Book of Common Prayer
Velsignelsen ved at gøre Guds vilje
1 Gud velsigner de mennesker,
som ikke går efter gudløses råd,
står bag syndige handlinger,
eller sidder og håner Herren,
2 men som ønsker at gøre hans vilje,
og har hans ord i tanke både dag og nat.
3 De er som træer, der vokser ved vandløb
og bærer frugt hver eneste høst,
og hvis blade altid er grønne.
Alt, hvad de gør, lykkes for dem.
4 Anderledes er det med de gudløse.
De er som avner, vinden blæser bort.
5 På dommens dag står de straf skyldige,
de hører ikke hjemme blandt Guds folk.
6 Herren hjælper dem, der gør hans vilje,
men de gudløses vej ender i afgrunden.
Guds udvalgte konge
2 1-2 Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
de angriber hans udvalgte tjener.
3 „Lad os bryde de snærende bånd,” siger de.
„Lad os sprænge de tunge lænker.”
4 Men han, som troner i Himlen, ler,
han ryster på hovedet ad deres planer.
5 Så taler han til dem i vrede,
de skælver af rædsel ved hans ord:
6 „Jeg har allerede indsat min konge,
han skal regere fra Zion, mit hellige bjerg.”
7 (Den udvalgte konge siger:)
„Lad mig fortælle jer, hvad Herren har lovet.
Han sagde til mig: ‚Du er min søn,
i dag er jeg blevet din Far.
8 Bed mig, og du skal få verden i eje,
alle jordens riger skal tilhøre dig.
9 Med dit jernscepter skal du fælde en knusende dom,
som pottemageren smadrer de fejlslagne kar.’ ”
10 Hør efter, I konger og fyrster,
vær kloge og lyt til mit råd.
11 Bøj jer ærbødigt for Herren,
søg ham med frygt og bæven.
12 Bøj jer med respekt i støvet,
så I ikke bliver knust under hans vrede.[a]
For hans dom kan hurtigt ramme jer.
Velsignede er de, der søger tilflugt hos ham.
Tryghed hos Herren
3 En sang af David, da han flygtede fra sin søn Absalom.
2 Åh Herre, mine fjender er så mange,
de er alle imod mig, de gør mig bange.
3 „Gud vil ikke redde ham!” siger de.
4 Men Herren er mit skjold og min styrke,
han gav mig modet tilbage.
5 Jeg råbte til ham om hjælp,
og han svarede mig fra sit hellige bjerg.
6 Jeg lagde mig trygt til at sove,
for Herren skærmede mig med sin hånd.
7 Jeg bliver ikke overmandet af frygt,
om så tusinder af fjender omringer mig.
8 Men jeg råber til Herren:
„Grib ind, Herre! Red mig, Gud!”
Herren ydmyger alle mine fjender,
det er ham, der bryder de ondes magt.
9 Han er den, som redder os.
Ja, velsign dit folk, Herre!
At stole på Herren
4 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En sang af David.
2 Hør mig, Gud, når jeg råber om hjælp,
for du er en god Gud.
Du har hjulpet mig før,
når jeg var trængt op i en krog.
Vær nådig imod mig
og lyt til min bøn!
3 I oprørske mennesker,
hvor længe vil I krænke min ære?
Hvor længe vil I stræbe efter falskhed
og foretrække løgn og bedrag?
4 I må forstå, at Herren velsigner dem,
der trofast følger ham.
Han hører mit råb om hjælp,
han svarer, hver gang jeg kalder.
5 Bliver I oprørte over noget, da synd ikke.
Tænk jer om, forhast jer ikke.
6 Bring hellere ofre til Herrens ære
og sæt jeres lid til ham.
7 Mange klager: „Hvorfor hjælper Gud os ikke?”
Herre, se i nåde til os.
8 Mit hjerte glæder sig mere over dig
end over en rig høst af korn og vin.
9 Jeg kan roligt lægge mig til at sove,
for du, Herre, beskytter mig.
