Old/New Testament

Dommen over Israels fjender

9 Det følgende er et profetisk ord om landet Hadrak^[a] og specielt om byen Damaskus, for hele menneskeheden og specielt Israels stammer står til ansvar over for Herren. ² Hans straf vil ramme Hamat ved grænsen til Damaskus, og han vil slå ned på Tyrus og Sidon på trods af deres dygtighed. ³ Selvom Tyrus har bygget sig en stærk fæstning og samlet sig sølv og guld i massevis, ⁴ vil Herren ødelægge byen, skubbe dens fæstning i havet, og lade ilden opæde resten.

⁵ „Ashkalon vil høre om det og ryste af skræk,” siger Herren. „Gaza og Ekron vil vånde sig i fortvivlelse og håbløshed. Gaza vil miste sin konge, Ashkalon vil blive folketom, ⁶ og et fremmed folk vil overtage Ashdod. Sådan gør jeg ende på filistrenes hovmod. ⁷ Jeg sætter en stopper for deres afgudsdyrkelse og river det blodige offerkød ud af munden på dem. Men en rest af dem skal vende sig til Gud og indlemmes som en slægt i Judas folk, ligesom jebusitterne for længe siden blev det. ⁸ Og jeg vil slå lejr omkring mit folk og forhindre, at fremmede hære kommer ind i landet. Jeg vil selv stå vagt om min ejendom.”

Kongen kommer

⁹ „Fryd jer og råb af glæde, Jerusalems indbyggere! Se, jeres konge er på vej. Han kommer med retfærdighed og frelse, og han er ydmyg og rider på et hanæsel—det er et æselføl. ¹⁰ Jeg vil fjerne stridsvognene fra Israel og krigshestene fra Jerusalem, og jeg vil afvæbne de stridende grupper. Kongen vil bringe fred til alle folkeslag, og han skal herske overalt, fra hav til hav, og fra Eufratfloden til jordens ende.

¹¹ På grund af den pagt, jeg indgik med jer, og som blev beseglet med blod, vil jeg befri jer fra jeres fangehuller. ¹² Kom hjem i sikkerhed, for nu er der håb. Jeg lover i dag at give jer dobbelt så meget tilbage, som I har mistet. ¹³ Juda, du er min bue! Israel, du er min pil! Jerusalem, du er mit sværd, hvormed jeg skal besejre fjenderne.”

Kongen leder sit folk i det endelige slag

¹⁴ Herren selv vil lede sit folk i kampen. Hans pile farer af sted som lyn. Den Almægtige blæser alarm, stormer frem som en hvirvelvind fra ørkenen i syd. ¹⁵ Han beskytter sit folk, mens de slår fjenderne ned og træder dem under fode. De bliver som berusede af sejren og hugger fjenden ned i et stort blodbad. ¹⁶ Til den tid skal Herren, deres Gud, frelse dem, som hyrden, der redder sin hjord, og de skal stråle i det land, han har givet dem, som juveler i en kongekrone. ¹⁷ Hvilken vidunderlig fremtid. De unge mænd og piger vil være sunde og stærke, for der skal være rigeligt med korn og vin.

Herrens omsorg for sit folk

10 Bed Herren om regn om foråret, for så vil regnen give vækst til markens planter. Det er jo Herren, der skaber tordenskyerne og sender regn. ² Husgudernes svar var falske, og sandsigernes syner var svindel. Alle deres drømme var kun tomme ord. Derfor fór I vild som får, der ingen hyrde har.

³ „Jeg er vred på dem, som skulle være hyrder og ledere for mit folk,” siger Herren, den Almægtige. „Jeg vil velsigne min hjord, Judas folk. De skal ikke længere være som vildfarne får, men stærke som prægtige stridsheste. ⁴ Jeg vil oprejse ledere iblandt dem, som skal give støtte, håb og sejr. ⁵ Folket skal blive mægtige krigere for Herren og træde fjenderne ned i støvet under deres fødder. Herren er med dem i kampen, så deres fjender lider nederlag.

