Book of Common Prayer
Guds bud
119 Velsignede er de, som gør Guds vilje,[a]
alle de, som adlyder Herrens love.
2 Velsignede er de, som holder fast ved hans bud,
og søger ham af hele deres hjerte.
3 Vi ved, at han ønsker, vi skal følge hans vej,
derfor vælger vi at gøre hans vilje.
4 Vi kender dine befalinger, Herre,
som du forventer, vi følger til punkt og prikke.
5 Hvor ville jeg dog inderligt ønske,
at jeg kunne følge dine bud uden at vakle.
6 Ved at fokusere på alle dine befalinger
undgår jeg at blive gjort til skamme.
7 Vore hjerter bryder ud i tak,
når vi forstår dine retfærdige love.
8 Vær tålmodig med mig,
for jeg ønsker at adlyde dine bud.
Lydighed
9 Jeg opfordrer de unge til at følge dit ord,
for det hjælper dem til at blive på din vej.
10 Jeg søger dig af hele mit hjerte,
lad mig ikke fare vild fra dine bud.
11 Jeg gemmer dit ord i mit hjerte
for ikke at synde imod dig.
12 Jeg lover og priser dig, Herre,
lær mig alle dine lovbud.
13 Jeg gentager igen og igen
alle de bud, du har givet mig.
14 Jeg glæder mig over dine befalinger,
som var de alverdens rigdomme.
15 Jeg grunder over dine formaninger
og holder fast ved dine forskrifter.
16 Jeg glæder mig over din vejledning
og vil aldrig glemme dit ord.
At følge Guds lov giver glæde og styrke
17 Lad mig få øjnene op for din godhed,
så jeg kan tjene dig hele mit liv.
18 Luk mine øjne op, så jeg kan se
de vidunderlige ting i din lov.
19 Livet her på jorden er kort,
og jeg har brug for dine love til at lede mig.
20 Længslen efter at kende dig ligger i mit hjerte,
mind mig om dine love hver eneste dag.
21 Lovløse mennesker, der gør oprør mod dig,
vil blive dømt for deres egenrådige stolthed.
22 Lad dem ikke hovere over mig,
fordi jeg adlyder dine bud.
23 Lederne i samfundet bagtaler mig,
men jeg vil tjene dig og handle på dit ord.
24 Lovene, du har givet mig, gør mig glad,
og jeg ønsker at følge din vejledning.
Bøn om hjælp i en gudløs tid
12 Til korlederen: Brug lyrerne.[a] En sang af David.
2 Herre, kom os til hjælp.
Der er ingen tilbage, som adlyder dig.
Man kan ikke opdrive et ærligt menneske.
3 Alle bedrager hinanden,
de er fulde af løgn og falskhed.
4 Herre, gør en ende på al deres smiger,
sæt en stopper for de pralende ord.
5 De siger hovmodigt: „Vore ord giver os magt,
og vi siger, hvad der passer os!”
6 Men Herren svarer:
„Fordi de svage og forfulgte råber til mig,
vil jeg nu gribe ind og forsvare dem.”
7 Herrens løfter er sande,
hans ord er som det fineste sølv,
forædlet syv gange i ilden.
8-9 Herre, selvom ondskaben sidder i højsædet,
og alle gør, hvad der passer dem,
så ved vi, at du altid beskytter os
og bevarer os fra den slags mennesker.
Et fortvivlet menneskes bøn
13 Til korlederen: En sang af David.
2 Hvor længe vil du glemme mig, Herre?—For evigt?
Hvor længe skal jeg vente på din hjælp?
3 Hvor længe skal jeg kæmpe med sjæleangst?
Mine dage og nætter er fyldt med frygt.
Hvor længe skal fjenden triumfere over mig?
4 Min Herre og Gud, åh, hør min bøn,
grib ind og red mig fra døden.
5 Lad ikke mine fjender gå af med sejren,
lad ikke mine uvenner glædes over min undergang.
