Old/New Testament

Yderligere regler for ofringer

15 Herren sagde til Moses: ² „Giv Israels folk denne besked fra mig: Når folket engang kommer ind i det land, jeg vil give dem, ^3-5 og de ønsker at glæde mig med et ildoffer, hvad enten det er et brændoffer eller et slagtoffer, skal de udvælge offerdyret blandt deres småkvæg eller hornkvæg. Hvert eneste offer—hvad enten det drejer sig om et almindeligt offer, et løfteoffer, et frivilligt offer eller et særligt offer i forbindelse med de årlige festdage—skal bringes sammen med et afgrødeoffer. Hvis det er et lam, de ofrer, skal afgrødeofferet bestå af to liter fint mel blandet med en liter olivenolie. Desuden skal der ofres et drikoffer bestående af en liter vin.

⁶ Hvis de ofrer en vædder, skal det medfølgende afgrødeoffer bestå af fire liter fint mel blandet med godt en liter olivenolie ⁷ og drikofferet skal bestå af godt en liter vin. Duften af dette offer vil glæde mig.

^8-9 Hvis de ofrer en ung tyr, skal det medfølgende afgrødeoffer bestå af seks liter fint mel blandet med to liter olivenolie, ¹⁰ og drikofferet skal bestå af to liter vin. Duften af dette offer vil glæde mig.

^11-12 Det er reglerne for de ofre, der skal følge med, hvad enten offerdyret er en tyr, en vædder, et lam eller et gedekid— ^13-14 og reglerne er de samme for israelitter som for de fremmede, der bor iblandt dem. ^15-16 Denne lov skal gælde fremover fra slægt til slægt. Samme lov skal gælde for alle.”

¹⁷ Herren sagde også dette til Moses: ¹⁸ „Sig til Israels folk: Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, ^19-21 skal I ofre en smagsprøve af landets første høst til mig ved at tage noget korn fra tærskepladsen og bage et grovbrød af det. Loven om et offer fra den første høst skal gælde fremover fra slægt til slægt.

^22-24 Hvis I eller jeres efterkommere som folk betragtet uforvarende kommer til at overtræde de love, som jeg har givet jer gennem Moses indtil nu, skal hele folket, så snart fejltagelsen er opdaget, ofre en ung tyr som brændoffer. Da vil jeg anerkende duften af brændofferet som et lifligt offer, når det ofres sammen med det sædvanlige afgrødeoffer og drikoffer samt et syndoffer bestående af en gedebuk. ²⁵ Præsten skal på den måde skaffe soning for hele folket, og da skal de blive tilgivet, fordi der var tale om en fejltagelse, som er rettet, efter at der er ofret et brændoffer og et syndoffer. ²⁶ Da skal hele folket få tilgivelse, også de fremmede, der bor iblandt jer, fordi der var tale om uforvarende, kollektiv synd.

²⁷ Hvis en enkeltperson uforvarende kommer til at overtræde lovene, skal han ofre en etårs hun-ged som syndoffer; ²⁸ og præsten skal skaffe ham soning, hvorefter han er tilgivet. ²⁹ Denne lov gælder også de fremmede, der bor iblandt jer.

^30-31 Men enhver der synder forsætligt—hvad enten han er indfødt israelit eller fremmed—skal udryddes, fordi han har vist ringeagt for mig og mine bud og med vilje overtrådt min lov. Derfor skal han bære sin straf.”

Straffen for at bryde sabbatsloven

³² En sabbatsdag, da Israels folk opholdt sig i ørkenen, blev en mand taget på fersk gerning i at gå og samle brænde. ³³ Manden blev ført til Moses og Aron og de øvrige ledere, ³⁴ som fængslede ham, indtil de kunne få en afgørelse fra Herren angående mandens forseelse.

³⁵ Da sagde Herren til Moses: „Manden skal føres uden for lejren og stenes til døde af hele folket.” ³⁶ Så førte man ham uden for lejren og henrettede ham, som Herren havde befalet.

Om kvaster på kappen

³⁷ Herren sagde til Moses: ³⁸ „Sig til Israels folk, at de fremover fra slægt til slægt skal gøre det til en vane at sætte kvaster i hjørnerne af deres kapper; kvasterne skal sys i med purpurtråd. ³⁹ Hensigten med denne ordning er at minde jer selv om at følge mine befalinger. Hver gang I får øje på kvasten, skal I tænke på at adlyde mig i stedet for at adlyde jeres egne lyster og indskydelser, som I har så let ved at gøre. ⁴⁰ Når I ser kvasten, skal I rette jeres indre blik på mig, så I kommer til at ligne mig i hellighed; ⁴¹ for jeg er Herren, jeres Gud, der førte jer ud af Egyptens land—ja, jeg er Herren, jeres Gud.”