⁶ Jeg gør Juda stærk og redder Israel. Jeg vil være barmhjertig imod dem og føre dem hjem. Det skal være, som om jeg aldrig havde forstødt dem, for jeg er Herren, deres Gud, og jeg hører deres råb om hjælp. ⁷ Jeg gør dem stærke, som var de heltemodige krigere, og jeg gør dem glade, som havde de drukket vin. Deres børn skal se det og glæde sig, og alle skal juble over Herren. ⁸ Jeg kalder dem hjem og samler dem sammen, for jeg har befriet dem. De skal igen blive talrige som før. ⁹ Selv om jeg spredte dem blandt fjerne folkeslag, vil de aldrig glemme mig. Både de og deres børn skal vende hjem til deres eget land. ¹⁰ Fra Egypten og Assyrien henter jeg dem og lader dem bosætte sig i Gilead og Libanon. Der vil ikke være plads til dem alle. ¹¹ Når jeg, Herren, fører mit folk gennem trængslens hav, lægger bølgerne sig. Nilens strømme tørrer ud, og Assyriens og Egyptens herredømme over mit folk får ende. ¹² Jeg gør mit folk stærkt, og hvor de end kommer frem, vil de vandre i min kraft, erklærer Herren.

Dom over Israel

11 Luk portene op, Libanon, så ilden kan fortære dine cedertræer. ² Græd, cypresser, for de majestætiske cedertræer er totalt ødelagte. Græd i fortvivlelse, Bashans egetræer, for den tætte skov er fuldstændig ryddet. ³ Hør, hvor landets ledere klager, for nu er det forbi med deres velstand. Hør, hvor løverne brøler, for Jordandalens krat er afsvedet.”

De to hyrder

⁴ Derefter sagde Herren min Gud til mig: „Gå hen og pas en flok får, der snart skal slagtes. ⁵ De, der køber fårene, er i deres fulde ret til at slagte dem. De, der ejer fårene, siger: ‚Gud ske lov, nu er vi rige!’ De har slet ingen medlidenhed med fårene. ⁶ På samme måde vil jeg ikke have medlidenhed med landets indbyggere, men lade dem falde i kløerne på deres egne onde ledere, som skal undertrykke dem og ødelægge landet. Og jeg vil ikke gribe ind og redde dem.”

⁷ Så tog jeg et job som hyrde for en flok får, der skulle sælges til opkøbere og slagtes. Jeg anskaffede mig to hyrdestave. Den ene kaldte jeg Barmhjertighed, den anden Sammenhold, og jeg vogtede fårene, som jeg havde fået besked på. ⁸ I løbet af en måned skaffede jeg tre onde hyrder af vejen. Men fårene brød sig ikke om mig, så jeg mistede tålmodigheden med dem.

⁹ Så sagde jeg: „Jeg vil ikke være hyrde for jer længere. Det kan godt være, I bliver dræbt af vilde dyr, men det er der ikke noget at gøre ved. Og de overlevende kan få lov at angribe hinanden.”

¹⁰ Derpå tog jeg den stav, jeg havde kaldt Barmhjertighed, og brækkede den midt over for at vise, at jeg ikke længere ville beskytte dem mod de fremmede nationer. ¹¹ Så var det job forbi. Men fårenes ejere,^[b] som havde overværet dramaet, forstod godt, at det var et budskab fra Herren. ¹² Da sagde jeg til dem: „Hvis I synes, så giv mig min løn. Hvis I ikke vil betale, så lad være!” Så betalte de mig 30 sølvstykker.^{[c] 13} Da sagde Herren til mig: „Giv pottemageren^[d] den ‚enorme’ sum penge, de vurderede mig til!” Så tog jeg de 30 sølvstykker og kastede dem ind i tempelgården til pottemageren.

¹⁴ Dernæst brækkede jeg den anden stav, som jeg havde kaldt Sammenhold, for på den måde at vise, at sammenholdet mellem Juda og Israel var brudt.

¹⁵ Derefter sagde Herren til mig: „Gå igen hen og tag et job som hyrde, men opfør dig som en ondskabsfuld hyrde. ¹⁶ Det skal illustrere, hvordan jeg vil overlade mit folk til en hyrde, der ikke hjælper de får, som er i fare, ikke opsøger de vildfarne, ikke læger de tilskadekomne eller sørger for foder til de raske. Tværtimod slagter og spiser han de bedste af dyrene og splitter endda klovene ad.^{[e] 17} Ve den uduelige hyrde, som ikke vogter min hjord ordentligt. Sværdet skal ramme hans arm, så armen bliver lammet, og det skal gennembore hans højre øje, så han mister synet.”

Gud vil tilintetgøre Jerusalems fjender

12 Det følgende er et budskab til Israel fra Herren, som udspændte himlen, lagde jordens fundament og gav mennesket liv og ånde:

² „Engang vil nabolandenes folkeslag angribe Judas land og belejre Jerusalem, men de vil få min vrede at føle, så de bliver helt fortumlede. ³ Til den tid vil jeg gøre Jerusalem til en tung sten, som de ikke kan løfte. Prøver de på det, kommer de til skade. Alle jordens nationer vil samle sig imod mit folk. ⁴ Men da vil jeg gøre alle fjendens heste panikslagne og rytterne vanvittige. Jeg vil stå vagt over mit folk og gøre fjenderne blinde. ⁵ Da vil Judas ledere forstå, at Jerusalems indbyggere får deres styrke fra Herren, den almægtige Gud.