6 Jeg stoler på dig og din trofasthed.
Jeg vil juble, når jeg oplever din frelse.
Jeg vil prise dig, Herre, med sang,
for din underfulde godhed imod mig.
Menneskets ondskab
14 Til korlederen: En sang af David.
Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
2 Fra himlen ser Herren på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger Gud?
3 Nej, alle er kommet på afveje, fordærvede af synd.
Ingen gør det gode, ikke én eneste.
4 „Fatter de da intet?” siger Herren.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
5 En dag skal de fyldes af rædsel,
for Gud er med dem, der adlyder ham.
6 Onde mennesker undertrykker de svage,
men Herren er deres beskytter.
7 Gid Herren ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Herren griber ind og genrejser sit folk,
så bliver der jubel og glæde i Israel.
Salomon beder om visdom
3 Salomon gik derefter i forbund med Egypten ved at gifte sig med en datter af den egyptiske konge. Han førte hende til Davidsbyen og boede med hende der, indtil Herrens hus, hans eget palads og bymuren blev færdigbygget.
2 Da Herrens hus endnu ikke var bygget, udførte folket deres ofringer rundt omkring på landets offerhøje. 3 Salomon elskede Herren og fulgte nøje de anvisninger, hans far havde givet ham, men han fortsatte dog med at ofre dyr og brænde røgelse på de gamle offerhøje.
4 En dag tog Salomon til Gibeon for at ofre, for det store alter[a] fandtes der, og han bragte tusind brændofre på alteret. Mens han var i Gibeon, 5 viste Herren sig for ham i en drøm om natten og sagde: „Bed om hvad du vil, og jeg vil give det til dig!”
6 Salomon svarede: „Du har været umådelig god imod min far, fordi han var både trofast, retskaffen og oprigtig i sit forhold til dig. At du gav ham en søn til at følge ham på tronen er et udtryk for din trofasthed imod ham. 7 Herre, min Gud, nu har du gjort mig til konge i min fars sted, men jeg er ung og uerfaren. 8 Det forventes af mig, at jeg skal regere dit udvalgte folk—et folk så stort, at det ikke kan tælles. 9 Giv mig derfor et lydhørt hjerte, så jeg kan lede dit folk, så jeg kan skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert. For hvem kan magte at regere over dit mægtige folk?”
10 Herren syntes godt om Salomons ønske 11 og svarede: „Fordi du bad om evne til at træffe de rigtige beslutninger og ikke om rigdom til dig selv, et langt liv, eller død over dine fjender, 12 vil jeg opfylde din bøn: Jeg vil give dig større visdom end nogen anden nogen sinde har haft eller vil få. 13 Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om—nemlig rigdom og berømmelse. Så længe du lever, vil ingen af alle verdens konger kunne måle sig med dig. 14 Og hvis du adlyder mine love og forordninger, sådan som din far gjorde, vil jeg give dig et langt liv i tilgift.”
15 Så vågnede Salomon og blev klar over, at han havde drømt; og han vendte tilbage til Jerusalem og gik ind i teltet med Herrens Ark. Foran arken ofrede han brændofre og takofre til Gud, og bagefter holdt han en fest for alle sine embedsmænd.
9 På grund af den megen modvind havde vi spildt en masse tid. Det var allerede tiden for efterårsstormene,[a] og en lang sørejse over åbent hav ville være yderst risikabel. Paulus advarede både kaptajnen, styrmanden og Julius. 10 „Mine herrer,” sagde han, „jeg forudser vanskeligheder. Hvis vi fortsætter rejsen nu, vil det føre til skibbrud med tab af både skibet og lasten. Ja, også menneskeliv vil gå tabt.” 11 Men Julius foretrak at lytte til styrmanden og kaptajnen frem for Paulus. 12 Og da den lille havn, vi var i, var uegnet til overvintring, holdt et flertal af besætningen på, at de skulle sejle videre langs kysten til Føniks, der var en havneby på Kreta, som havde indsejling fra sydvest og kunne yde beskyttelse mod storme fra nordvest.[b] Dér kunne de så afvente, at det blev forår.
