M’Cheyne Bible Reading Plan

Moses slår på klippen i modstrid med Herrens befaling

20 Det var i årets første måned,^[a] at Israels folk nåede frem til Zins ørken. Mens de lå i lejr ved Kadesh, døde Mirjam og blev begravet.

^2-3 Der var næsten ingen vand på stedet, og derfor begyndte folket igen at klage til Moses og Aron. „Gid vi var døde, dengang Herren slog en masse israelitter ihjel,” jamrede de. ⁴ „Hvorfor har I ført os ud i den her ørken? Var det bare, for at vi og vores dyr skulle dø? ⁵ Hvorfor overtalte I os til at forlade Egypten for at føre os ud til det her gudsforladte sted? Hvad er der blevet af det frugtbare land med korn, figner, druer og granatæbler, som I lovede os? Vi er ved at dø af tørst.”

⁶ Da forlod Moses og Aron forsamlingen og gik hen til åbenbaringsteltets indgang, hvor de bøjede sig i støvet for Herren, og Herrens herlighed viste sig for dem.

^7-8 „Tag Arons stav og kald folket sammen,” sagde Herren til Moses. „Mens de alle ser på det, skal du tale til klippen og befale den at give vand. Så vil der strømme vand ud fra klippen, og der bliver rigeligt til både folket og dyrene.”

⁹ Moses gjorde, som Herren havde sagt, og hentede staven fra dens plads foran pagtens ark. ¹⁰ Så kaldte han og Aron folket sammen rundt om klippen. „Se her, I oprørske mennesker!” råbte Moses. „Tror I, vi kan skaffe vand til jer fra denne klippe?” ¹¹ Så løftede han staven og slog to gange på klippen, og vandet strømmede ud, så folket og dyrene kunne drikke, så meget de ville.

¹² Men Herren sagde til Moses og Aron: „I havde åbenbart ikke tro nok til at gøre, nøjagtig som jeg sagde, og I tog tilmed selv æren over for folket. Jeg er en hellig Gud, som skal adlydes. Nu får I ikke æren af at føre folket ind i det land, jeg har lovet dem.”

¹³ Man kaldte stedet Meribas^[b] vand, for her satte Israels folk sig igen op imod Herren, og her viste han dem, at man bliver straffet for at sætte sig op mod den hellige Gud.

Israelitterne får ikke lov at rejse gennem Edoms land

¹⁴ Mens de opholdt sig ved Kadesh, sendte Moses bud til Edoms^[c] konge. Budskabet lød: „Dit broderfolk, israelitterne, sender hilsen. Du har hørt om alle de strabadser, vi har været igennem, ¹⁵ siden vores forfædre kom til Egypten og slog sig ned i landet, hvor de blev gjort til slaver. ¹⁶ Men i vores nød råbte vi til Herren, og han sendte sin engel for at befri os fra slaveriet i Egypten. For øjeblikket befinder vi os ved Kadesh ved grænsen til jeres land, ¹⁷ og vi beder om tilladelse til at rejse gennem landet. Vi skal nok gå uden om jeres marker og vingårde—ikke engang jeres brønde vil vi tage vand af. Vi lover at holde os til Kongevejen^[d] og ikke gå til nogen af siderne, så længe vi er i jeres land.”

¹⁸ Men Edoms konge svarede: „Hold jer væk fra mit land, ellers sender jeg hæren imod jer.”

¹⁹ „Jamen, vi lover at holde os til landevejen,” protesterede de israelitiske sendebud. „Vi lover også, at hvis nogen af os eller vores kvæg kommer til at drikke af jeres vand, betaler vi for det. Vi ønsker ikke at være til ulejlighed, men vil bare gerne have lov til at rejse igennem jeres land.”

²⁰ Men Edoms konge var ubøjelig. „I får ikke lov at rejse igennem mit land,” gentog han og gav befaling om at mobilisere hæren til at holde vagt ved grænsen. ^21-22 Det blev afslutningen på den diskussion: Edomitternes konge holdt stædigt fast ved sit afslag, og derfor måtte Israels folk opgive at tage den vej.

Arons død

²³ Ved Hors bjerg nær ved grænsen til Edom sagde Herren til Moses og Aron: ²⁴ „Tiden er kommet, hvor Aron skal dø. Han får ikke lov at komme ind i det land, jeg har lovet Israels folk, for I var begge ulydige imod mig ved Meribas vand.

²⁵ Moses skal føre Aron og hans søn Eleazar op på Hors bjerg, ²⁶ og dér skal han tage Arons præstedragt af ham og give hans søn Eleazar den på, hvorefter Aron skal dø.”

²⁷ Moses adlød Herren, og mens folket fulgte dem med øjnene, gik de tre mænd op på Hors bjerg. ²⁸ Da de nåede toppen, tog Moses præstedragten af Aron og gav Eleazar den på, hvorefter Aron døde oppe på bjerget. Moses og Eleazar gik så ned igen, ²⁹ og da folket hørte, at Aron var død, sørgede de over ham i 30 dage.

