M’Cheyne Bible Reading Plan
Davids sejr over ammonitterne og aramæerne
10 Nogen tid efter døde ammonitternes konge, Nahash, og han blev efterfulgt af sønnen Hanun.
2 „Ham vil jeg vise venlighed,” tænkte David, „for hans far viste venlighed mod mig.” Så sendte David nogle sendebud af sted for at kondolere i anledning af faderens død.
3 Men de ammonitiske officerer sagde til Hanun: „De mænd er ikke kommet for at ære din fars minde! Nej, det er blot et påskud for at udspionere os, for i virkeligheden har David i sinde at angribe os.”
4 Derfor lod Hanun Davids mænd pågribe, hvorefter man vanærede dem ved at barbere den ene side af deres skæg af. Samtidig blev deres tøj skåret af over bagdelen, og sådan blev de sendt hjem. 5 Da David fik at vide, at hans sendebud var blevet så groft ydmyget, sendte han nogle af sine embedsmænd ud for at møde dem og give dem besked på at blive i Jeriko, indtil deres skæg var vokset ud igen.
6 Ammonitterne blev klar over, at David var rasende på dem på grund af det, de havde gjort. Derfor hvervede de 20.000 aramæiske lejesoldater fra områderne ved Rehob og Zoba, 1000 mand fra kongen af Ma’aka og 12.000 mand fra Tob. 7 Da David fik det at vide, sendte han straks Joab og Israels bedste styrker af sted imod dem. 8 Ammonitterne tog opstilling foran byporten, mens mændene fra Zoba, Rehob, Tob og Ma’aka tog opstilling på den åbne slette. 9-10 Derved blev Joab tvunget til at kæmpe på to fronter, så han delte styrkerne imellem sig selv og sin bror Abishaj. Selv tog han elitesoldaterne og rykkede ud mod aramæerne på sletten, mens han overlod resten af hæren til Abishaj, der skulle kæmpe imod ammonitterne foran byporten.
11 „Hvis jeg får brug for hjælp mod aramæerne, må du komme med det samme!” beordrede Joab. „Og hvis det viser sig, at du får besvær med ammonitterne, kommer jeg dig til hjælp. 12 Vær nu ved godt mod! Vi må være tapre, hvis vi skal gøre os håb om at redde vores folk og vores Guds byer. Herrens vilje ske!”
13 Så gik Joab og hans krigere til angreb, og aramæerne flygtede. 14 Da ammonitterne så det, flygtede de også og søgte tilflugt inden for bymuren. Derefter vendte Joab tilbage til Jerusalem med sin hær.
15 Da aramæerne indså, at de ikke kunne stå sig mod israelitterne, søgte de forstærkning. 16 Kong Hadadezer fik samlet en hær af aramæere fra den anden side af Eufratfloden, og de ankom til Helam, anført af Shobak, kong Hadadezers hærfører.
17 Da David hørte det, samlede han hele Israels hær og gik i spidsen for den over Jordanfloden til Helam, hvor de blev angrebet af aramæerne. 18 Aramæerne led store tab og måtte igen tage flugten. David og hans hær dræbte 700[a] aramæiske vognkæmpere og 40.000 fodfolk, deriblandt hærføreren Shobak. 19 Da Hadadezers vasalkonger så, at aramæerne var blevet slået, sluttede de fred med israelitterne og blev underlagt Israels herredømme. Fra da af turde aramæerne ikke længere hjælpe ammonitterne.
Tjenesten for Gud resulterer i forvandlede liv
3 Begynder vi nu igen at anbefale os selv? Har vi måske som visse andre folk brug for anbefalingsbreve fra jer eller til jer? 2 Nej, I er vores anbefalingsbrev. Det er skrevet i jeres[a] hjerter og kan ses og læses af alle. 3 I viser med jeres liv, at I er et anbefalingsbrev fra Kristus, der er blevet til gennem vores tjeneste. Det er ikke et brev skrevet med pen og blæk, men med den levende Guds Ånd, og det står prentet dybt i jeres hjerter, ikke på stentavler.
