M’Cheyne Bible Reading Plan
De to sølvtrompeter
10 Herren sagde nu til Moses: 2 „Lav to trompeter af hamret sølv. De skal bruges som signalhorn, så folket ved, hvornår det er tid at samles, og hvornår det er tid at bryde op. 3 Når der blæses i begge trompeter på en gang, er det signal til, at folket skal samles ved åbenbaringsteltets indgang, 4 men når der kun blæses i den ene, er det signal til at kun stammelederne skal mødes.
5 Når I blæser signalet til opbrud, skal de stammer, der ligger i lejr ved østsiden af boligen, bryde op først. 6 Når opbrudssignalet lyder en gang til, skal stammerne ved sydsiden følge efter. Ved det tredje trompetsignal skal stammerne mod vest bryde op, og ved det fjerde signal skal stammerne mod nord bryde op.[a] 7 Men skal folket blot kaldes sammen, skal I blæse et andet signal. 8 Præsterne er de eneste, som må blæse i trompeterne. Denne ordning skal gælde fremover fra slægt til slægt.
9 Når I kommer ind i det land, jeg har lovet jer, og I går i krig mod en fjende, der undertrykker jer, skal I blæse opbrudssignalet i trompeterne, så vil jeg gribe ind og redde jer fra jeres fjender. 10 Når det er tid til at fejre de årlige og månedlige højtider, skal I blæse i trompeterne. Det er signalet til, at der skal bringes brændofre og takofre. De skal minde jer om, at jeg er iblandt jer. Jeg er Herren, jeres Gud.”
Rejsen bort fra Sinaibjerget begynder
11 På den 20. dag i den anden måned, et år efter, at Israels folk havde forladt Egypten, løftede skyen sig fra boligen med pagtens ark, 12 og skyen viste israelitterne vej fra Sinaiørkenen hele vejen op til Parans ørken.
13 Vandringen skete i overensstemmelse med de instrukser, Herren havde givet Moses. 14 Først skulle Judas stamme bryde op med banneret for den første hærafdeling. De blev anført af Nahshon. 15 Issakars stamme, anført af Netanel, 16 og Zebulons stamme, anført af Eliab, fulgte med i den første afdeling. 17 Derefter blev åbenbaringsteltet pakket sammen, og det var Gershons og Meraris slægter af Levis stamme, der drog af sted med det på skuldrene.
18 Så skulle Rubens stamme bryde op med banneret for den anden hærafdeling. De blev anført af Elitzur. 19 Simeons stamme, anført af Shelumiel, 20 og Gads stamme, anført af Eljasaf, fulgte med i den anden hærafdeling. 21 Derpå skulle Kehats slægt bryde op. Det var dem, der bar de hellige ting fra boligen, og åbenbaringsteltet ville så allerede være stillet op, når de nåede frem til den nye lejrplads.
22 Derefter skulle Efraims stamme bryde op med banneret for den tredje hærafdeling. De blev anført af Elishama. 23 Manasses stamme, anført af Gamliel, 24 og Benjamins stamme, anført af Abidan, fulgte med i den tredje hærafdeling.
25 Til sidst skulle Dans stamme bryde op med banneret for den fjerde hærafdeling. De blev anført af Ahiezer. 26 Ashers stamme, anført af Pagiel, 27 og Naftalis stamme, anført af Ahira, fulgte med i den sidste hærafdeling. 28 Således skulle stammerne bryde op i rækkefølge og vandre af sted i de foreskrevne hærafdelinger.
29 Da de skulle til at begynde vandringen, sagde Moses til sin svoger,[b] midjanitten Hobab: „Endelig er vi på vej mod det land, Herren har lovet os. Hvis du vil følge med os, vil vi belønne dig rigeligt, for Herren har givet Israels folk gode løfter.”