Bøn om hjælp mod fjenderne
7 En sang David sang til Herren på grund af benjaminitten Kush.
2 Min Herre og Gud, jeg stoler på dig,
red mig fra alle mine forfølgere.
3 Lad dem ikke sønderrive mig som løver,
slæbe mig bort, uden at nogen kommer til hjælp.
4 Herre, hvis jeg havde forbrudt mig,
hvis jeg virkelig var skyldig,
5 hvis jeg havde svigtet mine venner
eller uden grund udplyndret mine fjender,
6 kunne de med god ret sønderrive mig
og trampe mig ned i støvet.
7 Grib ind mod mine fjenders raseri, Herre!
Giv dem den straf, de fortjener.
8 Lad folkene samles foran dig.
Tag plads på din høje trone.
9 Det er dig, Herre, der dømmer folkeslagene.
Frikend mig, for jeg er uskyldig.
Jeg har ikke gjort noget forkert.
10 Herre, gør en ende på de gudløses ondskab,
men hjælp dem, der er uden skyld.
For du er god og retfærdig, du kender hjertets dyb,
du vejer vore motiver og inderste tanker.
11 Den almægtige Gud er mit skjold,
han redder dem, der handler ret.
12 Gud er en retfærdig dommer,
han dømmer de gudløse dag efter dag.
13 Hvis de ikke omvender sig,
hvæsser han sværdet og spænder buen.
14 Han affyrer sine dødbringende våben,
sender de brændende pile af sted.
15 De gudløse undfanger uret,
er svangre med ondskab og føder løgn.
16 De sætter fælder for andre, men bliver selv fanget.
De graver faldgruber, men falder selv i dem.
17 Deres onde planer giver bagslag,
deres rænker rammer dem selv.
18 Jeg priser Herren, for han er god.
Jeg vil lovsynge den almægtige Gud.
Adonija gør krav på tronen
5 Adonija, som var søn af kong David og Haggit, havde store tanker om sig selv, og han ville gerne være konge efter sin far. Derfor anskaffede han sig vogn, ryttere og en livgarde på 50 mand, der skulle løbe foran ham gennem byen. 6 David hverken irettesatte ham eller satte spørgsmålstegn ved, hvad han gjorde. Adonija var en flot ung mand, og nummer to i tronfølgerækken efter Absalom. 7 Han allierede sig med hærføreren Joab og præsten Ebjatar, som begge lovede at hjælpe ham til magten. 8 Men præsten Zadok, profeten Natan, samt Benaja, Shimi, Rei og Davids livgarde svigtede ikke kongen. De nægtede at give Adonija tilsagn om støtte.
9 En dag tog Adonija af sted til den såkaldte Slangesten ved Rogelkilden lidt uden for Jerusalem, hvor han ofrede småkvæg, hornkvæg og fedekalve. Til denne selvbestaltede kroningsfest inviterede han alle sine halvbrødre undtagen Salomon, og alle de kongelige embedsmænd i Juda 10 med undtagelse af profeten Natan, Benaja og kongens livgarde.
11 Da gik profeten Natan til Batsheba, Salomons mor, og sagde: „Har du hørt, at Adonija har udråbt sig selv til konge, uden at David aner noget om det? 12 Hvis du har dit eget og din søn Salomons liv kært, så gør som jeg siger: 13 Gå straks til kong David og sig til ham: ‚Herre, lovede du mig ikke, at Salomon skulle overtage tronen efter dig? Hvorfor er Adonija så blevet udråbt til konge?’ ” 14 Og Natan tilføjede: „Mens du er hos kongen, kommer jeg og bekræfter hvert eneste ord, du siger.”
15 Derpå gik Batsheba ind i kongens soveværelse. David var jo meget gammel, og Abishag var hos ham. 16 Batsheba bøjede sig dybt for kongen, og han spurgte: „Hvad vil du?”
