Revised Common Lectionary (Complementary)

Folkets oprør og det fremtidige håb om genoprettelse

20 På den tiende dag i den femte måned i det syvende år af vores eksil kom nogle af Israels ledere til mig for at spørge Herren til råds. Da de havde sat sig, ² kom Herrens ord til mig: ³ „Du menneske, sig til Israels ledere: ‚Hvor vover I at komme og spørge mig om noget? Jeg forsikrer jer, at jeg ikke har i sinde at lade mig udspørge af jer.’ ⁴ Du menneske, jeg ønsker, at du skal minde dem om al den synd, Israels folk har begået lige fra forfædrenes tid og indtil i dag. ^5-6 Sig til dem: Da jeg udvalgte Israels folk og åbenbarede mig for dem i Egypten, lovede jeg dem højt og helligt, at jeg ville være deres Gud og føre dem ud af Egypten til det land, jeg ville give dem, det dejligste land i verden, et land, der ‚flyder med mælk og honning’.

⁷ Dengang sagde jeg til dem: Skil jer af med de modbydelige afguder, som I er begyndt at tilbede her i Egypten, for jeg er Herren, jeres Gud. ⁸ Men de hørte ikke efter og gjorde oprør imod mig. De skilte sig ikke af med deres afskyelige afguder, men blev ved med at tilbede de mange egyptiske afgudsbilleder. Det var lige før, jeg lod min vrede gå ud over dem, mens de endnu var i Egypten. ^9-10 Men jeg holdt igen, for at egypterne ikke skulle få anledning til at håne Israels Gud og hævde, at jeg ikke var i stand til at redde mit folk. Derfor førte jeg dem ud af Egypten og videre ud i ørkenen. ¹¹ Der gav jeg dem mine love og forordninger, og de, der overholder alle disse love, vil få livet derved.^[a]

¹² Jeg gav dem sabbatsdagen som et tegn på forholdet mellem mig og dem og for at minde dem om, at de er mit folk, og at jeg er Herren, der gør dem hellige.

¹³ Men Israels folk gjorde oprør imod mig under ørkenvandringen. De adlød ikke mine love, og de forkastede alle mine befalinger, selv om de, som overholder dem, får livet derved. Sabbatsdagen overholdt de heller ikke. Det var lige før, jeg i min vrede udryddede dem derude i ørkenen. ¹⁴ Men jeg holdt igen af hensyn til mit omdømme blandt de folk, som havde set, hvordan jeg førte dem ud af Egypten. ¹⁵ Dog svor jeg på, at de, der havde gjort oprør, ikke ville få lov til at komme ind i det land, jeg havde udvalgt til dem, det dejligste land i verden, et land, der ‚flyder med mælk og honning’. ¹⁶ De havde jo hverken fulgt mine love eller overholdt mine sabbatter. Tværtimod, de havde kun plads for afguder i deres hjerter. ¹⁷ Alligevel skånede jeg dem, så mit folk ikke blev udryddet i ørkenen.

Israels folk som et afskrækkende eksempel på ulydighed og vantro

^7-8 Hør derfor efter, hvad Helligånden siger:

¹² Pas derfor på, kære venner, at ingen af jer gemmer på ondskab og vantro i jeres hjerter, så I glider væk fra den levende Gud. ¹³ I stedet bør I hver dag opmuntre hinanden, så længe verden står, så ingen af jer på grund af syndens snedige forførelse lukker af over for Gud. ¹⁴ For hvis vi indtil det sidste holder fast ved den overbevisning, vi havde i begyndelsen, skal vi få del i alt det, som tilhører Kristus.

¹⁵ Da synden er så snedig, må I ikke glemme advarslen fra før:

¹⁶ Hvem var det, som hørte, hvad Gud sagde, og dog gjorde oprør mod ham? Det var alle dem, der forlod Egypten med Moses som anfører. ¹⁷ Og hvem var det, Gud var vred på i 40 år? Det var alle dem, som havde gjort oprør og derfor måtte dø i ørkenen. ¹⁸ Hvem var det, Gud talte om, da han svor, at de ikke fik lov at opleve hvilen i det land, han havde lovet dem? Det var alle dem, der var ulydige. ¹⁹ Og hvorfor kom de ikke ind i det land, hvor Gud havde lovet at give dem hvile? Fordi de ikke havde tillid til ham.

Formaning til tro og lydighed som forudsætning for at gå ind til Guds hvile

4 Løftet om at gå ind til Guds hvile gælder stadig, åndeligt set. Lad os derfor være på vagt, så ingen af jer risikerer at gå glip af den hvile. ² Vi har hørt det glædelige budskab om den hvile, der venter os, akkurat som folket dengang fik løftet om hvilen i det land, Gud havde lovet dem. Men det, at de hørte løftet, betød ikke, at de fik det opfyldt, for de troede ikke på det, de hørte.^{[b] 3} Altså er det kun, når vi tror på Guds løfte, at vi får lov til at gå ind til hans hvile. Det passer med, hvad han sagde om de vantro: „Så svor jeg i min vrede, at de ikke skal få lov at opleve min hvile.”

Det sagde Gud, selvom alt var planlagt og havde været klar siden verdens skabelse. ⁴ Der står jo et sted om den syvende dag: „Siden alting nu var fuldført, kunne Gud hvile på den syvende dag.”^{[c] 5} Men selvom løftets land var parat, måtte Gud sige: „De skal ikke få lov at opleve min hvile.” ⁶ Der er dog alligevel nogle, som får lov til at komme ind i Guds hvile, selvom de, der først fik løftet, ikke oplevede at få det opfyldt, fordi de var ulydige mod Gud. ⁷ Han fastsatte nemlig en ny dag, for de ord, der allerede er citeret fra Davids salme, hvor han taler om „i dag”, blev sagt mange år senere:

⁸ Hvis det var lykkedes Josva at føre folket ind til hvilens land, havde Gud ikke behøvet senere at tale om en ny tid, hvor man kunne opleve Guds hvile. ⁹ Altså er der stadig en hvile i vente til Guds folk. ¹⁰ De, som oplever at gå ind til den hvile, vil kunne hvile fra deres anstrengelser, ligesom Gud hvilede efter at have skabt verden. ¹¹ Lad os derfor stræbe efter at komme ind i den hvile, og lad ingen af os gå glip af den på grund af ulydighed og oprør som dengang i ørkenen.