M’Cheyne Bible Reading Plan
Israelitternes utroskab
25 Mens israelitterne lå i lejr i Shittim,[a] syndede nogle af de unge mænd ved at ligge med moabitiske piger. 2 Det skete ved, at pigerne inviterede dem med til de fester, de holdt for deres afguder, og det førte til, at mændene ikke bare spiste afgudsofferkød, men deltog åbenlyst i afgudsdyrkelsen med dertil hørende utugt.
3 Inden længe begyndte mange af israelitterne at dyrke moabitternes gud, Ba’al-Peor. Da sendte Herren i sin vrede en plage over folket, 4 og han sagde til Moses: „Kald folkets ledere sammen og lad alle de ansvarlige blive henrettet og hængt op i solen foran mit telt, så min vrede ikke skal udslette hele folket.” 5 Så gav Moses folkets ledere følgende besked: „De af jeres folk, der er begyndt at dyrke Ba’al-Peor, skal I henrette.”
6 En af de israelitiske mænd var fræk nok til at tage en af de midjanitiske piger med ind i sit telt nær ved midten af lejren, hvor Moses og folket stod grædende og sørgede foran indgangen til åbenbaringsteltet. 7 En ung mand ved navn Pinehas, søn af ypperstepræsten Eleazar, opdagede det, sprang op, greb et spyd 8 og fulgte efter dem ind i teltet, hvor han jog spyddet gennem mandens krop og ind i pigens mave. Da standsede plagen, 9 som indtil da havde kostet 24.000 mennesker livet.
10 Herren sagde nu til Moses: 11 „Du kan takke Pinehas for at plagen standsede, for han forstod min harme og afværgede, at min vrede gjorde yderligere indhug iblandt jer. 12-13 Fordi han handlede i nidkærhed for Gud, og fordi han derved skaffede soning for Israels folk, lover jeg ham og hans efterkommere, at de altid skal være mine præster.”
14 Den mand, som blev dræbt sammen med den midjanitiske pige, hed Zimri. Han var søn af Salu, som var en af lederne i Simeons stamme. 15 Pigens navn var Kozbi. Hun var datter af en midjanitisk fyrste ved navn Zur.
16-17 „Du skal udrydde midjanitterne,” sagde Herren til Moses, 18 „for de forførte jer ved at lokke jer bort fra mig og få jer til at dyrke deres afguder i stedet. Det, der skete med Kozbi, som døde den dag, plagen brød løs på grund af Ba’al-Peor, er et eksempel på, hvad der vil ske med hele det midjanitiske folk.”
Moses afholder en ny folketælling
19 Efter at plagen var standset,
Israels mægtige Gud
68 Til korlederen: En lovsang af David.
2 Når Gud rejser sig,[a] flygter hans fjender,
alle hans modstandere løber deres vej.
3 Han driver dem væk,
som røg drives væk af vinden.
De onde går til grunde
som voks, der smelter i varmen.
4 Men de gudfrygtige bliver glade,
de råber af fryd i Guds nærhed.
5 Syng lovsange til Gud.
Ophøj ham, som rider på skyerne.
Hans navn er Jahve,
fryd jer i hans nærhed.
6 Gud er som en far for de faderløse,
han taler de hjælpeløses sag.
Han regerer fra sin hellige trone.
7 Han giver de hjemløse et hjem,
sætter de undertrykte i frihed og gør dem glade.
Men de genstridige forvises til den golde ørken.
8 Gud, dengang du gik foran dit folk,
og de marcherede gennem den udstrakte ørken,
9 da skælvede jorden af frygt,
og skyerne kunne ikke holde på regnen.
De rystede for Israels Gud,
da han viste sin magt i Sinai.
10 Du sendte regn i rigelig mængde,
du hjalp dit folk, da de var i nød.
11 Du gav dem et sted at bosætte sig,
du sørgede for de svage i din godhed, Gud.
12 Da hærføreren proklamerede sejren,
bragte masser af kvinder nyheden videre:
13 „Alle fjendens anførere er flygtet!”
