Old/New Testament

Regler for præsterne

21 Herren sagde endvidere til Moses: „Sig til præsterne, at de ikke må gøre sig selv urene ved at røre et lig, ^2-3 medmindre det drejer sig om en nær slægtning: en mor, en far, en søn, en datter, en bror eller en ugift søster, som han har ansvaret for, siden hun ikke har nogen mand. ⁴ Som leder blandt sit folk skal han passe på ikke at gøre sig selv uren.^[a]

⁵ Præsterne må ikke klippe sig skaldede noget sted på hovedet eller barbere deres kindskæg af. De må heller ikke lave ridser i huden eller tatoveringer. ⁶ I Guds øjne skal de være hellige, og de må ikke krænke ham eller bringe skam over hans navn. Det er jo dem, der er udvalgt til at bringe ildofre til Herren, og de ofre skal kunne accepteres af deres Gud. ⁷ En præst må ikke gifte sig med en prostitueret eller med en kvinde, som ikke er jomfru. Han må heller ikke gifte sig med en fraskilt, for han er en indviet Guds tjener, ⁸ som er udvalgt til at bringe jeres ofre frem for Gud. Han skal være hellig, for jeg, Herren, som gør jer hellige, er selv hellig. ⁹ Hvis en præstedatter bliver prostitueret, har hun krænket sin fars hellighed, og hun skal brændes.

¹⁰ Ypperstepræsten, der er salvet og indviet til en særlig tjeneste, og som har fået lov at bære den ypperstepræstelige dragt, må ikke tage sin hovedbeklædning af og lade håret hænge løst eller rive flænger i sin dragt.^{[b] 11} Han må heller ikke røre en død person, ikke engang sin egen mor eller far. ¹² Han må ikke krænke helligdommen ved at forlade den for at deltage i en begravelse, for han er salvet og indviet til at tjene Gud. Jeg er Herren. ¹³ Den kvinde, han gifter sig med, skal være jomfru. ^14-15 Han må ikke gifte sig med en enke, og heller ikke med en fraskilt eller en prostitueret. Hans tilkommende skal være en jomfru fra hans egen præsteslægt, ellers ville hans sønner ikke være værdige til at overtage hans embede. Jeg er Herren, som gør ham hellig.”

¹⁶ Og Herren sagde til Moses: ¹⁷ „Sig til Aron, at hvis nogen af hans efterkommere har en legemsfejl, må vedkommende ikke bringe ofre til Gud. ¹⁸ Ingen, der er blind eller lam, har et misdannet ansigt, en legemsdel, der er for lang, ¹⁹ eller en forkrøblet fod eller hånd, ²⁰ er pukkelrygget eller dværg, eller har en fejl ved øjnene eller har udslæt, bylder eller deforme testikler, ²¹ må bringe ofre ved Herrens alter, selv om han er en efterkommer af Aron. ²² Men han må gerne spise af den mad, som tilkommer præsterne i forbindelse med ofringerne. ²³ På grund af sin fysiske defekt må han aldrig komme i nærheden af forhænget i helligdommen eller komme nær alteret, for derved ville han krænke helligdommen, og det er mig, Herren, som har gjort den hellig.”

²⁴ Moses gav så alle reglerne videre til Aron og hans sønner og alle israelitterne.

De hellige offergaver

22 Herren sagde til Moses: ² „Sig til Aron og hans sønner, at de må passe på ikke at krænke min hellighed ved at behandle folkets hellige offergaver skødesløst, for jeg er Herren. ³ Derfor gælder følgende regel for jeres efterkommere, fra slægt til slægt: Hvis en præst er uren, men alligevel påtager sig at ofre dyr eller andre offergaver, som folket bringer til Herren, skal han dø,^[c] for jeg er Herren.

⁴ Hvis en præst er uren på grund af en smitsom sygdom eller udflåd, må han ikke spise af offergaverne, før han er helbredt. Hvis han er uren efter at have rørt ved noget, som har været i nærheden af en død person, eller er uren som følge af sædafgang, ⁵ eller hvis han rører ved et krybdyr eller ved en person, der af en eller anden grund er blevet uren, ⁶ skal han regnes for uren indtil aften, og han må derfor ikke spise af offergaverne, før han har badet samme aften. ⁷ Efter solnedgang vil han være renset, og da må han igen spise af offergaverne, for det er dem, han lever af. ⁸ Han må ikke spise selvdøde dyr eller dyr, der er blevet dræbt af de vilde dyr, for gør han det, bliver han uren. Jeg er Herren. ⁹ Du skal indprente overfor præsterne, at hvis de ikke følger mine instrukser meget omhyggeligt, skal de straffes med døden, for jeg er Herren, som gør dem hellige.

¹⁰ Ingen uden for præstens egen familie må spise af de hellige offergaver, heller ikke hvis de bor hos ham eller arbejder for ham. ¹¹ En slave, som præsten selv har købt, må imidlertid gerne deltage i måltidet. Det samme gælder alle slaver, der er født i præstens hus. ¹² Hvis en præstedatter gifter sig med en mand uden for præsteslægten, afskærer hun dermed sig selv fra at tage del i måltidet. ¹³ Men hvis hun bliver enke eller fraskilt og ikke har nogen sønner til at støtte sig økonomisk, og hun vender tilbage for at bo i sin fars hus, har hun lov til at spise af offergaverne igen. Grundreglen er altså, at kun medlemmer af præstens familie må deltage i måltidet.

