M’Cheyne Bible Reading Plan

Folk gør oprør på grund af vantro

14 Da brød hele folket ud i klageråb, og de græd og klagede hele natten. ² Derefter gik de hen til Moses og Aron og beklagede sig: „Gid vi var døde i Egypten—eller endda her i ørkenen. ³ Hvorfor har Herren ført os hertil, når vi skal dø i krig og vores koner og børn føres bort som slaver. Lad os dog vende om og se at komme tilbage til Egypten.” ⁴ Længslen efter Egypten bredte sig i lejren. „Ja, lad os vælge en anden leder og vende tilbage til Egypten!” blev der råbt.

⁵ Da kastede Moses og Aron sig ned foran folket med ansigtet mod jorden, ⁶ og to af spionerne—Josva og Kaleb—som havde været inde og udspejde landet, rev flænger i deres tøj af fortvivlelse over folkets oprør. ⁷ „Begriber I ikke, at det er et vidunderligt land?” råbte de. ⁸ „Hvis vi er lydige mod Herren, vil han føre os ind i landet og give det til os. Det er et fantastisk frugtbart land, der i den grad ‚flyder med mælk og honning’. ⁹ Hvorfor vil I gøre oprør imod Herren? Hvorfor er I bange for landets indbyggere? Vi kan sagtens indtage landet, for Herren er med os, mens de er uden beskyttelse. Hvad er I bange for?”

¹⁰ Josvas og Kalebs ord gjorde kun ondt værre, og folket talte allerede om at stene dem. Da viste Herrens herlighed sig pludselig over åbenbaringsteltet, ¹¹ og Herren sagde til Moses: „Hvor længe skal det her folk have lov til at foragte mig? Hvor længe vil de nægte at tro på mig, selv efter alle de undere, jeg har udført iblandt dem? ¹² Jeg vil sende sygdom imod dem og udrydde dem, og så vil jeg begynde forfra med dig og gøre dig til et endnu mægtigere folk end dem.”

Moses går i forbøn for folket

¹³ „Men hvad vil egypterne sige, når de hører om det?” indvendte Moses. „De så jo din vældige kraft demonstreret, da du befriede dit folk. ¹⁴ Indbyggerne i dette land er også allerede klar over, at du bor blandt dit folk Israel og taler til dem ansigt til ansigt. De har hørt om skysøjlen, der går foran os om dagen, og ildsøjlen, der lyser for os om natten. ¹⁵ Men hvis du nu udrydder dit folk, vil disse nationer sige: ¹⁶ ‚Herren dræbte sit folk, fordi han ikke var i stand til at føre dem ind i det land, han havde lovet dem.’ ¹⁷ Herre, vis nu din storhed ved at stå ved de ord, du har udtalt: ¹⁸ at du sjældent bliver vred, og at din trofasthed er stor. Du tilgiver mennesker deres synd og oprør, også selv om den skyldige skal straffes og fædrenes synd får konsekvenser indtil tredje eller fjerde slægtled. ¹⁹ Jeg trygler dig, Herre: Vis din trofasthed og nåde imod dette folk, så du tilgiver dem deres synd, sådan som du har tilgivet dem hele vejen, siden de forlod Egypten.”

²⁰ Da svarede Herren: „Godt, jeg vil tilgive dem, sådan som du har bedt om. ²¹ Men så sandt jeg er den levende Gud, så sandt min herlighed fylder hele jorden, ²² så skal ingen af de mænd, som har været vidne til de undere, jeg gjorde i Egypten og i ørkenen, og som nu for tiende gang har provokeret mig med deres ulydighed, ²³ få det land at se, som jeg lovede deres forfædre. Ingen af dem, der har vist mig foragt, skal få landet at se. ²⁴ Men min tjener Kaleb har en anden ånd end resten af folket, og han har bevist sin lydighed imod mig. Derfor skal han få lov til at komme ind i landet, og hans efterkommere skal tage deres del i besiddelse. ²⁵ Da nu amalekitterne og kana’anæerne bor i lavlandet,^[a] skal I i morgen tidlig bryde op og vende tilbage til ørkenen ad vejen mod Det Røde Hav.”

Herrens straf over det vantro folk

²⁶ Herren sagde til Moses og Aron: ²⁷ „Hvor længe skal jeg finde mig i, at det her onde folk hele tiden beklager sig? Jeg har set deres oprør og hørt deres beklagelser. ²⁸ Giv dem nu følgende besked fra mig: Så sandt jeg lever, skal I få, hvad I har bedt om: ²⁹ I skal få lov at dø i ørkenen—alle I, der er over 20 år, I, der beklagede jer over mig. ³⁰ Ingen af jer skal nå ind i det land, som jeg svor at give til jer—bortset fra Kaleb og Josva. ³¹ I sagde, at jeres børn ville blive taget til fange og gjort til slaver; men jeg siger, at det bliver dem, der går ind og tager det land i besiddelse, som I har vraget, ³² mens I selv skal dø i ørkenen.

