M’Cheyne Bible Reading Plan

17 Da sagde Herren til Moses: ² „Sig til præsten Eleazar, Arons søn, at han skal rage røgelseskarrene ud af ilden og smide den brændende røgelse væk. Disse røgelseskar er hellige, ³ også selv om de tilhørte oprørske mænd, der måtte dø for deres synd. Tag disse røgelseskar og sørg for, at de bliver hamret flade og brugt som beklædning på alteret. De er hellige, fordi de blev brugt i tjenesten for Herren. På alteret skal de tjene som en advarsel overfor israelitterne.”

⁴ Så tog præsten Eleazar de 250 røgelseskar af bronze, hamrede dem ud til plader og beklædte alteret med dem. ⁵ Det blev en advarsel til Israels folk om, at ingen uindviede personer, der ikke var af Arons slægt, måtte brænde røgelse for Herren, for så ville det gå dem som Kora og hans tilhængere. Således blev den befaling, Herren havde givet Eleazar gennem Moses, ført ud i livet.

⁶ Men allerede næste dag begyndte folket igen at beklage sig overfor Moses og Aron: „Det er jer, vi kan takke for, at nogle af Herrens folk er blevet dræbt.”

^7-8 Mens folket gav luft for deres utilfredshed overfor Moses og Aron, kom Herrens herligheds sky pludselig til syne over åbenbaringsteltet, og Moses og Aron vendte sig og gik hen til indgangen.

^9-10 „Træk jer væk fra folket,” beordrede Herren dem, „så jeg kan komme til at udrydde dem.” Men Moses og Aron kastede sig ned med ansigtet mod jorden foran Herren. ¹¹ Derefter sagde Moses til Aron: „Skynd dig hen til alteret med dit røgelseskar. Læg gløder fra alteret i det, kom røgelse ovenpå og bær det rundt blandt folket, så der kan skaffes soning for dem, for Herren har i sin vrede sendt en plage over folket.”

¹² Aron adlød Moses og skyndte sig rundt blandt folket for at skaffe dem soning, så den plage, der allerede var begyndt, kunne blive stoppet, ¹³ og da Aron stillede sig mellem de døde og de levende, standsede plagen. ¹⁴ Den dag døde 14.700 mennesker af plagen, ud over alle dem, der den foregående dag var døde sammen med Kora. ¹⁵ Da plagen var standset, vendte Aron tilbage til Moses ved åbenbaringsteltets indgang.

Arons blomstrende stav

¹⁶ Da sagde Herren til Moses: ¹⁷ „Sig til Israels folk, at hver af de 12 stammeledere skal bringe dig en stav. Skriv så lederens navn på den stav, han kommer med. ¹⁸ Arons navn skal skrives på den stav, der repræsenterer Levis stamme. ¹⁹ Tag nu disse stave og læg dem foran pagtens ark i åbenbaringsteltet, hvorfra jeg kommunikerer med jer. ²⁰ En af stavene vil sætte skud, og det vil vise jer, hvem jeg har udvalgt til at tjene mig. Sådan vil jeg lukke munden på israelitterne, så jeg kan blive fri for deres evindelige klager.”

²¹ Derefter fortalte Moses folket, hvad Herren havde sagt, og hver af de 12 stammeledere kom med deres stav. Også Arons stav var med i bunken. ²² Moses tog nu stavene og lagde dem for Herrens ansigt i det allerhelligste rum, ²³ og næste dag, da han kom tilbage, så han, at Arons stav ikke blot havde sat skud, men havde sat blomster og nu bar modne mandler.

²⁴ Moses tog stavene med sig ud til de ventende israelitter. De kiggede på dem, og lederne tog hver deres stav, ^25-26 men Arons stav lagde Moses på Herrens befaling tilbage foran pagtens ark, for at den skulle være en påmindelse om folkets oprør og en advarsel om den dødsstraf, der ventede dem, hvis de igen satte sig op mod Moses og præsterne.

^27-28 Men folkets beklagelser var stadig ikke forbi. „Hvordan kan vi undgå at dø,” sagde de, „hvis der er dødsstraf for at komme i nærheden af Herrens bolig? Det er ude med os.”

