M’Cheyne Bible Reading Plan
Mirjam gør oprør mod Moses
12 En dag gjorde Mirjam og Aron oprør imod Moses, fordi han havde taget sig en kone fra det land, der hed Kush,[a] syd for Egypten. 2 „Kan Herren kun tale til Moses?” sagde de. „Hvad med os? Herren kan vel lige så godt tale til os.” Herren hørte det, 3 men Moses prøvede ikke at forsvare sig, for han var jordens mest ydmyge menneske. 4 Herren talte nu til både Moses, Aron og Mirjam og sagde: „Gå alle tre hen til åbenbaringsteltet!” Da stillede de sig foran teltet.
5 Derpå steg Herren ned, skjult i en sky, og stillede sig ved indgangen til teltet. „Aron og Mirjam, træd frem,” beordrede han. Det gjorde de så. 6 Herren fortsatte: „Når jeg taler til en profet, gør jeg det normalt gennem syner og drømme, 7 men det er ikke på den måde, jeg kommunikerer med min tjener Moses. Han er en trofast leder for mit folk.[b] 8 Med ham taler jeg ansigt til ansigt og ikke i gåder. Han har set mig, som jeg er. Hvor vover I så at gøre oprør imod ham?”
9 Så forlod Herren dem i vrede, 10 og da skyen løftede sig fra teltet, var Mirjam fyldt med hvide pletter over hele kroppen. Aron var rystet over synet af det 11 og udbrød: „Åh Moses, gå i forbøn for os, så vi ikke mister livet på grund af denne tåbelige synd. 12 Mirjam ligner jo et dødfødt barn, der allerede er begyndt at gå i forrådnelse.”
13 Da råbte Moses til Herren: „Herre, jeg beder dig: Gør hende rask.”
14 Herren svarede: „Hvis hendes egen far havde spyttet hende i ansigtet, var hun blevet uren og måtte bære sin skam i syv dage. Send hende derfor uden for lejren. Efter syv dage kan hun vende tilbage igen.”
15 Så blev Mirjam udstødt af lejren i syv dage, og folket måtte vente på hende, før de kunne rejse videre. 16 Derefter forlod de Hatzerot og nåede frem til Parans ørken, hvor de slog lejr og blev et stykke tid.
Moses sender spioner til Kana’an
13 Herren sagde nu til Moses: 2 „Udtag en leder fra hver stamme og send dem af sted for at udspionere det land, jeg vil give jer.”
3-15 På det tidspunkt lå folket i lejr i Parans ørken. Moses gjorde, som Herren havde befalet. Følgende stammeledere blev udtaget som spioner: Shammua, søn af Zakkur, fra Rubens stamme; Shafat, søn af Hori, fra Simeons stamme; Kaleb, søn af Jefunne, fra Judas stamme; Jigal, søn af Josef, fra Issakars stamme; Hosea, søn af Nun, fra Efraims stamme; Palti, søn af Rafu, fra Benjamins stamme; Gaddiel, søn af Sodi, fra Zebulons stamme; Gaddi, søn af Susi, fra Manasses stamme; Ammiel, søn af Gemalli, fra Dans stamme; Setur, søn af Mikael, fra Ashers stamme; Nahbi, søn af Vafsi, fra Naftalis stamme; og Geuel, søn af Maki, fra Gads stamme. 16 Det var ved den lejlighed, at Moses ændrede Hoseas navn til Josva.
17 Inden Moses sendte dem af sted, sagde han: „Gå nordpå gennem Negev[c] op i bjergene 18 hvor I har overblik og kan danne jer et indtryk af landet og dets indbyggere. Læg mærke til, hvor mange de er, og hvor stærke de er. 19-20 Læg mærke til, om jorden er frugtbar, om der er mange træer, og om folket bor i åbne landsbyer eller i byer med mure omkring. Drag modigt af sted og kom tilbage med nogle af landets frugter.” Det var nemlig den tid på året, hvor druerne var ved at være modne.
