Old/New Testament

Den flyvende bogrulle

5 I det næste syn så jeg en bogrulle, der kom flyvende gennem luften. ² „Hvad ser du?” spurgte englen. „En flyvende bogrulle!” svarede jeg. „Den ser ud til at være omkring 10 m lang og 5 m høj.”

³ „På den bogrulle har Herren skrevet en dom, som gælder alle i hele landet,” forklarede englen. „De, som stjæler og lyver, har længe nok undgået deres straf. ⁴ Men nu sender jeg min dom over enhver, der stjæler, og over alle, der sværger falsk ved mit navn, siger Herren. Dommen vil ramme deres hjem og familier og ødelægge dem totalt.”

Kvinden i tønden

⁵ Derefter kom englen igen hen til mig. „Kig op! Kan du se noget, der kommer svævende herhen?” spurgte han. ⁶ „Ja, hvad er det?” spurgte jeg. „En tønde til at måle korn med, men den er fyldt med landets synder,” forklarede han.

⁷ I det samme blev tøndens tunge blylåg løftet, og jeg så, at der sad en kvinde nede i den. ⁸ „Den kvinde symboliserer ondskaben på jorden,” forklarede englen. Så skubbede han hende tilbage i tønden og lagde låget på.

⁹ Da jeg kiggede op igen, så jeg to kvinder med storkevinger komme svævende gennem luften. De løftede tønden op og fløj af sted med den. ¹⁰ „Hvor bærer de tønden hen?” spurgte jeg englen.

¹¹ „Til Babylon,” svarede han. „Der vil man bygge et tempel for kvinden, og når det er færdigt, vil man anbringe hende på en piedestal.”

De fire vogne

6 Igen kiggede jeg op, og jeg så fire stridsvogne, som kom farende frem mellem to bjerge, der var hårde som bronze. ² Den første vogn blev trukket af røde heste, den næste af sorte, ³ den tredje af hvide og den fjerde af blakkede heste.

⁴ „Hvad betyder det?” spurgte jeg englen. ⁵ Han svarede: „Det er himlens fire ånder, som netop er kommet fra jordens Herre. De bliver sendt ud for at udføre hans befaling. ⁶ Vognen med de sorte heste skal køre mod nord, og den med de hvide heste vil følge bagefter,^[a] mens vognen med de blakkede heste skal sydpå. ⁷ De er ivrige efter at komme af sted ud over jorden.” Så sagde han: „Af sted med jer! Drag ud over jorden!” Og de fór af sted. ⁸ Derefter råbte han til mig: „Den stridsvogn som farer mod nord, vil udføre Herrens retfærdige dom over landene mod nord.”

Josvas krone

⁹ Derefter sagde Herren til mig: ^10-11 „Tag hen til Heldaj, Tobija og Jedaja, som lige er ankommet fra eksilet i Babylon, og bed om noget af det sølv og guld, de har bragt med sig. Gå derefter straks hen til Joshijas, Zefanjas søns, hus. Han skal lave en krone af guldet og sølvet. Den skal du sætte på ypperstepræsten Josvas hoved, ¹² og du skal sige til ham fra den almægtige Gud: ‚Du repræsenterer den, som skal komme, ham, hvis navn er Spiren,^[b] og som skal spire frem fra det sted, hvor stubben er. Han skal bygge Herrens tempel. ¹³ Ikke alene skal han bygge Herrens tempel, men han skal blive æret som en konge. Han skal regere fra sin trone og være både konge og præst, og han vil skabe fred.’ ¹⁴ Kronen skal derefter opbevares i Herrens tempel til minde om Heldaj, Tobija, Jedaja og Joshija.”

¹⁵ Senere vil der komme folk langvejsfra for at være med til at bygge Herrens tempel. Når det sker, vil I forstå, at Herren, den Almægtige, har sendt mig. Alt dette vil gå i opfyldelse, hvis I lytter og gør, hvad Herren, jeres Gud siger til jer.

