M’Cheyne Bible Reading Plan

Israelitterne begynder at beklage sig

11 Folket begyndte ret hurtigt at beklage sig højlydt over de dårlige forhold, de måtte leve under; og da Herren hørte det, blev han så vred, at han sendte ild ned over dem, og det begyndte at brænde i lejrens udkant. ² Folket skreg til Moses om hjælp, og da han gik i forbøn for dem, døde ilden ud. ³ Stedet kaldte man Tabera,^[a] for på det sted begyndte Herrens ild at brænde.

⁴ Kort efter begyndte nogle af de fremmede, som fulgte med, at længes efter Egyptens kødgryder, og de fik hele Israels folk til at græde af selvmedlidenhed. „Bare vi dog kunne få lidt kød,” klagede de alle sammen. ⁵ „Åh, hvor vi længes efter de fisk, der var nok af i Egypten—og agurker, vandmeloner, porrer, løg og hvidløg. ⁶ Man mister appetitten, når det eneste, man får at spise, er manna.”

⁷ Den manna, folket spiste, var hvidgule flager, der lignede korianderfrø, ^8-9 og som lå på jorden hver morgen, når duggen var forsvundet. De samlede det op og malede det til mel med en håndkværn eller i en morter. Derefter kogte de det i en gryde og lavede en slags pandekager, der smagte som var de bagt med olivenolie.

¹⁰ Da Moses hørte folket beklage sig fra deres teltåbninger, blev han meget nedslået, og Herren blev vred. ¹¹ Moses sagde da til Herren: „Hvad har jeg gjort, siden jeg skal belemres med det her genstridige folk? ¹² De opfører sig som børn. Men det er ikke mig, der har sat dem i verden. Skal jeg virkelig bære dem i favnen, som en far bærer sit spædbarn, hele vejen til det land, du lovede deres forfædre? ¹³ Hvor skal jeg få kød fra til alle de mennesker? De græder og plager mig om at få kød at spise. ¹⁴ Jeg kan ikke klare at bære ansvaret for dette folk—det er for tung en byrde for mig. ¹⁵ Hvis det skal være på den måde, foretrækker jeg, at du tager mit liv, så jeg kan slippe for denne elendighed.”

Gud lader sin Ånd komme over 70 ledere

¹⁶ Da sagde Herren til Moses: „Tilkald 70 af folkets ledere og før dem hen til åbenbaringsteltets indgang. ¹⁷ Så vil jeg komme ned og tale med dig, og jeg vil tage noget af den Ånd, der er over dig, og lade den komme over disse ledere, så de kan tage medansvar og løfte byrden sammen med dig. ¹⁸ Samtidig skal du befale folket at hellige sig og være parate til i morgen, så skal de få kød at spise. Sig til dem: Herren har hørt jer klage over, at I ikke har kød at spise. Han har også hørt jer sige, at I havde det bedre i Egypten. Derfor vil han nu give jer kød at spise— ¹⁹ ikke bare i morgen og i overmorgen, eller i de næste 5 eller 10 eller 20 dage— ²⁰ nej, I skal få kød i en hel måned, så det hænger jer langt ud af halsen, og I får kvalme bare ved tanken. For I har forkastet Herren, som er midt iblandt jer, og I har anklaget ham, fordi han førte jer ud af Egypten.”

²¹ Men Moses indvendte: „Der er mere end 600.000 voksne mænd foruden kvinder og børn. Hvordan kan du love dem kød i en hel måned? ²² Selv om vi slagter samtlige husdyr i lejren, er det ikke nok. Hvis det, du siger, skulle kunne gå i opfyldelse, måtte vi fange hver eneste fisk i havet.”

²³ Herren svarede: „Er noget umuligt for mig? Vent bare—så skal du få at se, om jeg står ved mit ord eller ej.”

²⁴ Så gik Moses ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Derpå udvalgte han 70 af folkets ledere og lod dem tage opstilling rundt om teltet. ²⁵ Da kom Herren ned i skyen for at tale med Moses, og han tog noget af den Ånd, der var over Moses, og lod den komme over de 70 ledere, som straks begyndte at profetere—noget som de dog kun gjorde denne ene gang.