30 Men Hobab svarede: „Nej tak, jeg må tilbage til mit land og min slægt.”
31 „Jo, bliv nu hos os,” bad Moses. „Vi har brug for dig, for du kender ørkenen og ved, hvor det er bedst at slå lejr. 32 Hvis du går med os, skal du nok få del i alt det gode, Herren vil give os.” Det gjorde han så.
33-34 De vandrede derefter væk fra Herrens bjerg, mens skyen svævede over pagtens ark, som blev båret forrest for at vise dem vej. Efter tre dagsrejser kom de til et sted, hvor de kunne slå lejr og hvile ud.
35 Hver gang de løftede arken for at gå videre, råbte Moses: „Rejs dig, Herre. Slå dine fjender på flugt, så de spredes for alle vinde.” 36 Og hver gang de holdt hvil, sagde han: „Vend tilbage, Herre. Bliv hos disse tusindvis af israelitter.”
Gud er midt iblandt sit folk
46 Til korlederen: En sang af Koras slægt. Synges af sopranstemmer.[a]
2 Gud er vor tilflugt og styrke,
parat til at hjælpe i svære tider.
3 Derfor behøver vi ikke at frygte,
om jorden end ryster, og bjergene styrter i havet,
4 om end havene larmer og raser,
om end bjergene skælver ved bølgernes brusen.
5 Kanaler med vand bringer glæde til byen,
hvor Gud, den Almægtige, bor.
6 Den by går aldrig til grunde, for Guds bolig er der.
Han redder den, når morgenen gryr.
7 Nationer går i krig, og riger styrter sammen,
men når Gud taler, skælver hele jorden.
8 Den almægtige Gud er med os.
Israels Gud er vores redning.
9 Kom og se, hvad Herren gør,
når han kæmper imod sine fjender.
10 Han gør ende på alle krige i verden,
han brækker buen og splintrer spyddet,
alle skjolde bliver brændt.
11 „Stop,” råber han. „Accepter, at jeg er Gud!
Alle folk på jorden skal ære mig.”
12 Herren, den Almægtige, er midt iblandt os.
Israels Gud er vores tilflugt.
Kongen over alle konger
47 Til korlederen: En sang af Koras slægt.
2 Klap i hænderne af glæde, alle folkeslag!
Bryd ud i jubelråb for vor Gud!
3 For Herren er Gud over alle guder,
den mægtigste hersker over hele jorden.
4 Han undertvinger folkeslagene,
og lægger vore fjender for vore fødder.
5 Han udvalgte et land, som han gav os.
Hans elskede folk, Israel, er stolt over at eje det.
6 Gud stiger op på sin trone under jubelråb
til fanfarer fra vædderhornet.
7 Lovsyng Gud, ja syng!
Lovsyng Kongen, ja syng!
8 For Gud er Konge over hele jorden,
pris ham med sang!
9 Han sidder på sin hellige trone,
hvorfra han regerer over alle folkeslag.
10 Lad nationernes fyrster samles
og prise ham sammen med Abrahams Guds folk.
Han har autoritet over alle jordens fyrster.
Han er større end alt og alle.
8 Hvis du havde været min bror,
som havde diet ved min mors bryst,
så kunne jeg have kysset dig i alles påsyn,
uden at nogen ville blive forarget.
2 Så ville jeg have taget dig med til min mors hus,
hende som oplærte mig,
og have givet dig krydret vin og granatæblemost.”
Den unge pige til de andre piger:
3 „Han lagde sin venstre hånd under mit hoved
og omfavnede mig med sin højre.
4 Jerusalems unge piger,
lov mig, at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.”
Jerusalems unge piger til hinanden:
5 „Hvem er den pige, der kommer gående fra ødemarken,
lænet til sin elskede?”
Den unge pige:
„Under det æbletræ, hvor du selv blev undfanget,
og din mor fødte dig med smerte—
dér vækkede jeg din lidenskab.
6 Lad mig være så tæt på dig,
som var jeg stemplet på dit hjerte,
eller sad som en ring på din arm.
For kærligheden er stærk som døden,
lidenskaben er uimodståelig som dødsriget selv:
den brænder med voldsomme flammer, som ikke kan slukkes.
