M’Cheyne Bible Reading Plan
Forklaring om lysestagen
8 Herren sagde til Moses: 2 „Sig til Aron, at når han anbringer de syv lamper på lysestagen, skal de vendes, så lyset bliver kastet fremad.”
3 Aron gjorde som Herren havde befalet gennem Moses. 4 Lysestagen var hamret ud i rent guld fra fodstykket til blomstermotiverne, og den svarede nøjagtig til den beskrivelse, Herren havde givet Moses.
Indvielsen af levitterne
5 Da sagde Herren til Moses: 6 „Udskil levitterne fra de andre stammer og lad dem gennemgå en særlig renselsesceremoni. 7 Først skal du stænke renselsesvandet på dem, derefter skal de barbere sig over hele kroppen og vaske både sig selv og deres tøj. 8 Så skal de komme med en ung tyr til brændoffer, et afgrødeoffer bestående af fintmalet mel blandet med olivenolie samt en anden ung tyr til syndoffer. 9 Derefter skal du kalde folket sammen og føre levitterne hen foran åbenbaringsteltets indgang, 10 hvor israelitterne skal lægge hænderne på dem. 11 Da skal Aron med et svingningsoffer overgive levitterne til Herren som en gave fra hele Israels folk. På den måde bliver de indviet til at tjene Herren på folkets vegne. 12 Derefter skal levitterne lægge hænderne på hovedet af de to unge tyre, som derpå skal ofres til Herren, den ene som syndoffer og den anden som brændoffer, som tegn på forsoning med Herren. 13 Så skal levitterne føres til Aron og hans sønner, og du skal med et svingningsoffer overgive dem til præsterne som deres medhjælpere. 14 På den måde skal levitterne udskilles fra folket for at tilhøre og tjene mig.
15 Efter at de således er helliget og overgivet til mig, kan de udføre deres opgaver ved åbenbaringsteltet. 16 De skal helt og fuldt tilhøre mig som en erstatning for folkets førstefødte sønner, 17 for samtlige førstefødte sønner og handyr skulle egentlig tilhøre mig siden den nat, jeg dræbte egypternes førstefødte sønner. 18 Men jeg anerkender levitterne som stedfortrædere for folkets ældste sønner, 19 og jeg har overdraget levitterne til Aron og hans sønner, så de på folkets vegne kan udføre deres hellige opgaver ved åbenbaringsteltet. De skal være med til at bringe folket forsoning for deres synder, så Israels folk ikke rammes af plager, når de kommer i nærheden af helligdommen.”
20 Så indviede Moses og Aron og Israels folk levitterne til deres tjeneste ved nøje at følge Herrens befalinger til Moses. 21 Levitterne gennemgik renselsesceremonien og vaskede deres tøj, hvorefter Aron fremstillede dem for Herren med et svingningsoffer som tegn på, at de var en gave til ham. Da det var gjort, udførte han forsoningsritualet over dem, så de blev renset. 22 Derefter var levitterne klar til at gå ind i åbenbaringsteltet og hjælpe Aron og hans sønner. Alt, hvad Herren havde befalet Moses med hensyn til levitterne, blev udført.
23 Desuden sagde Herren til Moses: 24 „Levitterne har tjenestepligt ved åbenbaringsteltet fra deres 25. år, 25 men når de fylder 50, skal de trække sig tilbage. 26 Derefter må de gerne hjælpe med vagttjeneste i åbenbaringsteltet, men de må ikke udføre det samme arbejde som før.”
Bøn efter et nederlag i krigen
44 Til korlederen: En visdomssang af Koras slægt.
2 Gud, vi har hørt om de mange undere,
du gjorde for vore forfædre i gamle dage.
3 Du drev Kana’ans folk bort
og lod dit folk bosætte sig i deres land.
4 De indtog ikke landet i egen kraft,
men du var med dem og hjalp dem.
5 Du er vor Konge og Gud.
Giv fortsat sejr til dit folk.
6 Med din hjælp får vi fjenderne under fod,
i dit navn besejrer vi vore modstandere.
7 Vi stoler ikke på bue og sværd,
8 for det er dig, der giver os sejr over fjenderne.
9 Vi er stolte af at tilhøre dig, Gud,
vi vil prise dit navn for evigt.
10 Hvordan kan det så være, at vi tabte slaget?
Hvorfor var du ikke med os i krigen?
Hvorfor har du forkastet os?
11 Du tillod fjenden at drive os på flugt.
De plyndrede hele vores hær.
12 Du udleverede os som får, der skal slagtes.
Du spredte os rundt blandt fremmede folk.
13 Du solgte os for en slik,
regnede os ikke for noget.
14 Vi blev til grin for nabofolkene,
de spotter og håner os.
15 Selv fjerne folkeslag ler ad os
og ser på os med foragt.
16 Vi føler os totalt ydmyget,
overvældet af skam.
17 Vore fjender ser ned på os
og udslynger hån og spot.
18 Hvordan kunne det ske, Gud?
Vi har da ikke svigtet dig
eller overtrådt den pagt, du oprettede med os.
19 Vi har ikke været utro imod dig,
men har adlydt de bud, du gav os.
20 Og dog blev vores by lagt i ruiner,
du sendte mørke og død over os.
21 Hvis vi var holdt op med at tilbede dig, Gud,
og havde dyrket afguder i stedet,
22 ville du da ikke vide besked?
Du kender jo vore inderste tanker.
23 Men på trods af, at vi tilhører dig,
er vi i livsfare hver eneste dag.
Vi er som får, der er på vej til slagtning.
