Old/New Testament

17 Da sagde Herren til Moses: ² „Sig til præsten Eleazar, Arons søn, at han skal rage røgelseskarrene ud af ilden og smide den brændende røgelse væk. Disse røgelseskar er hellige, ³ også selv om de tilhørte oprørske mænd, der måtte dø for deres synd. Tag disse røgelseskar og sørg for, at de bliver hamret flade og brugt som beklædning på alteret. De er hellige, fordi de blev brugt i tjenesten for Herren. På alteret skal de tjene som en advarsel overfor israelitterne.”

⁴ Så tog præsten Eleazar de 250 røgelseskar af bronze, hamrede dem ud til plader og beklædte alteret med dem. ⁵ Det blev en advarsel til Israels folk om, at ingen uindviede personer, der ikke var af Arons slægt, måtte brænde røgelse for Herren, for så ville det gå dem som Kora og hans tilhængere. Således blev den befaling, Herren havde givet Eleazar gennem Moses, ført ud i livet.

⁶ Men allerede næste dag begyndte folket igen at beklage sig overfor Moses og Aron: „Det er jer, vi kan takke for, at nogle af Herrens folk er blevet dræbt.”

^7-8 Mens folket gav luft for deres utilfredshed overfor Moses og Aron, kom Herrens herligheds sky pludselig til syne over åbenbaringsteltet, og Moses og Aron vendte sig og gik hen til indgangen.

^9-10 „Træk jer væk fra folket,” beordrede Herren dem, „så jeg kan komme til at udrydde dem.” Men Moses og Aron kastede sig ned med ansigtet mod jorden foran Herren. ¹¹ Derefter sagde Moses til Aron: „Skynd dig hen til alteret med dit røgelseskar. Læg gløder fra alteret i det, kom røgelse ovenpå og bær det rundt blandt folket, så der kan skaffes soning for dem, for Herren har i sin vrede sendt en plage over folket.”

¹² Aron adlød Moses og skyndte sig rundt blandt folket for at skaffe dem soning, så den plage, der allerede var begyndt, kunne blive stoppet, ¹³ og da Aron stillede sig mellem de døde og de levende, standsede plagen. ¹⁴ Den dag døde 14.700 mennesker af plagen, ud over alle dem, der den foregående dag var døde sammen med Kora. ¹⁵ Da plagen var standset, vendte Aron tilbage til Moses ved åbenbaringsteltets indgang.

Arons blomstrende stav

¹⁶ Da sagde Herren til Moses: ¹⁷ „Sig til Israels folk, at hver af de 12 stammeledere skal bringe dig en stav. Skriv så lederens navn på den stav, han kommer med. ¹⁸ Arons navn skal skrives på den stav, der repræsenterer Levis stamme. ¹⁹ Tag nu disse stave og læg dem foran pagtens ark i åbenbaringsteltet, hvorfra jeg kommunikerer med jer. ²⁰ En af stavene vil sætte skud, og det vil vise jer, hvem jeg har udvalgt til at tjene mig. Sådan vil jeg lukke munden på israelitterne, så jeg kan blive fri for deres evindelige klager.”

²¹ Derefter fortalte Moses folket, hvad Herren havde sagt, og hver af de 12 stammeledere kom med deres stav. Også Arons stav var med i bunken. ²² Moses tog nu stavene og lagde dem for Herrens ansigt i det allerhelligste rum, ²³ og næste dag, da han kom tilbage, så han, at Arons stav ikke blot havde sat skud, men havde sat blomster og nu bar modne mandler.

²⁴ Moses tog stavene med sig ud til de ventende israelitter. De kiggede på dem, og lederne tog hver deres stav, ^25-26 men Arons stav lagde Moses på Herrens befaling tilbage foran pagtens ark, for at den skulle være en påmindelse om folkets oprør og en advarsel om den dødsstraf, der ventede dem, hvis de igen satte sig op mod Moses og præsterne.

^27-28 Men folkets beklagelser var stadig ikke forbi. „Hvordan kan vi undgå at dø,” sagde de, „hvis der er dødsstraf for at komme i nærheden af Herrens bolig? Det er ude med os.”

