Revised Common Lectionary (Complementary)
21 Herre, frels mig for din æres skyld.
Lad mig opleve din nåde og godhed.
22 For jeg er i stor nød,
mit hjerte hamrer af angst.
23 Mit liv er kortvarigt som en skygge, der forsvinder,
det bliver viftet væk som en flue.
24 Jeg er så udmattet af at faste, at mine knæ ryster,
jeg er kun skind og ben.
25 Folk ser på mig med foragt,
de ryster på hovedet, når de ser mig.
26 Hjælp mig, min Herre og Gud,
red mig, for du er trofast.
27 Så vil de se, at det er dig, der griber ind.
De vil forstå, Herre, at det var dig, der reddede mig.
28 Lad dem bare forbande,
for du velsigner mig.
Deres angreb vil mislykkes,
så de ydmyges, mens jeg fryder mig.
29 Lad mine fjender blive gjort skamfulde,
lad ydmygelsen omgive dem som en kappe.
30 Da vil jeg takke dig, Herre, af hele mit hjerte.
Jeg vil prise dig i alles påhør.
31 For du er på de svages side,
du forsvarer dem overfor deres fjender.
18 Så sagde jeg til deres børn, mens de endnu var i ørkenen: I må ikke gå i jeres fædres fodspor eller dyrke deres afguder, 19 for jeg er Herren, jeres Gud. Adlyd mine love og pas på at overholde mine bud. 20 Hold sabbatten hellig, for den er et tegn på pagten mellem mig og jer, og det skal hjælpe jer til at huske på, at jeg er Herren, jeres Gud.
21 Men børnene gjorde også oprør imod mig. De forkastede mine love, selv om de, som holder mine bud, får livet derved. Mine sabbatsdage overholdt de heller ikke. Da var det igen lige før, jeg i min vrede udryddede dem i ødemarken. 22 Dog holdt jeg igen af hensyn til mit omdømme blandt de folkeslag, som havde set, hvordan jeg førte mit folk ud af Egypten.
23-24 Mens de endnu var i ørkenen, lovede jeg højt og helligt, at jeg ville sprede dem blandt verdens nationer, fordi de havde forkastet mine love og forordninger. Sabbatten holdt de ikke hellig, og de blev ved med at dyrke deres forfædres afguder. 25 Derefter lod jeg dem sejle deres egen sø og følge skikke og love, som i sidste ende ville ødelægge livet for dem. 26 Jeg lod dem vanære sig selv med deres afgudsofre. Det endte med, at de brændte deres førstefødte børn som en offergave til deres afguder. Jeg håbede, at de derved ville føle rædsel og lede ved de ting, de gjorde, og komme til erkendelse af, at jeg er den sande Gud.
27-28 Du menneske, sig til Israels folk: Jeres forfædre har gang på gang gjort sig skyldige i blasfemi og forræderi imod mig, også efter at jeg førte dem ind i det land, jeg lovede dem. På hver høj og under hvert skyggefuldt træ dyrkede de deres afguder med røgelse og drikofre. 29 Da spurgte jeg dem: ‚Hvad er det for en høj, I går hen til?’ og derfra stammer navnet ‚offerhøj’.[a]
30 Hør nu, hvad Gud Herren siger til jer, Israels ledere: Hvor længe vil I fortsætte med at være utro over for mig og dyrke de afskyelige afguder? 31 Så længe I bliver ved med jeres afgudsdyrkelse og tilmed ofrer jeres egne børn til dem, kan I ikke forvente, at jeg skal høre på jeres bønner eller hjælpe jer på nogen måde. 32 I vil gerne være som alle andre folkeslag på jorden og dyrke guder af træ og sten, men det vil jeg ikke acceptere.
Budskabet til menigheden i Filadelfia
7 Skriv til menigheden i Filadelfia: Dette budskab kommer fra den Sande og Hellige, ham, som har Davids nøgle. Når han lukker op, kan ingen lukke i, og når han lukker i, kan ingen lukke op.
8 Jeg ved, hvad du har udrettet, og jeg har lukket en dør op foran dig, som ingen kan lukke i. For selvom du ikke er særlig stærk, har du holdt fast ved mit ord, og du har ikke fornægtet din tro på mig. 9 Jeg vil give dig nogle af dem fra Satans forsamling, dem, der siger om sig selv, at de er de sande jøder. Men de lyver, for det er de ikke. De vil komme til at kaste sig ned for dine fødder i ærefrygt, og de vil forstå, at jeg har vist dig min kærlighed. 10 Fordi du har holdt fast ved mit budskab om at holde ud, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den tid med prøvelser, som skal komme over hele jorden for at sætte alle dem, der bor på jorden, på prøve. 11 Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, så ingen skal tage din sejrskrans.
12 De, der sejrer, vil jeg gøre til søjler i min Guds helligdom,[a] og de skal altid forblive hos Gud. Jeg vedkender mig dem ved at skrive min Guds navn på dem og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra Himlen fra min Gud. Mit eget nye navn vil jeg også skrive på dem.
13 Den, som har øre, vil forstå, hvad Ånden siger til menighederne.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.