Old/New Testament

Kunstnerne Betzalel og Oholiab

31 Herren sagde til Moses: ² „Jeg har udvalgt Betzalel, som er søn af Hurs søn Uri fra Judas stamme, ³ og fyldt ham med min Ånd. Jeg har givet ham rige evner og kunstnerisk talent og forstand på alle mulige ting, ⁴ så han kan designe kunstværker og andre smukke ting i guld, sølv og bronze. ⁵ Han kan indgravere ædelsten og indfatte dem i guld, og han kan lave flotte udskæringer i træ. Han er en fremragende kunsthåndværker.

⁶ Ligeledes har jeg udvalgt Oholiab, Ahisamaks søn fra Dans stamme, til at være hans medhjælper. Og alle de andre kunsthåndværkere har jeg givet viden og håndelag til at lave de ting, jeg har befalet: ⁷ åbenbaringsteltet; arken med forsoningsstedet; ⁸ bordet med tilbehør; guldlysestagen og dens redskaber; røgelsesalteret; ⁹ brændofferalteret med tilbehør; vaskefadet med tilhørende stativ; ¹⁰ de prægtige dragter til Aron og hans sønner; ¹¹ salveolien og den krydrede røgelse til helligdommen. Disse kunstnere skal nøje følge de anvisninger, jeg her har givet dig.”

Sabbatten

¹² Herren sagde endvidere til Moses: ¹³ „Sig til Israels folk: I skal være omhyggelige med at overholde sabbatten. Den er et pagtstegn mellem jer og jeres Gud fra slægt til slægt, for at I skal huske, at jeg er Herren, og at I tilhører mig. ¹⁴ Lad jeres eget arbejde hvile på sabbatsdagen, for det skal være en hellig dag for jer. Den der vanhelliger sabbatten, skal dø. Den, der gør sit eget arbejde på sabbatten, skal fjernes fra mit folk. ¹⁵ I seks dage kan I arbejde, men den syvende dag skal være en total hviledag, indviet til mig. Den, som arbejder på den dag, skal dø. ¹⁶ Israels folk skal fra slægt til slægt holde sabbatsdagen hellig. ¹⁷ Det skal for altid være et tegn på min pagt med israelitterne. For på seks dage fuldendte jeg arbejdet med at skabe himlen og jorden. Men på den syvende dag hvilede jeg mig efter det fuldførte værk.”

¹⁸ Da Herren var færdig med at tale til Moses på Sinaibjerget, overrakte han ham de to stentavler, som Gud med egen hånd havde skrevet de ti bud på.

Guldkalven

32 Moses havde nu opholdt sig på bjerget i mange dage, og israelitterne mistede til sidst håbet om, at han nogensinde ville komme tilbage. Derfor gik de hen til Aron og sagde: „Lav os en gud, som kan føre os videre, for vi ved ikke, hvad der er blevet af den her Moses, som førte os ud af Egypten.”

^2-3 „Jo, men så skal I bringe mig de guldøreringe, som jeres koner, sønner og døtre går med,” svarede Aron.

Så tog de alle deres øreringe af og bragte dem til Aron. ⁴ Aron smeltede guldet og støbte en afgud, som lignede en tyrekalv. Da folket så den, udbrød de: „Se her, alle sammen! Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”

⁵ Da Aron så folkets begejstring, byggede han et alter foran tyrekalven og meddelte: „I morgen holder vi højtid for Herren!”

⁶ Tidligt næste morgen bragte de så brændofre og takofre på alteret foran guldkalven. De satte sig ned for at spise og drikke, og så stod de op for at danse foran afguden og more sig.

⁷ Da sagde Herren til Moses: „Skynd dig ned fra bjerget! Det folk, du førte ud af Egypten, har begået en stor synd. ⁸ De har allerede vendt sig bort fra mine befalinger og lavet sig en afgud i form af en tyrekalv. De har tilbedt den og ofret til den. De har oven i købet sagt: Det er den gud, som førte os ud af Egypten!”

⁹ Herren fortsatte: „Jeg kan se, at Israels folk er egenrådigt og ulydigt. ¹⁰ Nu kan det være nok! Jeg vil give min vrede frit løb. Jeg vil udrydde dem alle sammen. Og så vil jeg begynde forfra med dig, Moses, og gøre dig til et stort folk.”