Den nye pagts herlige tjeneste
4 Vi har tillid til, at Gud gennem Kristus giver os nåde og styrke til at tjene ham. 5 Vi regner ikke os selv for noget særligt. De evner og færdigheder, vi har, er jo, hvad Gud har givet os. 6 Det er også ham, der har gjort os til tjenere for den nye pagt, som ikke bygger på en nedskreven lov, men på Ånd. Loven bringer død, men Ånden giver liv. 7-8 Tjenesten i den gamle pagt byggede på love, der var hugget ind i sten, og den førte til død. Da Moses kom ned fra bjerget med stentavlerne, strålede hans ansigt efter at have været i Guds nærhed, så Israels folk ikke kunne holde ud at se på ham.[b] Stråleglansen på hans ansigt forsvandt ganske vist lidt efter lidt. Men når dødens tjeneste havde sådan en herlighedsglans over sig, hvor meget større herlighed er der da ikke over Helligåndens tjeneste. 9 Hvis den gamle pagts tjeneste var herlig, selvom den førte til, at mennesker kom under Guds dom, hvor meget herligere er så ikke den nye pagts tjeneste, der fører til, at mennesker bliver frikendt af Gud? 10 I sammenligning med den overvældende herlighed i den nye pagt er den gamle pagts herlighed for intet at regne. 11 Når den gamle pagts tjeneste havde herlighed over sig, selvom den var bestemt til at forsvinde, hvor meget større herlighed er der så ikke over den nye pagts tjeneste, som er kommet for at blive.
12 Da vi har en så stor og vedvarende herlighed, kan vi tale åbent og ærligt uden at lægge skjul på noget. 13 Vi gør ikke som Moses, der skjulte sit ansigt bag et slør, så israelitterne ikke kunne se, hvordan stråleglansen forsvandt. 14 I stedet for at få sandheden at vide blev folks tanker låst fast på det, der var engang. Lige til i dag ligger der et tilsvarende slør over deres tanker under oplæsningen af den gamle pagts skrifter, så de ikke forstår den dybere mening. Det slør fjernes først, når de kommer til tro på Kristus. 15 Det er stadigvæk sådan, at hver gang Moses’ skrifter bliver læst op, er deres tanker dækket af et slør. 16 Men når nogen vender sig til Herren Jesus, bliver sløret taget bort. 17 Jesus har sendt Helligånden, og hvor hans Ånd er, dér er der frihed. 18 Alle vi, som har fået sløret fjernet, kan nu se hans herlighed—med de begrænsninger, der hører det jordiske liv til[c]—og den herlighed sætter sit præg på os, så vi forvandles til lighed med ham, efterhånden som vi modtager fra hans Ånd, og det går fra herlighed til endnu større herlighed.
Billedtale om vinstokken og ørnene
17 Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, fortæl følgende gåde til Israels folk. Du skal sige til dem: Hør Herrens ord:
3-4 En stor ørn med et vældigt vingefang og mange farver i sin fjerdragt kom til Libanon. Den plukkede det øverste skud fra det højeste cedertræ og bragte det til den travle by i den store handelsnation.[a] 5 Derefter tog ørnen et af landets egne frø og plantede det i frugtbar jord, hvor der var rigeligt med vand. 6 Frøet spirede og voksede til en forgrenet, lavstammet vinstok med mange sideskud og blade. Grenene voksede op mod ørnen, og rødderne strakte sig hen imod den.
7 Men så kom der en anden stor ørn med vældigt vingefang og flot fjerdragt, og vinstokken strakte nu både rødder og grene imod den nye ørn, for den ville gerne have endnu mere vand. 8 Men den var allerede plantet i god jord og havde rigeligt med vand, så den kunne skyde grene, sætte frugt og blive en frodig vinstok.
9 Nu spørger Herren: Vil det lykkes? Mon ikke snarere dens rødder bliver rykket op? Mon ikke frugten tørrer ind, og de friske skud visner? Der skal ikke megen styrke til at rykke den op med rode. 10 Vinstokken fik en lovende start, men mon den vil overleve? Vil den ikke visne, hvor den står, når østenvinden blæser imod den?”
11 Derefter sagde Herren til mig: 12-13 „Sig til mit oprørske folk: Forstår I, hvad gåden betyder? Lad mig forklare den: Nebukadnezar kom til Jerusalem og førte kongen og de øverste ledere i eksil i Babylon. Derefter indsatte han et medlem af den kongelige familie som konge og aftalte med ham, at han skulle være underlagt Babylons herredømme. Resten af Israels ledere tog han med til Babylon, 14 så landet ikke skulle komme til kræfter og gøre oprør, men overholde fredsaftalen og have et vist selvstyre.