Præsternes og levitternes tjeneste

18 Da sagde Herren til Aron: „Jeg har overdraget tjenesten ved helligdommen til levitterne. Det er deres ansvar, hvis der sker et lovbrud under tjenesten. Men præstetjenesten er overdraget til dig og dine efterkommere, og sker der noget galt der, er det jer, der bliver krævet til ansvar. ² Levitterne skal hjælpe jer under præstetjenesten foran teltet med pagtens ark. ³ Men når de udfører deres arbejde, må de under ingen omstændigheder røre direkte ved nogen af de hellige ting eller ved alteret. Gør de det, skal de dø—og det skal I også. ⁴ Levitterne skal tage sig af åbenbaringsteltet og transportere det omkring, men ingen af de andre israelitter må hjælpe til med det arbejde.

⁵ Det er jer præster, som skal udføre tjenesten i selve helligdommen og ved alteret, så Israels folk ikke igen skal rammes af min vrede ved ikke at respektere præstetjenesten. ⁶ Jeg har udvalgt levitterne til at hjælpe jer under jeres præstetjeneste i åbenbaringsteltet. De er en gave til jer fra Herren. ⁷ Men du og dine efterkommere, som er mine præster, skal alene varetage altertjenesten. Det er kun jer, som har tilladelse til at gå ind bag forhænget til helligdommen, for I er mine præster. Enhver anden, der trænger ind i helligdommen, skal dø.”

Præsternes og levitternes underhold

⁸ Herren sagde videre til Aron: „Jeg giver jer præster jeres del af de offergaver, som folket bringer til mig. Denne ordning skal gælde for altid. ⁹ I må få de dele af de hellige ofre, som ikke skal brændes på alteret, hvad enten det er afgrødeofre, syndofre eller skyldofre. ¹⁰ I skal spise dem på et helligt sted, men kun mændene må spise dem. ¹¹ De offergaver, som svinges foran alteret, skal for altid tilhøre jer og jeres familier. Både mænd, kvinder og børn må spise af disse ofre—med undtagelse af dem, der er urene på det tidspunkt.

¹² Det samme gælder for de høstofre, som folket bringer til mig—det første og bedste af deres olivenolie, nylavede vin, korn ¹³ og frugter. De ofre må alle jeres familiemedlemmer få del i—med undtagelse af dem, der er urene på det tidspunkt. ¹⁴ Alt hvad der tilhører mig, tilhører også jer. ¹⁵ Alt det førstefødte blandt mennesker og dyr tilhører mig, og skal derfor tilhøre jer. Dog skal israelitterne løskøbe de førstefødte sønner og det førstefødte blandt alle urene dyr. ¹⁶ I stedet for at bringe disse førstefødte sønner og urene dyr som offergaver, skal de en måned efter fødslen løskøbe dem med fem sølvstykker for hver.

¹⁷ Hvad de førstefødte blandt hornkvæget og småkvæget angår, kan de ikke løskøbes, men de skal ofres til mig. Deres blod skal stænkes på alteret, og deres fedt skal brændes som et lifligt offer til mig. ¹⁸ Men kødet skal tilhøre jer—ligesom brystet og det højre lårstykke, der svinges foran alteret, tilhører jer. ¹⁹ Alle de ofre, som folket bringer til mig ved at svinge dem foran alteret, skal tilhøre jer, og I og jeres familier må spise af dem. Dette er en permanent lov, en troskabspagt^[a] mellem mig på den ene side og jer og jeres efterkommere på den anden side.”

²⁰ Herren sagde videre til Aron: „I præster må ikke eje jord eller anden ejendom i landet. Hvad der tilhører mig, tilhører også jer. ²¹ Men hvad levitterne angår, skal de modtage betaling for deres arbejde ved åbenbaringsteltet i form af den tiende, Israels folk bringer. De får nemlig heller ikke jord eller ejendom i landet.

²² Fra nu af skal israelitterne, med undtagelse af præsterne og levitterne, holde sig på afstand af åbenbaringsteltet. Gør de ikke det, skal de dø. ²³ Levitterne skal gøre tjeneste ved åbenbaringsteltet og hjælpe præsterne, men de må ikke få del i landets jord. Det skal være en fast ordning som varer fra slægt til slægt. ²⁴ I stedet for jord får de den tiende, som israelitterne bringer til mig.”

