Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 103:1-8

Guds nåde og trofasthed

103 En sang af David.

Min sjæl, pris Herren,
    alt i mig skal ophøje hans hellige navn.
Min sjæl, pris Herren,
    glem ikke hans velgerninger.

Han tilgiver alle mine synder
    og helbreder alle mine sygdomme.
Han frier mig fra dødens gab,
    velsigner mig med sin nåde og godhed.
Han mætter mig med gode gaver,
    jeg får min livskraft igen som ørnen.

Han lader retfærdigheden ske fyldest,
    så de undertrykte får deres ret.
Han åbenbarede sine planer for Moses,
    Israels folk var vidner til hans undere.
Herren er barmhjertig og nådig
    med tålmodig og trofast kærlighed.

Anden Krønikebog 8:12-15

12 På alteret foran templet ofrede Salomon brændofre til Herren. 13 Antallet af offerdyr skiftede fra dag til dag i henhold til de instrukser, Moses havde givet. Særlige ofre blev bragt på sabbatten, ved nymånefesten og ved de tre årlige højtider: påskefesten, ugefesten og løvhyttefesten. 14 I henhold til den ordning, hans far havde indstiftet, blev præsterne inddelt i skiftehold. Levitterne havde ansvaret for lovsangen, og de skulle også hjælpe præsterne med det daglige arbejde. Tempelvagterne blev stationeret ved templets porte i henhold til deres arbejdsplan, som var fastlagt af David. 15 Præsterne og levitterne fulgte til punkt og prikke kongens befalinger vedrørende tempeltjenesten og bevogtningen af templets skatkamre.

Apostelenes gerninger 17:1-9

En menighed i Thessaloniki grundlægges under kraftig modstand

17 Paulus og hans ledsagere lagde turen om ad Amfipolis og Apollonia og ankom til Thessaloniki, hvor jøderne havde en synagoge. Som sædvanlig ønskede Paulus først at tale til jøderne, og de følgende tre sabbatter tog han ind i synagogen og debatterede med dem om, hvad der står i Skrifterne. Han forklarede dem, at det var Guds plan, at Messias skulle lide døden og derefter genopstå fra de døde. „Og den Jesus, som jeg fortæller jer om,” sagde Paulus til slut, „han er den Messias, som vi har ventet på!” Nogle af jøderne blev overbevist og kom til tro. Det samme gjorde et stort antal grækere, som tidligere var konverteret til jødedommen, deriblandt en del af byens fremtrædende kvinder.

De jøder, som ikke tog imod budskabet, blev fanatiske modstandere. De fik samlet noget rakkerpak fra gaden og fik stemningen pisket godt op i hele byen. Sammen med hoben stormede de Jasons hus for at få fat i Paulus og Silas og slæbe dem for øvrigheden. Da de ikke kunne finde dem, trak de i stedet Jason og nogle af de andre kristne ud af huset og førte dem hen til byens ledere. De råbte deres anklager ud: „Der er nogle folk, som har forårsaget oprør andre steder i verden, og de er nu kommet til vores by for at gøre det samme her. Jason har taget imod dem, og de gør alle sammen oprør mod kejseren. De påstår nemlig, at der findes en anden konge, en, der hedder Jesus!” På den måde fik de gjort byens ledere og alle de tilstedeværende yderst urolige, men Jason og de andre kristne fik dog lov at gå, efter at der var stillet kaution for dem.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.