15 Men den nye konge brød sit løfte om troskab og gjorde oprør imod Nebukadnezar. Han sendte bud til Egypten og bad om soldater og stridsvogne. Men vil hans planer lykkes? Mon han slipper godt fra at bryde sit troskabsløfte? 16 Nej, så sandt jeg lever, siger Herren: Han kommer til at dø i Babylon, for han brød fredsaftalen og gjorde oprør mod den, der havde indsat ham som konge. 17 Farao og hele hans mægtige hær kan ikke redde ham, når Nebukadnezar vender tilbage og belejrer Jerusalem og slår en masse mennesker ihjel. 18 Zidkija brød sin ed og løftet om troskab, og det slipper han ikke godt fra.
19 Så sandt jeg lever, siger Herren, skal han bøde for at have brudt den højtidelige ed, han aflagde i mit navn. 20 Jeg kaster mit net over ham, så han bliver fanget i fælden, og derefter fører jeg ham til Babylon, hvor han vil blive straffet for sit oprør imod mig. 21 Alle hans bedste krigere vil falde i kamp, og de som overlever, bliver spredt for alle vinde. Så vil I forstå, at jeg er Herren, og at jeg har talt.”
Løftet om en fremtidig Messias
22-23 Herren fortsatte: „Jeg vil tage et skud fra cedertræets øverste top og plante det på toppen af Israels vigtigste bjerg. Det vil vokse op og blive et flot cedertræ, der skyder grene og sætter frø. Alverdens fugle vil komme for at bygge rede i dets skyggefulde grene. 24 Da vil alle skovens træer forstå, at jeg, Herren, skærer de høje, stolte træer ned og giver de lave træer ære og værdighed. De vil forstå, at jeg har magt til at få et grønt træ til at visne og et udtørret træ til at blomstre. Jeg, Herren, har talt, og det vil ske, som jeg har sagt.”
Løfte i en opløsningstid
60 1-2 Til korlederen: En sang af David i anledning af, at han havde besejret de aramæiske hære fra Naharajim og Zoba, og af, at Joab havde slået 12.000 edomitter i Saltdalen. Sangen er gavnlig til belæring og synges til melodien „Pagtens lilje.”
3 Hvorfor har du forkastet os, Gud?
Du har straffet os, fordi du var vred på os.
Men se i nåde til os og hjælp os.
4 Det var, som blev vi ramt af et jordskælv,
det føltes, som vores verden brød sammen.
5 Du har været hård mod dit folk,
vi ravede omkring, som var vi fulde.
6 Men du kalder på de gudfrygtige,
så de kan komme til dig og blive reddet.
7 Hør min bøn og gør brug af din magt,
så dit elskede folk kan blive reddet.
8 Gud talte jo fra sin helligdom:
„Med glæde vil jeg udstykke Sikem,
jeg vil udmåle Sukkots dal.
9 Gilead tilhører mig,
Manasse er min ejendom.
Kongerne kommer fra Juda,
og dygtige krigere fra Efraim.
10 Moabitterne skal tjene mig,
og edomitterne være mine slaver.
Jeg vinder sejr over filistrene.”
11 Hvem tager med os til den befæstede by?
Hvem vil gå med os mod Edom?
12 Herre, har du forkastet os?
Hvorfor drager du ikke med os i krig?
13 Hjælp os dog mod vore fjender,
for menneskers hjælp er intet værd.
14 Med Guds hjælp vinder vi sejr,
for du kan trampe vore fjender ned.
En bøn om hjælp og et løfte
61 Til korlederen: Brug strengeinstrumenterne. En sang af David.
2 Hør mit råb, Gud,
lyt til min bøn.
3 Det føles, som om alt håb er ude,
og jeg råber til dig i min nød.
Sæt mine fødder på en klippefast grund.
4 Du er min klippeborg og min fæstning,
du beskytter mig mod fjendens angreb.
5 Lad mig altid bo i din helligdom,
være tryg i ly af dine vinger.
6 Du har hørt mit højtidelige løfte, Gud,
du velsigner dem, der ærer dit navn.
7 Giv mig et langt og godt liv,[a]
lad mig opleve flere generationer.
8 Lad min slægt herske evigt for dit ansigt,
lad din trofaste kærlighed omslutte mig.
9 Så vil jeg altid prise dit navn,
og opfylde alle mine løfter til dig.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.