Book of Common Prayer
En landflygtigs bøn
120 En valfartssang.
I min nød råbte jeg til Herren,
og han svarede mig.
2 „Herre,” bad jeg, „red mig fra de løgnere,
som hele tiden snyder og bedrager!”
3 Hvad skal Herren gøre ved bedragerne?
Hvordan skal han straffe dem?
4 Jo, med krigerens spidse pile,
som blev skærpet ved de gloende trækul.
5 Hvor længe skal jeg leve her i Meshek,
bo som fremmed blandt Kedars telte?
6 Alt for længe har jeg været hos et folk, der hader fred.
7 Jeg taler fredens sag, men de råber på krig.
Under Herrens beskyttelse
121 En valfartssang.
„Jeg løfter mit blik mod bjergene.
Hvorfra kommer min hjælp?
2 Fra Herren kommer min hjælp,
fra himlens og jordens Skaber!”
3 „Herren sørger for, at du ikke snubler.
Han, som passer på dig, sover aldrig.
4 Han, som værner om Israel,
falder aldrig i søvn.
5 Herren er den, der beskytter dig,
du kan gemme dig bag ved ham.
6 Han holder hånden over dig om dagen,
om natten er du tryg hos ham.
7 Herren bevarer dig fra alt ondt,
han våger over dit liv.
8 Han værner om dig, hvor du end er,
nu og til evig tid.”
Lovprisning af og bøn for Jerusalem
122 En valfartssang af David.
Jeg blev så glad, da jeg hørte,
at vi skulle drage til Herrens hus.
2 Nu står vi så endelig her,
i porten ind til Jerusalem.
3 Jerusalem er en fantastisk by,
tæt pakket med huse og mennesker.[a]
4 Her mødes Israels stammer, Herrens eget folk,
for at takke Herren ifølge Toraens forskrifter.
5 Her står Davids trone,
herfra regerer hans kongeslægt.
6 Bed om fred i Jerusalem.
Må det gå godt for dem, der elsker byen.
7 Må der være fred inden for murene
og tryghed i tårnene.
8 For slægt og venners skyld
ønsker jeg fred over Jerusalem.
9 For Herrens helligdoms skyld
beder jeg om tryghed for byen.
Bøn om hjælp
123 En valfartssang.
Jeg løfter mit blik til dig, Herre,
du, som troner i Himlen.
2 Som slaven iagttager,
hvad hans herre gør,
som slavepigens øjne følger,
hvad hendes frue foretager sig,
sådan er vores blik vendt mod dig, Gud,
for vi ser frem til din nådige indgriben.
3 Hjælp os, Herre, vær barmhjertig imod os!
Vi har fået nok af folks foragt,
4 vi er trætte af de stoltes spot,
af de hovmodiges hån.
Herren hjælper sit folk
124 En valfartssang af David.
„Hvad hvis Herren ikke havde hjulpet os?
Lad hele Israel svare.”
2 Hvis Herren ikke havde hjulpet os,
da fjenderne gik til angreb,
3 havde de slugt os med hud og hår,
for de nærede et bundløst had.
4 De ville have skyllet os fuldstændigt væk,
som en flodbølge kom de imod os.
5 Det brusende vand
ville have revet os bort fra de levendes land.
6 Men lovet være Herren,
han lod dem ikke udslette os.
7 Vi var fanget som en fugl i en fælde,
men Herren slap os fri.
Han åbnede fælden for os
og reddede os fra den visse død.
8 Det var Herren, der kom os til hjælp,
himlens og jordens Skaber.
Tryghed hos Herren
125 En valfartssang.
De, der stoler på Herren,
står fast som Zions bjerg.
I evighed rokkes de ikke.
2 Som bjergene omslutter Jerusalem,
vil Herren altid omslutte sit folk.
3 Onde konger skal ikke herske for evigt
over det land, Gud gav de gudfrygtige,
for ellers ville de glemme deres gudsfrygt.
4 Herre, vis godhed mod de gode,
de, som har et oprigtigt hjerte.
5 Men de, som slår ind på ondskabens vej,
vil Herren jage bort sammen med de onde.
Fred være med Israel!
Guds hjemvendte folk
126 En valfartssang.
Da Herren bragte os hjem til Zion,
var det, som om vi drømte.
2 Vi lo og jublede, vi sang af glæde.
Folkeslagene udbrød: „Herren har gjort et under for sit folk!”
3 Ja, Herren har gjort et under for os,
vi jubler af glæde.
4 Herre, velsign os igen og giv os fremgang,
som regnen fylder de udtørrede floder.
5 De, der såede med gråd,
skal høste med glæde.
6 Grædende spredte de sæden ud,
syngende bringer de høsten i hus.
Herrens velsignelse over arbejde og hjem
127 En valfartssang af Salomon.
Hvis ikke Herren bygger huset,
er håndværkernes arbejde forgæves.
Hvis ikke Herren vogter byen,
våger vagterne forgæves.
2 Det er til ingen nytte at slide og slæbe
fra tidlig morgen til sen aften,
for Herren sørger for sine, mens de sover,
han giver dem alt, hvad de har brug for.
3 Børn er en gave fra Herren,
efterkommere er en velsignelse.
4 De børn, man får i sin ungdom,
vil være til hjælp, når man bliver gammel.
5 Du er velsignet, hvis du har en stor familie,
for de kan hjælpe dig, når du kommer under angreb.
9 Hvad Absalom angik, så stødte han på nogle af Davids mænd og flygtede på sit muldyr. Men da muldyret løb ind under et stort egetræ, satte hans lange hår sig fast i grenene. Muldyret løb videre, mens Absalom hang og dinglede i luften. 10 En af Davids mænd fortalte nu Joab, hvad de havde set.
