Book of Common Prayer

Jerusalem—Guds by og hans folks hjem

87 En sang af Koras slægt.

Moses’ bøn

90 En bøn af Guds tjener Moses.

Herrens trofasthed og magt

¹⁵ Derefter gik Natan hjem.

Kort efter ramte Herren det barn, som Batsheba havde født, med sygdom. ¹⁶ Da gik David i forbøn for barnet. Han nægtede at spise på grund af sorg, og selv om natten blev han liggende udstrakt på gulvet i bøn. ¹⁷ Hans rådgivere forsøgte forgæves at få ham til at rejse sig og tage føde til sig. ¹⁸ På den syvende dag døde drengen, men Davids tjenere turde ikke fortælle ham den sørgelige nyhed, for de tænkte: „Han var helt knust før! Hvis vi nu kommer og fortæller ham, at drengen er død, kunne han gå helt amok!”

¹⁹ Da David så dem stå og hviske sammen, gik sandheden op for ham.

„Er drengen død?” spurgte han.

„Ja, han er,” svarede de.

²⁰ Så rejste David sig op fra gulvet, gik i bad, gned sig med en vellugtende olie og tog rent tøj på. Derefter gik han ind i Herrens hus for at tilbede, hvorefter han vendte tilbage til paladset og bad om at få noget mad sat frem. ²¹ Hans tjenere var forbløffede over hans reaktion.

„Forstår man nu det?” udbrød de. „Mens drengen endnu var i live, græd du og nægtede at spise, men så snart han er død, holder du op med at sørge og begynder at spise igen!”

²² David svarede: „Jeg fastede og græd, så længe drengen var i live, for jeg tænkte, at Herren måske ville vise mig nåde og lade ham leve. ²³ Men nu, hvor han er død, er der ingen grund til at faste mere. Kan jeg måske bringe ham tilbage til livet? Jeg kan følge ham i døden, men han kan ikke komme tilbage til mig!”

²⁴ David trøstede sin kone Batsheba, så godt han kunne, og hun blev igen gravid og fødte endnu en søn, som hun gav navnet Salomon. Herren elskede den dreng, ²⁵ og gennem profeten Natan sendte han bud om, at drengen skulle kaldes „Herrens elskede”.

David fuldfører erobringen af ammonitternes byer

^26-27 I mellemtiden var det lykkedes Joab og Israels hær at indtage ammonitternes hovedstad Rabba, og Joab sendte følgende sejrsbudskab hjem til David: „Vi er gået ind i Rabba og kontrollerer byens vandforsyning. ²⁸ Før nu resten af hæren hertil, så du selv kan sætte kronen på værket og få æren for sejren i stedet for mig.”

²⁹ Så førte David resten af hæren til Rabba og fuldførte indtagelsen af byen. ³⁰ Han fjernede kronen fra ammonitterkongens^[a] hoved og satte den på sit eget. Den vejede over 30 kg og var lavet af guld med ædelsten på. Desuden tog han et stort krigsbytte. ³¹ Byens befolkning tog han som krigsfanger og satte nogle af dem til at arbejde med save, hakker og økser, mens andre kom til at arbejde i teglværkerne. På samme måde gik det indbyggerne fra de øvrige byer i ammonitternes land. Derefter vendte David og hæren tilbage til Jerusalem.

Paulus tilser menighederne i Grækenland

20 Da uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene. Han opmuntrede dem til at holde fast ved troen, tog afsked med dem og tog af sted til Makedonien. ² I alle de byer, han kom igennem, talte han opmuntrende ord til menigheden.

