Old/New Testament

Regler om de forskellige ofre, henvendt til præsterne

6 Herren sagde videre til Moses: ² „Gør Aron og hans sønner bekendt med følgende regler for brændofrene:

Ilden skal holdes ved lige, og brændofferet skal blive liggende på alteret hele natten. ³ Næste morgen skal præsten tage sit linnedundertøj og sine linnedbukser på, hvorefter han skal tage asken fra alteret og lægge den i en bunke ved siden af alteret. ⁴ Så skal han skifte tøj og bære asken uden for lejren til det indviede sted. ⁵ Men alterilden skal brænde hele tiden, den må under ingen omstændigheder gå ud. Hver morgen skal præsten lægge nyt brænde på ilden og placere det daglige brændoffer ovenpå, og han skal brænde fedtet som et takoffer. ⁶ Husk at ilden altid skal brænde på alteret, for den må aldrig slukkes.

⁷ De følgende regler gælder afgrødeofferet:

Efter at præsterne har bragt offeret til Herrens alter, ⁸ skal ypperstepræsten tage en håndfuld af det fintmalede mel med olivenolien og røgelsen i og brænde det på alteret som et lifligt afgrødeoffer. ⁹ Resten af melet skal tilhøre Aron og hans sønner, og det brød, de tilbereder af melet, skal laves uden surdej, og det skal spises i åbenbaringsteltets forgård. ¹⁰ Hvis det drejer sig om ovnbagt brød, gælder samme regel: Der må ikke bruges surdej til brødet. Det er præsternes andel af de ofre, der brændes for mig på alteret, men deres andel er for mig lige så hellig som den del, der brændes på alteret. Det samme gælder synd- og skyldofre. ¹¹ Deres del af brændofrene må dog kun spises af præsterne selv, de mandlige efterkommere af Aron, fra generation til generation. Kun de indviede må røre ved det.”

¹² Derpå sagde Herren til Moses: ¹³ „Samme dag Aron og hans sønner bliver salvet og indsat i deres præsteembede, skal de bringe Herren et almindeligt afgrødeoffer: to liter fintmalet mel. Den ene halvdel skal ofres om morgenen, og den anden halvdel skal ofres om aftenen. ¹⁴ Det skal tilberedes på bageplade med olivenolie, og efter at brødet er gennembagt, skal det brækkes i stykker og bringes som et lifligt afgrødeoffer. ¹⁵ Den af Arons efterkommere, der er indsat som ypperstepræst, skal forestå ceremonien. Dette er en permanent lov. ¹⁶ Og for disse afgrødeofre fra præsterne gælder det, at hele offeret skal brændes. Intet af det må spises.”

¹⁷ Herren fortsatte: ¹⁸ „Gør Aron og hans sønner bekendt med følgende regler for syndofrene:

Ethvert dyr, der bringes som syndoffer, er indviet til mig. Dyret skal slagtes samme sted, hvor I slagter brændofferdyrene. ¹⁹ Den præst, som udfører offerceremonien, skal sørge for, at kødet kun bliver spist i åbenbaringsteltets forgård. ²⁰ Kun indviede præster må røre ved kødet, og hvis der kommer blodstænk på deres tøj, skal de vaske tøjet på det sted, der er indviet til det. ²¹ Hvis kødet bliver kogt i en gryde af ler, skal gryden knuses bagefter. Men hvis det er en gryde af bronze, der bruges, skal den skures og skylles grundigt med vand bagefter. ²² Kun mænd af præsteslægten må spise af offerkødet, for det er et helligt offer. ²³ Men hvis syndofferdyrets blod er blevet båret ind i åbenbaringsteltet og brugt som sonoffer i helligdommen, må dets kød ikke spises. I den slags tilfælde skal kødet brændes.

7 Følgende regler gælder for skyldofferet, som er et meget helligt offer. ² Offerdyret skal slagtes på samme sted, hvor brændofferdyrene slagtes, og dets blod skal stænkes på siderne af alteret. ³ Derefter skal præsten ofre dyrets fedt, også fedthalen og fedtet omkring indvoldene, ⁴ begge nyrer, lændefedtet og fedtklumpen over leveren. ⁵ Præsterne skal brænde nyrerne og fedtet på alteret som et skyldoffer for Herren. ⁶ Kun mænd fra præsteslægten må spise det tiloversblevne kød, for det er indviet til mig, og det skal spises på et indviet sted.