21 Så tog de af sted og udspionerede landet lige fra Zins ørken til Rehob nær Lebo-Hamat. 22 På rejsen kom de først gennem Negev og nåede derefter til Hebron—en by så gammel, at den var blevet grundlagt syv år før Zoan i Egypten. I Hebron så de akimanitterne, sheshajitterne og talmajitterne—tre slægter, der nedstammede fra de anakitiske kæmper. 23 Derefter kom de til et sted, som de kaldte Eshkoldalen. Der tog de en drueklase så stor, at der måtte to mand til at bære den på en stang imellem sig. De plukkede også nogle af landets granatæbler og figner. 24 Den enorme drueklase, de fandt der, var årsag til, at de kaldte stedet Eshkoldalen.[d]
25 Efter at have udspioneret landet i 40 dage vendte de tilbage 26 og aflagde rapport til Moses, Aron og Israels folk, der nu var nået til Kadesh i Parans ørken, og de viste dem de frugter, de havde taget med sig fra landet.
27 „Da vi kom et stykke ind i det land, du sendte os til, så vi, hvor rigt landet var,” sagde de til Moses. „Det er virkelig et land, der ‚flyder med mælk og honning’. De frugter, vi har med tilbage, er bevis nok. 28 Men med hensyn til indbyggerne har vi dårlige nyheder: Det er et uhyre stærkt folk, som bor i store, befæstede byer. Ja, vi så tilmed nogle af de berygtede anakitiske kæmper iblandt dem. 29 I Negev-området bor amalekitterne; i bjerglandet bor hittitterne, jebusitterne og amoritterne; og langs Middelhavet og Jordanfloden bor kana’anæerne.”
30 Efter den rapport begyndt folket straks at beklage sig over for Moses. Men Kaleb kaldte forsamlingen til ro og orden. „Lad os komme af sted! Vi kan helt afgjort indtage landet,” sagde han.
31-33 „Det er lettere sagt end gjort,” indvendte de andre spioner. „Glem ikke, at vi her står over for nogle uhyre stærke krigere—selveste Anaks efterkommere. De er kæmper, og vi har ikke en chance imod dem. Da vi så dem, følte vi os på størrelse med græshopper—og sådan ser de nok også på os.” På den måde tog de modet fra folket.
Rigdom set i dødens perspektiv
49 Til korlederen: En sang af Koras slægt.
2 Hør her, alle folkeslag,
lyt til mig, alle folk på jorden,
3 høj og lav, rig og fattig.
4 Jeg taler med visdom,
og mine tanker er fulde af indsigt.
5 Jeg har lyttet til mange ordsprog
og giver min indsigt videre med sang og musik.
6 Jeg har intet at frygte i vanskelige tider,
selv om bedragere omringer mig på alle sider.
7 De stoler på deres rigdom,
praler af alt det, de ejer.
8 Men ingen kan betale sig fra at skulle dø,
for Gud bestemmer, hvornår livet er slut.
9 Gud har sat prisen så højt,
at den slags aldrig kan lade sig gøre.
10 Ellers kunne den rige jo leve evigt
og aldrig opleve død og grav.
11 Alle ved, at selv vise folk dør.
De ender i graven akkurat som tåberne
og efterlader deres rigdom til andre.
12 Selv om de er kendt og ejer både gods og guld,
bliver graven deres hjem til slut,
og de vender aldrig tilbage derfra.
13 Selv de rige lever ikke evigt.
De dør ligesom dyrene og forsvinder.
14 Sådan går det med de selvsikre,
dem, der tror, de kan klare alt.
15 Som får bliver de gennet ned i dødsriget.
Det er døden, der driver dem af sted.
Næste morgen går mennesker hen over deres grav,
mens de selv rådner op i deres nye bolig.
16 Men Gud har magt til at redde mit liv,
han kan rive mig ud af dødens kløer.
17 Derfor skal du ikke blive modløs,
hvis nogle bliver styrtende rige,
18 for i døden tager de intet med sig,
deres velstand må de lade tilbage.
19 Om end de er selvsikre hele livet,
og folk berømmer dem for deres succes,
20 så ender de dog hos deres forfædre
og ser aldrig dagens lys igen.
21 De, der stoler på deres rigdom, er uden forstand,
for det går dem som dyrene, de skal alle dø.