²⁶ To mænd ved navn Eldad og Medad var ikke gået hen til teltet, selv om de hørte med blandt de udvalgte ledere. Alligevel kom Guds Ånd over dem, og de begyndte at profetere dér, hvor de befandt sig i lejren. ²⁷ En ung mand kom nu løbende hen til Moses og fortalte ham, hvad der var på færde. ²⁸ Josva, Nuns søn, der havde været Moses’ medhjælper fra sin ungdom, udbrød: „Mester, stands dem dog.” ²⁹ Men Moses svarede: „Hvorfor er du så nidkær på mine vegne? Jeg ville ønske, at hele folket var profeter, og at Herren ville lade sin Ånd komme over dem alle.” ³⁰ Så vendte Moses og Israels ledere tilbage til deres telte.

Gud udfører endnu et bespisningsunder

³¹ Herren sendte nu en storm fra havet, og den drev en umådelig flok vagtler ind over lejren. Vagtlerne baskede rundt^[b] i to alens højde udenom lejren i en radius af en dagsrejse. ³² Hele den dag og natten med og den næste dag havde folk travlt med at samle vagtler, som de lagde ud til tørring på jorden over hele lejren efter at have slagtet dem. Det mindste, der blev fanget af en enkelt person, var ca. 2200 liter. ³³ Men endnu mens de spiste kødet, slog Herrens vrede ud mod folket, så mange af dem omkom. ³⁴ Derfor kaldte man stedet „De Grådiges Grav”, fordi man her begravede dem, der havde været så grådige efter kød.

³⁵ Derfra rejste folket videre til Hatzerot, hvor de slog lejr.

Guds udvalgte by, Jerusalem

48 En sang af Koras slægt.

1 I løbet af den periode, hvor henholdsvis kong Uzzija, kong Jotam, kong Ahaz og kong Hizkija regerede i Judariget, modtog Esajas, Amotz’ søn, en række profetiske syner om Judarigets og Jerusalems fremtid:

Et budskab til det oprørske Judas rige

² Himmel og jord, hør, hvad Herren siger:

„De børn, jeg kærligt har opdraget og haft omsorg for, har gjort oprør imod mig. ³ En okse kender sin ejer, et æsel ved, hvor det hører hjemme, men Israel vil ikke kendes ved mig, mit folk fatter ingenting!”

⁴ Ja, Israels folk er fulde af synd. De er tynget af skyld. Som ondskabsfulde børn, der ødelægger alt, har de vendt Herren ryggen. De har hånet Israels hellige Gud. De har afskåret sig fra hans hjælp.

⁵ Hør, Israel, er du ikke blevet straffet nok? Hvor længe vil du blive ved med at gøre oprør? Dit hoved er forslået, og dit livsmod forsvundet. ⁶ Fra top til tå er du fuld af mærker efter slag. Der er store rifter og ubehandlede, åbne sår, der hverken er lindret med olie eller forbundet. ⁷ Jeres land er ødelagt og byerne brændt ned. Jeres marker blev plyndret for øjnene af jer, gjort til en gold ødemark. ⁸ Jerusalem står som et forladt vagttårn i en gammel vinmark, som et læskur i en forladt melonmark, som en by, der har været belejret.

⁹ Hvis ikke den almægtige Gud havde reddet en rest, var vi blevet udslettet som Sodoma, gjort til intet som Gomorra. ¹⁰ Hør Herrens ord, I Sodoma-ledere, lyt til, hvad vores Gud siger, I Gomorra-folk:

¹¹ „Jeg er dødtræt af jeres ofre. Hold op med at bringe flere! Jeg bryder mig ikke om jeres fede væddere og blodet fra alle jeres offerdyr. ¹² Hvorfor kommer I og tramper rundt i min helligdom med jeres nytteløse ofre? ¹³ Jeres røgelsesofre er en stank i næsen på mig. Jeres nymåne- og sabbatsfester, ja, alle jeres højtider, er forurenet af jeres ondskab. ¹⁴ Jeg hader jeres fester! Jeg kan ikke udstå synet af dem! ¹⁵ Når I rækker hænderne ud imod mig i bøn, vender jeg ryggen til. Jeg nægter at høre jeres bønner, uanset hvor meget I beder, for jeres hænder er plettet af det blod, I har udgydt.