Så fik kvinderne lov til at fordele byttet.
14 Selv om de var hjemme ved fårefoldene,
blev de nu smykket med sølv og guld,
som duen er smykket med glinsende fjer.
15 Da den Almægtige slog kongerne i landet på flugt,
endte de i en snestorm på Zalmons bjerg.
16 Du strækker dig til himlen, Bashans bjerg,
du har mange mægtige tinder.
17 Hvorfor er du misundelig på det bjerg,
som Gud har valgt til sin bolig?
Dér vil Herren bo for evigt.
18 Da Herren kom fra Sinai til sit hellige sted,
var han omgivet af tusindvis af stridsvogne.
19 Han steg op til det høje,
førte frigivne fanger med sig.
Han tog gaver med til folk,
selv de oprørske gav han et sted at bo.[b]
20 Syng lovsange til Herren hver eneste dag,
for han bærer vore byrder og redder os.
21 Vor Gud er en frelsende Gud,
som endog kan redde os fra døden.
22 Men han knuser sine fjenders hoved,
dem, der vælger at gøre oprør mod ham.
23 Herren siger: „Jeg henter dem ned fra Bashans bjerg,
jeg trækker dem op fra dybet,
24 så I kan vade rundt i fjendeblod,
og hundene gnave på deres knogler.”
25 Et festtog går frem i helligt skrud,
de hylder vor konge og vor Gud.
26 Sangerne går forrest, musikerne bagerst,
piger med tamburiner danser i midten.
27 Lovsyng Gud i den store forsamling,
lad alle være med til at prise Herren.
28 Benjamins lille stamme går forrest,
fulgt af lederne fra Judas stamme,
og dem fra Zebulon og Naftali.
29 Vis din magt, Gud, din mægtige styrke,
for vi ved, at du kæmper for dit folk.
30 Når du rejser dig fra dit tempel i Jerusalem,
må jordens konger bøje sig i hyldest.
31 Dit krigsråb gør egypterne bange,
selv om de er stærkere end andre nationer.
De bøjer sig dybt og giver dig gaver
både af guld og sølv,
mens de, der tager kampen op,
bliver slået og spredt.
32 Egypterne kommer med kostbare gaver,
kushitterne bøjer sig i ærefrygt for dig, Gud.
33 Lovpris Gud, alle riger på jorden,
syng lovsange til Herren.
34 Fra ældgammel tid har han redet på skyerne,
hør blot hans tordnende røst.
35 Giv al ære til Gud, som regerer over Israel
og har magten i himmelrummet.
36 Ære være Gud i hans helligdom.
Israels Gud giver styrke til sit folk.
Al ære og pris til ham.
Guds dom over Moab
15 Guds budskab om Moab:[a] På én nat bliver Ar i Moab angrebet og udslettet. På én nat bliver Kir[b] jævnet med jorden. 2 Dibons indbyggere går op på offerhøjen og græder. I Nebo og Medeba jamrer man: Alle har barberet hår og skæg af i fortvivlelse. 3 I gaderne går folk klædt i sæk og aske, og fra byernes torvepladser og husenes tage høres klage og gråd. 4 Skrigene fra Heshbon og Elale kan høres helt til Jahatz. Selv de stærkeste krigere har mistet modet og ryster af skræk.
5 Mit hjerte græder over Moab, befolkningen flygter til Zoar og Eglat-Shelishija. Grædende begiver de sig op ad vejen til Luhitpasset, deres jamren høres langs vejen til Horonajim. 6 Selv Nimris bæk er udtørret, de græsklædte strækninger er afsvedet, alle planter er væk. 7 De fortvivlede flygtninge slæber deres få ejendele over Poppelbækken. 8 Klageråb lyder over hele landet, fra Eglajim til Be’er-Elim. 9 Bækken ved Dimon er allerede rød af blod, men der kommer mere. Forude venter løverne på de overlevende.
