Old/New Testament

Gud må straffe sit folk for deres synd

12 Herren siger: „Efraim lyver og bedrager. Juda flakker om uden at forstå min trofasthed. ² Israel er fuld af løgn og bedrag, kun optaget af falske værdier. De slutter forbund med Assyrien og giver Egypten gaver for at få hjælp.”

³ Herren bliver nødt til at straffe Judas folk for dets oprør. Jakobs efterkommere må bøde for deres handlinger. ⁴ Allerede ved fødslen narrede Jakob sin tvillingebror. Som voksen kæmpede han med Gud. ⁵ Ja, han kæmpede med en engel og sejrede. Han bad og tiggede om en velsignelse. Ved Betel mødte han Herren ansigt til ansigt, og Herren talte til ham, ⁶ tænk, Herren, den almægtige Gud!

⁷ Vend jer derfor til Gud! Søg Herren til hver en tid og vær pålidelige og retfærdige i jeres adfærd.

⁸ Herren siger: „Mit folk er som en købmand, der vejer med falske lodder, som en, der elsker at udnytte andre. ⁹ ‚Se, hvor rig jeg er blevet!’ praler de. ‚Jeg har samlet mig rigdom uden at gøre noget forkert.’

¹⁰ Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten. Men nu vil jeg igen lade dig bo i telte, som da vi var sammen i ørkenen. ¹¹ Jeg sendte mine profeter til dig for ved hjælp af syner og billedtale at advare dig. ¹² Alligevel er Gilead fyldt med afgudsdyrkelse, og derfor må jeg straffe dem. Der ofres mange okser i Gilgal, men afgudsaltrene vil ende som stendynger på markerne.”

¹³ Herren tog sig af Jakob, da han i sin tid flygtede til Aram. Dér vogtede han får for at få den kvinde, han elskede. ¹⁴ Senere førte Herren sit folk ud af Egypten ved hjælp af en profet, som ledede og beskyttede dem. ¹⁵ Men Efraim provokerede Herren til vrede. De fortjener døden for deres forbrydelser, ja, Herren vil straffe dem for deres synder.

13 Tidligere var det sådan, at når Efraims stamme talte, rystede folk af skræk, for hele Israel så op til dem. Men de syndede ved at dyrke Ba’al og dødsdømte derved sig selv.

² Og de synder stadig. De har masser af sølvsmede, der har travlt med at støbe afguder. De tilbeder guder, som de selv har lavet. Man siger om dem, der ofrer til afguderne, at de kysser kalve. ³ Men de vil forsvinde som morgentågen, fordampe som duggen. De er som avner, vinden blæser bort fra tærskepladsen, de forsvinder som røgen fra et bål.

⁴ Herren siger: „Jeg er Herren, din Gud, som skabte himlen og dannede jorden. Jeg anbragte stjernerne på himlen, men ikke for at du skulle tilbede dem. Jeg er den, som^[a] førte dig ud af Egypten. Dengang kendte I ikke andre guder, og der findes ingen anden, der kan redde jer. ⁵ Jeg tog mig af jer i ørkenen, i det golde og tørre land. ⁶ Men så snart I kom til det gode land og spiste jer mætte, blev I stolte og glemte mig. ⁷ Derfor kommer jeg imod jer som en løve, som en leopard, der ligger på lur langs stien. ⁸ Som en rasende bjørn, hvis unger er taget fra den, sønderriver jeg jer. Som et vildt dyr vil jeg flå jer og gøre det af med jer.

⁹ Israel, hvis jeg angriber jer, hvem kan da frelse jer? ¹⁰ Hvor findes den konge, som kan redde jer? Hvor er nu de konger, som I bad om at få? ¹¹ Da I forlangte at få en konge, gjorde I mig vred, men jeg gav jer alligevel en. Nu har I igen gjort mig vred, og jeg tager jeres konge fra jer. ¹² Jeg kender til alle Efraims synder, intet er glemt.

