M’Cheyne Bible Reading Plan

David skåner Sauls liv igen

26 Folkene fra Zif vendte tilbage til Saul i Gibea og fortalte ham: „David holder sig skjult på Hakilahøjen over for Jeshimon.” ² Da tog Saul sit elitekorps på 3000 mand og drog af sted for at genoptage forfølgelsen i Zifs ørken. ^3-4 Han slog lejr ved vejen over for Jeshimon, tæt ved Hakilahøjen. David var nu længere inde i ørkenen, og da han hørte, at Saul var på vej efter ham, sendte han nogle spioner af sted for at få nøje oplysninger om, hvor han befandt sig.

^5-7 En nat sneg David sig hen mod Sauls lejr for at se sig om. Hittitten Ahimelek og Joabs bror Abishaj, søn af Zeruja,^[a] var med ham. Kong Saul og hans hærfører Abner lå og sov—omgivet af de sovende livvagter. „Hvem vil gå med mig hen til Saul i hans lejr?” sagde David til Ahimelek og Abishaj. „Det vil jeg!” svarede Abishaj.

Så sneg David og Abishaj sig helt ind i lejren til Saul, der lå og sov med spyddet plantet i jorden ved siden af sit hoved. Abner og de andre mænd lå rundt om ham.

⁸ „Denne gang er der ingen tvivl om, at Gud har udleveret din fjende til dig,” hviskede Abishaj til David. „Lad mig få lov at spidde ham til jorden med et eneste stød.”

⁹ „Nej, slå ham ikke ihjel,” svarede David. „Den, der dræber Herrens salvede, vil blive straffet. ¹⁰ Herren vil selv tage sig af Saul, hvad enten han falder i kamp, eller han dør af alderdom. ¹¹ Gud forbyde, at jeg skulle slå den mand ihjel, som Herren har salvet til at være konge. Nej, lad os tage hans spyd og hans vandkrukke—og så se at komme af sted!”

¹² Så tog David spyddet og vandkrukken, og sammen med Abishaj slap han væk, uden at nogen så dem eller vågnede. Herren havde nemlig ladet dem falde i dyb søvn.

¹³ De klatrede op ad bjergskråningen overfor, indtil de var i sikkerhed. ¹⁴ Så råbte David ned til dem: „Abner, vågn op!”

„Hvem er det, der råber?” svarede Abner.

¹⁵ „Nåh, Abner,” drillede David, „har du sovet godt? Du er vel nok en dygtig hærfører, der forstår at passe godt på din konge. Der findes ikke nogen så dygtig som dig i hele Israel. Men er du klar over, at kongen let kunne være blevet dræbt, mens du lå og sov? ¹⁶ Sikke dog en pligtforsømmelse! I burde virkelig dø som straf for, at I ikke passer bedre på jeres herre, Guds salvede konge. Hvad tror du, der er blevet af kongens spyd og vandkrukke, som stod ved hans hoved?”

^17-18 Saul genkendte imidlertid Davids stemme og råbte: „Er det dig, min søn David?”

David svarede: „Ja, herre! Sig mig, hvorfor bliver du ved med at jagte mig? Hvad har jeg gjort dig? Hvad er min forbrydelse? ¹⁹ Hvis det er Herren, der har hidset dig op imod mig, så er jeg villig til at blive ofret. Men hvis det er menneskers ondskab, må de da være forbandet af Gud, for resultatet er blevet, at de har berøvet mig mit hjem blandt mit folk i Herrens land og jaget mig bort til et fremmed folk, der dyrker andre guder. ²⁰ Skal jeg virkelig dø i et fremmed land—borte fra Herrens nærhed? Kan det virkelig være rigtigt, at Israels konge jager mig og mine mænd, som om han var på agerhønejagt?”

²¹ Da indrømmede Saul sin fejltagelse. „Jeg har forbrudt mig imod dig, min søn,” sagde han. „Kom tilbage, så lover jeg, at alt skal blive godt igen. I dag har du skånet mit liv. Jeg indrømmer, at jeg har handlet tåbeligt.”

²² „Herre, her er dit spyd,” råbte David tilbage. „Lad en af de unge mænd komme og hente det. ²³ Herren belønner den, der er loyal og har reelle hensigter, og i nat har jeg undladt at slå dig ihjel på trods af, at Herren udleverede dig til mig. ²⁴ Må Herren skåne mit liv, sådan som jeg har skånet dit. Ja, må han redde mig, hver gang jeg er i fare.”

²⁵ „Gud velsigne dig, min søn David,” svarede Saul. „Du vil komme til at udføre store heltegerninger, og alt, hvad du tager dig for, vil lykkes for dig.”

Så gik David sin vej, og Saul vendte hjem.