17 „Min herre,” svarede hun. „Du aflagde det løfte over for Herren, din Gud, at min søn Salomon skulle afløse dig på tronen. 18 Men i stedet er Adonija blevet udråbt til konge uden dit vidende. 19 Han har kronet sig selv og ofret en masse hornkvæg, småkvæg og fedekalve. Både Ebjatar og Joab og alle dine sønner på nær Salomon er med til festen. 20 Og nu, min herre konge, venter hele Israel på at få at vide, om du virkelig har udpeget Adonija som din efterfølger. 21 Hvis du ikke griber ind nu, vil Salomon og jeg blive henrettet, så snart du er død.”
22-23 Mens Batsheba talte med David, ankom Natan til paladset, og tjenerne meddelte kongen: „Profeten Natan er her for at tale med dig,” Batsheba blev bedt om at gå ud, så kongen kunne høre, hvad Natan havde at sige.
Da Natan kom ind i soveværelset, bøjede han sig dybt for kongen 24 og spurgte: „Herre, er det rigtigt, at du har udpeget Adonija til at blive din efterfølger? Er det ham, der skal sidde på tronen efter dig? 25 I dag fejrede han kroningsfest ved at ofre en masse hornkvæg, småkvæg og fedekalve, og han inviterede dine sønner til festen sammen med Joab og Ebjatar. I dette øjeblik fester og drikker de og råber: ‚Længe leve kong Adonija!’ 26 Men Zadok, Benaja, Salomon og jeg blev ikke inviteret. 27 Sker det efter din befaling? Har du virkelig udpeget Adonija til tronfølger uden at sige et ord om det til dine betroede embedsmænd?”
David gør Salomon til konge
28 „Kald på Batsheba!” befalede kong David sine tjenere, da Natan var gået. Så kom hun tilbage og stod foran kongen. 29 Da sagde David: „Jeg lover ved den levende Gud, som trofast har hjulpet mig gennem alle farer, 30 at jeg i dag vil indfri det løfte, jeg gav dig ind for Guds ansigt: Din søn Salomon skal være min efterfølger på tronen!”
31 Da bøjede Batsheba sig dybt for ham og udbrød: „Gid min herre og konge må leve for evigt!”
26 Derpå sagde Agrippa til Paulus: „Du har nu mulighed for at tale din sag.” 2 Paulus løftede hånden til hilsen og begyndte: „Ærede Kong Agrippa, jeg betragter det som en velsignelse for mig, at det er over for dig, jeg i dag skal forsvare mig med hensyn til alt det, som jøderne anklager mig for, 3 for jeg ved, at du har et indgående kendskab til de traditioner og stridigheder, som optager jøderne. Derfor beder jeg dig lytte tålmodigt til mig.
4-5 Alle jøderne har kendt mig i lang tid. De har kunnet observere mit liv og min opvækst blandt mit eget folk i Jerusalem. Og hvis de ellers vil indrømme det, kan de bevidne, at jeg har levet som farisæer, altså den strengeste gruppe inden for vores religion. 6-7 Herre, konge, grunden til, at jeg i dag står her som anklaget, er, at jeg har sat min lid til det løfte, som Gud gav vores forfædre.[a] Israels 12 stammer tjener ihærdigt Gud dag og nat for at nå frem til opfyldelsen af det samme løfte. 8 Hvorfor har I så svært ved at tro på, at Gud formår at gøre de døde levende?
9 Jeg var selv engang overbevist om, at man burde gøre alt for at bekæmpe de mennesker, der troede på nazaræeren Jesus. 10 Det gjorde jeg også i Jerusalem. Med fuldmagt fra ypperstepræsterne fik jeg mange af de kristne sat i fængsel, og når der var afstemning i Rådet om, hvorvidt de skulle henrettes, stemte jeg for det. 11 Rundt omkring i synagogerne prøvede jeg ved hjælp af tortur at tvinge de kristne til at afsværge deres tro. Ja, jeg var så rasende på dem, at jeg endog forfulgte dem til fjerntliggende byer uden for landets grænser.