Tre mænd gør oprør

16 Blandt israelitterne var der en mand, der hed Kora, søn af Jitzhar, der igen var søn af Kehat, som var en af Levis sønner. Kora gjorde oprør imod Moses, og han blev bakket op af Datan og Abiram, der var sønner af den Eliab, som var søn af Pallu.^[a] De var fra Rubens stamme. ² 250 andre mænd gik med i oprøret mod Moses, og de var alle sammen ansete og folkevalgte ledere.

³ Alle disse mænd gik nu til Moses og Aron og sagde: „Nu må det være nok med det præstestyre. Vi kan vel alle træde frem for Herren og ofre til ham. Hvorfor ophøjer I jer selv over Herrens folk?”

⁴ Da Moses hørte det, kastede han sig fortvivlet ned med ansigtet mod jorden, ⁵ og han sagde til Kora og hans tilhængere: „Vent til i morgen, så vil Herren vise, hvem der hører ham til, og hvem der er indviet til at træde frem for ham. ^6-7 Kora, du og dine tilhængere skal komme tilbage i morgen med hver jeres røgelseskar, tænd op i dem og brænd røgelse for Herren. Så får vi at se, hvem Herren har udvalgt som præster. I levitter er gået for vidt!”

^8-9 Moses sagde videre til Kora: „Er I levitter nu ikke længere tilfredse med den særstilling, Israels Gud har givet jer? Har han ikke udvalgt jer til på folkets vegne at hjælpe med arbejdet ved Herrens bolig? ¹⁰ Han har givet jer denne særlige tjeneste for ham. Vil I nu også være præster? ¹¹ Det er Herren selv, ikke Aron og hans sønner, du og dine tilhængere gør oprør imod.”

¹² Derefter sendte Moses bud efter Datan og Abiram, men de sendte følgende besked tilbage: „Vi kommer ikke. ¹³ Det er jo dig, der har lokket os bort fra det frugtbare Egypten, for at vi skulle dø her i ørkenen. Vil du stadig påstå, at du er Guds udvalgte leder? ¹⁴ Hvad med det vidunderlige land med frugtbare marker og vingårde, du lovede os? Hvor er det blevet af? Tror du ikke, folk har øjne i hovedet? Vi vil ikke have noget med dig at gøre mere.”

¹⁵ Da blev Moses meget vred, og han sagde til Herren: „Lad være med at anerkende deres røgelsesofre. Jeg har aldrig forurettet nogen af dem eller stjålet så meget som et æsel fra dem.”

¹⁶ Derpå sagde han til Kora: „Husk nu at komme tilbage i morgen sammen med dine tilhængere, så I kan træde frem for Herren sammen med Aron. ¹⁷ Sørg for, at alle de 250 mænd kommer med hver deres røgelseskar. Du selv og Aron skal også komme med hver jeres røgelsesoffer.”

¹⁸ Næste dags morgen kom de med deres røgelseskar med ild i. Efter at de havde lagt røgelse på, stillede de sig op sammen med Moses og Aron ved åbenbaringsteltets indgang. ¹⁹ I mellemtiden havde Kora fået en stor del af folket over på sin side, og nu stod de og ventede på, hvad der ville ske. Da viste Herrens herlighed sig for folket, ²⁰ og Herren sagde til Moses og Aron: ²¹ „Træk jer væk fra dette folk, så jeg kan komme til at udrydde dem.”

²² Men Moses og Aron kastede sig ned for Herren med ansigtet mod jorden. „Åh Gud, du som er livets ophav,” bad de, „er det nødvendigt at slå hele folket ihjel på grund af en enkelt mands synd?”

²³ Da svarede Herren: ²⁴ „Så sig til folket, at de, der befinder sig i nærheden af Koras, Datans og Abirams telte, skal fjerne sig langt væk.”

²⁵ Så skyndte Moses sig hen til Datans og Abirams telte, og folkets ledere fulgte i hælene på ham. ²⁶ „Skynd jer at komme væk fra disse onde mænds telte,” advarede han de omkringstående. „I må ikke røre nogen af deres ejendele, for så mister I livet på grund af deres synd.”

²⁷ Folket trak sig skyndsomt væk fra Koras, Datans og Abirams telte. Datan og Abiram kom ud og stillede sig foran døren til deres telte sammen med deres koner og børn.

²⁸ Da sagde Moses til folket: „Nu skal I få at se, at jeg ikke er en selvbestaltet leder iblandt jer, men at det er Herren, som har sendt mig, for at jeg skal udføre den opgave, han har givet mig. ²⁹ Hvis disse mennesker dør en naturlig død som alle andre, så har Herren ikke udvalgt mig, ³⁰ men hvis Herren griber ind og lader jorden åbne sig, så den opsluger dem sammen med deres ejendele, og de ryger direkte ned i dødsriget, så er det bevis på, at disse mænd har forhånet Herren.”

³¹ Næppe var Moses færdig med at tale, før jorden revnede under dem ³² og åbnede sig som et vældigt gab, og gabet opslugte de oprørske mænd, deres familier og deres ejendele, ³³ så de røg lige lukt ned i dødsriget. Jordens gab lukkede sig over dem, og dermed var de udryddet af folket. ³⁴ Men israelitterne flygtede skrækslagne ved lyden af deres skrig. De var bange for at lide samme skæbne.

