Revised Common Lectionary (Complementary)
Guds løfte til David
89 En visdomssang af ezraitten Etan.
2 Herre, jeg vil altid synge om din nåde,
tale om din trofasthed fra slægt til slægt.
3 Din nåde forandres aldrig,
din trofasthed kan umuligt høre op.
4 „Jeg har sluttet pagt med min udvalgte,
højtideligt lovet min tjener David,
5 at jeg altid vil tage vare på hans slægt
og bygge ham en evig trone.”
6 Englene lovpriser dine undere, Herre,
himmelske skarer synger om din trofasthed.
7 Er der nogen, der kan sammenlignes med Gud?
Hvem af englene kan måle sig med ham?
8 Den himmelske forsamling skælver foran dig,
alle omkring dig bøjer sig i ærefrygt.
9 Hvem er som du, almægtige Gud?
Altid er du omgivet af din trofasthed.
10 Du hersker over det oprørte hav,
du befaler over de brusende bølger.
11 Du knuste Rahab, det stolte uhyre,
du fejede dine fjender langt væk.
12 Himlen er din, jorden tilhører dig,
du skabte dem med alt, hvad de rummer.
13 Du skabte både nord og syd.
Tabor og Hermon priser dig med glæde.
14 Din arm er umådelig stærk,
din højre hånd kan besejre alt.
15 Din trone er bygget på retfærdighed,
du kendetegnes ved nåde og sandhed.
16 Lykkelige er de, som lovsynger dig,
de lever i lyset af dit nærvær.
17 De glæder sig over dig dagen lang,
soler sig i din godhed.
18 Du er grunden til deres styrke,
vi sejrer på grund af din nåde og accept.
Kong Manasse af Juda(A)
33 Manasse var 12 år gammel, da han blev konge i Juda, og han regerede i Jerusalem i 55 år. 2 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han dyrkede afguderne på samme afskyelige måde, som de folk Herren i sin tid jog ud af landet for at skaffe plads til sit folk.
3 Han genopbyggede de offersteder rundt omkring på højene, som hans far, Hizkija, havde revet ned. Han opførte altre for Ba’al og frugtbarhedssymboler for gudinden Ashera, og han tilbad stjernerne. 4-5 Selv på tempelpladsen i Jerusalem—det sted, som Herren havde sagt, han for altid ville være knyttet til—opførte han altre til ære for solen, månen og stjernerne, både i den indre og ydre forgård. 6 Ja, Manasse gik så vidt, at han brændte sine egne børn på alteret i Hinnoms dal som offer til afguderne. Han var stærkt engageret i okkultisme, sort magi og spådomskunst, og han søgte kontakt med ånderne ved hjælp af medier og spiritisme. Han gjorde en masse ting, som fremkaldte Herrens vrede. 7 Det udskårne frugtbarhedssymbol, som Manasse lod fremstille, blev rejst i Guds hus, det sted, om hvilket Gud havde sagt til David og Salomon: „Jeg vil altid være knyttet til dette hus og denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt blandt alle andre byer i landet.[a] 8 Hvis Israels folk blot omhyggeligt vil følge de love og forskrifter, jeg gav dem gennem Moses, vil jeg ikke jage dem ud af det land, jeg gav deres forfædre.”
9 Men Manasse lokkede Judas og Jerusalems folk til at begå endnu værre synder end de ugudelige folk, der havde boet i landet før dem. 10 Herren advarede Manasse og folket gennem sine profeter, men de ville ikke høre. 11 Derfor sendte Herren den assyriske hær ind i landet. Manasse blev behandlet som en vild tyr, man sætter en krog i næsen på. Han blev lagt i bronzelænker og deporteret til Babylon. 12 Da ydmygede han sig over for sine forfædres Gud, og i sin store nød bad han Herren, sin Gud, om hjælp. 13 Herren var barmhjertig og hørte hans bøn, så han fik lov til at vende tilbage til kongemagten i Jerusalem. Da indså Manasse langt om længe, at Herren er den sande Gud.
14 Efter at kong Manasse var kommet hjem igen, udbyggede og forhøjede han ydermuren omkring Davidsbyen, fra vest for Gihondalen til Fiskeporten og rundt om hele Ofelhøjen. Desuden udstationerede han officerer og hærafdelinger i alle Judas befæstede byer.
15 Dernæst fjernede han afgudsbillederne fra Herrens hus og nedrev afgudsaltrene både på tempelhøjen og i resten af Jerusalem. Det hele blev smidt ud på lossepladsen uden for byen. 16 I stedet genopbyggede han Herrens brændofferalter og ofrede takofre og lovprisningsofre, og han opfordrede hele Judas folk til nu at tilbede Herren, Israels Gud. 17 Det gjorde de, men de brugte de gamle afgudsaltre til det.
Trosheltene
11 Hvad er tro? Tro er grundlaget for vores håb, en overbevisning om ting, der ikke kan ses.[a] 2 Vi har jo mange vidnesbyrd om den tro, vores forfædre havde.
3 Det er ved tro, vi forstår, at universet blev til på Guds befaling. Den synlige verden blev skabt ud fra den usynlige verden.
4 Abel troede Gud. Derfor var han i stand til at bringe et offer, der var bedre end Kains. Gud accepterede Abels gave og viste dermed, at Abel havde et ret forhold til Gud. Abel selv er død, men hans tro er et vidnesbyrd for os endnu den dag i dag.
5 Enok troede Gud. Derfor blev han taget op til Himlen, så han undgik at dø. Ingen kunne finde ham, for Gud havde taget ham til sig. Men inden da havde han fået det vidnesbyrd, at Gud glædede sig over ham.[b] 6 Gud kan kun glæde sig over dem, der har tro, for de, der henvender sig til Gud, må nødvendigvis tro, at han er til, og at han belønner dem, der søger ham.
7 Noa troede Gud. Da Gud advarede ham om syndfloden, der skulle komme, troede han på det, selvom der ikke var nogen tegn på, at der ville komme en oversvømmelse. Han adlød Gud, og i ærefrygt for ham byggede han en ark for at redde sin familie. På den måde forkyndte Noa dommen over den onde verden, og selv blev han på grund af sin tro accepteret af Gud.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.