12 Det var med det i tanke, at jeg en dag var på vej til Damaskus med fuldmagt fra ypperstepræsterne. 13 Men så skete der noget, højtærede konge. Det var midt på dagen, og pludselig kom der et blændende lys ovenfra, som var stærkere end solens lys. Det omsluttede både mig og mine ledsagere. 14 Vi faldt alle på knæ med ansigtet mod jorden, og jeg hørte en stemme sige til mig på hebraisk: ‚Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver værst for dig selv, hvis du sparker imod brodden!’ 15 ‚Hvem er du, herre?’ spurgte jeg. Herren svarede: ‚Jeg er Jesus, som du forfølger. 16 Men rejs dig nu op og stå på dine ben, for jeg har åbenbaret mig for dig, fordi jeg har udvalgt dig til at være min tjener og mit vidne. Du skal fortælle mennesker om det, du har oplevet i dag, og om det, jeg i fremtiden vil vise dig, 17 når jeg redder dig ud af kløerne på dit eget folk og ud af kløerne på de andre folkeslag, som jeg vil sende dig til. 18 Jeg sender dig til dem, for at du skal åbne deres øjne, så de kan vende sig fra mørket til lyset, fra Satans magt til Guds magt, og så de kan modtage tilgivelse for deres synd og komme med blandt dem, der er renset ved troen på mig.’
19 Fra det tidspunkt, Kong Agrippa, har jeg altid være lydig mod den åbenbaring, jeg modtog fra Gud. 20 Først forkyndte jeg for jøderne i Damaskus, så i Jerusalem og i hele det jødiske land og derefter for de ikke-jødiske folkeslag. Budskabet drejer sig om at ændre sind og vende om til Gud og derefter lade det nye liv udmønte sig i handling. 21 Det er baggrunden for, at jøderne pågreb mig på tempelpladsen, og at de er ude på at få mig slået ihjel. 22 Men Gud har hjulpet mig igen og igen, når jeg har stået frem for både høj og lav for at forkynde budskabet. Og jeg har ikke sagt andet end det, både Moses og profeterne for længst har sagt skulle ske, 23 nemlig at Messias skulle lide, at han skulle bringe lys til både jøderne og de andre folkeslag, og at han er den første til at genopstå fra de døde.”
Jerusalems ødelæggelse(A)
14 Når I ser ‚den afskyelige ødelægger’[a] stå på det sted, hvor han ikke burde stå,” (må de, der læser det, forstå alvoren i det), „da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene. 15 De, der opholder sig uden for deres hus, skal ikke løbe ind for at pakke deres ting, 16 og de, der arbejder i marken, skal ikke løbe hjem for at hente deres overtøj. 17 Ve de kvinder, der på det tidspunkt er gravide, og ve de mødre, der har små børn, som skal ammes. 18 Bed om, at jeres flugt ikke kommer til at ske om vinteren. 19 For det bliver så forfærdeligt, som det ikke har været siden jordens skabelse og heller aldrig vil blive igen. 20 Hvis ikke Gud afkortede den periode, ville intet menneske overleve. Men nu bliver den afkortet af hensyn til dem, han har udvalgt.
Falske profeter(B)
21 Hvis der kommer nogen og fortæller jer, at Messias er kommet og befinder sig her eller der—så tro ikke på det. 22 Der vil komme falske profeter og folk, der hævder at være Messias, og de vil gøre forbavsende mirakler for—om muligt—at vildlede endog Guds udvalgte. 23 Pas på! Nu har jeg advaret jer!
Tegnene på, at Jesus snart kommer igen(C)
24 Efter den tids frygtelige trængsler vil solen blive formørket og månen holde op med at skinne. 25 Stjernerne vil falde ned, og himlens kræfter komme ud af balance.[b] 26 Da vil man se Menneskesønnen komme til syne i skyerne med kraft og megen herlighed,[c] 27 og da vil jeg sende mine engle ud, for at de kan samle mine udvalgte fra alle fire verdenshjørner, fra jordens og himlens yderste grænser.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.