11 „Så du Absalom hænge der?” udbrød Joab. „Hvorfor slog du ham så ikke ihjel? Jeg ville have belønnet dig med både penge og et officersbælte!”
12 „Om du så havde givet mig en formue, havde jeg ikke slået ham ihjel!” svarede soldaten. „Kongen gav jo befaling om, at vi ikke måtte gøre Absalom fortræd, 13 og han ville før eller senere finde ud af, at det var mig, der havde gjort det. Og du ville sikkert bare lade mig i stikken, hvis jeg blev anklaget.”
14 „Jeg vil ikke spilde min tid på dig!” afbrød Joab ham og greb tre spyd, løb derhen og stødte dem i brystet på Absalom, der endnu hang og dinglede i egetræet. 15 Bagefter omringede ti af Joabs unge livvagter Absalom og gav ham dødsstødet.
16 Så blæste Joab i hornet for at indstille forfølgelsen af Israels hær. 17 Absaloms lig blev smidt i et stort hul i skoven, hvorefter man dyngede sten over ham. I mellemtiden flygtede Absaloms hær og vendte tilbage til deres hjem.
18 Absalom havde tidligere rejst en stenstøtte i Kongedalen som et monument over sig selv, fordi han ingen sønner havde til at videreføre sit navn og slægt. Stenstøtten kaldte man for „Absaloms minde”—og det hedder den stadig.
Sammensværgelsen mod Paulus
12-13 Næste morgen rottede mere end 40 jøder sig sammen og svor på, at de hverken ville nyde vådt eller tørt, før de havde slået Paulus ihjel. 14 Så gik de til ypperstepræsterne og lederne og sagde til dem: „Vi har svoret på, at vi intet vil spise eller drikke, før vi har fået Paulus slået ihjel. 15 Derfor vil vi bede jer om at forklare kommandanten, at Paulus bliver nødt til at komme for Rådet igen, så I kan forhøre jer nærmere om ham. Vi vil så ligge på lur og dræbe ham, før han når frem.”
16 Men Paulus’ søstersøn hørte om deres planer, og han gik hen til kasernen og fortalte Paulus om det. 17 Paulus fik derefter fat i en af officererne og sagde til ham: „Før den unge mand her til kommandanten. Han har noget vigtigt at fortælle ham.” 18 Officeren tog den unge mand med sig ind til kommandanten og sagde: „Fangen Paulus tilkaldte mig og bad mig føre den unge mand her til dig. Han har noget at fortælle dig.” 19 Kommandanten tog den unge mand ved hånden, trak ham til side og sagde: „Hvad har du på hjerte?”
20 Han svarede: „Jøderne har aftalt, at de vil bede dig om at få Paulus bragt ind for Rådet i morgen under påskud af, at de gerne vil forhøre ham noget mere. 21 Men du skal ikke lade dig overtale, for et eller andet sted på vejen ligger over 40 mænd i baghold, og de har svoret, at de hverken vil nyde vådt eller tørt, før de har fået ham slået ihjel. De venter kun på, at du skal give tilladelse til at føre ham for Rådet.” 22 Kommandanten sendte ham derpå bort med ordene: „Sig ikke til nogen, at du har røbet det for mig.”
Paulus hos guvernør Felix
23 Kommandanten kaldte så på to af sine officerer og gav dem følgende ordre: „Gør klar til at tage af sted til Cæsarea i aften klokken ni med 200 fodfolk, 200 spydkastere og 70 ryttere. 24 Sørg også for en hest til Paulus og bring ham til guvernøren Felix i god behold.”
De jødiske lederes uærlighed(A)
27 Kort efter nåede de frem til Jerusalem, hvor Jesus straks gik op på tempelpladsen for at undervise. Men ypperstepræsterne, de skriftlærde og nogle andre jødiske ledere kom hen og konfronterede ham. 28 „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”
29 „Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. 30 Var Johannes Døber udsendt af Gud, eller var han ikke? Svar mig på det.”
31 De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare: „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 32 Hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så får vi folket imod os.” Alle var nemlig overbevist om, at Johannes var en profet.
33 Derfor svarede de: „Det ved vi ikke.”
„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre, hvad jeg gør her,” sagde Jesus.
Jesus afslører de jødiske lederes ondskab(B)
12 Jesus begyndte nu at tale til dem i billeder: „Der var en mand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, omgav den med et stengærde og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. 2 Ved høsttid sendte han en af sine folk hen for at få udleveret den del af druehøsten, som tilfaldt ham. 3 Men forpagterne overfaldt ham og sendte ham tomhændet tilbage. 4 Ejeren sendte så en anden af sine folk af sted, men han blev mødt med hån og blev slået i hovedet. 5 Den næste, der blev sendt, slog de ihjel, og de efterfølgende blev enten slået eller dræbt. 6 Ejeren havde nu kun én tilbage, han kunne sende. Det var hans egen elskede søn. Da han endelig sendte ham af sted, var det med den tanke: ‚Min søn må de da respektere!’ 7 Men nej, tværtimod. Forpagterne sagde nu til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ 8 De fik fat i ham, slog ham ihjel og smed hans lig uden for muren.
9 Hvad mon ejeren nu vil gøre? Jo, han vil komme og gøre det af med de onde forpagtere og leje sin vinmark ud til andre. 10 Har I aldrig læst følgende skriftord:
‚Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.
11 Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.’[a]”
12 De jødiske ledere ville gerne have arresteret Jesus på stedet, for de var godt klar over, hvem han hentydede til, når han talte om forpagtere. Men de lod ham være og gik deres vej, fordi de var bange for folkemængden.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.