Forholdet mellem mand og kone
3 1-2 I kvinder, som er gift, skal underordne jer under jeres mænd. Derved kan nogle af de mænd, som nægter at tage imod budskabet om Jesus, vindes uden ord, når de lægger mærke til jeres respektfulde og eksemplariske levevis. 3 Vær ikke så stærkt optaget af jeres udseende, af kunstfærdige frisurer, kostbare smykker og fornemt tøj, 4 at I forsømmer at pleje hjertets indre skønhed, der giver sig udtryk i en venlig og stilfærdig optræden. Det er en skønhed, som ikke falmer, og den er meget værd i Guds øjne. 5 Det var den samme skønhed, der i gamle dage prægede de gudfrygtige kvinder, som satte al deres lid til Gud og underordnede sig deres mænd. 6 Således adlød Sara sin mand, Abraham, og kaldte ham „herre”. I er hendes „døtre”, hvis I på den måde gør det rette, og så behøver I ikke være bange for, at I bliver truet af jeres mænd.
7 Og I mænd, vær hensynsfulde over for jeres koner. Værdsæt deres særlige følsomhed og vis dem ære, for de er medarvinger til det evige liv. Hvis ikke I ærer dem, bliver jeres bønner blokeret.
Kristnes indbyrdes forhold
8 Og nu et ord til jer alle: I skal leve i indbyrdes harmoni og være medfølende, kærlige, omsorgsfulde og ydmyge over for hinanden. 9 Gengæld ikke ondt med ondt, eller anklage med anklage, men velsign i stedet for. I er kaldet til at velsigne hinanden, og derved bliver I også selv velsignet. 10 Som Skriften siger:
„De, der gerne vil have et godt liv
og ønsker sig gode dage,
skal holde deres tunge i skak
og ikke lade løgn komme over deres læber.
11 De skal holde sig fra det onde,
gøre det gode og stræbe efter fred.
12 Herren beskytter de retskafne og hører deres bøn om hjælp,
men han er imod dem, der handler ondt.”[a]
Lidelsen set i evighedsperspektiv
13 Hvem vil gøre jer fortræd, hvis I er ivrige efter at gøre det gode? 14 Men skulle det ske, at nogen gør jer fortræd uden grund, så tag det som en velsignelse. Vær ikke bange for dem og bliv ikke slået ud over det. 15 Indvi jer helt til at følge Kristus som jeres Herre. Vær parate til at gøre rede for jeres forventning om det evige liv, når nogen spørger om jeres tro. 16 Gør det med venlighed og respekt og med god samvittighed, så jeres modstandere bliver flove over, at de har gjort nar af jer og talt ondt om jeres kristne livsstil. 17 Husk, at det er bedre at lide ondt—om Gud vil—for at have gjort noget godt end at blive straffet for at have gjort noget ondt.
18 Kristus måtte jo også lide, skønt han var uskyldig. Han døde én gang for alle, for at vi kunne få vores synder tilgivet. Han var selv uden synd, men døde for syndige menneskers skyld, for at han kunne bringe os tilbage til fællesskabet med Gud. Han døde rent fysisk, men blev levendegjort i ånden. 19 Og det var i dén åndelige skikkelse, at han besøgte de dødes ånder, der blev holdt i forvaring,[b] og han forkyndte budskabet for dem. 20 Der traf han dem, der døde på Noas tid, fordi de nægtede at bøje sig for Gud, selvom Gud ventede tålmodigt på dem i alle de år, det tog Noa at bygge arken. Ved hjælp af arken kom nogle få personer frelst gennem syndflodens vand. Det var otte personer i alt. 21 Det, der skete dengang, er et billede på dåben, som I også skal igennem for at blive frelst. Dåben drejer sig ikke om at få fjernet snavs fra kroppen, men er et spørgsmål[c] om en god samvittighed over for Gud, og den får man ved troen på, at Jesus Kristus opstod fra de døde, 22 og at han blev taget op til Himlen og nu sidder ved Guds højre hånd, hvorfra han hersker over både engle og åndelige autoriteter og magter.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.