¹⁶ Rens jer, så I bliver skyldfri! Lad mig ikke mere se nogen form for ondskab iblandt jer! Hold op med alt det onde! ¹⁷ Gør det gode, kæmp for retfærdigheden og hjælp de undertrykte, de faderløse og enkerne.”

¹⁸ „Kom, lad mig tale jer til fornuft,” siger Herren. „For selv om jeres synder er som røde blodpletter på jer, kan I blive uskyldsrene som nyfalden sne. Selv hvis I er røde som skarlagen over det hele, kan jeg gøre jer rene som den hvideste uld. ¹⁹ Hvis I er villige til at adlyde mig, skal I få lov til selv at høste og nyde, hvad I har sået i landet, ²⁰ men hvis I er trodsige og egenrådige, bliver I udryddet af fjenden! Jeg, Herren, har talt!”

Jerusalems utroskab

²¹ Jerusalem, du, som engang var så trofast imod Herren, er blevet ham utro. Før i tiden var du fuld af retsindige og retskafne mennesker, nu huser du mordere. ²² Engang var du som det rene sølv, nu er du som slagger. Engang var du en udsøgt vin, nu er du helt udvandet. ²³ Dine ledere er oprørske og står i ledtog med forbrydere. De tager alle imod bestikkelse og er altid på udkig efter gaver. De tager sig ikke af de forældreløse, taler ikke enkers sag i retten. ²⁴ Derfor siger Herren, Israels Gud, den Almægtige: „Ve jer, for nu vil jeg hævne mig på jer. I er blevet mine fjender! ²⁵ Jeg vil vende mig imod jer og smelte jer om. Jeg vil rense alle urenheder bort. ²⁶ Bagefter vil jeg genoprette jer og give jer gode ledere og kloge rådgivere som dem, I havde før. Jerusalem skal igen kaldes ‚Retfærdighedens og troskabens by’.”

²⁷ Jerusalem bliver frit igen, når dets indbyggere begynder at handle ret. Byen kan ånde lettet op, når retfærdigheden igen begynder at råde. ²⁸ Men alle, som er ulydige og vender sig fra Herren, bliver udryddet.

²⁹ En dag vil I skamme jer over at tænke på, hvordan I ofrede til afguderne under egetræerne. I vil rødme, når I tænker på alle de synder, I begik i jeres offerlunde. ³⁰ I bliver som visne egetræer, som en have, der ikke får vand. ³¹ De stærkeste iblandt jer bliver som hø, og deres onde handlinger vil være de gnister, der antænder høet. Ingen vil kunne slukke ilden.

Den gamle pagts syndofre sammenlignet med den nye pagt

9 I den første pagt mellem Gud og hans folk var der en række forskrifter for, hvordan præsterne skulle tjene i den jordiske helligdom, ² som var et telt, der bestod af to rum. Det forreste rum indeholdt guldlysestagen og det bord, hvor de hellige brød lå.^[a] Det rum kaldtes det hellige rum. ³ Bag det inderste forhæng var der et andet rum, som kaldtes det allerhelligste rum. ⁴ Hertil hørte røgelsesalteret af guld og pagtens ark, som på alle sider var overtrukket med ægte guld. Inde i arken lå stentavlerne, som de ti bud var skrevet på, en guldkrukke med manna og Arons stav, som engang havde fået blade og blomster.^{[b] 5} Oven på arken var der to strålende keruber, hvis vinger var bredt ud over arkens låg, der blev kaldt forsoningsstedet. Men det kan jeg ikke gå nærmere ind på nu.

