Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Old/New Testament

Each day includes a passage from both the Old Testament and New Testament.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
4 Mosebog 7-8

Stammeledernes gaver ved indvielsen af åbenbaringsteltet

Så snart Moses havde rejst boligen, salvede og indviede han både den og inventaret, alteret og alle redskaberne. Derefter kom Israels 12 stammeoverhoveder, dem der havde haft ansvaret for folketællingen, med deres offergaver: Seks overdækkede vogne, som hver blev trukket af to okser, altså en vogn for hver to ledere og en okse for hver leder. Alle disse offergaver bragte de til Herren ved boligens indgang.

4-5 „Tag imod deres gaver,” sagde Herren til Moses, „og brug vognene i forbindelse med arbejdet ved åbenbaringsteltet. Giv dem til levitterne svarende til deres behov.”

Så overdrog Moses vognene og okserne til levitterne, således at gershonitterne fik to vogne og fire okser, og meraritterne fik fire vogne og otte okser. De arbejdede alle under Arons søn Itamar. Kehatitterne fik imidlertid ingen vogne eller okser, for de skulle personligt bære de allerhelligste ting fra boligen på deres skuldre.

10 Den dag alteret blev indviet, bragte lederne også gaver, som skulle ofres på alteret. 11 Da sagde Herren til Moses: „Sørg for, at lederne bringer deres gaver på skift, så der ofres én gave hver dag til indvielse af alteret.”

12 Den første dag bragte Nahshon fra Judas stamme sin gave. 13 Gaven bestod af et sølvfad der vejede ca. 1,5 kilo, og en sølvskål der vejede ca. 800 gram. Begge var fyldt med et afgrødeoffer, der bestod af fint mel blandet med olivenolie. 14 Desuden bragte han en guldtallerken, der vejede 115 gram, fyldt med røgelse, 15 og brændofre der bestod af en ung tyr, en vædder og et etårs lam. 16 Som syndoffer bragte han en gedebuk, 17 og som takoffer bragte han to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårs lam.

18-23 Næste dag bragte Netanel fra Issakars stamme sine offergaver. Det var nøjagtig det samme, som Nahshon havde bragt dagen før.

24-29 På den tredje dag bragte Eliab fra Zebulons stamme sine offergaver. Det var også nøjagtig de samme gaver.

30-35 På den fjerde dag bragte Elitzur fra Rubens stamme sine offergaver, igen det samme som de andre.

36-41 På den femte dag bragte Shelumiel fra Simeons stamme sine gaver, magen til de andres.

42-47 På den sjette dag bragte Eljasaf fra Gads stamme sine gaver, magen til de andres.

48-53 På den syvende dag bragte Elishama fra Efraims stamme sine gaver, magen til de andres.

54-59 På den ottende dag bragte Gamliel fra Manasses stamme sine gaver, magen til de andres.

60-65 På den niende dag bragte Abidan fra Benjamins stamme sine gaver, magen til de andres.

66-71 På den tiende dag bragte Ahiezer fra Dans stamme sine gaver, magen til de andres.

72-77 På den 11. dag bragte Pagiel fra Ashers stamme sine gaver, magen til de andres.

78-83 På den 12. dag bragte Ahira fra Naftalis stamme sine gaver, magen til de andres.

84-86 Den gave, som folkets stammeledere bragte til alterindvielsen, udgjorde altså tilsammen: Tolv sølvfade, der hver vejede ca. 1,5 kilo; 12 sølvskåle, der hver vejede ca. 800 gram; 12 guldtallerkener, der hver vejede 115 gram. Sølvets samlede vægt var ca. 28 kilo, og guldets vægt var ca. 1,4 kilo. 87 Brændoffergaverne udgjorde i alt 12 tyre, 12 væddere, 12 etårs lam med dertil hørende afgrødeofre. Syndoffergaverne udgjorde 12 gedebukke, 88 og takoffergaverne udgjorde 24 unge tyre, 60 væddere, 60 gedebukke og 60 etårs lam.

89 Når Moses derefter gik ind i åbenbaringsteltet for at tale med Herren, hørte han Herrens stemme tale til sig fra et sted oven over pagtens ark mellem de to keruber.

Forklaring om lysestagen

Herren sagde til Moses: „Sig til Aron, at når han anbringer de syv lamper på lysestagen, skal de vendes, så lyset bliver kastet fremad.”

Aron gjorde som Herren havde befalet gennem Moses. Lysestagen var hamret ud i rent guld fra fodstykket til blomstermotiverne, og den svarede nøjagtig til den beskrivelse, Herren havde givet Moses.

Indvielsen af levitterne

Da sagde Herren til Moses: „Udskil levitterne fra de andre stammer og lad dem gennemgå en særlig renselsesceremoni. Først skal du stænke renselsesvandet på dem, derefter skal de barbere sig over hele kroppen og vaske både sig selv og deres tøj. Så skal de komme med en ung tyr til brændoffer, et afgrødeoffer bestående af fintmalet mel blandet med olivenolie samt en anden ung tyr til syndoffer. Derefter skal du kalde folket sammen og føre levitterne hen foran åbenbaringsteltets indgang, 10 hvor israelitterne skal lægge hænderne på dem. 11 Da skal Aron med et svingningsoffer overgive levitterne til Herren som en gave fra hele Israels folk. På den måde bliver de indviet til at tjene Herren på folkets vegne. 12 Derefter skal levitterne lægge hænderne på hovedet af de to unge tyre, som derpå skal ofres til Herren, den ene som syndoffer og den anden som brændoffer, som tegn på forsoning med Herren. 13 Så skal levitterne føres til Aron og hans sønner, og du skal med et svingningsoffer overgive dem til præsterne som deres medhjælpere. 14 På den måde skal levitterne udskilles fra folket for at tilhøre og tjene mig.