Opfordring til at vise retfærdighed og barmhjertighed

7 Den fjerde dag i den niende måned^[c] i kong Dareios’ fjerde regeringsår talte Herren igen til mig.

² Lederne i Betel havde sendt en delegation til templet i Jerusalem, anført af Sarezer og Regem-Melek. ³ De kom for at spørge præsterne og profeterne dér, om man fortsat skulle overholde den årlige sørge- og fastedag i den femte måned.^{[d] 4} Da gav Herren, den Almægtige, mig følgende budskab til præsterne og hele folket: ⁵ „Når I har fastet og sørget i den femte og syvende^[e] måned i de sidste 70 år, er det virkelig mig I har fastet for? ⁶ Og når I spiser offermåltiderne, tænker I så ikke kun på at spise og drikke? ⁷ Ved I ikke, at profeterne advarede imod den slags hykleri allerede for længe siden, da Jerusalem og dens forstæder tillige med de vestlige bakkeskråninger og Negev endnu var beboet, og der var fred i landet? ^8-9 Derfor siger Herren, den Almægtige: Vær retfærdige i jeres domme, tag hensyn til hinanden og vær barmhjertige. ¹⁰ I må ikke udnytte enkernes og de forældreløses svaghed, ikke se ned på de fattige og fremmede og ikke udtænke onde planer imod hinanden. ¹¹ Alt dette indprentede jeg allerede jeres forfædre, men de ville ikke høre efter og stak stædigt fingrene i ørerne. ¹² De gjorde deres hjerter hårde som sten, så de hverken overholdt Toraen eller lyttede til de budskaber, som Herren, den Almægtige, ved sin Ånd bragte dem gennem tidligere tiders profeter. Derfor ramte Guds vrede dem. ¹³ Siden de ikke ville høre, når jeg kaldte på dem, ville jeg heller ikke lytte til dem, når de kaldte. ¹⁴ Det var derfor, jeg spredte dem for alle vinde blandt fremmede folkeslag. Deres land kom til at ligge øde hen, og ingen havde lyst til at rejse igennem det. De var skyld i, at det udvalgte land blev til en ødemark.”

Herren lover at velsigne Jerusalem

8 Dernæst sagde Herren til mig: ² „Jerusalem har en særlig plads i mit hjerte, og jeg er vred på dem, der så grusomt raserede byen. ³ Jeg vil vende tilbage til Zion og bosætte mig der, og Jerusalem skal kaldes ‚Sandhedens og retfærdighedens by’, og tempelbjerget ‚Den Almægtiges hellige bjerg’.

⁴ På Jerusalems torve skal der atter sidde gamle kvinder og mænd, som bruger stok på grund af deres høje alder, ⁵ og gaderne skal vrimle af legende drenge og piger. ⁶ Jeg ved, at det lyder som en umulighed for den rest, som er tilbage af Judas folk, men det er ikke umuligt for mig, siger Herren. ⁷ Jeg vil samle mit folk fra øst og fra vest ⁸ og føre dem hjem til Jerusalem. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud, så de kan opleve sandhed og retfærdighed.

⁹ Vær ved godt mod og fortsæt arbejdet med at genopbygge templet. I har hørt Herrens opmuntrende ord gennem profeterne både nu, og dengang genopbygningen af templet skulle til at begynde. ¹⁰ Før I begyndte, var der stor fattigdom, og ingen kunne være i fred for fjenderne, ja, alle var fjendtlige over for hinanden. ¹¹ Men nu bliver det anderledes, siger Herren, den Almægtige. ¹² Nu skaber jeg fred og fremgang. Vinstokkene skal igen bære frugt, jorden skal igen frembringe korn, og himlen give regn. Sådan vil jeg velsigne den rest af mit folk, som er tilbage. ¹³ Både Judas og Israels land har været et eksempel til skræk og advarsel for andre folkeslag, men jeg vil frelse dem, så de i stedet kan blive til velsignelse. Vær derfor ikke bange, men tag mod til jer. ^14-15 Ligesom jeg før i tiden satte mig for at straffe jeres forfædre, når de vækkede min vrede, og jeg ikke ændrede mening, sådan har jeg nu sat mig for at velsigne Jerusalem og Judas folk. Vær derfor ikke bange. ¹⁶ Men I skal tale sandhed og lade retfærdigheden råde i jeres retssager, så der bliver fred. ¹⁷ Læg ikke ondskabsfulde planer imod hinanden og sværg ikke falsk, for den slags hader jeg, siger Herren.