7 Vand i mængde kan ikke slukke kærligheden,
floder kan ikke skylle den bort.
Kærlighed kan ikke købes for penge,
den, der forsøger det, får kun foragt.”
Sjette sang: Pigen, som ventede, til tiden var inde
Den unge piges brødre:
8 „Vi havde en lillesøster, som endnu ikke havde bryster.
Hvad skulle vi gøre, hvis der kom en frier til hende?
9 Stod hun imod fristelsen som en mur,
ville vi ære hende med sølvsmykker.
Men åbnede hun sig som en dør,
ville vi spærre hende af med cedertræsplanker.”
Den unge pige:
10 „Jeg stod imod som en mur,
og mine bryster er nu som tårne.
Derfor vidste han, at jeg ville bringe ham glæde og fred.
11 Salomon havde en vingård i Ba’al-Hamon,
som han overlod til forpagtere.
De måtte hver betale tusind stykker sølv
for at kunne få høsten af vindruer.
12 Min ‚vingård’ tilhører mig,
den bestemmer jeg selv over.
Men jeg har givet den til dig, Salomon,
og du kan godt beholde dine tusind sølvstykker,
men de, der har passet på den[a] indtil nu,
bør have tohundrede.”
Den unge mand:
13 „Oh, du, der vandrer rundt i den dejlige have,
mine venner vil gerne høre din stemme.
Men lad mig være den, der får lov til det!”
Den unge pige:
14 „Kom, min elskede,
lad os springe af fryd som gazellen
på de duftende bakkeskråninger.”
Den gamle pagt og helligdom peger frem mod en ny pagt og helligdom
8 Hovedsagen i det, som her er sagt, er, at vi har en fantastisk ypperstepræst, som sidder på tronen i Himlen ved den mægtige Guds højre hånd. 2 Han gør tjeneste i den sande, åndelige helligdom i Himlen, som er skabt af Herren selv og ikke bygget af mennesker.
3 Enhver ypperstepræst er indsat til at bringe gaver og ofre. Derfor måtte Kristus også som ypperstepræst bringe et offer. 4 Han kunne ikke være blevet en almindelig ypperstepræst her på jorden, for der er allerede indsat præster efter lovbogens forskrifter, og de bringer de fastsatte gaver og ofre i templet. 5 De tjener dog kun ved en jordisk helligdom, som er et billede på den sande helligdom i Himlen. Da Moses skulle bygge helligdommen i ørkenen, sagde Gud jo til ham: „Vær omhyggelig med at lave det hele i overensstemmelse med den plan, jeg viser dig her på bjerget.”[a] 6 Men i stedet for en jordisk præstetjeneste har Kristus nu fået en meget vigtigere tjeneste i og med, at den nye pagt, han har indstiftet, er meget bedre end den gamle, og de løfter, som den nye pagt indeholder, er meget bedre end den gamle pagts løfter.
7 Hvis den første pagt havde været god nok, havde det ikke været nødvendigt at erstatte den med en anden. 8 Men Gud vidste, at den gamle pagt var utilstrækkelig, og derfor kom han med følgende udsagn gennem en af profeterne:
„Engang i fremtiden vil jeg oprette en ny pagt med Israels og Judas folk, siger Herren. 9 Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De overholdt jo ikke pagtens betingelser, og derfor lod jeg dem sejle deres egen sø, siger Herren. 10 Den ny pagt, som jeg vil oprette med Israels folk engang i fremtiden, indeholder følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. 11 Da skal man ikke længere sige til sine venner eller familie, at de bør kende mig som deres herre, for alle, både små og store, skal forstå, at jeg er Herren. 12 Jeg vil være nådig og tilgive dem deres ondskab, og jeg vil slette deres synder fra min hukommelse.”[b]
13 Når Gud her taler om en ny pagt, siger han dermed, at den gamle er forældet. Og det, der er gammelt og forældet, vil snart helt forsvinde.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.