²⁵ Herren sagde videre til Moses: ²⁶ „Sig til levitterne, at en tiendedel af den tiende, de modtager fra israelitterne, skal de give videre til mig. ^27-30 Det bliver deres ‚høstoffer’ og skal i mine øjne regnes på lige fod med de øvrige israelitters høstofre, der betales af det første korn fra tærskepladsen og den første vin, de producerer. Den skal bestå af den bedste del af de tiendegaver, som de modtager fra folket og denne tiende skal de overdrage til Aron som repræsentant for præsterne. ^31-32 Så længe levitterne sørger for at bringe den bedste del af den tiende, de selv modtager, videre til præsterne, må de spise resten, hvor de vil, sammen med deres familier, uden derved at pådrage sig skyld. Det er deres løn for det arbejde, de udfører ved åbenbaringsteltet. Men hvis de overtræder denne lov, skal de dø.”

Renselsesvandet

19 Herren sagde til Moses og Aron: ² „Jeg giver jer følgende lovregel: Sig til Israels folk, at de skal komme med en rød kvie, som er uden skavanker og aldrig har været spændt i åg. ³ Den skal overgives til præsten Eleazar, føres uden for lejren og slagtes, mens han ser på det. ⁴ Så skal præsten dyppe sin finger i blodet og stænke det syv gange i retning af åbenbaringsteltet, ⁵ hvorpå kvien skal brændes, mens han ser på det—både dens hud, kød, blod og indvolde skal brændes. ⁶ Og han skal tage noget cedertræ, nogle isopgrene og noget skarlagenrødt garn og kaste det ind i ilden, mens kvien brændes.

^7-8 Derefter skal både Eleazar og den mand, der brændte kvien, vaske deres tøj og bade, hvorefter de kan vende tilbage til lejren, men de er urene indtil aften. ⁹ En mand, som ikke er uren, skal derefter samle kviens aske op, så den kan opbevares på et dertil indviet sted uden for lejren. Asken skal bruges til at blande i det vand, der benyttes som renselsesvand, for kvien er et syndoffer. ¹⁰ Den mand, som samler kviens aske op, skal også vaske sit tøj, og han vil være uren indtil aften. Det her er en permanent lov, som skal gælde både for Israels folk og de fremmede, der bor iblandt dem.

¹¹ Enhver, der rører ved et lig, er uren i syv dage. ^12-13 På den tredje og den syvende dag skal de lade sig rense med vand, hvori der er blandet aske fra den røde kvie. Hvis de ikke på den måde bliver renset, forbliver de urene. De gør dermed min bolig uren, og de skal udryddes, fordi der ikke blev stænket renselsesvand på dem. De blev aldrig renset for deres synd.

¹⁴ I tilfælde af at et menneske dør hjemme i sit telt, skal alle tilstedeværende og alle, der kommer ind i teltet, så længe den døde er der, være urene i syv dage. ¹⁵ Enhver beholder i teltet, der ikke er tildækket med klæde eller låg, bliver også uren.

¹⁶ I tilfælde af at et menneske dør i krig, og nogen rører ved liget, mens det ligger på jorden, bliver vedkommende uren. Uanset hvad dødsårsagen er, gælder det samme: Den, der rører ved et lig, er uren i syv dage—ja, man bliver uren, bare man rører ved en knogle eller et gravsted.

¹⁷ Renselsesritualet for et menneske, der dør i sit telt, skal foregå på følgende måde: Først skal noget af asken fra den røde kvie, der blev bragt som syndoffer, drysses i en skål, og der skal hældes frisk vand over. ¹⁸ Derefter skal en person, der ikke selv er uren, tage en isopgren, dyppe den i vandet og stænke det på selve teltet, de ting, der er i teltet, og de personer, som var til stede. På samme måde skal der stænkes renselsesvand på de personer, der på anden vis har været i kontakt med knogler, lig eller gravsteder. ¹⁹ Dette ritual skal foretages på den tredje og den syvende dag, hvorefter de urene skal vaske deres tøj og bade. På den syvende aften er de så rene igen.