Om det fremtidige fredsrige
2 Her er endnu et budskab, som Herren gav Esajas om Judas folk og Jerusalems fremtid:
2 Det skal ske i de sidste dage,
at Herrens tempelbjerg bliver verdens knudepunkt.
Folk fra alverdens lande vil strømme derhen.
3 „Lad os rejse til Herrens bjerg,” vil de sige.
„Lad os tage hen til Israels Guds bolig,
så vi kan lære hans vilje at kende
og følge hans vejledninger,
for den sande lære kommer fra Zion,
Herrens ord udgår fra Jerusalem.”
4 Herren vil afgøre folkenes stridigheder
og være dommer for fjerne stormagter.
Da vil de smede deres sværd om til plovskær
og omdanne deres spyd til vingårdsknive.
Landene vil holde op med at bekrige hinanden,
og alt militær bliver overflødigt.
5 Kom, Israels folk, lad os leve i lyset af Herrens ord!
En advarsel om fremtidig dom
6 Herre, du har forladt dit folk, Jakobs efterkommere, for de har overtaget Østens mystik og filistrenes trolddomskunst. De er gået i forbund med de fremmede. 7-8 Landet er fyldt med afguder, som de tilbeder, skønt de selv har lavet dem. De har overflod af sølv og guld, utrolige skatte og utallige heste og stridsvogne. 9 Men de skal ydmyges og bøjes i støvet. Du kan ikke acceptere den slags utroskab.
10 Flygt ind i klippehuler, Israels folk, skjul jer i kløfter af skræk for Herren, af angst for hans vældige magt og herlighed. 11 De stolte må slå blikket ned, de hovmodige bøje deres hoveder. Herren alene tilkommer al ære. 12 En dag vil Herren, den Almægtige, straffe alle, der er stolte og overlegne, han vil ydmyge alt, hvad der knejser. 13 Libanons cedertræer skal segne, Bashans ege skal styrte om. 14 Herren vil udjævne de høje fjelde og knejsende bjergtoppe, 15 vælte de høje tårne og stejle mure, 16 ødelægge de store handelsskibe og prægtige fartøjer. 17 Stolte mennesker skal bøjes, de hovmodige skal ydmyges. Herren alene skal stå oprejst på den dag. 18 Alle afguder skal tilintetgøres.
19-21 Den dag Herren rejser sig fra sin trone for at ryste jorden, vil folk flygte ind i klippehuler og skjule sig i kløfter af skræk for Herren, for hans vældige magt og herlighed. Og deres afguder, som de lavede af guld og sølv, og som de tilbad, må de overlade til muldvarpe og flagermus.
22 Sæt ikke jeres lid til mennesker. Deres liv er så kort som et åndedrag. Hvad kan de hjælpe?
10 Lovbogens regler om syndofre er kun et ufuldstændigt billede på det langt bedre syndoffer, der senere skulle foretages. De præster, der år for år bringer de samme ofre, opnår derfor aldrig fuld tilgivelse. 2 Hvis de var blevet renset for deres synd én gang for alle, så ville de ikke længere være sig deres synd bevidst, og så ville de ikke fortsætte med at bringe ofre år efter år. 3 Men nu er de årlige ofre en stadig påmindelse om synd og skyld. 4 Blod fra tyre og bukke kan nemlig umuligt udslette menneskers synder.
5 Derfor sagde Kristus ved sin indtræden i denne verden:
„Det er ikke slagtofre og afgrødeofre, du ønsker,
men du har givet mig et legeme.
6 Brændofre og syndofre har du ikke behag i.
7 Da sagde jeg: Se, jeg er parat!
Der står skrevet om mig i bogrullen,
og jeg er kommet for at gøre din vilje, Gud.”[a]
8 Han sagde altså først: „Det er ikke slagtofre, afgrødeofre, brændofre og syndofre du ønsker, og du har ikke behag i dem.” Alle de ofre bliver ellers bragt efter lovbogens påbud og forskrifter. 9 Derefter sagde han: „Se, jeg er kommet for at gøre din vilje.” Han ophæver således den første ordning for at etablere en ny. 10 Det er altså efter Guds vilje, at vi nu er blevet forsonet med ham og renset for skyld, ved at Jesus Kristus ofrede sit eget legeme én gang for alle.