^18-19 Hvad angår fastedagene i den fjerde, femte, syvende og tiende måned, så skal de blive til glædesfester. I skal sætte en ære i at elske sandheden og holde fred med hinanden. ²⁰ Engang vil folk fra hele verden komme til jer, siger Herren, den Almægtige. ²¹ De vil sige til hinanden: ‚Kom, lad os rejse til Jerusalem og søge Herren, så han kan velsigne os! Jeg er parat til at tage af sted!’ ²² Selv mennesker fra de store nationer vil komme til Jerusalem for at søge Herren og bede om hans velsignelse. ²³ Til den tid vil ti mennesker fra alverdens nationer flokkes om en enkelt jøde, tage ham i ærmet og sige: ‚Lad os få lov at tage med dig, for vi har hørt, at Gud er med jer!’ ”

Lammets bryllup

19 Efter dette hørte jeg et vældigt råb fra en stor flok mennesker i Himlen:

⁴ De 24 medregenter og de fire levende væsener faldt på knæ og tilbad Gud, der sad på tronen. „Amen! Halleluja!” råbte de. ⁵ Derpå lød en stemme fra tronen: „Pris Gud, alle hans tjenere og de, der ærer ham, både kendte og ukendte!”

⁶ Dernæst hørte jeg lyden af råb fra en stor menneskemængde. Det var en buldrende lyd som et mægtigt vandfald eller en kraftig torden:

(Den hvide klædning er Guds folks gode gerninger.)

⁹ Englen sagde nu til mig: „Skriv: Velsignede er alle, der er indbudt til Lammets bryllupsfest.” Og han fortsatte: „De ord, du hørte, er Guds sande ord!” ¹⁰ Jeg kastede mig ned for hans fødder for at hylde ham, men han sagde til mig: „Nej, gør det ikke. Jeg er Guds tjener ligesom du og de andre kristne, der holder fast ved budskabet om Jesus. Giv Gud al ære, for den profetiske Ånd fortæller om Jesus og ophøjer ham.”

Rytteren på den hvide hest

¹¹ Derefter så jeg Himlen blive åbnet, og en person kom ridende på en hvid hest. Han blev kaldt „Trofast og Sand”, for han dømmer retfærdigt og fører kun retfærdig krig. ¹² Hans øjne strålede som ild. På hovedet havde han mange kroner, og der stod et navn, som kun han selv kan tyde. ¹³ Kappen, han havde om sig, var dyppet i blod, og hans navn var „Guds Ord”. ¹⁴ En meget stor flok ryttere kom ud fra Himlen på hvide heste. De var iført skinnende hvide klæder og sluttede sig til den første rytter. ¹⁵ I munden havde han et skarpt sværd, som han vil bruge mod folkeslagene, for han vil herske over dem med et jernscepter og udføre den højeste Guds straf, som når man træder druer i en vinperse. ¹⁶ På hans kappe og hans lår^[a] stod der en beskrivelse: „Kongen over alle konger” og „Herren over alle herrer”.

¹⁷ Derefter så jeg en anden engel, der stod i solen. Han råbte med høj stemme til alle fugle, som flyver højt over jorden: „Kom til Guds store festmåltid! ¹⁸ Kom og spis kødet af regenter, hærchefer og helte, af heste og ryttere, af slaver og frie, høj og lav!” ¹⁹ Dernæst så jeg uhyret og alle jordens regenter og deres hære. De samlede sig til krig mod ham, der sad på hesten, og mod hans hær. ²⁰ Men uhyret blev overmandet sammen med den falske profet, der havde udført mirakler på uhyrets vegne. (De mirakler havde forført dem, der bar uhyrets mærke, og dem, der tilbad dets statue). Begge to blev kastet levende i søen med brændende svovl. ²¹ Men resten blev dræbt med det sværd, som han, der sad på hesten, havde i munden. Og alle fuglene åd sig mætte i de dræbtes kød.