13 Da der var en let vind fra syd, så det ud til, at de kunne gennemføre deres plan. De lettede derfor anker og sejlede langs kysten. 14 Men inden længe slog vejret pludselig om, og der kom en orkan af den slags, som er kendt under navnet „Nordøstorkanen”. 15 Der var ikke andet at gøre end at lade skibet drive for vinden og blive ført til havs. 16 En kort tid lå vi i læ bag en lille ø, som hedder Kauda, hvor det med nød og næppe lykkedes os at få skibsjollen hevet indenbords. 17 Derefter surrede mandskabet tov rundt om skibet og under kølen for at styrke skroget. Da de var bange for at blive blæst helt ned til den nordafrikanske kyst, hvor skibet ville gå på grund på sandbankerne, firede de drivankeret ned.[c] På den måde drev skibet af sted for vinden. 18 Næste dag var stormen lige voldsom, og besætningen begyndte at kaste skibets last over bord. 19 Dagen efter kastede de også størstedelen af sejlene og skibsgrejet over bord.
20 Den frygtelige storm rasede med uformindsket styrke i flere døgn. Vi så hverken sol eller stjerner, og der var ikke længere noget håb om redning. 21 Ingen havde lyst til at tage føde til sig, men så kaldte Paulus besætningen sammen og sagde: „Folkens! I burde have lyttet til mig og aldrig have sejlet ud fra ‚Gode Havne’. Så havde I sparet os for de tab, vi allerede har lidt. 22 Men nu beder jeg jer om at fatte nyt mod, for selv om skibet ikke kan reddes, vil ingen komme til at miste livet. 23 I nat kom der en engel til mig fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og han sagde: 24 ‚Vær ikke bange, Paulus! Det er Guds plan, at du skal stå foran den kejserlige domstol, og Gud vil også nådigt redde alle dem, der er i skibet sammen med dig.’ 25 Da jeg er overbevist om, at det vil ske, som Gud har sagt til mig, skal I være ved godt mod. 26 Men vi kommer til at strande på en ø.”
De jødiske ledere søger en anledning til at få Jesus ryddet af vejen(A)
14 Der var nu kun to dage til påskehøjtiden og den efterfølgende „usyrnede brøds fest”.[a] Ypperstepræsterne og de skriftlærde lurede stadig på en anledning til i al hemmelighed at få Jesus arresteret og dræbt. 2 „Men ikke under højtiden,” sagde de til hinanden, „for så bliver der uroligheder.”
En kvinde salver Jesu hoved som forberedelse til hans død(B)
3 Jesus og disciplene var inviteret til spisning i Simon den Spedalskes hus i Betania.[b] Mens de lå omkring bordet og spiste, kom en kvinde ind med en alabastkrukke fyldt med kostbar, aromatisk nardusolie. Hun knækkede krukkens hals og hældte olien ud over Jesu hoved. 4 Nogle af gæsterne blev vrede og sagde til hinanden: „Sikken et spild af kostbar olie. 5 Den kunne være solgt for en formue, og pengene kunne være givet til de fattige!” De skældte hende huden fuld, 6 men Jesus afbrød dem: „Lad hende være i fred! Hvorfor gør I livet surt for hende? Hun fortjener ros for det, hun har gjort for mig. 7 De fattige har I jo altid iblandt jer, og dem kan I gøre godt imod, så tit I vil, men mig har I ikke altid. 8 Hun har gjort sit til at forberede mig til begravelsen. 9 Det siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden budskabet om mig bliver forkyndt, vil denne fine handling også blive omtalt. Hun vil aldrig blive glemt.”
Judas beslutter at forråde Jesus(C)
10 Derpå gik Judas Iskariot, en af de Tolv, hen til ypperstepræsterne for at forråde Jesus til dem. 11 De blev glade, da de hørte det, og de lovede ham en belønning. Judas søgte derefter en passende lejlighed til at forråde ham.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.