Dom over onde magthavere

58 Til korlederen: En sang af David.

Tilflugt hos Herren

59 Til korlederen: En sang af David i anledning af, at Sauls soldater omringede hans hus for at dræbe ham.

⁸ Alle i Samaria har hørt det, det er kendt i Efraims land. Alligevel siger de i hovmod og trods: ⁹ „Hvis landet lægges i ruiner, bygger vi det bare op igen, så det bliver bedre end før. Vi bruger tilhugne natursten i stedet for brændte lersten, og vi erstatter det ødelagte morbærfigentræ med cedertræ.” ¹⁰ Herren vil svare på deres hovmod ved at føre fjender imod dem, ¹¹ aramæerne fra øst og filistrene fra vest. Med vidtåbne gab kommer de og opsluger Israel. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.

¹² Men de angrede ikke over for ham, der straffede dem. De søgte stadig ikke Herren, den Almægtige. ^13-14 Derfor vil Herren hugge hoved og hale af Israel og tilintetgøre både høj og lav på samme dag. Landets ledere er hovedet, de løgnagtige profeter er halen. ¹⁵ Folkets ledere førte dem vild, de viste dem vej til afgrunden.

¹⁶ Derfor vil Herren ikke hjælpe de unge krigere, og han har ikke medynk med dem, der bliver enker, og dem, der bliver faderløse. De er jo alle onde og gudløse, og de taler som tåber. Derfor er Herrens vrede endnu ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.

¹⁷ Ondskaben brænder som en ild, der fortærer tjørn og tidsel og antænder skovens tætte krat, så røgen hvirvler op. ^18-19 Herren den Almægtiges vrede afsvider landet, og folket bliver ildens bytte. Ingen hjælper hinanden, men de slås med deres nærmeste om føden. De stjæler mad fra hinanden, men bliver ikke mætte. De æder alt, hvad de kan finde af spiseligt, men er lige sultne. Nogle vil endda fortære deres egne børn. ²⁰ Manasse er imod Efraim, Efraim er imod Manasse—og sammen overfalder de Judas stamme. Alligevel er Herrens vrede endnu ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.

10 Ve jer, I, som udsteder ondskabsfulde dekreter og afsiger uretfærdige domme for at undertrykke de svage, udnytte de hjælpeløse, ² frakende de fattige deres rettigheder og udplyndre både enker og faderløse børn.

³ Hvad vil I gøre, når straffen kommer over jer fra det fjerne? Hvem, tror I, vil hjælpe jer? Hvor vil I opbevare jeres rigdomme? ⁴ I bliver enten dræbt i krig eller ført bort som fanger. Alligevel er Herrens vrede ikke forbi. Hans hånd er stadig løftet til slag.

Om at passe på, hvad man siger

3 Kære venner, kun ganske få af jer bør søge at blive lærere i menigheden. Vi, der har ansvar for den rette lære, kan nemlig forvente en strengere dom. ² Vi begår jo alle sammen fejl på mange forskellige måder. Den, der ikke siger noget forkert, har nået en høj grad af modenhed og vil også have kontrol over alle sine handlinger. ³ Når vi lægger bidsel i munden på en hest, må den adlyde os, og så har vi hele hesten under kontrol. ⁴ Eller tænk på skibene: De kan være nok så store, og kraftige vinde kan drive dem, men styrmanden kan med et ganske lille ror dreje sit skib, hvorhen han vil.

^5-6 På samme måde er tungen kun en lille del af vores krop, men den kan sætte en lavine af begivenheder i gang. Som en lille gnist kan sætte en stor skov i brand, kan tungen med ondskabsfulde ord ødelægge hele vores liv, selvom den kun er en lille del af kroppen. Er vores tunge først sat i brand af ilden fra Helvede, så kan den ødelægge hele vores tilværelse. ⁷ Både vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet, ⁸ men tungen er det nærmest umuligt at tæmme. Det er svært at holde dens ondskab i skak, og den udspyr let en dødbringende gift. ⁹ Tungen kan bruges til at lovprise Gud, men den samme tunge kan også bruges til at forbande mennesker, der jo er skabt i Guds billede. ¹⁰ Hvis den samme mund både lovpriser og forbander, må der være noget galt, venner! ¹¹ Kan den samme kilde give både ferskvand og saltvand? ¹² Kan der vokse oliven på et figentræ eller figner på en vinstok? Nej vel? Det er umuligt at hente ferskvand op fra en saltholdig kilde.

Visdommens kendetegn

¹³ Er der nogen iblandt jer, der mener, at de er vise og forstandige? Så lad dem gå foran med et godt eksempel og demonstrere deres visdom gennem ydmyghed og gode gerninger. ¹⁴ Men hvis nogen er præget af bitter misundelse eller selviskhed, så kan de i alt fald ikke prale af at have Guds visdom. ¹⁵ Den slags „visdom” kommer ikke fra Gud. Tværtimod, det er en jordisk, menneskelig tankegang, der stammer fra de onde ånder. ¹⁶ Misundelse og selviskhed forvolder kaos og al slags ondskab. ¹⁷ Men den visdom, der kommer fra Gud, er først og fremmest uskyldsren, dernæst fredselskende og imødekommende. Den tager hensyn til andre og er kendetegnet ved barmhjertighed og gode gerninger. Den er upartisk og oprigtig. ¹⁸ Fredselskende mennesker planter fred, og de høster frugterne deraf.