¹¹ Men Moses gik i forbøn for dem: „Åh, Herre, du må ikke være så vred på dit eget folk, som du selv førte ud af Egypten med vældig magt og mægtige undere. ¹² Skal egypterne kunne sige, at Gud lokkede sit folk ud i bjergene bare for at udrydde dem? Lad dog din brændende vrede kølne af, så du ikke gør alvor af at udrydde dit folk. ¹³ Glem ikke dit løfte til Abraham, Isak og Jakob. Du svor jo ved dig selv, at du ville gøre deres efterkommere talrige som himlens stjerner og give dem det land i arv og eje, som du har lovet skal være deres for evigt.” ¹⁴ Da gjorde Herren ikke alvor af sin trussel, men skånede folket for den ulykke, han havde truet med.

¹⁵ Så vendte Moses sig og gik ned ad bjerget med de to stentavler, hvor pagtens bud var indskrevet på begge sider. ¹⁶ Tavlerne var Guds værk, og skriften var Guds egen skrift.

¹⁷ Da Moses og Josva var kommet et godt stykke ned af bjerget, kunne de høre råben og skrigen nede fra lejren. Forundret udbrød Josva: „Det lyder, som om der er krig i lejren!” ¹⁸ Men Moses svarede: „Nej, det er hverken sejrsråb eller klageskrig over et nederlag. De synger lystige viser!”

¹⁹ Da de var kommet endnu tættere på, og Moses så, hvordan folk dansede om tyrekalven, blev han så overvældet af vrede, at han slyngede stentavlerne mod jorden, så de knustes ved foden af bjerget. ²⁰ Så tog han den tyrekalv, de havde lavet, og smeltede den i ilden. Da metallet var afkølet, knuste han det til støv og smed det ud i bækken, som folket fik deres drikkevand fra.

²¹ Så vendte han sig mod Aron og sagde: „Hvad har folket gjort dig, siden du har ført dem ud i så stor en synd?” ²² „Bliv ikke vred, Moses!” svarede Aron. „Du ved selv, hvordan folket griber enhver anledning til at gøre oprør. ²³ De sagde til mig: ‚Moses førte os ud af Egypten, men nu er han åbenbart forsvundet. Kom og lav en gud til os, som kan føre os videre frem på vejen!’ ²⁴ ‚Godt,’ svarede jeg, ‚så bring mig jeres guldsmykker!’ Det gjorde de, og jeg kastede smykkerne ind i ilden, og så kom der en guldkalv ud af det!”

²⁵ Da Moses så, at Aron fuldstændig have mistet kontrollen over folket, og at de opførte sig tåbeligt i deres oprørskhed, ²⁶ stillede han sig ved indgangen til lejren og råbte: „Alle dem af jer, som er på Herrens side, kom her over til mig!” Og alle levitterne kom over til ham.

²⁷ Da sagde han til dem: „Herren, Israels Gud, siger: Tag jeres sværd og gå igennem lejren og dræb jeres landsmænd, som har gjort oprør.” ²⁸ Det gjorde de, og den dag døde der omkring 3000 mand. ²⁹ Moses sagde derefter til levitterne: „I dag har I indviet jer til tjeneste for Herren, fordi I adlød ham, også selv om det betød, at I måtte slå nogle af jeres egne brødre og sønner ihjel. Derfor skal I opleve stor velsignelse.”

³⁰ Næste dag sagde Moses til folket: „I har begået en frygtelig synd, men jeg vil gå tilbage til Herren på bjerget. Måske jeg kan opnå tilgivelse for jeres synd.”

³¹ Så gik Moses tilbage til Herren og sagde: „Ak, Herre! Israels folk har begået en stor synd ved at lave sig en afgud af guld. ³² Men vil du ikke nok alligevel tilgive dem deres store synd? Hvis ikke du vil, så slet mit navn fra den bog, du fører!^[a]”

³³ „Den, som har syndet imod mig, vil jeg slette af min bog,” svarede Herren. ³⁴ „Men gå du nu tilbage til folket og før dem til det sted, jeg har befalet. Min engel skal gå foran dig. Men når tiden er inde, vil jeg straffe folket for dets synd.”

³⁵ Og Herren sendte en plage over folket, fordi det havde fået Aron til at lave en tyrekalv.

Opbrud fra Guds bjerg

33 ^1-3 Herren sagde til Moses: „Det er tid at drage bort herfra med det folk, som du førte ud af Egypten, og gå videre til det land, jeg lovede at give Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere. Det er et rigt og frugtbart land. Jeg vil sende min engel i forvejen, og han skal bortdrive kana’anæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. Men selv vil jeg ikke tage med jer, for I er et egenrådigt og oprørsk folk, og hvis jeg er midt iblandt jer, kunne jeg komme til at tilintetgøre jer undervejs.”