Præsternes og levitternes tjeneste

18 Da sagde Herren til Aron: „Jeg har overdraget tjenesten ved helligdommen til levitterne. Det er deres ansvar, hvis der sker et lovbrud under tjenesten. Men præstetjenesten er overdraget til dig og dine efterkommere, og sker der noget galt der, er det jer, der bliver krævet til ansvar. ² Levitterne skal hjælpe jer under præstetjenesten foran teltet med pagtens ark. ³ Men når de udfører deres arbejde, må de under ingen omstændigheder røre direkte ved nogen af de hellige ting eller ved alteret. Gør de det, skal de dø—og det skal I også. ⁴ Levitterne skal tage sig af åbenbaringsteltet og transportere det omkring, men ingen af de andre israelitter må hjælpe til med det arbejde.

⁵ Det er jer præster, som skal udføre tjenesten i selve helligdommen og ved alteret, så Israels folk ikke igen skal rammes af min vrede ved ikke at respektere præstetjenesten. ⁶ Jeg har udvalgt levitterne til at hjælpe jer under jeres præstetjeneste i åbenbaringsteltet. De er en gave til jer fra Herren. ⁷ Men du og dine efterkommere, som er mine præster, skal alene varetage altertjenesten. Det er kun jer, som har tilladelse til at gå ind bag forhænget til helligdommen, for I er mine præster. Enhver anden, der trænger ind i helligdommen, skal dø.”

Præsternes og levitternes underhold

⁸ Herren sagde videre til Aron: „Jeg giver jer præster jeres del af de offergaver, som folket bringer til mig. Denne ordning skal gælde for altid. ⁹ I må få de dele af de hellige ofre, som ikke skal brændes på alteret, hvad enten det er afgrødeofre, syndofre eller skyldofre. ¹⁰ I skal spise dem på et helligt sted, men kun mændene må spise dem. ¹¹ De offergaver, som svinges foran alteret, skal for altid tilhøre jer og jeres familier. Både mænd, kvinder og børn må spise af disse ofre—med undtagelse af dem, der er urene på det tidspunkt.

¹² Det samme gælder for de høstofre, som folket bringer til mig—det første og bedste af deres olivenolie, nylavede vin, korn ¹³ og frugter. De ofre må alle jeres familiemedlemmer få del i—med undtagelse af dem, der er urene på det tidspunkt. ¹⁴ Alt hvad der tilhører mig, tilhører også jer. ¹⁵ Alt det førstefødte blandt mennesker og dyr tilhører mig, og skal derfor tilhøre jer. Dog skal israelitterne løskøbe de førstefødte sønner og det førstefødte blandt alle urene dyr. ¹⁶ I stedet for at bringe disse førstefødte sønner og urene dyr som offergaver, skal de en måned efter fødslen løskøbe dem med fem sølvstykker for hver.

¹⁷ Hvad de førstefødte blandt hornkvæget og småkvæget angår, kan de ikke løskøbes, men de skal ofres til mig. Deres blod skal stænkes på alteret, og deres fedt skal brændes som et lifligt offer til mig. ¹⁸ Men kødet skal tilhøre jer—ligesom brystet og det højre lårstykke, der svinges foran alteret, tilhører jer. ¹⁹ Alle de ofre, som folket bringer til mig ved at svinge dem foran alteret, skal tilhøre jer, og I og jeres familier må spise af dem. Dette er en permanent lov, en troskabspagt^[a] mellem mig på den ene side og jer og jeres efterkommere på den anden side.”

²⁰ Herren sagde videre til Aron: „I præster må ikke eje jord eller anden ejendom i landet. Hvad der tilhører mig, tilhører også jer. ²¹ Men hvad levitterne angår, skal de modtage betaling for deres arbejde ved åbenbaringsteltet i form af den tiende, Israels folk bringer. De får nemlig heller ikke jord eller ejendom i landet.

²² Fra nu af skal israelitterne, med undtagelse af præsterne og levitterne, holde sig på afstand af åbenbaringsteltet. Gør de ikke det, skal de dø. ²³ Levitterne skal gøre tjeneste ved åbenbaringsteltet og hjælpe præsterne, men de må ikke få del i landets jord. Det skal være en fast ordning som varer fra slægt til slægt. ²⁴ I stedet for jord får de den tiende, som israelitterne bringer til mig.”