⁷ Samme regel gælder for syndofferet: Den præst, som udfører forsoningsceremonien, har ansvar for, at kun præsterne spiser af kødet. ⁸ For brændofferet gælder det, at offerdyrets hud tilfalder den præst, som udfører offerhandlingen. ⁹ De afgrødeofre, som består af mad, der er tilberedt i ovn, på pande eller på bageplade, tilfalder den præst, der udfører offerhandlingen. ¹⁰ Alle andre afgrødeofre, både med og uden olivenolie i, skal fordeles ligeligt mellem alle præsterne.

¹¹ Følgende regler gælder for de takofre, som bringes til Herren:

¹² Hvis det drejer sig om et lovprisningsoffer, skal der sammen med offeret bringes rundbrød og fladbrød, blandet med olivenolie og bagt uden surdej. ¹³ Offeret skal bringes til Herren sammen med et brød, bagt med surdej. ¹⁴ Et brød af hver slags skal bæres frem for Herrens alter med en svingende bevægelse, hvorefter brødene tilfalder den præst, som stænker offerdyrets blod på alteret. ¹⁵ Efter at offerdyrets bedste og fedeste dele er blevet ofret til Herren som en lovprisning, skal præsterne spise dyrets kød samme dag, for intet må levnes til næste dag.

¹⁶ Men hvis nogen ønsker at bringe takofre af anden art, hvad enten det drejer sig om indfrielsen af et løfte til Herren eller frivillige ofre, må der gerne levnes noget, som så kan spises næste dag. ¹⁷ Hvis noget derimod levnes til tredjedagen, skal det brændes, ¹⁸ for hvis noget spises på tredjedagen, vil Herren ikke anerkende det som et gyldigt offer, og offeret gavner ikke den, som bragte det. Ligeledes regnes den præst, som spiser dette offer, for skyldig, for det er afskyeligt for Herren, og præsten kommer til at stå til regnskab for sin synd.

¹⁹ Hvis kødet kommer i berøring med noget urent, må det ikke spises, men det skal brændes. Samtidig gælder det, at offerkød kun må spises af personer, der er rituelt rene. ²⁰ Den præst, som er uren, men som alligevel spiser af takofferet, skal dø. ²¹ Den, som rører ved et urent dyr eller noget urent fra et menneske, og derefter spiser af takofferet, skal dø.”

²² Derefter sagde Herren til Moses: ²³ „Sig til Israels folk, at de aldrig må spise fedt, hverken fra kvæg eller får eller geder. ²⁴ Fedtet fra et dyr, som dør af sygdom, eller som dræbes af vilde dyr, må heller ikke spises, men det må gerne bruges til andre formål. ²⁵ Enhver, der spiser fedt fra et offerdyr, skal dø.

²⁶ Spis aldrig blod, hverken fra fugle eller andre dyr. ²⁷ Enhver, som gør det, skal dø.”

²⁸ Herren fortsatte: ²⁹ „Sig til Israels folk, at de, der bringer Herren et takoffer, selv skal frembære deres offer. ³⁰ De skal personligt ofre dyrets fedt og bryststykke som en gave til Herren. Bryststykket skal svinges frem og tilbage foran alteret. ³¹ Så skal præsten brænde fedtet på alteret, men bryststykket skal tilfalde præsterne, ^32-33 og det højre lår skal tilfalde den præst, som udfører offerhandlingen. ³⁴ Bryststykket og det højre lår skal være en gave fra Israels folk og skal altid tilfalde præsterne, for det er deres andel.” ^35-36 Den dag Aron og hans sønner blev salvet, befalede Herren, at Israels folk skulle give dem disse stykker af offerdyrene. Det er deres ret fra slægt til slægt.

³⁷ Dette er Herrens instrukser om brændofferet, afgrødeofferet, syndofferet, skyldofferet, indvielsesofferet og takofferet. ³⁸ Disse forskrifter gav Herren til Moses på Sinaibjerget, dengang Israels folk begyndte at bringe ofre til Herren ude i ørkenen.

