fik hjælp af eksperter fra Gebal[f] til den videre forarbejdning af både stenblokke og tømmer.
Salomon bygger templet
6 I Salomons fjerde regeringsår, i måneden ziv, det vil sige årets anden måned,[g] påbegyndte han tempelbyggeriet—480 år efter, at Israels folk havde forladt Egypten.
7 Tempelbygningens sten var blevet færdighugget i stenbruddet, hvilket betød, at bygningen blev rejst i stilhed uden støj fra hamre, mejsler eller andre jernredskaber.
Opholdet på Malta
28 Da alle var bjærget op på stranden, fik vi at vide, at øen hed Malta. 2 De indfødte på øen var meget venlige og viste os en usædvanlig omsorg. De tændte et bål på stranden, og vi samlede os om ilden, for det var begyndt at regne, og det var meget koldt. 3 Paulus samlede en bunke kvas, men da han lagde den på bålet, krøb en giftslange frem på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. 4 Da de indfødte så slangen hænge fast i hånden, sagde de til hinanden: „Den mand er sikkert en morder. Selv om han slap godt fra havet, tillader retfærdighedens gudinde ikke, at han får lov at leve.” 5 Men Paulus rystede slangen af over ilden og så ikke ud til at have lidt nogen overlast. 6 De indfødte betragtede ham afventende. De regnede med, at han ret hurtigt ville svulme op eller falde død om. Da de havde iagttaget ham et stykke tid, og der stadig ikke var sket noget, ændrede de holdning og mente nu, at han måtte være en gud.
7 I nærheden af det sted, hvor vi var drevet i land, lå en landejendom, som tilhørte øens fornemmeste mand, Publius. Han tog venligt imod os og beværtede os i tre dage. 8 Nu var det sådan, at Publius’ far lå syg med feberanfald og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad for ham. Og han blev straks helbredt. 9 Derefter kom resten af de syge på øen og blev helbredt. 10 Folk forærede os mange gaver, og da vi skulle sejle videre, bragte de os alt muligt, som vi kunne få brug for på rejsen.
Fra Malta til Rom
11 Først da der var gået tre måneder efter skibbruddet, kunne vi komme videre. Det blev med et skib fra Alexandria, der havde tvillingeguderne Castor og Pollux som galionsfigur. Det havde ligget i vinterhavn på øen. 12 Først anløb vi Syrakus på Sicilien, hvor vi blev i tre dage. 13 Derefter kastede vi los og ankom til Regium på Italiens sydspids, og da der dagen efter blæste en god søndenvind, ankom vi allerede den følgende dag til Roms havneby, Puteoli, og gik fra borde. 14 Sådan endte den lange sørejse til Rom. I Puteoli fandt vi frem til nogle kristne, og de indbød os til at blive der en uges tid.
15 I Rom havde de kristne hørt, at vi var på vej, og de kom ud for at tage imod os. Nogle mødte vi ved Forum på Via Appia, og andre mødte vi ved „De tre Kroer”. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fik nyt mod.
Paulus i Rom
16 Da vi ankom til Rom, fik Paulus lov til at bo for sig selv sammen med den soldat, som skulle bevogte ham.
27 Mens de gik op ad stien, sagde Jesus til dem: „I vil alle tage afstand fra mig, men så bliver det skriftord opfyldt, som siger: ‚Jeg vil slå hyrden ned, og fårene vil blive spredt.’[a] 28 Men efter at jeg er genopstået fra de døde, vil jeg gå i forvejen til Galilæa, så vi kan mødes dér.”
29 „Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så gør jeg det ikke!” forsikrede Peter. 30 Jesus svarede ham: „Det siger jeg dig: Inden natten er forbi, og hanen galer for anden gang, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
31 „Aldrig i livet!” forsikrede Peter. „Så vil jeg hellere dø sammen med dig!” Nøjagtig det samme sagde alle de andre.
Jesus kæmper i bøn i Getsemane(A)
32 De kom nu til et sted, der hedder Getsemane. „Sæt jer her, mens jeg går hen og beder,” sagde Jesus. 33 Dog tog han Peter, Jakob og Johannes med sig lidt længere frem. Hans ansigt afspejlede smerte og uro. 34 „Jeg er dybt bedrøvet her op til min død,” udbrød han. „Bliv her og hold jer vågne, mens jeg beder.”
35 Han gik lidt længere frem, faldt på knæ med ansigtet mod jorden og bad om—hvis det var muligt—at blive fri for det frygtelige, der ventede ham. 36 „Far,” bad han, „alt er muligt for dig. Kan du ikke tage det her lidelsens bæger fra mig? Dog ikke som jeg vil, men som du vil.”
37 Så gik han tilbage til de tre disciple og så, at de var faldet i søvn. „Simon, sover du?” sagde han. „Kunne du ikke holde dig vågen bare én time for min skyld? 38 Viljen er god nok, men i egen kraft kan I ikke. Hvis I ikke skal bukke under for fristelsen, må I være vågne og bede.”
39 Jesus gik igen lidt væk fra dem og bad på samme måde som før. 40 Noget efter vendte han tilbage og så, at de tre disciple var faldet i søvn igen. Deres øjenlåg føltes tunge som bly, og de havde intet at sige til deres forsvar.
41 Da Jesus for tredje gang gik hen for at bede og derefter kom tilbage, udbrød han: „Nå, I sover stadig og hviler jer! Men nok om det. Tiden er kommet, hvor Menneskesønnen skal overgives i onde menneskers vold. 42 Rejs jer og lad os gå! Forræderen er på vej.”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.