³⁵ I det samme fór der ild ud fra Herren og opbrændte de 250 mænd, der stod med deres røgelsesofre.

Messias bliver mødt med vantro i sin hjemby^(A)

6 Senere tog Jesus sammen med disciplene af sted til sin hjemby, Nazaret. ² Da det blev sabbat, gik de alle ind i synagogen, hvor Jesus fik lejlighed til at undervise. De mange tilhørere blev slået af forundring og udbrød: „Hvor har han alt det fra? Hvordan har han fået så stor en visdom? Hvordan har han kunnet udføre de undere, vi hører om? ³ Han er jo bare en almindelig håndværker, Marias søn. Vi kender hans brødre, Jakob, Jose,^[a] Judas og Simon, og hans søstre bor her i byen.” Og fordi de kendte ham, ville de ikke acceptere, at han kunne være Messias.

⁴ Jesus sagde da til dem: „Ingen steder bliver der set så meget ned på en profet som i hans egen by, i hans hjem og i hans familie.” ⁵ Han kunne ikke gøre nogen særlige undere iblandt dem, men lagde kun hænderne på nogle få syge og helbredte dem. ⁶ Og han undrede sig meget over deres mangel på tro.

Derefter gik han videre til landsbyerne deromkring og underviste folk.

Jesus udsender de 12 disciple^(B)

⁷ En dag kaldte Jesus de Tolv sammen og sagde til dem, at han ville sende dem ud to og to sammen, for at de skulle forkynde budskabet om Guds rige. Han gav dem autoritet til at drive onde ånder ud ^8-9 og sagde til dem, at de ikke skulle tage andet med på rejsen end deres vandringsstav. „I skal hverken tage mad eller penge med,” fortsatte han, „heller ikke en taske med ekstra tøj og sandaler. ¹⁰ Når I kommer til et hjem, hvor de tager imod jer, skal I blive boende dér. Lad være med at flytte fra hus til hus. ¹¹ Hvis ingen vil invitere jer indenfor eller høre på jer, så forlad den by og ryst støvet af jeres fødder som tegn på, at fra nu af er de overladt til deres egen skæbne.”

¹² Så tog disciplene af sted. Overalt hvor de kom frem, forkyndte de, at folk skulle ændre deres indstilling og tro på Jesus. ¹³ De uddrev mange dæmoner og helbredte mange syge, idet de salvede dem med olie.

Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er^(C)

¹⁴ Jesus blev mere og mere kendt, og det varede ikke længe, før også kong Herodes hørte rygterne om ham. Man diskuterede, hvem Jesus egentlig var. Nogle mente, at det måtte være Johannes Døber, der var genopstået fra de døde, og at det var derfor, han kunne gøre mirakler. ¹⁵ Andre mente, at det var profeten Elias, som nu var kommet tilbage, mens andre mente, at han var en profet ligesom de kendte profeter fra gamle dage. ¹⁶ Da Herodes hørte alle rygterne, sagde han: „Det må være Johannes Døber, der er genopstået fra de døde, ham jeg lod halshugge!”

^17-19 Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes. Alligevel havde Herodes giftet sig med hende, og derfor havde Johannes sagt til ham: „Du har ikke lov til at leve sammen med din brors kone!” Det var Herodias blevet så rasende over, at hun ville have Johannes slået ihjel. Det gik Herodes dog ikke med til, men lod ham arrestere og sætte i fængsel. Herodias blev ved med at hade Johannes, ²⁰ men Herodes var bange for ham og holdt hånden over ham, fordi han vidste, at Johannes var en retskaffen og hellig mand. Hver gang kongen hørte Johannes tale, blev han ilde berørt, men han ville alligevel gerne høre ham.

²¹ Så en dag fik Herodias sin store chance. Det var Herodes’ fødselsdag, og han holdt fest for alle sine hoffolk og officerer samt Galilæas fremstående borgere.

²² Herodias’ datter kom ind og dansede for selskabet. De blev alle vildt begejstrede, og kongen svor på, at hun skulle få hvad som helst, hun ville have. ²³ „Forlang hvad du vil!” råbte han. „Om det så er det halve kongerige, skal du få det!”

²⁴ Pigen løb ud til sin mor og spurgte: „Hvad skal jeg forlange?”

„Johannes Døbers hoved,” svarede Herodias.

²⁵ Pigen løb tilbage til kongen. „Giv mig Johannes Døbers hoved,” sagde hun, „nu med det samme—på et fad!”

²⁶ Kongen blev hed om ørerne, men han kunne ikke få sig selv til at bryde den ed, han lige havde svoret foran alle gæsterne. ²⁷ Så han gav straks en ordre til en af vagterne, som med det samme gik ned i fængslet og halshuggede Johannes. ²⁸ Hovedet blev bragt op på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.

²⁹ Da Johannes’ disciple hørte, hvad der var sket, kom de og hentede hans lig og begravede det.