^4-5 „Sig til israelitterne, at de er et genstridigt og oprørsk folk,” fortsatte Herren. „Hvis jeg skulle rejse sammen med dem bare en dag, ville de blive tilintetgjort. Sig, at de skal tage deres smykker af, mens jeg overvejer, hvad jeg vil gøre ved dem.” Folket sørgede over de hårde ord, ⁶ og der ved Horebs bjerg^[b] tog de deres smykker af.

Åbenbaringsteltet

⁷ Moses plejede at rejse det telt, som han kaldte åbenbaringsteltet, et stykke uden for lejren. Enhver, som ønskede at søge Herrens vilje i en sag, gik ud til det telt.

⁸ Hver gang Moses gik derud, rejste folket sig og stillede sig i deres teltdøre og holdt øje med ham, indtil han nåede indgangen. ⁹ Når han så gik ind i åbenbaringsteltet, sænkede skysøjlen sig og stod ved indgangen, mens Herren talte med Moses. ¹⁰ Når alt folket så skysøjlen stå ved indgangen til åbenbaringsteltet, stillede de sig ved deres teltdøre og lagde sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærefrygt. ¹¹ Inde i teltet talte Herren med Moses ansigt til ansigt, som når to venner taler sammen. Bagefter vendte Moses tilbage til lejren, men Josva, Nuns søn, den unge mand, som var hans hjælper, forlod ikke åbenbaringsteltet.

Herrens herlighed

¹² Moses sagde til Herren: „Du har sagt, at jeg skal føre folket af sted, men du har ikke fortalt mig, hvem du vil sende med mig. Du har også sagt, at du accepterer mig, og at du holder af mig. ¹³ Hvis det virkelig er sandt, så lær mig mere om dig selv, så jeg bedre kan forstå dig og fortsat leve, som du ønsker. Husk på, at det folk, som jeg skal lede, er dit eget folk.”

¹⁴ Da sagde Herren: „Jeg vil være med jer og føre jer til det sted, hvor I kan slå jer ned.” ¹⁵ „Hvis du ikke var med os, var der ingen grund til at gå et skridt videre!” svarede Moses. ¹⁶ „Hvem vil tro, at du har forkærlighed for mig og Israels folk, hvis ikke du går med? Hvad fortrin har vi ellers frem for jordens øvrige folkeslag?” ¹⁷ Herren svarede: „Jeg vil gøre, hvad du beder om, for jeg holder af dig, og du er min ven.” ¹⁸ Da sagde Moses: „Lad mig få lov at se dig i din herlighed!” ¹⁹ Herren svarede: „Jeg vil lade al min herlighed passere forbi dig og samtidig råbe mit navn ‚Jahve’. Jeg viser godhed imod hvem, jeg vil, og jeg viser barmhjertighed mod hvem, jeg vil. ²⁰ Men du kan ikke få mit ansigt at se, for intet menneske kan se mig i min herlighed og overleve. ²¹ Stil dig ved klippen her udenfor. ²² Når jeg så går forbi i min herlighed, mens du står i klippespalten, vil jeg dække dig med min hånd, indtil jeg har passeret dig. ²³ Så vil jeg tage min hånd til side, og du kan se mig bagfra, men mit ansigt får ingen at se.”

Historien om kongesønnens bryllupsfest^(A)

22 Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige:

² „Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn. ³ Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme. ⁴ Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’ ⁵ Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning. ⁶ Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel. ⁷ Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt. ⁸ Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen. ⁹ Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’ ¹⁰ Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.

¹¹ Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på. ¹² ‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar. ¹³ Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse, ¹⁴ for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”

De jødiske ledere søger at fange Jesus i ord^(B)

¹⁵ Det blev farisæerne for meget. De stak hovederne sammen for at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus til at sige noget, de kunne arrestere ham for. ¹⁶ Så besluttede de at sende nogle af deres disciple til ham sammen med herodianerne^[a] for at stille ham et snedigt spørgsmål. De skulle sige: „Mester! Vi ved, at du ikke er bange for at sige sandheden, og at du underviser folk om Guds vilje. Du lader dig ikke påvirke af menneskers meninger, og du snakker ikke folk efter munden. ¹⁷ Sig os nu, hvad du mener: Skal vi betale skat til den romerske kejser eller ej?” ¹⁸ Men Jesus gennemskuede deres onde hensigter. „Hyklere! Hvorfor sætter I fælder for mig? ¹⁹ Vis mig den mønt, I betaler skat med.”

De rakte ham en. ²⁰ „Hvem er der billede af på mønten?” spurgte han. „Og hvad er det for et navn, der er indridset i den?”

²¹ „Det er kejserens navn og billede.”

„Så giv kejseren det, der er hans, og giv Gud det, der er hans.”^[b]

²² Da farisæerne hørte det svar, var de ved at tabe både næse og mund, og de gik stille deres vej.