Spørgsmål om ægteskabet

7 Med hensyn til jeres spørgsmål om ægteskab og sex, så er det prisværdigt for en mand at leve i cølibat, ² men hvis manden er gift, bør han være sammen med sin kone, og konen bør være sammen med sin mand, for at de ikke skal fristes til seksuel synd. ³ Manden bør opfylde sin kones ægteskabelige behov, og konen bør tilsvarende opfylde sin mands behov. ⁴ En gift kvinde tilhører sin mand og ikke kun sig selv, og tilsvarende tilhører en gift mand sin kone og ikke kun sig selv. ⁵ Derfor må I ikke afvise jeres ægtefælles ønske om sex, med mindre I er enige om at være afholdende en tid, for at I bedre kan koncentrere jer om at bede. Derefter skal I være sammen igen, for at Satan ikke skal friste jer, når jeres drifter bliver for stærke. ⁶ Det her er en indrømmelse, jeg giver jer, ikke en befaling. ⁷ Jeg kunne ønske, at alle havde det som jeg, men enhver har sin egen nådegave fra Gud—én person har det på én måde, en anden har det på en anden måde.

⁸ Med hensyn til enkerne og enkemændene, vil jeg sige: Det er prisværdigt for dem at forblive ugift ligesom jeg. ⁹ Men hvis de ikke kan leve i afholdenhed, må de hellere gifte sig, for det er bedre at gifte sig end at blive opslugt af sine drifter.

¹⁰ Men med hensyn til dem, der er gift, har jeg en befaling, ikke kun et forslag. Og den befaling kommer fra Herren: En kvinde må ikke skille sig fra^[a] sin mand. ¹¹ (Hvis hun alligevel skiller sig fra ham,^[b] bør hun forblive ugift eller blive forsonet med ham igen.) Og en mand må ikke gå fra sin kone.

¹² Med hensyn til blandede ægteskaber har jeg selv en mening, men ikke en direkte befaling fra Herren: Hvis en troende mand er gift med en ikke-troende kvinde, som gerne vil blive hos ham, så må han ikke gå fra hende. ¹³ Og hvis en troende kvinde har en mand, der ikke er troende, men som er villig til at blive sammen med hende, så må hun ikke gå fra ham. ¹⁴ En troende kvinde bliver jo ikke uren ved at være gift med en ikke-troende mand, og en troende mand bliver jo heller ikke uren ved at være gift med en ikke-troende kvinde. Den ikke-troende ægtefælle regnes som værende ren i Guds øjne gennem sit ægteskab med en troende ægtefælle. Ellers ville deres børn jo være urene, men det er de ikke. ¹⁵ Hvis derimod den ikke-troende ægtefælle ønsker at blive skilt, så lad dem blive skilt. I sådanne tilfælde er en troende mand eller kvinde ikke under tvang. Gud har kaldet os til at leve i fred. ¹⁶ En troende kvinde kan jo ikke vide, om hendes mand vil komme til tro, ligesom en troende mand ikke kan vide, om hans kone vil komme til tro.

¹⁷ I bør hver især acceptere det liv, Gud har kaldet jer til at leve, og de vilkår, Herren har givet jer i livet. Sådan er min undervisning i alle menighederne.

¹⁸ Hvis en mand har gennemgået den jødiske omskærelsesceremoni, inden han blev en kristen, skal han ikke søge at ændre på det, og hvis han ikke er blevet omskåret, skal han ikke blive det nu. ¹⁹ For en kristen betyder det intet, om han har gennemgået den ceremoni eller ej. Det afgørende er at gøre Guds vilje.

²⁰ Fortsæt blot i den situation, I var i, da I blev kristne. ²¹ Var du slave på det tidspunkt, så lad det ikke bekymre dig, men skulle du få en chance for at blive fri, så udnyt den bare. ²² Var du slave, da Herren kaldte dig ind i sit rige, så glæd dig over, at du nu er frigjort fra syndens slaveri. Og var du fri, da du blev kaldet, så husk, at du nu er slave hos Kristus. ²³ Det kostede ham dyrt at løskøbe dig, så pas på, at du ikke igen bliver slave af verdslig tankegang. ²⁴ Altså, kære venner, bør I tjene Gud, lige meget hvilken situation I var i, dengang I blev kristne.

²⁵ Med hensyn til de unge, som endnu aldrig har været gift, har jeg ingen særlig befaling fra Herren. Men jeg fortæller jer min mening som en person, man kan fæste lid til på grund af Herrens barmhjertige indgriben i mit liv. ²⁶ I den trængselstid, som vi befinder os i, mener jeg, at det er en fordel at forblive ugift. ²⁷ Hvis du er bundet i et ægteskab, skal du ikke opløse det. Hvis du ikke er bundet, så lad være med at gifte dig. ²⁸ Men hvis en ung mand alligevel beslutter at gifte sig, er der ikke noget forkert i det, og hvis en ung pige gifter sig i en tid som denne, så har hun ikke gjort noget forkert. Men hvis I gør det, vil I få nogle problemer, som jeg kunne ønske, at I blev skånet for. ^29-31 Det siger jeg jer, venner: Verden i sin nuværende form er tæt ved at have nået sin afslutning. Der er ikke lang tid tilbage. Derfor gør det fra nu af ikke den store forskel, om man er gift eller ugift, om man sørger eller er glad, om man har penge at købe for eller ej, og om man udnytter det, verden har at byde på, eller ej.