15 Efter at de således er helliget og overgivet til mig, kan de udføre deres opgaver ved åbenbaringsteltet. 16 De skal helt og fuldt tilhøre mig som en erstatning for folkets førstefødte sønner, 17 for samtlige førstefødte sønner og handyr skulle egentlig tilhøre mig siden den nat, jeg dræbte egypternes førstefødte sønner. 18 Men jeg anerkender levitterne som stedfortrædere for folkets ældste sønner, 19 og jeg har overdraget levitterne til Aron og hans sønner, så de på folkets vegne kan udføre deres hellige opgaver ved åbenbaringsteltet. De skal være med til at bringe folket forsoning for deres synder, så Israels folk ikke rammes af plager, når de kommer i nærheden af helligdommen.”

20 Så indviede Moses og Aron og Israels folk levitterne til deres tjeneste ved nøje at følge Herrens befalinger til Moses. 21 Levitterne gennemgik renselsesceremonien og vaskede deres tøj, hvorefter Aron fremstillede dem for Herren med et svingningsoffer som tegn på, at de var en gave til ham. Da det var gjort, udførte han forsoningsritualet over dem, så de blev renset. 22 Derefter var levitterne klar til at gå ind i åbenbaringsteltet og hjælpe Aron og hans sønner. Alt, hvad Herren havde befalet Moses med hensyn til levitterne, blev udført.

23 Desuden sagde Herren til Moses: 24 „Levitterne har tjenestepligt ved åbenbaringsteltet fra deres 25. år, 25 men når de fylder 50, skal de trække sig tilbage. 26 Derefter må de gerne hjælpe med vagttjeneste i åbenbaringsteltet, men de må ikke udføre det samme arbejde som før.”

Markus 4:21-41

Brug det lys, du har fået(A)

21 Jesus fortsatte: „Hvis nogen tænder en lampe, er det vel ikke for at stille den under en spand eller ind under sengen? Nej, de stiller lampen højt og frit, så den kan sprede sit lys. 22 Det, som er skjult, vil komme frem, så man kan se det, og det, som er hemmeligt, vil blive åbenbaret. 23 Lad dem høre, som har øre!”

24 Jesus fortsatte: „Læg godt mærke til, hvad I hører. I skal modtage i samme forhold, som I giver. Ja, I skal få endnu mere, end I har givet. 25 De, der gør brug af det lys, de har fået, vil få endnu mere. Men de, der ikke bruger det lys, de har fået, vil miste det hele.”

Om Guds riges vækst(B)

26 Jesus fortsatte med et andet billede på Guds rige: „En landmand går ud og sår korn i sin mark. 27 Så går han hjem, og den ene dag følger den anden. Mens han sover, og mens han er vågen, vokser kornet ude på marken, uden at han kan forklare, hvordan det går til. 28 Jorden bærer frugt helt af sig selv. Først strå, så aks og til sidst kerner i aksene. 29 En dag står hele marken moden og er klar til høst. Så kommer landmanden med sin segl for at gå i gang med indhøstningen.”

30 Jesus fortsatte: „Hvad kan vi sammenligne Guds rige med? Hvilket billede kan vi bruge? 31 Jo, Guds rige er som et sennepsfrø. Det frø er det allermindste. 32 Men når det er sået, vokser planten op og breder sig mere end de andre buske. Den danner grene, som er store nok til, at fuglene kan bygge rede og søge ly i dens skygge.”

Om brugen af billedtale(C)

33 Jesus brugte mange sådanne billeder, alt efter hvad folk var i stand til at forstå. 34 Ja, når han underviste folkeskarerne, brugte han udelukkende den slags billeder, og det var kun, når han var alene med disciplene, at han forklarede, hvad det alt sammen betød.

Jesus befaler blæst og bølger at lægge sig(D)

35 Efter at Jesus hele dagen havde siddet i båden og talt til skaren inde på bredden, sagde han til sine disciple: „Lad os sejle over til den anden side af søen.” 36 Da de sejlede bort, fulgte en del andre både med.

37 Ikke længe efter blev det et voldsomt stormvejr. Bølgerne slog ind over båden, som tog en masse vand ind. 38 Jesus lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Til sidst vækkede de ham. „Mester!” råbte de. „Er du ligeglad med, at vi drukner?” 39 Jesus rejste sig og befalede stormen og søen at være stille. Straks lagde vinden sig, og det blev blikstille. 40 „Hvad er I så bange for?” spurgte Jesus. „Har I stadig ikke lært at tro?”

41 Med forundring og ærefrygt i stemmen sagde de til hinanden: „Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og søen adlyder ham!”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.