³³ Jeres børn skal vokse op som nomader, mens I vandrer rundt i ørkenen i 40 år, indtil den sidste af jer, som gjorde oprør, er død. Det er resultatet af jeres troløshed. ³⁴ Ligesom spionerne vandrede rundt i landet i 40 dage, skal I vandre rundt i ørkenen i 40 år—ét år for hver dag er straffen for jeres synd. På den måde vil jeg lære jer, hvilke konsekvenser det får, når I forkaster mig. ³⁵ Jeg, Herren, har talt. Sådan vil jeg gøre mod dette onde folk, som har rottet sig sammen imod mig og derfor skal dø her i ørkenen.”

^36-38 De ti spioner, som havde foranlediget oprøret imod Herren ved at sprede frygt blandt folket, faldt derefter døde om for Herrens ansigt; kun Josva og Kaleb var tilbage. ³⁹ Og da Moses bekendtgjorde Herrens ord til folket, blev de grebet af dyb sorg.

⁴⁰ Men tidligt næste morgen var de klar til at drage af sted mod løfternes land. „Vi tog fejl,” sagde de, „men nu er vi parat til at gå ind i det land, Herren har lovet os.”

⁴¹ „Nej,” svarede Moses, „I har forspildt jeres chance. Vil I nu synde igen ved at gøre oprør mod Herrens ordre om at vende tilbage til ørkenen? ⁴² Gå ikke ind i landet nu, for Herren er ikke med jer. Gør I det alligevel, vil I blot blive slået af fjenderne. ⁴³ Amalekitterne og kana’anæerne vil besejre jer. Når I vender jer fra Herren, vender han sig fra jer.”

⁴⁴ Alligevel satte de kursen mod bjerglandet, selv om pagtens ark og Moses blev tilbage i lejren. ⁴⁵ Men de amalekitter og kana’anæere, der boede på vejen til bjerglandet, rykkede ud mod dem, slog dem og forfulgte dem helt til Horma.

Sand tilbedelse

50 En sang af Asaf.

Dom over folkets ledere

3 Herren, den Almægtige, vil afskære Jerusalem og Juda fra al hjælp og alle forsyninger af mad og vand. ² Han vil fjerne landets ledere—helte og krigere, dommere og profeter, spåmænd og slægtsoverhoveder, ³ delingsførere og magtfulde mænd, rådgivere, troldmænd og slangetæmmere.

⁴ De får drenge som ledere, kåde knægte skal herske over dem. ⁵ Der bliver anarki og kaos. Folk bekæmper hinanden, de unge gør oprør mod de ældre, slyngler overfuser hæderlige folk. ⁶ Når den tid kommer, vil en mand gribe fat i sin slægtning og sige: „Du har i det mindste tøj på kroppen. Tag ledelsen, så vi kan få ryddet op i det her rod!” ⁷ Men hans slægtning vil svare: „Nej tak! Jeg vil ikke overtage et fallitbo. Jeg har slet ikke ressourcer til at klare den opgave.” ⁸ Jerusalem falder og Judariget går i opløsning, fordi de har trodset Herren med deres ord og handlinger og ringeagtet hans ære og værdighed. ⁹ Deres ansigtsudtryk er nok til at afsløre dem. De er stolte over deres synder som Sodomas mænd, de har ikke skygge af skam i livet. De har nedkaldt dommen over sig selv.

¹⁰ Lad de retskafne glæde sig, for dem skal det gå godt. De skal nyde frugten af deres gode gerninger. ¹¹ Men ve de onde, for med dem står det skidt til. De skal få, hvad de har fortjent.

¹² Folkets ledere er som selviske børn og dominerende kvinder. De vejleder jer ikke, de vildleder jer! De fører jer på afveje, så I ender i afgrunden.

¹³ Herren rejser sig, parat til at dømme folkene. ¹⁴ Herren, den Almægtige, anklager folkets ledere og siger: „Det er jer, der har plyndret vinmarkerne og røvet kornhøsten fra de magtesløse bønder. ¹⁵ Hvor vover I at knuse mit folk og træde de fattige ned i støvet?”