³² Jeg vil gerne skåne jer for de bekymringer, der hører denne verden til. En ugift mand tænker på det, der hører Herren til, hvordan han kan glæde sin Herre. ³³ Men en gift mand tænker på det, der hører denne verden til, hvordan han kan glæde sin kone, ³⁴ og på den måde er hans tanker delt. Det samme gælder den ugifte kvinde eller unge pige. De tænker på det, der hører Herren til, og indvier både deres krop og ånd til at tjene Herren. Men en gift kvinde tænker på det, der hører denne verden til, hvordan hun kan glæde sin mand. ³⁵ Jeg siger ikke det her for at begrænse jeres frihed, men for at I kan tjene Herren på en god og helhjertet måde uden at blive optaget af så mange andre ting.

³⁶ Hvis en mand har en ugift datter, som gerne vil giftes, og som ikke er helt ung mere, og hvis han mener, det ville bringe skam over datteren, hvis hun forblev ugift, så lad ham gøre det, han mener, er det rigtige: lad hende blive gift. Det er der ikke noget forkert i. ³⁷ Men hvis han har overvejet sagen grundigt og har taget sin beslutning, hvis han ikke er blevet presset til noget, der er imod hans overbevisning, og hvis han mener, at datteren bør forblive ugift, så er det i orden. ³⁸ Altså er det i orden for en mand at gifte sin datter bort, og det er i orden ikke at gøre det, dog anbefaler jeg det sidste.

³⁹ En kvinde er bundet af sit ægteskab, så længe hendes mand lever. Men hvis manden sover ind,^[c] er hun frit stillet til at gifte sig med hvem, hun vil, blot det er med en kristen. ⁴⁰ Dog vil hun, så vidt jeg kan se, få mere velsignelse ud af ikke at gifte sig, og jeg tror, at jeg har den opfattelse fra Guds Ånd.

Dommen over Jerusalem

5 „Du menneske,” fortsatte Herren. „Når belejringstiden er omme, skal du tage et skarpt sværd og bruge det som barberkniv til at rage alt dit hår og skæg af. Tag så en vægt og vej det i tre lige store portioner. ² En portion skal du brænde inden for bymuren på din tegning. En anden portion skal du hugge i småstykker med sværdet rundt om byen. Den sidste portion skal du sprede for vinden, for jeg vil jage de overlevende af mit folk bort med magt. ³ Tag lidt af det hår, der blev spredt for vinden, og bind det som kvaster på din kappe. ⁴ Tag så deraf nogle få hår og kast dem i ilden, så de brændes op. Derefter vil den rensende ild brede sig til hele Israels folk.”

⁵ Hør, hvad Gud Herren siger: „Det er, hvad der skal ske med Jerusalems befolkning. Jeg udvalgte byen til at være som et centrum for alle andre lande. ⁶ Men folket gjorde oprør imod mine love og forordninger, og de blev endnu værre end nabolandenes folk.”

⁷ Derfor siger Gud Herren: „I har nægtet at adlyde mine love og forskrifter og er blevet endnu mere ugudelige og oprørske end jeres nabofolk. I overholder ikke engang de almindelige samfundslove, som jeres nabofolk overholder.

⁸ Derfor vil jeg dømme jer og straffe jer for øjnene af alle de andre nationer. ⁹ På grund af de modbydelige synder, I har begået, vil jeg straffe jer værre, end jeg nogen sinde tidligere har gjort, og som jeg aldrig vil gøre igen. ¹⁰ Forældre vil spise deres egne børn, og børnene vil spise deres egne forældre, og den rest af befolkningen, som overlever, spreder jeg for alle vinde.”

¹¹ „Så sandt jeg lever,” siger Gud Herren, „skal I komme til at bøde, fordi I har forurenet mit tempel med jeres afguder og afskyelige ofre. Jeg vil bruge sværdet som barberkniv og meje jer ned. Jeg vil ikke lægge fingrene imellem eller vise medlidenhed. ¹² En tredjedel af jer vil dø af sult og epidemier inde i byen, en tredjedel af jer bliver dræbt i kampen mod fjenderne, og en tredjedel af jer bliver spredt for alle vinde, for jeg vil selv jage jer væk med magt. ¹³ Når dommen er udført, og jeg er færdig med at udøse min straf over dem, vil de overlevende indse, at jeg er en nidkær Gud, som er nødt til at straffe mit folks synder.

^14-15 Jeg gør jeres land øde til skræk og advarsel for jeres nabolande. Enhver, som kommer forbi og ser ødelæggelsen, vil udtale nedladende ord imod jer. I bliver et skræmmende eksempel på hvilke voldsomme konsekvenser det får, når Herren udøser sin straf over en nation.

¹⁶ Jeg sender hungersnødens grusomme pile ind over jer. Sulten vil tage til, indtil den sidste bid brød er borte, og alt er forbi. ¹⁷ I bliver angrebet af vilde dyr, som vil tage jeres børn. Sygdom og krig hærger i landet, for jeg vil kæmpe imod jer. Jeg, Herren, har talt.”

Bøn i eksil

42 Til korlederen: En visdomssang^[a] af Koras slægt.