Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 89:1-18

Guds løfte til David

89 En visdomssang af ezraitten Etan.

Herre, jeg vil altid synge om din nåde,
    tale om din trofasthed fra slægt til slægt.
Din nåde forandres aldrig,
    din trofasthed kan umuligt høre op.

„Jeg har sluttet pagt med min udvalgte,
    højtideligt lovet min tjener David,
at jeg altid vil tage vare på hans slægt
    og bygge ham en evig trone.”

Englene lovpriser dine undere, Herre,
    himmelske skarer synger om din trofasthed.
Er der nogen, der kan sammenlignes med Gud?
    Hvem af englene kan måle sig med ham?
Den himmelske forsamling skælver foran dig,
    alle omkring dig bøjer sig i ærefrygt.
Hvem er som du, almægtige Gud?
    Altid er du omgivet af din trofasthed.
10 Du hersker over det oprørte hav,
    du befaler over de brusende bølger.
11 Du knuste Rahab, det stolte uhyre,
    du fejede dine fjender langt væk.
12 Himlen er din, jorden tilhører dig,
    du skabte dem med alt, hvad de rummer.
13 Du skabte både nord og syd.
    Tabor og Hermon priser dig med glæde.
14 Din arm er umådelig stærk,
    din højre hånd kan besejre alt.
15 Din trone er bygget på retfærdighed,
    du kendetegnes ved nåde og sandhed.
16 Lykkelige er de, som lovsynger dig,
    de lever i lyset af dit nærvær.
17 De glæder sig over dig dagen lang,
    soler sig i din godhed.
18 Du er grunden til deres styrke,
    vi sejrer på grund af din nåde og accept.

Jeremias 33:14-26

14 Ja, siger Herren, der kommer en dag hvor jeg vil opfylde mit løfte til Israel og Judas folk.

15 Engang i fremtiden vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme. 16 Hans navn skal være ‚Herren er vores redning’. Da vil Judas folk blive reddet og Jerusalem være i sikkerhed. 17 Fra da af vil der aldrig mangle en arving til Davids trone i Israel, 18 og der vil aldrig mangle præster til at bringe brændofre, afgrødeofre og andre ofre til Herren.”

19 Derefter fik jeg følgende budskab fra Herren:

20-21 „Lige så lidt, som I kan bryde naturens love, så dag og nat ikke kommer til de fastsatte tider, lige så lidt kan jeg bryde min pagt med min tjener David, så der ikke findes en arving til hans trone. Det samme gælder min pagt med de præster, der tjener mig. 22 Davids og præsternes efterkommere vil blive talrige som stjernerne og strandens sandkorn, der ikke kan tælles.”

23 Derefter sagde Herren til mig: 24 „Har du hørt, hvad andre folk siger om mit folk? De siger: ‚Herren har forkastet både Israel og Juda, som han i sin tid udvalgte.’ Man foragter mit folk og siger, at deres dage som et folk er talte. 25-26 Men hertil svarer jeg: Jeg vil ikke forkaste mit folk eller min tjener David, lige så lidt som jeg bryder de love, jeg har givet for dag og nat eller for himmel og jord. Jeg bryder aldrig mit løfte om, at en søn af David en dag skal regere over Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere, for jeg vil vende mit folks skæbne og forbarme mig over dem.”

Lukas 12:41-48

41 Peter spurgte: „Er det med henblik på os, du fortæller den historie, eller gælder det alle?”

42 Jesus svarede: „En klog og god forvalter passer sin herres ejendom godt og sørger for, at alle de øvrige tjenere får noget at spise til rette tid. 43 Lykkelig den forvalter, som trofast er i gang med at udføre sit arbejde, når hans herre vender tilbage. 44 Det siger jeg jer: Hans herre vil give ham ansvaret for alt, hvad han ejer.

45 Men hvis forvalteren tænker: ‚Det varer nok længe, inden min herre viser sig’, kan han give sig til at mishandle alle tjenestefolkene, alt imens han selv fester og drikker. 46 Når så hans herre kommer på et uventet tidspunkt, bliver forvalteren hårdt straffet og kommer til at dele skæbne med de vantro. 47 Når han bliver straffet så hårdt, er det fordi, han var blevet bedt om at holde sig parat, og han udmærket vidste, hvad hans herre havde befalet ham at gøre. Alligevel gjorde han det ikke.

48 Men de, der ikke kender deres herres vilje og gør sig skyldige i noget, de fortjener straf for, vil få en mildere straf, for man forlanger mest af dem, der har fået mest betroet.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.