Om at være parat til Jesu genkomst

25 Jesus fortsatte: „Lad mig fortælle en historie om Guds riges komme. Der var ti brudepiger, som tog deres olielamper og gik ud for at møde brudgommen. ² Fem af dem bar sig tåbeligt ad, de andre fem havde tænkt sig om. ³ De første fem tog ganske vist deres lamper med, men de tog ingen ekstra olie med, ⁴ hvorimod de sidste fem tog ekstra olie med til lamperne. ⁵ Da brudgommen lod vente på sig, blev alle brudepigerne trætte og faldt i søvn.

⁶ Men ved midnatstid lød råbet: ‚Brudgommen er på vej! Kom ud og mød ham!’ ⁷ Alle pigerne vågnede og tjekkede deres lamper. ⁸ De fem, der ikke havde taget olie med, opdagede, at deres lamper var ved at gå ud. De bad derfor de fem andre om at få noget af deres olie. ⁹ Men de andre svarede: ‚Vi har ikke nok både til os og jer. I må hellere løbe hen til købmanden og købe noget selv.’ ¹⁰ Mens de var henne for at købe olie, kom brudgommen. De fem, der var parat, gik sammen med ham ind til bryllupsfesten, hvorefter døren blev lukket.

¹¹ Senere kom de andre fem og stod udenfor og råbte: ‚Herre, luk op for os!’ ¹² Men han svarede: ‚Det siger jeg jer: Jeg kender jer ikke!’ ”

¹³ „Vær altid parate,” sagde Jesus, „for I kan ikke vide, hvornår jeg kommer.”

Om at bruge det, man har fået betroet^(A)

¹⁴ „Lad mig fortælle endnu en historie om Guds rige,” fortsatte Jesus. „Der var en mand, som skulle ud på en lang rejse. Forinden kaldte han sine tjenere til sig og betroede dem sin formue, som de skulle få til at vokse, mens han var borte. ¹⁵ En fik fem sække med sølv, en anden fik to og en tredje fik én sæk,^[a] alt efter den enkeltes evner. Derpå tog han af sted på sin rejse.

¹⁶ Den mand, der havde fået de fem sække penge, begyndte straks at købe og sælge, og han tjente fem sække mere. ¹⁷ På samme måde tjente manden med de to sække to mere. ¹⁸ Men ham, der havde fået én sæk penge, gik ud og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge der.

¹⁹ Lang tid efter kom de tre mænds herre tilbage fra rejsen, og han kaldte dem sammen, for at de kunne aflægge regnskab for deres forvaltning af de penge, de havde fået betroet. ²⁰ Først trådte den mand frem, som havde fået de fem sække. Han kom med i alt ti sække og sagde: ‚Du betroede mig fem sække penge. Jeg har tjent fem til.’ ²¹ ‚Godt!’ sagde hans herre. ‚Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’

²² Derefter trådte den mand frem, der havde fået de to sække, for at aflægge regnskab: ‚Du betroede mig to sække penge. Jeg har tjent to til.’ ²³ ‚Godt!’ sagde hans herre. ‚Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’

²⁴ Til sidst trådte den mand frem, som havde fået én sæk: ‚Herre,’ begyndte han. ‚Jeg kender dig som en hård mand. Jeg ved, at du høster, hvor du ikke har sået, og du indkasserer udbyttet fra andres arbejde. ²⁵ Jeg var bange for dig, så jeg gravede pengene ned i jorden. Værsgo! Her har du dine penge!’

²⁶ Herren blev vred. ‚Du er en dårlig og doven arbejder!’ sagde han. ‚Når du nu vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og indkasserer udbyttet fra andres arbejde, ²⁷ hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem!’

²⁸ Henvendt til sine øvrige arbejdere sagde han: ‚Tag pengene fra ham og giv dem til ham, der har ti sække penge. ²⁹ For alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, og de vil have overflod. Men de, der ikke gør brug af det, de har fået betroet, vil miste, hvad de fik. ³⁰ Og kast så den uduelige arbejder ud i det yderste mørke, hvor der er gråd og stor fortvivlelse.’