²⁵ Herren sagde videre til Moses: ²⁶ „Sig til levitterne, at en tiendedel af den tiende, de modtager fra israelitterne, skal de give videre til mig. ^27-30 Det bliver deres ‚høstoffer’ og skal i mine øjne regnes på lige fod med de øvrige israelitters høstofre, der betales af det første korn fra tærskepladsen og den første vin, de producerer. Den skal bestå af den bedste del af de tiendegaver, som de modtager fra folket og denne tiende skal de overdrage til Aron som repræsentant for præsterne. ^31-32 Så længe levitterne sørger for at bringe den bedste del af den tiende, de selv modtager, videre til præsterne, må de spise resten, hvor de vil, sammen med deres familier, uden derved at pådrage sig skyld. Det er deres løn for det arbejde, de udfører ved åbenbaringsteltet. Men hvis de overtræder denne lov, skal de dø.”

Om at blive forrådt af sine venner

55 Til korlederen: En visdomssang af David. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.

Immanuels tegn

7 Mens Ahaz, der var søn af Jotam og sønnesøn af Uzzija, var konge i Judariget, udbrød der krig. Arams kong Retzin og Israels kong Peka, Remaljas søn, angreb Jerusalem, men de var ikke i stand til at indtage byen.

² Dengang Ahaz havde fået meddelelse om, at Aram havde allieret sig med Israel, blev han og hans folk grebet af panik. De rystede af skræk, som skovens træer skælver for vinden.

³ Da sagde Herren til Esajas: „Tag din søn Shear-Jashub^[a] med dig og gå ud og mød Ahaz ved enden af vandledningen, hvor den kommer ned fra Øvredammen, ved vejen til vaskepladsen. ⁴ Sig til Ahaz: Hold op med at bekymre dig! Du skal ikke frygte for Retzins og Pekas vrede, for de er som to udbrændte stykker træ. ^5-6 Arams og Israels konger har allieret sig imod dig for at skræmme livet af Judas befolkning. De har til hensigt at bane sig vej til Jerusalem og gøre Tabeals søn til konge i stedet for dig. ⁷ Men Gud Herren siger, at deres plan ikke vil lykkes, ^8-9 for aramæerne sætter deres lid til hovedstaden Damaskus, og Damaskus sætter sin lid til kong Retzin, mens Israels folk sætter deres lid til hovedstaden Samaria, og Samaria sætter sin lid til kong Peka. Men inden 65 år er gået, vil Israels rige være knust og folket spredt for alle vinde. Og hvis I ikke sætter jeres lid til mig, bliver I heller ikke skånet!”

Immanuelstegnet

¹⁰ Esajas fortsatte med følgende budskab til kong Ahaz: ¹¹ „Bed Herren om at give dig et tegn—enten nede fra dødsriget eller oppe fra himlen—for at bekræfte, at det skal ske, som han har sagt. Hvad vælger du?”

¹² Men kongen nægtede at gøre det: „Jeg vil ikke udfordre Herren ved at bede om et tegn!”

¹³ Så sagde Esajas: „Hør nu her, Davids efterkommere! Er det ikke nok, at I gør det besværligt for mig? Hvorfor gør I også oprør mod min Gud? ¹⁴ Godt, så vil han selv give jer et tegn: Se, jomfruen^[b] vil blive gravid. Hun skal føde en søn, og han skal kaldes Immanuel.^{[c] 15} Han skal spise tykmælk og honning, indtil han er gammel nok til at skelne mellem ondt og godt,^{[d] 16} ja, inden han bliver så gammel, vil de to lande, hvis konger du frygter, blive lagt øde.

Den forestående dom over Judas rige

¹⁷ Men Herren vil give dig, din familie og dit rige så store problemer, som der ikke er set magen til, siden Israels rige rev sig løs fra Judas rige: Han vil sende assyrerkongen imod jer!

^18-19 Til den tid vil Herren tilkalde Egyptens og Assyriens hære. De vil sværme om jer som fluer og bier. De vil alle komme og slå sig ned i landet, både i dalsænkninger og klippespalter, i tjørnekrat og ved vadestederne. ²⁰ Ja, Herren vil hente assyrernes hær helt fra den anden side af Eufratfloden og bruge dem som barberkniv til at rage håret af dig, både hovedhår, kropshår og skæg, så landet ligger bart tilbage. ^21-22 Når de har gjort landet øde, vil en mand være heldig, hvis han stadig ejer en ko og et par får eller geder. Så har han i det mindste mælk nok, og de få overlevende må leve af surmælk og honning. ^23-24 Til den tid vil frodige vinmarker med tusind vinstokke, der havde en værdi af tusind sølvstykker, være forvandlet til ødemarker med tjørn og tidsler, hvor man kan gå på jagt. ²⁵ Man tør knap nok bruge en hakke på de skråninger, som før var opdyrkede, for de vil være fulde af tidsler og tjørn. De kan kun bruges til græsning for kvæg, geder og får.”