⁶ Til den tid vil jeg gøre Juda til en ild, der antænder tørt brænde, en fakkel, der sætter neg i brand. Judas folk vil besejre nabolandene, så Jerusalems indbyggere kan få lov at være i fred. ⁷ Herren vil først give sejr til hæren fra det judæiske opland, for at Jerusalems indbyggere og Davids slægt ikke skal tro, de er bedre end det øvrige Juda.

⁸ Da vil Herren komme Jerusalems indbyggere til hjælp, så den svageste føler sig stærk som kong David, og Davids kongelige slægt skal lede dem med en autoritet, som svarer til Herrens engels, ja, med Guds egen autoritet. ⁹ Til den tid vil jeg tilintetgøre alle de folkeslag, som angriber Jerusalem.

Folket omvender sig

¹⁰ Til den tid vil jeg udgyde nådens og bønnens ånd over Davids kongelige slægt og Jerusalems indbyggere, og de vil få øje på ham, som de har gennemboret. De vil sørge over ham, som man sørger over sin eneste søn, og klage, som man klager over sin førstefødtes død. ¹¹ Sorgen og klagen i Jerusalem skal være lige så stor som dødsklagen ved Hadad-Rimmon^[f] i Megiddodalen. ^12-14 Der skal være landesorg, for hele Israels folk skal synke i knæ af gråd og anger, både kongeslægten, præsteslægterne og menigmand. Alle landets slægter skal sørge, mændene for sig og kvinderne for sig.

Tusindårsriget

20 Jeg så nu en engel komme ned fra Himlen. Han havde nøglen til afgrunden i hånden, og han bar på en tung jernlænke. ² Han greb fat i dragen, den gamle Slange, som er Djævelen og Satan, lænkede ham og smed ham i afgrunden, hvor han skulle være i 1000 år. ³ Hullet over afgrunden blev forsvarligt lukket og forseglet, så han ikke mere kunne vildlede nationerne. Når de 1000 år er forbi, skal han efter Guds plan slippes løs for en kort tid.

⁴ Derefter så jeg en masse troner, og nogle, der satte sig på tronerne.^[a] De fik magt til at afsige domme. Jeg så også sjælene af alle dem, som var blevet henrettet, fordi de havde været tro over for Jesus og havde holdt fast ved Guds ord. De havde ikke bøjet sig i hyldest til uhyret eller dets statue, og de havde ikke taget imod uhyrets mærke på panden eller hånden. De blev nu levende for at regere sammen med Kristus i 1000 år. ⁵ Det er den første genopstandelse. (De andre døde blev ikke levende, før de 1000 år var gået). ⁶ Velsignede og hellige er de, der kommer med i den første genopstandelse. Dem har den anden død ingen magt over. De skal være præster for Gud og Kristus, og de skal regere sammen med ham i 1000 år.

Satan løslades efter 1000 år, men besejres

⁷ Når de 1000 år er forbi, skal Satan lukkes ud af sit fængsel, ⁸ og han vil tage ud til alle nationer i hele verden, især Gog og Magog, for at overtale dem til at hjælpe ham i den forestående krig. Jeg så ham samle soldater så talrige som havets sand. ⁹ Hærene drog frem over jorden og omringede den elskede by, hvor Guds folk havde forskanset sig. Men så kom der ild ned fra Himlen og fortærede dem. ¹⁰ Djævelen, som havde vildledt dem, blev kastet i søen med brændende svovl, hvor uhyret og den falske profet allerede var. Der skal de pines dag og nat i al evighed.

Verdensdommen og den anden død

¹¹ Derefter så jeg en stor, hvid trone og Gud selv, der sad på den. Jord og himmel flygtede for ham, men der var ingen steder, de kunne være. ¹² Dernæst så jeg de døde stå foran tronen, både de rige og de fattige. Mange bøger blev åbnet, og en ganske særlig bog blev åbnet. Det var livets bog. De døde blev bedømt efter deres gerninger, i overensstemmelse med, hvad der stod i bøgerne. ¹³ Havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget gav sine døde tilbage. Alle blev bedømt efter deres gerninger. ¹⁴ Døden og dødsriget blev kastet i ildsøen. Det er den anden død—ildsøen. ¹⁵ Alle, der ikke var skrevet op i livets bog, blev kastet i ildsøen.