Dom over de stolte kvinder

¹⁶ Herren siger: „Jerusalems kvinder tripper stolte af sted med ringlende ankelkæder og næsen i sky, med knejsende nakke og kælne blikke. ¹⁷ Derfor vil jeg gøre dem skaldede, så de må gå skamfulde omkring.”

^18-19 Herren vil fjerne al deres pynt: ankelkæder, månetegn og soltegn, øreringe, armbånd, slør, ²⁰ tørklæder, ankellænker,^[a] bælter, lugtedåser, amuletter, ²¹ fingerringe, næseringe, ²² festdragter, kapper, slag, tasker, ²³ spejle, kjortler, turbaner og sjaler. ²⁴ I stedet for duft af parfume bliver der stank, i stedet for et bælte om livet får de reb, i stedet for kunstfærdige frisurer skaldethed, i stedet for festtøj sækkelærred, i stedet for skønhed skam.

Dommen over landets og byens krigere

²⁵ Landets mænd vil falde for sværdet, Jerusalems krigere dø i kamp. ²⁶ På byens torve vil man jamre og klage, for byen er som en kvinde, der sidder på jorden, berøvet alt.

4 Til den tid vil der være så få mænd tilbage, at syv kvinder vil gribe fat i én mand og råbe: „Vi skal nok forsørge os selv—bare vi må bære dit navn, så vi ikke skal vanæres ved at være ugifte og barnløse!”

Håb om ny herlighed for den rest, der overlever

² Men engang vil Herrens plante, Israel, blive frodig og smuk igen, og de overlevende vil glæde sig over landets frugt. ³ De, hvis navne er skrevet i Herrens bog, de, som overlever Jerusalems ødelæggelse, skal være hans hellige folk. ⁴ For Herren vil rense Jerusalems indbyggere for deres urenhed og fjerne blodskyld fra byen. Hans Ånd vil dømme ondskaben og rense dem som gennem ild. ⁵ Derefter vil Herren selv være en skærmende skygge over Zions bjerg og alle, som samles der. Det vil ligne en sky om dagen og ild om natten, så der er et beskyttende dække over alt, hvad der er helligt. ⁶ Herrens herlighed vil være som et telt, der beskytter byen mod solens hede og mod storm og regn.

Trosheltene

11 Hvad er tro? Tro er grundlaget for vores håb, en overbevisning om ting, der ikke kan ses.^{[a] 2} Vi har jo mange vidnesbyrd om den tro, vores forfædre havde.

³ Det er ved tro, vi forstår, at universet blev til på Guds befaling. Den synlige verden blev skabt ud fra den usynlige verden.

⁴ Abel troede Gud. Derfor var han i stand til at bringe et offer, der var bedre end Kains. Gud accepterede Abels gave og viste dermed, at Abel havde et ret forhold til Gud. Abel selv er død, men hans tro er et vidnesbyrd for os endnu den dag i dag.

⁵ Enok troede Gud. Derfor blev han taget op til Himlen, så han undgik at dø. Ingen kunne finde ham, for Gud havde taget ham til sig. Men inden da havde han fået det vidnesbyrd, at Gud glædede sig over ham.^{[b] 6} Gud kan kun glæde sig over dem, der har tro, for de, der henvender sig til Gud, må nødvendigvis tro, at han er til, og at han belønner dem, der søger ham.

⁷ Noa troede Gud. Da Gud advarede ham om syndfloden, der skulle komme, troede han på det, selvom der ikke var nogen tegn på, at der ville komme en oversvømmelse. Han adlød Gud, og i ærefrygt for ham byggede han en ark for at redde sin familie. På den måde forkyndte Noa dommen over den onde verden, og selv blev han på grund af sin tro accepteret af Gud.

⁸ Abraham troede Gud. Da Gud bad ham om at forlade sit hjem og fædreland og rejse bort til et andet land, som Gud ville give ham og hans efterkommere i arv og eje, tog han af sted uden at vide, hvor han kom hen. ⁹ Han slog sine telte op i et land, som tilhørte andre, og i tillid til Gud vandrede han fra sted til sted i det land, han var blevet lovet. Det samme gjorde Isak og Jakob, der jo fik det samme løfte. ¹⁰ Abraham så nemlig frem til at bo i byen med de evige grundvolde, som Gud selv er både arkitekt og bygmester for.

¹¹ Sara troede Gud. Derfor kunne hun blive stammor til et helt folk til trods for, at hun var for gammel til at få børn. Hun troede på, at Gud, der havde givet løfte om en søn, var til at stole på. ¹² Således blev Abraham stamfar til et helt folk. Selvom han gik på gravens rand, blev han ene mand stamfar til et folk så talrigt, at det er lige så umuligt at tælle som himlens stjerner og sandet ved havets bred.

