Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

M’Cheyne Bible Reading Plan

The classic M'Cheyne plan--read the Old Testament, New Testament, and Psalms or Gospels every day.
Duration: 365 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
5 Mosebog 3

Sejren over kong Og af Bashan

Vi satte derefter kursen nordpå mod Bashan, hvor kong Og straks mobiliserede sin hær og rykkede ud mod os ved byen Edrei. Men Herren sagde til mig: ‚Du skal ikke være bange. Jeg vil udlevere kongen og hans hær og hele hans land til jer. Du skal gøre med ham, som du gjorde med amoritternes kong Sihon af Heshbon.’ Herren, vores Gud, hjalp os i kampen mod kong Og, så vi slog ham og huggede hele hans hær ned. Der var ingen, der overlevede. Bagefter indtog vi samtlige 60 byer i Argob-området, hvor kong Og var konge. Alle byerne var stærkt befæstede med høje mure og jernbeslåede porte. Desuden indtog vi alle de mindre, ubefæstede byer i området. Vi udslettede totalt kong Og af Bashans rige på samme måde, som vi havde udslettet kong Sihon af Heshbons rige. Vi udryddede hele befolkningen, både mænd, kvinder og børn, men kvæget og krigsbyttet beholdt vi.

Hele området øst for Jordanfloden, som før havde tilhørt de to amoritterkonger, var nu på vores hænder. Det var området mellem Arnonfloden mod syd og Hermonbjerget mod nord. (Hermonbjerget blev af sidonierne kaldt Sirjon, af amoritterne blev det kaldt Senir.) 10 Vi havde dermed kontrol over alle byerne på højsletten samt over områderne Gilead og Bashan helt til byerne Salka og Edrei.

11 (Kong Og af Bashan var den sidste, der var tilbage af den refaitiske kæmpeslægt. Hans jernseng[a] måler fire meter i længden og næsten to meter i bredden, og står den dag i dag i ammonitterbyen Rabba.)

Fordelingen af landet øst for Jordanfloden

12-13 Efter sejren over de to konger fordelte jeg det erobrede land øst for Jordanfloden mellem Rubens og Gads stammer og halvdelen af Manasses stamme. Rubens og Gads stammer fik området nord for byen Aroer ved Arnonfloden samt den sydlige halvdel af Gileads bjergland med tilhørende byer. Det halve af Manasses stamme fik den nordlige del af Gilead-området samt hele Argob-området, som vi havde taget fra kong Og. (Sidstnævnte område kaldes også Bashan eller refaitternes land.) 14 Jair-slægten af Manasses stamme overtog Argob-området helt til Geshurs og Ma’akas grænse. De gav landets byer nye navne, og landet selv kaldte de ‚Jairs landsbyer’, hvad det hedder den dag i dag. 15 Makir-slægten af Manasses stamme fik det nordlige Gilead. 16 Rubens og Gads område går fra Gilead i nord ned til Arnonfloden i syd, hvor grænsen går midt gennem Arnondalen. Mod øst danner Jabbokfloden grænse til ammonitternes område. 17 Vestgrænsen følger Jordanfloden fra Galilæasøen i nord til Det Døde Hav i syd, og videre øst om søen til lavlandet neden for Pisgas bjerg.

18 Jeg mindede Rubens og Gads stammer samt Manasses halve stamme om, at selv om Herren nu havde tildelt dem dette område, måtte de vente med at etablere sig der, indtil deres våbenføre mænd havde gjort deres pligt ved at hjælpe de øvrige stammer med at indtage Kana’ans land vest for Jordanfloden, det land, som Herren ville give dem. 19 ‚Men jeres kvinder og børn,’ sagde jeg, ‚de kan blive tilbage i de byer, som Herren har givet jer her, og tage sig af jeres store kvægflokke, 20 indtil Herren har givet de øvrige stammer sejr, og I kan vende tilbage. I må ikke vende tilbage, før de øvrige stammer har indtaget landet på den anden side af Jordanfloden, for Herren har udset dette land til dem.’

21 Da sagde jeg til Josva: ‚Du har selv oplevet, hvordan Herren har givet os sejr over kong Sihon og kong Og. Når I nu går over på den anden side af Jordanfloden, vil Herren også give jer sejr over kongerne dér. 22 Vær ikke bange for dem, for Herren, jeres Gud, vil gå med jer og kæmpe på jeres side.’

Moses fik ikke lov at komme ind i landet

23 I samme forbindelse bad jeg til Herren: 24 ‚Herre, min Gud! Du har vist mig din storhed og magt. Findes der nogen gud i himlen eller på jorden, der handler så underfuldt som dig? 25 Vil du ikke give mig lov til at drage over Jordanfloden og se det herlige bjergland og Libanon?’ 26 Men Herren var vred på mig på grund af folket og ville ikke give mig lov til at følge med. ‚Ikke tale om!’ sagde han. 27 ‚Du må nøjes med at gå op på toppen af Pisgas bjerg, hvor der er god udsigt til alle sider, og se ind i landet. Men Jordanfloden kommer du ikke over. 28 Du skal indsætte Josva som din efterfølger og opmuntre ham til at føre folket over floden og indtage det land, du ser på den anden side.’

29 Så blev vi i dalen over for Bet-Peor.”

Salme 85

Landets genopbygning

85 Til korlederen: En sang af en af Koras efterkommere.

Du var nådig mod dit land, Herre,
    du vendte Israels skæbne,
du tilgav dit folks synder,
    du fjernede al deres skyld!
Du vendte dig væk fra din vrede,
    din heftige harme holdt op.
Genopret os, Gud, vor Frelser,
    lad dit mishag imod os høre op.
Vil du være vred på os for evigt?
    Skal din vrede vare fra slægt til slægt?
Tag imod os endnu en gang,
    så vi atter kan glæde os i dig.
Vis os din trofaste kærlighed, Herre,
    red os endnu en gang.