¹⁴ Hvis nogen uforvarende skulle komme til at spise af offergaverne, skal han godtgøre det, han har spist, ved at erstatte det med et tillæg på 20 procent. ¹⁵ Præsterne skal sørge for at de hellige offergaver, som Israels folk bringer til Herren, ikke bliver vanhelliget ved, at nogle, som ikke er berettiget til det, spiser af dem, ¹⁶ for gør de det, pådrager de sig skyld. Jeg er Herren, som gør dem hellige.”

¹⁷ Og Herren sagde til Moses: ¹⁸ „Sig til Aron og hans sønner og hele Israels folk, at hvis en israelit eller en fremmed iblandt jer gerne vil give en gave som et brændoffer til Herren, uanset om det er for at opfylde et løfte, han har givet Herren, eller det er et spontant, frivilligt offer, ^19-20 vil offeret kun blive godkendt af Herren, hvis det er et handyr uden skavanker. Det skal være enten en tyr, en vædder eller en gedebuk.

²¹ Hvis nogen ønsker at bringe et takoffer fra hornkvæget eller småkvæget som indfrielse af et løfte eller som et frivilligt offer, må dyret for at kunne være et acceptabelt offer ikke have fysiske defekter. ²² Det må hverken være blindt, skadet eller lemlæstet, og det må ikke have sår eller udslæt eller lide af nogen hudsygdom. ²³ Et stykke hornkvæg eller småkvæg, der er lidt vanskabt, må imidlertid godt bringes som et frivilligt offer, men ikke som et løfteoffer. ²⁴ Et dyr med beskadigede kønsdele, eller som er blevet kastreret, må under ingen omstændigheder ofres til Herren. Det vil jeg ikke tillade i det land, jeg vil give jer. ²⁵ I må heller ikke hos de fremmede, der bor iblandt jer, købe og bringe offerdyr med skavanker. Sådanne dyr kan ikke bruges som ofre til jeres Gud.”

²⁶ Herren sagde til Moses: ²⁷ „Efter at en kalv, et lam eller et kid er født, skal det nyfødte dyr blive hos sin mor i syv dage. Men fra den ottende dag kan det bruges som et offer til Herren. ²⁸ Afkommet må ikke slagtes samme dag som moderen, hvad enten moderen er en ko, et får eller en ged. ^29-30 Når I ofrer et taknemmelighedsoffer til Herren, skal I gøre det på behørig vis ved at spise offerdyret samme dag, det er slagtet. Intet af kødet må levnes til næste dag. Jeg er Herren.

³¹ I skal nøje overholde alle mine befalinger, for jeg er Herren. ³² I må ikke krænke mig ved at være ulydige. I skal vise mig ærefrygt og respekt, for jeg er Herren, der gør jer hellige. ³³ Jeg førte jer ud af Egypten, for at I skulle tilbede mig som jeres Gud. Jeg er Herren!”

Jesus genopstår^(A)

28 Da sabbatten var forbi, og det var ved at blive lyst søndag morgen, begav Maria Magdalene og den anden Maria sig på vej ud for at se til graven.

² Pludselig rystede jorden voldsomt. En engel var nemlig kommet ned fra himlen, havde rullet stenen bort fra graven og sat sig på den. ³ Hans klæder var blændende hvide, og han udstrålede et stærkt lys. ⁴ Vagterne rystede af skræk og faldt lamslåede til jorden.

⁵ Da kvinderne nåede derhen, sagde englen til dem: „I skal ikke være bange! Jeg ved, at I søger efter Jesus, som blev korsfæstet. ⁶ Men han er ikke her! Han er genopstået, sådan som han forudsagde. Kom og se, hvor han lå. ⁷ Og skynd jer så hen og sig til hans disciple: ‚Jesus er genopstået fra de døde! Og han vil tage til Galilæa for at mødes med jer der.’ Husk nu, hvad jeg har sagt.”

⁸ Kvinderne løb af sted fra graven for hurtigst muligt at fortælle det til disciplene. De var dybt rystede, men jublende glade. ⁹ Mens de var på vej, stod Jesus pludselig foran dem og sagde: „Fred være med jer!” De faldt på knæ, rørte ved hans fødder og tilbad ham.

¹⁰ Jesus sagde til dem: „Vær ikke bange! Gå hen og sig til mine disciple, at de skal tage til Galilæa. Dér vil de få mig at se.”

Gravvagterne bestikkes

¹¹ Mens kvinderne endnu var på vej, var nogle af gravvagterne allerede nået ind til byen for at fortælle ypperstepræsterne, hvad der var sket. ^12-13 De øvrige jødiske ledere blev straks indkaldt til et krisemøde, hvor det blev besluttet at tilbyde vagterne en betydelig sum penge, hvis de ville sige, at disciplene havde stjålet Jesu lig om natten, mens de sov. ¹⁴ „Hvis guvernøren hører om det,” sagde de, „så skal vi nok ordne sagen med ham, så I ikke kommer i vanskeligheder.”

¹⁵ Vagterne tog imod pengene og gjorde, hvad de havde fået besked på. Derfor spredtes det rygte blandt jøderne, at disciplene havde stjålet Jesu lig, og det er der stadig nogen, der tror på.

Jesu sidste ord til disciplene^(B)

¹⁶ De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. ¹⁷ Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men andre var usikre.

¹⁸ „Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden,” sagde Jesus. ¹⁹ „Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre^[a] Faderen og Sønnen og Helligånden, ²⁰ og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende.”