Efter rejsen gennem Makedonien ankom han til den græske halvø, ³ hvor han blev i tre måneder.^[a] Han havde netop besluttet at tage ned til havnebyen for at sejle til provinsen Syrien, da han fik at vide, at jøderne havde planlagt et baghold imod ham. Derfor besluttede han at tage den anden vej gennem Makedonien. ⁴ Adskillige mænd var med Paulus på rejsen. Det var Sopatros fra Berøa,^[b] Aristark og Sekundus fra Thessaloniki, Gajus fra Derbe og Timoteus samt Tykikos og Trofimos fra provinsen Asien. ⁵ De var i forvejen sejlet til Troas og ventede på os der. ⁶ Vi andre sejlede ud fra Filippi, så snart påskehøjtiden var forbi, og fem dage senere mødtes vi med dem i Troas, hvor vi blev i syv dage.^[c]

Paulus taler i menigheden i Troas

⁷ Om søndagen var vi samlet til fællesskabsmåltidet, og Paulus ledte samtalen i menigheden. Da vi skulle videre allerede næste dag, fortsatte samtalen lige til midnat. ⁸ Lokalet, som vi var samlet i, lå på anden sal, og der var trykkende varmt på grund af de mange olielamper, der brændte i rummet. ⁹ En ung mand, Eutykos, sad i vindueskarmen, og da Paulus holdt samtalen i gang så længe, faldt han til sidst i søvn, styrtede ud ad vinduet og faldt ned på gaden. Da man tjekkede efter, var han død. ¹⁰ Paulus løb også derned, lagde sig oven på ham og slog armene om ham. „I skal ikke være kede af det,” sagde han, „der er liv i ham!” ¹¹ Paulus gik så op igen, brød brødet til måltidet, hvorefter de spiste, og han fortsatte med at tale med dem indtil daggry. Først derefter rejste han videre. ¹² De bragte den unge mand hjem i live, og de var i det hele taget meget opmuntrede over Paulus’ besøg.

Paulus tager afsked med lederne for menigheden i Efesos

¹³ Paulus havde valgt at gå til fods ned til Assos, mens vi andre sejlede med skibet uden om pynten. ¹⁴ Da vi atter mødtes i Assos, sejlede vi sammen videre og lagde til ved øen Mitylene. ¹⁵ Næste dag ankom vi til Kios, den efterfølgende dag nåede vi øen Samos, og dagen efter ankom vi til Milet.^[d]

¹⁶ Paulus havde besluttet sig til denne gang at sejle forbi Efesos, for at han ikke skulle bruge for megen tid i provinsen Asien. Han ville nemlig skynde sig til Jerusalem for om muligt at nå frem inden pinse.

Jesus taler igen om sin død og genopstandelse^(A)

³⁰ Jesus og hans disciple forlod derefter den egn og vandrede gennem Galilæa, hvor de søgte at undgå for megen opmærksomhed, ³¹ for Jesus var optaget af at undervise sine disciple. Han sagde bl.a. til dem: „Menneskesønnen skal snart gives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag genopstår jeg fra de døde.”

³² Disciplene fattede ikke, hvad han snakkede om, men de kunne ikke lide at spørge ham om det.

Den største er den, som vil tjene^(B)

³³ De fortsatte til Kapernaum, til det hus, hvor Jesus boede. Da de var inden døre, spurgte han: „Hvad var det, I talte med hinanden om undervejs?”

³⁴ Ingen af dem svarede, for de havde diskuteret hvem af dem, der var den mest betydningsfulde. ³⁵ Så satte Jesus sig ned og bad de Tolv komme nærmere. „Den af jer, der vil være den største, skal være den mindste, en tjener for alle,” sagde han.

³⁶ Jesus tog så et barn ved hånden og trak det ind i kredsen. Han lagde armen om skulderen på barnet og sagde: ³⁷ „Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig. Og den, der accepterer mig, accepterer min Far, som sendte mig.”

Den, der ikke er imod, er for^(C)

³⁸ Johannes sagde nu til Jesus: „Mester! Vi så en mand drive dæmoner ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med, for han var ikke en af dine disciple.”

³⁹ „Lad være med at hindre ham,” sagde Jesus. „Ingen kan det ene øjeblik gøre undere i mit navn og så i det næste tale ondt om mig. ⁴⁰ Den, der ikke er imod os, er for os.^{[a] 41} Og hvis nogen giver jer blot et glas vand, fordi I hører mig til, så kan jeg love jer, at det menneske ikke skal gå glip af sin belønning.