¹³ Abraham og Sara, Isak og Jakob døde alle i tro uden at se løftet blive opfyldt. Men de skimtede det forude og hilste det velkommen, og de sagde helt klart, at de var som udlændinge på midlertidigt ophold på denne jord. ¹⁴ De, der taler sådan, giver udtryk for, at de er på udkig efter et hjemland. ¹⁵ Hvis de havde tænkt på det land, de oprindeligt kom fra, kunne de have vendt tilbage dertil. ¹⁶ Men de længtes efter noget endnu bedre, nemlig det himmelske hjemland. Derfor skammer Gud sig ikke ved at blive kaldt deres Gud, og han har en evig by parat til dem.

^17-18 Da Gud satte Abraham på prøve, holdt Abraham fast på sin tro og var parat til at ofre sin søn Isak på alteret, også selvom det var hans eneste søn, og Gud havde lovet ham: „Det er gennem Isak, din slægt skal opbygges.”^{[c] 19} Abraham regnede nemlig med, at Gud kunne oprejse Isak fra de døde, hvis det skulle være. Han fik ham jo også tilbage i live som et billede på Jesu opstandelse fra de døde.

²⁰ Isak troede Gud. Derfor kunne han velsigne sine to sønner Jakob og Esau med fremtiden for øje.

²¹ Jakob troede Gud. Lige før han døde, velsignede han Josefs sønner i tro og bøjede hovedet over sin stav i tilbedelse.^[d]

²² Josef troede Gud. Inden sin død talte han om, at Gud en dag ville føre Israels folk ud af Egypten, og han fik dem til at love, at de ville tage hans jordiske rester med sig til det land, Gud havde lovet at give dem.

²³ Moses’ forældre troede Gud, og de skjulte ham i tre måneder efter fødslen. De så, at han var en dejlig dreng, og de var ikke bange for at trodse kongens ordre.

²⁴ Moses troede Gud, da han som voksen gav afkald på sin position som søn af Faraos datter. ^25-26 I stedet for at nyde en kortvarig fornøjelse uden for Guds vilje foretrak han at dele kår med Guds folk. Frem for at eje alle Egyptens skatte foretrak han at blive mishandlet—ligesom Kristus blev det—for han så frem til sin belønning.

²⁷ Moses forlod Egypten i tro til Gud og uden at frygte kongens vrede. Han holdt ud, fordi han hele tiden holdt den Usynlige for øje. ²⁸ I tro indførte han den første påske med blodet på dørstolperne, for at dødsenglen ikke skulle gå ind i israelitternes hjem og dræbe den førstefødte søn i hver familie.

²⁹ Israelitterne viste tro til Gud, da de gik gennem Det Røde Hav som over tørt land. Men egypterne, som fulgte bagefter, druknede alle sammen.

³⁰ Israelitterne viste tro til Gud, da de på hans befaling vandrede rundt om Jeriko i syv dage, så byens mure faldt.

³¹ Ved at hjælpe de israelitiske spioner viste den prostituerede Rahab, at hun troede på Gud. Derfor blev hun ikke dræbt sammen med dem, der var ulydige.

³² Behøver jeg sige mere? Det ville tage for lang tid at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, Samuel og alle profeterne. ³³ Ved deres tro besejrede sådanne helte fjendtlige folkeslag, regerede med retfærdighed og så Guds løfter blive opfyldt. De lukkede løvers gab ³⁴ og overlevede brændende flammer. De undslap overlegne hære, fik ny kraft efter udmattelse, ny styrke i krig og slog fjendehære på flugt.

³⁵ Nogle kvinder havde tro til at få deres kære oprejst fra de døde. Nogle mennesker blev tortureret til døde, fordi de ikke ville fornægte deres tro. De ville hellere se frem til den kommende genopstandelse. ³⁶ Andre blev hårdt prøvet med hån og piskeslag, eller de blev kastet i fængsel og lagt i lænker. ³⁷ Nogle blev stenet, skåret midt over eller henrettet med sværd. Andre gik sultende rundt, klædt i fåre- eller gedeskind, forfulgte og mishandlede. ³⁸ De var for gode til denne verden. De måtte flygte gennem ørkener og over bjerge og skjule sig i bjerghuler eller huller i jorden.

³⁹ Alle dem, der her er omtalt, fik et godt vidnesbyrd for deres tro, men opnåede ikke at se Guds løfte opfyldt, ⁴⁰ for Gud havde en større plan om, at de ikke skulle nå målet, før vi fik chancen for at komme med.