11 Alle præsterne fortsætter dag efter dag med at bringe de samme ofre, der dog aldrig kan forsone os med Gud og udslette vores skyld. 12 Men efter at Kristus havde bragt ét eneste endegyldigt syndoffer, satte han sig på tronen ved Guds højre hånd. 13 Og nu venter han på, at hans fjender skal blive besejret. 14 Gennem det ene offer har han for altid gjort alle, som hører ham til, fuldkomne i Guds øjne.
15 Også Helligånden fortæller os om det i den førnævnte profeti. For efter at have sagt: 16 „Den ny pagt, som jeg vil oprette med dem engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres sind og skrive dem på deres hjerter,” 17 fortsætter han med at sige: „Jeg vil slette deres synder fra min hukommelse.”
18 Når al synd nu én gang for alle er blevet tilgivet, er der jo ikke længere brug for syndofre.
En åben dør ind til Guds nærvær
19 Fordi Jesus ofrede sig selv for os, kære venner, kan vi nu uden frygt bevæge os helt ind i det allerhelligste rum, hvor Guds strålende nærvær er. 20 Det er noget helt nyt, at vi har direkte adgang til Gud i det allerhelligste rum inde bag forhænget, og Jesus er selv den levende vej, som fører derind. 21 Da vi nu som Guds folk har en så fantastisk ypperstepræst, 22 så lad os med oprigtigt hjerte og i troens faste overbevisning gå ind i Guds nærvær. Vi har jo fået en ren samvittighed, efter at vi er blevet bestænkede med Jesu blod, og efter at vi er blevet renset med rent vand.
Advarsel mod frafald
23 Lad os urokkeligt holde fast ved det håb om evigt liv, vi er kommet til tro på. Gud er nemlig trofast og holder, hvad han har lovet! 24 Lad os tage os af hinanden og opmuntre hinanden til at vise kærlighed og gøre godt. 25 Lad os ikke forlade det kristne fællesskab, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden til ikke at falde fra—især nu, hvor vi kan se, at tiden for hans genkomst nærmer sig.
26 For hvis nogle på trods af at være nået til fuld forståelse af sandheden alligevel med fuldt overlæg lever i synd, findes der ikke noget andet offer, som kan rense dem for synden. 27 De må leve med en frygtelig forventning om Guds dom og den flammende ild, som vil fortære alle, der sætter sig op imod Gud. 28 De, der under den gamle pagt satte sig op imod Guds lov, blev uden barmhjertighed dræbt, hvis der var to eller tre vidner til deres synd. 29 Hvor meget strengere straf venter da ikke dem, som tramper på Guds Søn, som ringeagter den tilgivelse, de selv har modtaget ved Jesu blod, og som viser foragt for nådens Ånd. 30 Vi kender jo ham, der sagde: „Det er mit ansvar at straffe dem.” Han sagde også: „Herren vil dømme sit folk.”[b] 31 Det er frygteligt at komme under den levende Guds dom.
Om at have frimodighed og udholdenhed
32 Tænk på den første tid, da I lige havde modtaget sandhedens lys. I holdt ud gennem forfølgelse og mange lidelser. 33 Somme tider blev I offentligt gjort til grin og mishandlet, og andre gange stillede I jer solidarisk med dem, der oplevede den slags ting. 34 I følte med dem, der blev kastet i fængsel, og I kunne med sindsro se på, at alle jeres ejendele blev taget fra jer, for I vidste, at noget bedre ventede jer i den kommende verden, hvor de vedvarende værdier findes.
35 Hold fast på jeres frimodighed, for med den har I udsigt til en stor belønning. 36 I har brug for udholdenhed for at kunne gøre Guds vilje og få det, som Gud har lovet jer. 37 Der er ikke så lang tid tilbage. Skriften siger: „Han, som skal komme, vil komme, og han kommer ikke for sent. 38 Den retskafne får livet ved sin tro. De, der vender sig væk fra mig, har jeg ikke behag i.”[c]
39 Men vi hører ikke til dem, der vender sig væk fra Gud og fortabes. Nej, vi hører til dem, der tror og får det evige liv.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.