¹³ Du har nået smertens time som en kvinde, der skal føde et barn. Men du er tåbelig som et barn, der modsætter sig at blive født. ¹⁴ Jeg vil udfri dig af dødsrigets greb. Jeg vil redde dig fra døden. Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din ødelæggende kraft? Min beslutning står fast, ¹⁵ for du skal bære frugt blandt dine brødre.^[b]

Jeg vil sende en mægtig østenvind imod dig. Den skal blæse ind fra ørkenen, så dine kilder og brønde tørrer ud, og dine skatte tages fra dig.”

Syndserkendelse fører til genoprettelse

14 Samarias folk må tage deres straf, for de har gjort oprør imod Gud. De skal alle tilintetgøres af den hær, som vil invadere landet. Deres småbørn bliver knust mod jorden, og deres gravide kvinder får maven skåret op.

² Israel, vend tilbage til Herren, din Gud, for din synd gjorde, at du faldt. ³ Vend tilbage til Gud og sig: „Herre, tilgiv os vores synder! Vær barmhjertig og tag os til nåde, så vi kan bringe dig lovprisningsofre. ⁴ Assyrien kan ikke frelse os, stridsheste kan ikke redde os. Aldrig mere vil vi søge hjælp hos de afguder, vi selv har lavet. Kun hos dig møder den forældreløse barmhjertighed.”

⁵ Herren svarer: „Jeg vil helbrede dig for din tendens til frafald, og jeg vil elske dig af hele mit hjerte, for min vrede er forbi. ⁶ Jeg vil bringe Israel fornyelse som duggen, der forfrisker jorden. De skal blomstre som liljer og skyde dybe rødder som Libanons cedertræer. ⁷ Hele tiden kommer der friske skud, så de kan vokse sig store som oliventræer og dufte som Libanons cederskove. ⁸ Folket skal vende tilbage til et frodigt land og dyrke korn igen. De skal blomstre som vinstokken med en vellugt, der overgår Libanons vingårde.

⁹ Efraim, hold dig langt væk fra afguderne! Det er mig, der svarer på dine bønner og hjælper dig. Jeg er som en stedsegrøn cypres, og jeg vil sørge for alle dine fornødenheder.”

¹⁰ De vise vil forstå dette budskab. De kloge vil erkende sandheden i det. Herren gør altid det rigtige, og et godt menneske retter sig efter hans ord. Men syndere snubler og falder, fordi de nægter at tro ham.

Guds trone i Himlen

4 Efter at jeg havde set Jesus og fået budskabet til de syv menigheder, fik jeg et andet syn. Jeg så en åben dør ind til Himlen, og jeg hørte den samme stemme, som havde talt til mig før, den, der lød som en trompetfanfare. Stemmen sagde til mig: „Kom herop! Så vil jeg vise dig, hvad der vil ske senere hen.” ² Straks kom jeg under Åndens magt, og i den himmelske verden så jeg nu en trone, og der sad en person på den. ³ Han strålede som diamanter og rubiner.^[a] Hele vejen rundt om ham var der ligesom en regnbue, der lyste som smaragd. ⁴ Rundt om Guds trone stod 24 andre troner, og der sad 24 medregenter^[b] på dem, alle klædt i hvidt og med en gylden sejrskrans på hovedet. ⁵ Ud fra tronen kom der lynglimt og tordenbrag, og foran tronen var der syv brændende fakler, det er Guds syv ånder. ⁶ Foran tronen var der også noget ligesom et gennemsigtigt, krystalklart hav. Tæt rundt om Guds trone var der fire levende væsener med øjne overalt, både foran og bagpå. ⁷ Det første levende væsen lignede en løve, det andet en okse, det tredje havde et ansigt som et menneske, og det fjerde lignede en ørn. ⁸ De fire væsener havde hver seks vinger med øjne både på ydersiden og indersiden. Dag og nat råbte de uafbrudt: „Hellig, hellig, hellig er Herren, den øverste hersker, han, som var, og som er, og som kommer!”

⁹ Hver gang de fire væsener med deres hyldest og tak ærede ham, der sad på tronen, ham, som lever i al evighed, ¹⁰ bøjede de 24 medregenter sig ned for ham, og de hyldede ham. De tog deres sejrskranse af og lagde dem ned foran ham og råbte: ¹¹ „Herre, vores Gud, du er værdig til at få al ære, hyldest og magt, for du har skabt alle ting, og de eksisterer, fordi du ville det!”