M’Cheyne Bible Reading Plan

Ziba hjælper David

16 David fortsatte ned ad vejen på den anden side af Olivenbjerget og mødte kort efter Ziba, som havde været Sauls tjener og nu bestyrede Mefiboshets ejendom. Ziba havde to æsler med sig. De havde sadler på og var læssede med 200 brød, 100 rosinkager, 100 figner^[a] og en lædersæk med vin.

² „Hvor skal du hen med de ting?” spurgte kongen.

Ziba svarede: „Æslerne er en gave til kongens familie, så de har noget at ride på. Brødet, kagerne og frugten er til folkene—og vinen skal styrke dem, der bliver udmattede i ørkenen.”

³ „Hvor er Mefiboshet?” spurgte kongen ham.

„Han blev i Jerusalem,” svarede Ziba, „for han tænkte: Nu vil israelitterne give mig min farfars kongedømme tilbage!”

⁴ „Så overdrager jeg al hans ejendom til dig, Ziba!” udbrød kongen opbragt.

„Mange, mange tak!” svarede Ziba og bøjede sig til jorden. „Måtte jeg altid bevare kongens velvilje.”

Shimi forbander David

⁵ Da David og hans følge passerede Bahurim, kom en mand fra landsbyen ud og råbte forbandelser efter dem. Det var Shimi, Geras søn. Han var en slægtning til Saul. ⁶ Han kastede sten efter kongen og hans tjenere til trods for, at de var omgivet af hele hæren og livvagten.

^7-8 „Forsvind, din morder—din bandit!” skreg han mod David. „Nu betaler Herren dig tilbage, fordi du myrdede kong Sauls familie for selv at overtage tronen. Nu har Herren overdraget den til din søn Absalom! Din morder! Nu får du, hvad du har fortjent!”

⁹ „Hvor længe skal den forbandede køter have lov til at overfuse kongen?” spurgte Abishaj, Zerujas søn. „Lad mig gå hen og hugge hovedet af ham!”

¹⁰ „I tænker kun på hævn, Zerujas sønner,” svarede David. „Hvis Herren har givet ham besked på at forbande mig—hvem er da jeg, at jeg skulle standse ham? ¹¹ Min egen søn søger at slå mig ihjel, men denne benjaminit forbander mig jo kun. Lad ham være, for Herren er med i det. ¹² Måske vil Herren ynkes over mig og vende forbandelserne til noget godt.”

¹³ Så gik David og hans mænd videre, men Shimi fulgte med i sikker afstand oppe på bakkeskråningen og fortsatte med at forbande David og smide sten og jord efter ham. ¹⁴ Da kongen og hans følge nåede vadestedet ved Jordanfloden, var de så udmattede, at de måtte holde et langt hvil.

Hushaj tilbyder Absalom sin tjeneste

¹⁵ I mellemtiden havde Absalom holdt sit indtog i Jerusalem, ledsaget af sine folk og af Ahitofel. ¹⁶ Davids ven, arkitten Hushaj, opsøgte ham øjeblikkelig.

„Kongen leve! Kongen længe leve!” hilste han.

¹⁷ „Er det en måde at behandle din ven David på?” spurgte Absalom. „Hvorfor er du ikke fulgt med ham?”

¹⁸ „Fordi jeg foretrækker at holde med den mand, som Herren og hans folk Israel har valgt,” svarede Hushaj. ¹⁹ „Er der noget forkert i det? Tidligere hjalp jeg din far, nu vil jeg gerne hjælpe dig.”

Ahitofel som Absaloms rådgiver

²⁰ Derefter sagde Absalom henvendt til Ahitofel: „Hvad skal vi så gøre nu? Kom med et godt råd!” ²¹ Ahitofel kom med følgende forslag: „Du skal gå i seng med din fars medhustruer, som han efterlod i paladset! Så vil hele Israels folk indse, at du har krænket ham så groft, at al forsoning er udelukket, og dine tilhængere vil vide, at du mener det alvorligt med dit oprør imod ham.”

²² Så blev der rejst et telt på paladsets flade tag, hvor alle kunne se det, og ved højlys dag gik Absalom ind i teltet og lå med sin fars medhustruer, den ene efter den anden.

²³ Absalom fulgte altid Ahitofels råd, ligesom David tidligere havde gjort, for når Ahitofel talte, mente man, at han talte på Guds vegne.