Indledende hilsen

1 Dette brev er fra Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener. Jeg skriver til de jødekristne fra de 12 stammer, der bor rundt omkring i verden. Guds fred!

Om prøvelser, udholdenhed og tro

² Kære venner, når I kommer ud for mange forskellige vanskeligheder og problemer, så glæd jer over det. ³ I ved jo, at når jeres tro^[a] prøves, skærper det jeres udholdenhed. ⁴ Og hvis I ellers holder ud gennem prøvelserne, vil I vokse i modenhed, så I ikke står tilbage på noget område.

⁵ Hvis I mangler visdom, skal I bede om at få den fra Gud. Gud giver nemlig gerne til alle uden at komme med bebrejdelser. ⁶ Men I skal bede i tro uden at tvivle. For hvis I vakler i jeres tillid til Gud, er I som havets bølger, der kastes frem og tilbage af stormen, ^7-8 eller som en, der står med et ben i hver lejr og går skiftevis i den ene og den anden retning. Beder I på den måde, kan I ikke regne med at få noget fra Herren.

Den himmelske rigdom er langt mere værd end den jordiske

⁹ De kristne, der har en lav position i samfundet, kan glæde sig over at have en høj position i den åndelige verden. ¹⁰ De, der før var rige, kan glæde sig over at være blevet ydmyget, for rigdom forgår som blomster, der visner. ¹¹ Når solen brænder i dagens hede, svides planterne. Blomsterne falmer, og deres pragt forsvinder. Sådan kan rigdom forsvinde, hurtigt og uden varsel.

Gud frister ingen, men lover evigt liv

¹² Velsignede er de, der holder ud, når der er modgang, for når de er kommet sejrende igennem, vil de få det evige liv som belønning. Det har Gud lovet alle dem, som elsker ham.

¹³ Når du bliver fristet til at gøre noget forkert, skal du ikke sige: „Det er Gud, der frister mig.” Gud fristes aldrig til at gøre noget ondt, og han frister heller aldrig nogen til at gøre det. ¹⁴ Når du bliver fristet, er det, fordi du bliver tiltrukket af noget, som du i virkeligheden har lyst til. ¹⁵ Giver du efter for fristelsen, fører det til synd, og synden fører i sidste ende til død.

¹⁶ Elskede venner, lad jer ikke bedrage. ¹⁷ Det er udelukkende gode og fuldkomne gaver, der kommer til os fra vores himmelske Far, som har skabt lysene i himmelrummet. Hans lys er uforanderligt, og han skjules ikke af skygger. ¹⁸ Han besluttede at give os nyt liv gennem sandhedens ord, så vi blev hans særlige ejendom blandt al skabningen.

Lyt, tag imod Guds ord og lev det ud i hverdagen

¹⁹ Kære venner, husk, at det er godt at lytte, at tænke sig om, før man taler, og ikke være for hurtig til at blive vred, ²⁰ for et menneskes vrede kommer i vejen for Guds vilje. ²¹ Derfor skal I lægge alle urene tanker og onde handlinger bag jer og koncentrere jer om at give vækstbetingelser til det ord, som er plantet i jer, og som er i stand til at føre jer frem til det evige liv.

²² I bedrager jer selv, hvis I kun hører ordet uden at handle på det. ²³ Hvis I kun lytter til undervisningen, men ikke handler på det, I hører, er det, som når I betragter jeres ansigt i et spejl. ²⁴ Lige så snart I vender ryggen til spejlet, har I glemt, hvordan I så ud. ²⁵ Men hvis I fordyber jer i frihedens fuldkomne lov, og bliver ved med at holde den for øje, bliver I ikke som dem, der hører og glemmer, men som dem, der hører og handler. Det er jo dem, der handler på Guds ord, der oplever Guds velsignelse.

²⁶ De, der mener, at de tjener Gud, men ikke tøjler deres tunge, bedrager sig selv. Den måde at tjene Gud på er intet værd. ²⁷ Nej, en god og ægte måde at tjene Gud, vores Far, på er at tage sig af forældreløse børn og fattige enker og undgå at blive forurenet af verdslighed.