⁶ Efter at helligdommen var blevet indrettet på den måde og gjort klar, udførte præsterne dagligt deres opgaver i det forreste rum. ⁷ Det var kun ypperstepræsten, der havde lov til at gå ind i det inderste rum, og kun én gang om året. Han havde altid blod med som et forsoningsoffer til Gud for at bede om tilgivelse for både sine egne og folkets uforsætlige synder. ⁸ Helligånden viser os derved, at så længe det forreste rum stadig er i brug, er der ikke almen adgang til det allerhelligste rum. ⁹ Det er et billede på den nuværende tid, hvor præsterne stadig bringer gaver og ofre, som dog ikke kan rense deres samvittighed. ¹⁰ De følger en række regler for, hvad man må spise og drikke, og de gennemgår de foreskrevne rituelle renselsesceremonier. Det er alt sammen regler for en gudsdyrkelse, som skulle gælde, indtil den nye pagt kom med en ny og bedre ordning.

¹¹ Nu er Kristus så blevet ypperstepræst i den nye og bedre ordning. Han er gået ind i den himmelske helligdom, som ligger på et højere og fuldkomment plan. Den helligdom er ikke bygget af mennesker, og den hører ikke med til den jordiske verden. ¹² Han gik én gang for alle ind i det allerhelligste rum i den himmelske helligdom og stænkede blod på forsoningsstedet. Men det var ikke blod fra gedebukke eller tyrekalve.^[c] Det var hans eget blod, og dermed har han skabt forsoning for vores synder og sat os fri fra skyld for evigt.

¹³ Hvis det at blive stænket med blod fra gedebukke og tyrekalve eller aske fra en kvie kunne give en ydre renselse til mennesker, som var blevet urene,^{[d] 14} hvor meget mere vil da ikke Kristi blod rense vores samvittighed fra nytteløse anstrengelser,^[e] så vi kan tjene den levende Gud. Kristus ofrede jo sig selv som et fejlfrit offer under den evige Helligånds ledelse.

¹⁵ Formålet med, at Kristus formidlede en ny pagt, var, at han gennem sin død kunne skabe forsoning for alle de synder, der blev begået under den gamle pagt, så de mennesker, Gud kalder på, kan få opfyldt det løfte om evige velsignelser, som Gud havde givet. ^16-17 For det er med pagten som med et testamente: Det kan først træde i kraft, når den, som har oprettet det, er død.

¹⁸ Således kunne den første pagt heller ikke træde i kraft uden blodsudgydelse. ¹⁹ Dengang Moses havde oplæst alle lovreglerne for hele folket, tog han blodet fra de slagtede tyrekalve og gedebukke, blandede det med vand og stænkede det både på lovbogen og på hele folket.^[f] Til bestænkningen brugte han grene fra isopbuske og skarlagenrød uld. ²⁰ Derefter sagde han: „Dette blod besegler den pagt, som Gud har befalet jer at overholde.” ²¹ På samme måde stænkede han blod på åbenbaringsteltet og på alle de redskaber, der blev brugt af præsterne. ²² Stort set alt under den gamle pagts forordninger blev renset ved, at der blev stænket blod på det, og uden blodsudgydelse var ingen tilgivelse mulig.

²³ Derfor var det nødvendigt, at den jordiske helligdom, som er et billede på den himmelske helligdom, blev renset med blodet fra offerdyrene. Men den virkelige, åndelige helligdom i Himlen krævede et andet og stærkere offer. ²⁴ Kristus gik ikke ind i den helligdom, som er bygget af mennesker, og som er et billede på den himmelske helligdom. Nej, han gik ind i selve Himlen og kan nu træde frem for Guds ansigt på vores vegne. ^25-26 Ypperstepræsterne går år efter år ind i det allerhelligste rum med offerblod, som dog ikke er deres eget. Hvis Jesus skulle skabe forsoning for vores synder på tilsvarende måde, så skulle han have ofret sig selv masser af gange lige fra verdens grundlæggelse. Men nu har han åbenbaret sig ved tidernes afslutning for ved sit offer at gøre ende på synden én gang for alle. ²⁷ Og ligesom det er ethvert menneskes lod én gang at dø og senere blive stillet for Guds domstol, ²⁸ sådan måtte Kristus dø én gang for at bære straffen for utallige menneskers synder. Når han senere kommer tilbage, er det ikke for at ofre sig selv igen, men for at frelse alle dem, der med forventning ser frem til hans komme.