9 Det er næsten overflødigt, at jeg skriver til jer om denne kærlighedsgave til de kristne i Jerusalem. ² Jeg kender jo jeres iver efter at hjælpe. Det har jeg rost jer for over for menighederne i Makedonien, og jeg har sagt, at I nede i Akaja allerede for et år siden var parat til at sende en gave. Det var faktisk jeres iver efter at hjælpe, der fik mange af de andre til at slutte sig til indsamlingen. ³ Jeg sender nu mine medarbejdere, for at min ros af jer ikke skal vise sig at være grundløs på det punkt. Det gør jeg, for at I kan være parate, når jeg kommer, som jeg har sagt, at I ville være. ⁴ Hvis nogle fra menighederne i Makedonien rejser med mig ned til jer, og de så opdager, at I slet ikke er klar, når vi kommer, ville det være flovt for både jer og mig. ⁵ Derfor mente jeg, at det var bedst, hvis mine medarbejdere rejste i forvejen, så de kan hjælpe jer til at få færdiggjort indsamlingen af den gave, som I har lovet. Lad det være en rigelig gave, så den bliver et udtryk for Guds velsignelse, ikke for nogens smålighed.

Gavmildhed frembringer velsignelse, foruden ære og tak til Gud

⁶ Husk på, at de, der sår sparsomt, skal høste sparsomt, men de, der sår rigeligt, skal høste rigeligt. ⁷ I må hver især afgøre, hvor meget I vil give. Gør det ikke som en sur pligt, for Gud elsker en glad giver. ⁸ Gud har magt til at lade sin nåde strømme ud over jer, så I altid har noget at gøre godt med, uden at I selv kommer til at mangle. ⁹ Skriften taler på følgende måde om dem, der adlyder Gud og gør det rette:

¹⁰ Ligesom Gud velsigner landmandens marker, så der bliver korn til at bage brød af og såsæd til næste år, sådan vil han også velsigne det, I giver, så jeres godhed bringer megen velsignelse med sig. ¹¹ I bliver rige på alt, så I kan tjene Gud helhjertet og oprigtigt. Når vi bringer jeres gave videre, vil mange mennesker takke Gud for jer. ¹² For når I tjener Gud ved at dele med de nødlidende, så møder I ikke kun deres behov, men I bliver også årsag til, at mange mennesker vil takke Gud. ¹³ Ved at gennemføre denne indsamling giver I ære til Gud, dels fordi det viser, at I er lydige over for budskabet om Kristus, dels fordi det viser jeres oprigtige omsorg for de fattige, ja over for alle mennesker, ¹⁴ og dels fordi det bevirker, at de vil længes efter at have fællesskab med jer, og de vil bede for jer på grund af Guds overvældende nåde, som de oplever gennem jeres handling.

¹⁵ Lad os altid takke Gud, fordi han gav sin Søn—en gave langt større, end ord kan udtrykke.

Billedtale om Samarias og Jerusalems utroskab

23 Herren sagde til mig: ^2-3 „Du menneske, der var engang to søstre, der fra deres tidligste ungdom levede som prostituerede i Egypten. Dér krammede og knugede man deres jomfruelige bryster. ⁴ Storesøsteren hed Ohola og lillesøsteren Oholiba. De symboliserer Samaria og Jerusalem.^[a]

Jeg giftede mig med dem begge, og de fødte mig sønner og døtre. ⁵ Men Ohola var mig utro og blev forgabt i assyrerne, ⁶ for deres officerer og stormænd var utrolig flotte med purpurfarvede klæder og prægtige heste. ⁷ Hun horede med Assyriens fornemste mænd og dyrkede uhæmmet deres afguder. ⁸ Allerede da hun var i Egypten, var hun utro imod mig og gav sig hen til afguderne der. Desværre holdt hun fast ved sin utroskab, selv efter at hun havde forladt Egypten.

⁹ Derfor lagde jeg hendes skæbne i assyrernes hænder. Hendes elskere kunne nu gøre med hende, hvad de ville. ¹⁰ Som straf ydmygede de hende ved at rive tøjet af hende og gøre hendes børn til slaver. Derpå blev hun slået ned med sværdet, og de andre kvinder hånede hende for den skændsel, hun blev udsat for.

¹¹ Men selv om hendes søster Oholiba så, hvad der skete med hende, tog hun ikke ved lære. Hendes afgudsliderlighed var forfærdelig, og hun syndede endnu mere end søsteren. ¹² Hun flirtede med de assyriske officerer og stormænd, der havde så flotte uniformer og prægtige heste. ¹³ Hun var lige så troløs som sin søster, ^14-15 ja, hun var faktisk værre end søsteren, for hun forelskede sig endog i de babyloniske officerer, hun havde set malerier af på murene med røde uniformer, bælte om livet og turban på hovedet. ¹⁶ Hun blev så forelsket i dem, at hun sendte bud til Babylon om, at de skulle komme til hende. ¹⁷ De kom så og horede med hende, men bagefter følte hun afsky for dem.