24 Vågn op, Herre, hvorfor sover du?
Rejs dig, forkast os ikke længere!
25 Hvorfor ser du den anden vej
og ignorerer vores nød og sorg?
26 Vi ligger med ansigtet i støvet,
vore kroppe klæber til jorden.
27 Grib ind, Herre, kom os til hjælp!
Red os i din trofasthed og nåde.
Jerusalems unge piger:
6 „Du smukkeste blandt kvinder, sig os,
hvor din elskede er gået hen,
så vi kan hjælpe dig med at finde ham!”
Den unge pige:
2 „Min elskede er gået ned i sin have til bedene med krydderurter.
Der græsser han sin flok og plukker liljer.
3 Min elskede er min, og jeg er hans.
Han græsser sin flok mellem liljerne.”
Femte sang: De nygiftes glæde over hinanden
Den unge mand:
4 „Min elskede, du er yndig som kongebyen Tirtza,
bedårende som Jerusalem,
ærefrygtindgydende som en række bannere.[a]
5 Se ikke så direkte på mig,
for dine øjnes skønhed overvælder mig.
Dit hår bølger nedad som en flok sorte geder
på en bakkeskråning i Gilead.
6 Dine tænder er hvide som en nyvasket fåreflok;
hver har sin tvilling, ingen står alene.
7 Dine kinder bag sløret er røde
som to halve granatæbler.
8 Om jeg så havde tres dronninger og firs medhustruer
foruden utallige tjenestepiger,
9 ville du overgå dem alle i skønhed, min due—
du er fuldkommen!
Du er din mors eneste datter,
du er hendes yndling,
og hun har kun godt at sige om dig.
Byens piger priser din skønhed, når de ser dig,
dronninger og medhustruer lovpriser din charme og ynde.
10 ‚Hvem er skøn som morgenrøden,’ spørger de,
‚smuk som månen, strålende som solen,
og ærefrygtindgydende som en række bannere?’[b]
11 Jeg gik ned gennem nøddehegnet for at finde blomster i dalen,
for at se, om der var nye skud på vinrankerne
og blomsterknopper på granatæbletræerne.
12 Jeg var ude af mig selv af kærlighed.
Giv mig dér din dejlige ‚myrra’, du fyrstedatter.”[c]
6 Nu vil vi så gå videre med den undervisning, der passer til modne mennesker. Det skulle jo ikke være nødvendigt én gang til at lære jer de mest elementære ting om Kristus, nemlig at man frelses ved troen på Gud og ikke ved nytteløse anstrengelser. 2 Det burde også være overflødigt at tale om de forskellige slags dåb, om håndspålæggelse, om opstandelsen fra de døde og om Guds dom, som afgør menneskers evige skæbne. 3 Lad os nu gå videre med undervisningen, hvis Gud da tillader det.
Advarsel mod frafald og sløvhed
4-6 Når mennesker først har set Guds lys og nydt godt af Himlens velsignelser, og når de har fået Helligåndens kraft og har fået en forsmag på den kommende verdens vidundere, og hvor herligt det er at høre, når Gud taler, og de så alligevel falder fra, da kan man ikke føre dem tilbage til Herren. De har jo derved korsfæstet Guds Søn igen og hånet ham offentligt. 7 Når en mark opsuger den regn, som falder på den, og producerer en god høst til gavn for dem, der dyrker jorden, vil den opleve Guds velsignelse. 8 Men hvis den derimod frembringer tidsler og tjørnebuske, er den intet værd og vil opleve Guds dom. Det ender med, at man afbrænder den.
9 Selvom jeg skriver sådan, kære venner, er jeg overbevist om, at det står bedre til med jer, og at I er på frelsens vej. 10 Gud er ikke uretfærdig. Han vil huske jeres arbejde og den kærlighed til ham, som I har vist ved, at I har hjulpet og stadig hjælper jeres medkristne. 11 Vi ønsker inderligt, at hver eneste af jer lige til det sidste må fortsætte med begejstret at holde fast ved visheden om den herlighed, der venter jer. 12 Så bliver I ikke sløve, men bliver som dem, der ved tro og udholdenhed oplever opfyldelsen af alt, hvad Gud har lovet sine børn.
Guds løfter står urokkeligt fast
13-14 I ved, at da Gud lovede Abraham en søn, svor han ved sit eget navn—han havde jo ikke noget større at sværge ved—og sagde til Abraham, at han ville velsigne ham og gøre hans efterkommere talrige.[a] 15 Og efter at have ventet med stor tålmodighed fik Abraham til sidst løftet opfyldt.
16 Når mennesker sværger på, at de vil gøre et eller andet, sværger de i Guds navn og påkalder Guds straf over sig selv, hvis de bryder deres løfte. At sværge på den måde gør al diskussion overflødig. 17 Således garanterede Gud også sit løfte ved at sværge på det, for han ønskede at slå det helt fast over for dem, som løftet gælder, at det er et urokkeligt løfte. 18 Der er altså to ting, som slår fast, at løftet vil blive opfyldt: For det første, at det var Gud, der lovede det, og for det andet, at han garanterede løftet ved at sværge på det. Og Gud kan ikke lyve. Det hjælper os, som har søgt tilflugt hos ham, til at holde fast ved visheden om den lovede frelse. 19 Visheden om frelse er som et anker for sjælen, et anker, der når helt ind i Guds nærvær, bag forhænget ind til det inderste rum i den himmelske helligdom, hvor det er gjort urokkeligt fast. 20 Jesus gik jo forud for os ind i Guds nærvær for dér at tjene som vores evige ypperstepræst efter Melkizedeks forbillede.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.