Jeg vil lytte omhyggeligt til Herrens ord,
    for han taler om fred til sit folk,
        lad dem ikke gentage deres dumheder.
10 De, der adlyder ham, skal opleve hans frelse,
    landet skal fyldes af hans herlighed igen.
11 Troskab og pålidelighed skal mødes,
    godhed og fred skal kysse hinanden.
12 Sandhed spirer frem af jorden,
    retfærdighed kommer ned fra Himlen.
13 Ja, Herren vil velsigne os igen,
    så jorden giver en rigelig høst.
14 Godhed skal gå foran ham
    og bane en vej for hans fødder.

Esajas 31

Herren vil forsvare Jerusalem

31 Ve jer, I, som rejser til Egypten efter hjælp, I, som sætter jeres lid til stridsvogne, heste og en sværm af ryttere i stedet for at søge hjælp hos Israels hellige Gud. I sin visdom sender han ulykke over sit folk. Han ombestemmer sig ikke, men rejser sig imod dem og deres gudløse forbundsfæller på grund af deres ondskab. Egypterne er dødelige mennesker, ikke guder. Deres heste er af kød og blod, ikke ånd. Når Herren løfter sin hånd imod dem, snubler og falder de sammen med dem, de prøver at hjælpe. Så er det ude med dem alle.

Herren sagde til mig: „Jeg er Herren, den Almægtige, og jeg vil kæmpe for Zions bjerg, som en løve kæmper for sit bytte. Lige meget hvor højt hyrderne råber og hvor meget de larmer for at skræmme løven væk, så flytter den sig ikke, men viser blot tænder. Som fuglen, der svæver over sin rede for at beskytte den, sådan vil jeg beskytte og skærme Jerusalem. Jeg våger over byen og redder den.”

Israels folk, vend tilbage til den Gud, som I har været så utrolig oprørske imod. Der kommer en dag, hvor I vil kassere de afguder af sølv og guld, som jeres syndige hænder har skabt. Da vil assyrerne falde, men ikke for menneskers sværd. Gud vil selv nedkæmpe dem. De vil prøve at flygte, men de unge mænd bliver ført bort som slaver. Hærchefen vil flygte i rædsel, officererne tage benene på nakken, når de får øje på Israels banner, siger Herren, for hans vredes ild brænder i Jerusalem.

Aabenbaringen 1

Indledning

Denne bog handler om, hvad Gud lod Jesus Kristus åbenbare for sine tjenere angående, hvad der snart skal ske. Han åbenbarede det for mig, hans tjener Johannes, ved at sende en engel, og jeg fortæller jer her om, hvad Gud sagde, og hvad Jesus viste mig, akkurat som jeg så det. Velsignet er den, der læser eller hører de profetiske ord, og tager dem til sig, for tiden er nær.

Hilsen til de syv menigheder

Jeg, Johannes, sender hilsen til de syv menigheder i provinsen Asien: Nåde og fred være med jer fra den evige Gud, han som er, og som var, og som kommer, og fra de syv ånder,[a] der står foran hans trone, og fra Jesus Kristus, hvis ord er absolut troværdige. Han er den første, der er opstået fra de døde, og han regerer over alle jordens konger. Han elsker os, og ved sin død befriede han os fra syndens slaveri og gjorde os til konger og præster for Gud, sin Far. Ham tilhører æren og magten i al evighed. Amen.

Se, han vil komme med skyerne, og alle vil se ham, også de, der har gennemboret ham.[b] Alle jordens folkeslag vil jamre, når han kommer. Ja, sådan vil det gå.

„Jeg er Alfa og Omega,”[c] siger Gud, Herren. „Jeg er den øverste hersker, den som er, og som var, og som kommer.”

Synet af Jesus som den genopstandne Herre

Jeg, Johannes, jeres medkristen, har sammen med jer del i Guds rige, i forfølgelserne og i at holde ud gennem trængslerne. Jeg blev forvist til øen Patmos, fordi jeg havde forkyndt Guds ord og fortalt om Jesus. 10 En søndag, mens jeg var på øen, kom jeg under Helligåndens magt. Bag mig hørte jeg en stemme, der lød som en trompetfanfare, og den sagde til mig: 11 „Skriv ned, hvad du ser, og send bogen til de syv menigheder i Efesos, Smyrna, Pergamon, Tyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea.”

12 Da jeg vendte mig om for at se, hvem der talte til mig, så jeg syv guldlysestager. 13 Midt imellem dem stod en skikkelse, der lignede et menneske. Han var iført en lang klædning, der nåede til fødderne, og han havde et guldbroderet bånd over brystet. 14 Hans hoved og hår var hvidt som uld og sne, og hans øjne lyste som ild. 15 Hans fødder skinnede som blankt metal opvarmet i ilden, og hans stemme lød som drønet fra et vandfald. 16 I sin højre hånd holdt han syv stjerner. I munden havde han et skarpt, tveægget sværd, og han udstrålede et lys som den skarpeste sol.

17 Da jeg så ham, faldt jeg ned for hans fødder, som om jeg var død, men han lagde sin højre hånd på mit hoved og sagde: „Vær ikke bange! Jeg er den første og den sidste 18 og den, som lever. Jeg var død, men nu lever jeg i al evighed. Jeg har magten over døden og nøglerne til dødsriget. 19 Skriv det ned, du ser, både det, der er nu, og det, der senere vil ske. 20 Lad mig forklare dig betydningen af de syv stjerner, du så i min højre hånd, og de syv guldlysestager: De syv stjerner står for de syv menigheders engle,[d] og de syv lysestager er selve de syv menigheder.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.