¹⁸ Fordi hun blottede sig for dem og gav sig selv hen til dem, blev jeg led ved hende, som jeg var blevet led ved hendes storesøster. ^19-20 Men det generede hende ikke. Hun huskede sin fortid som prostitueret i Egypten og gav sig nu hen til de liderlige egyptere, der var brunstige som æsler og gejle som hingste. ²¹ Hun gik tilbage til sin ungdoms lyster, dengang man krammede hendes bryster i Egypten.

²² Men hør nu Herrens ord, Oholiba: Alle dine elskere, som du vendte dig fra i afsky, hidser jeg op imod dig. ²³ Babylonierne kommer imod dig sammen med alle kaldæerne fra Pekod, Shoa og Koa. Også assyrerne sender jeg mod dig, alle de flotte officerer og stormænd, klædt i purpur og ridende på prægtige heste. ²⁴ Fra nord kommer stridsvogne og forsyningsvogne rumlende imod dig, og deres fodfolk kommer vrimlende fra alle kanter, bevæbnet til tænderne. Fjenden omringer dig fra alle sider, og jeg overlader det til dem at udføre straffen over dig. ²⁵ I jalousi vil jeg hævne mig på dig. Jeg lader dem skære næsen og ørerne af dig og bortføre dine børn som slaver. De, der overlever, vil falde for sværdet eller brændes i ilden. ²⁶ De vil flå tøjet af dig og rive dine juveler til sig. ²⁷ Sådan vil jeg gøre en ende på dine uhæmmede lidenskaber, den skamløse livsstil du tog med dig fra Egypten. Du skal ikke mere tilbede falske guder eller tænke på Egypten. ²⁸ Jeg giver dig i dine fjenders vold, dem du afskyr og har taget afstand fra. ²⁹ I deres raseri vil de frarøve dig alt, hvad du har, og slænge dig bort, nøgen og forladt, så din skandaløse livsstil afsløres. ³⁰ Al den elendighed er du selv skyld i, fordi du dyrkede fremmede folkeslags guder og gjorde dig selv uren ved at tilbede deres afgudsbilleder. ³¹ Du fulgte i din søsters fodspor, og derfor skal du få en straf, der svarer til hendes. ³² Det er en hård straf, og du bliver genstand for alverdens hån. Du må tømme straffens fyldte bæger til bunds. ³³ Du vil blive fuldstændig omtåget og stønne af gru og rædsel. ³⁴ Men du skal tømme det til sidste dråbe og derefter smadre det i tusind stykker og rive dig selv til blods i fortvivlelse. Jeg, Herren, har talt. ³⁵ Fordi du glemte mig og vendte mig ryggen, må du tage konsekvensen af din forfærdelige utroskab.”

³⁶ Herren fortsatte: „Du menneske, udtal min dom over Ohola og Oholiba. Fortæl om deres frygtelige synder. ³⁷ De var mig utro og har blod på hænderne, for de dyrkede afguderne og myrdede de børn, som de fødte mig, ved at brænde dem på afgudsaltrene. ³⁸ Desuden vanærede de mit tempel og overholdt ikke sabbatsbudet. ³⁹ Tænk, lige efter at have slagtet og brændt deres børn til ære for afguderne kom de til mit tempel for at tilbede mig! Hvilken afskyelig handlemåde!

⁴⁰ I to søstre sendte bud til fjerne lande efter flotte mænd. I badede jer, lagde sminke på øjnene og tog jeres fineste smykker på. ⁴¹ I satte jer til bords på elegante puder og stillede min hellige røgelse og olie frem på bordet. ⁴² Der var fest og ballade. De mange indbudte mænd fra ørkenen drak sig fulde og satte armringe på jeres arme og en fornem krone på jeres hoved. ⁴³ Jeg sagde til mig selv: De utro gamle skøger! ⁴⁴ Derpå gik mændene ind til Ohola og Oholiba som til prostituerede. Åh, de skamløse kvinder. ⁴⁵ Men retskafne mænd skal efter lovens ord idømme dem straffen for ægteskabsbrud og mord, for de har været utro imod mig, og de har blod på hænderne.

⁴⁶ Gud Herren siger: Før en hær imod dem, så de bliver terroriseret og udplyndret. ⁴⁷ Lad fjenden kaste sten imod dem og hugge dem ned med sværdet, slagte deres børn og brænde deres huse ned til grunden. ⁴⁸ For jeg vil sætte en stopper for den afgudsliderlighed, der hersker i landet. I skal være et eksempel til skræk og advarsel for andre til alle tider. ⁴⁹ I vil blive straffet hårdt for jeres uanstændige afguderi, og I skal forstå, at jeg er Herren.”

Bøn om hjælp

70 Til korlederen: En sang af David, skrevet som en bøn til Gud.

En gammel mands bøn