²⁰ Men hvis de, der er urene, ikke ønsker at lade sig rense for deres synd, skal de udryddes, for de har gjort min helligdom uren. De blev aldrig renset. ²¹ Dette er en permanent ordning. Den, som stænker renselsesvand på den urene, bliver selv uren og skal vaske sit tøj og være uren indtil aften. Det samme gælder for dem, der på en eller anden måde kommer i berøring med renselsesvandet. ²² Alt hvad de urene rører ved bliver urent, og hvis nogen rører ved de urene ting, bliver de også urene indtil aften.”

Bespisningen af de 5000^(A)

³⁰ De apostle, som Jesus havde sendt ud to og to, kom nu tilbage og fortalte om alt det, de havde udført og undervist om. ³¹ „I trænger til at hvile jer,” sagde Jesus. „Lad os tage hen til et øde sted, hvor vi kan være alene.” Folk blev nemlig ved med at komme og gå, så de ikke engang havde ro til at spise.

³² Så sejlede de ud på søen for at tage hen til et øde sted. ³³ Men mange mennesker, som havde set dem tage af sted, løb langs bredden og nåede frem til stedet i forvejen. Også mange folk fra byerne deromkring sluttede sig til flokken. ³⁴ Da Jesus gik i land, blev han mødt af en stor skare mennesker, der havde samlet sig, og han blev fyldt af medlidenhed, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at undervise dem om mange ting.

³⁵ Sidst på eftermiddagen kom hans disciple hen til ham og sagde: „Det er ved at blive sent, og stedet her er øde. ³⁶ Du må hellere sende alle de mennesker bort, så de kan gå hen til gårdene og landsbyerne heromkring og købe sig noget at spise.”

³⁷ „I kan give dem noget at spise!” svarede Jesus.

„Vil du have, at vi skal købe brød for 200 denarer^[a] til alle de mennesker!” spurgte de.

³⁸ „Gå hen og se efter, hvad vi selv har af brød,” svarede han.

Et øjeblik efter kom de igen. „Vi har fem brød og to fisk,” sagde de.

³⁹ Han bad dem så om at få folk til at sætte sig ned på rad og række i det grønne græs, ⁴⁰ og de satte sig i rækker med 50 mand i hver. Det blev til 100 rækker.^{[b] 41} Jesus tog nu de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud for dem. Derefter brækkede han brødene i stykker og begyndte at dele ud til disciplene, for at de skulle give dem videre til alle de mennesker, der var til stede. Også de to fisk blev delt ud, ⁴² og alle fik nok og blev mætte. ^43-44 5000 mænd blev bespist, og bagefter samlede man de tiloversblevne stykker brød og fisk sammen. Det blev til 12 fyldte kurve.

Disciplenes tøvende tro^(B)

⁴⁵ Straks efter gav Jesus disciplene besked om at gå i båden og sejle i forvejen i retning af Betsajda, mens han selv sendte folkeskaren bort. ⁴⁶ Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at bede.

⁴⁷ Det var efterhånden blevet ud på natten, og båden var allerede et godt stykke ude på søen. Inde på land stod Jesus alene, ⁴⁸ og han kunne se, hvordan disciplene sled i det med årerne, for de havde strid modvind. Kort før daggry kom Jesus gående ud til dem på vandet, og han nåede helt op på siden af båden, før de opdagede ham. ⁴⁹ Da de så en skikkelse gå på vandet, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. ⁵⁰ Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!” ⁵¹ Så klatrede han op i båden til dem, og straks lagde vinden sig. Disciplene var overvældede og ude af stand til at fatte, hvad der foregik. ⁵² At Jesus netop havde udført et mirakel ved at bespise 5000 mennesker, var ikke nok til, at de forstod, at for ham var det overnaturlige naturligt.

Helbredelser i Genesaret området^(C)

⁵³ De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. ⁵⁴ Aldrig så snart var de kommet ned fra båden, før folk genkendte ham. ⁵⁵ De skyndte sig rundt i hele omegnen for at fortælle, at Jesus var kommet. En masse syge blev bragt til ham på bårer, ⁵⁶ og hvor han end kom i landsbyer og byer og omkring på gårdene, blev de syge lagt ud på åbne pladser. Overalt tiggede lidende mennesker om at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev raske.