M’Cheyne Bible Reading Plan

Saul og hans sønner mister livet

31 I mellemtiden var filistrene nået frem til Jizre’eldalen og gået til angreb på israelitternes lejr på Gilboahøjen. Israels hær flygtede og efterlod mange faldne rundt om på højens skråninger. ² Filistrene satte efter Saul og hans sønner Jonatan, Abinadab og Malkishua, og det lykkedes dem at dræbe sønnerne.

³ Kampen rasede omkring Saul, og det lykkedes filistrenes bueskytter at få ram på ham. Han blev hårdt såret ⁴ og råbte til sin våbendrager: „Træk dit sværd og gennembor mig, før de ugudelige og uomskårne filistre gennemborer og vanærer mig.” Men våbendrageren kunne ikke få sig selv til at dræbe Saul. Derfor tog Saul sit sværd og kastede sig mod det, så sværdet gennemborede ham. ⁵ Da våbendrageren så, at Saul var død, fulgte han sin herres eksempel og kastede sig mod sit eget sværd. ⁶ Den dag døde både Saul, hans tre sønner, hans våbendrager og hele hans livvagt.

⁷ Da de israelitter, der boede på den anden side af dalen og øst for Jordanfloden, blev klar over, at hæren var flygtet, og at Saul og hans sønner var døde, flygtede de fra deres byer, og filistrene overtog byerne.

⁸ Næste dag drog filistrene ud for at plyndre de faldne, og de fandt Sauls og hans tre sønners lig på Gilboahøjen. ⁹ Så huggede de hovedet af Saul og tog hans våben, hvorefter de sendte sejrsbudskabet hjem til alle deres afgudstempler og deres landsmænd. ¹⁰ Sauls våben blev udstillet i Astartetemplet, og hans lig blev hængt op på Bet-Shans mur.

¹¹ Men da indbyggerne i Jabesh i Gilead hørte, hvad filistrene havde gjort ved Saul, ¹² gik deres tapre krigere samme nat til Bet-Shan og tog Sauls og hans sønners lig ned fra muren. Så bragte de dem til Jabesh, hvor de brændte dem. ¹³ Knoglerne begravede de under egetræet i Jabesh, hvorefter de sørgede og fastede i syv dage.

11 Følg mit eksempel, sådan som jeg følger Kristi eksempel.

Om at finde sin plads og være under autoritet og beskyttelse

² Den ros skal I have, at I husker mig og holder fast ved den undervisning og vejledning, som jeg modtog fra Kristus og gav videre til jer.

³ Jeg vil gerne, at I skal forstå, at ligesom Kristus stod til ansvar over for Gud med sine ord og handlinger, sådan står enhver mand til ansvar over for Kristus, og en gift kvinde står til ansvar over for sin mand.^{[a] 4} Hvis en mand tildækker sit hoved, når han beder, eller når han profeterer, bringer han skam over Kristus.^{[b] 5} Men hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, når hun beder eller profeterer, bringer hun skam over sin mand.^{[c] 6} Hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, er det lige så slemt, som hvis hun får sit hår klippet af. Siden det er upassende for hende at få håret klippet af, må hun forstå, at hun bør tildække sit hoved, når hun beder eller profeterer. ⁷ En mand bør ikke tildække sit hoved, for han er skabt i Guds billede og til Guds ære, mens en kvinde er skabt til mandens ære. ⁸ Manden blev jo ikke skabt ud fra en kvinde, men kvinden blev skabt ud fra en mand. ⁹ Manden blev heller ikke skabt på grund af kvinden, men kvinden blev skabt på grund af manden.^{[d] 10} Derfor skal kvinden have en beskyttende autoritet over sig—og ved at tildække sit hoved viser hun over for den åndelige verden, at hun er villig til at underordne sig. ¹¹ Men i Guds plan har manden brug for kvinden og kvinden brug for manden, ¹² for selvom kvinden oprindeligt blev skabt ud fra manden, så er alle mænd siden da blevet født af kvinder, og alle er skabt af Gud.

¹³ Hvad synes I selv? Er det rigtigt for en kvinde at træde frem for Gud i bøn uden at have noget over hovedet? ¹⁴ (Reagerer I ikke imod det, hvis en mand har langt hår, fordi I betragter det som vanærende? ¹⁵ Men for en kvinde er det en ære at have langt hår. Det fungerer som et dække fra naturens hånd.) ¹⁶ Men hvis nogen gerne vil skændes om det, vil jeg bare sige: Vi har ikke sådan en skik, og det har de andre menigheder heller ikke.

Mangel på fællesskab i menigheden

¹⁷ Med hensyn til det følgende kan jeg ikke rose jer. Der sker ting hos jer, som gør, at jeres sammenkomster i menigheden er til mere skade end gavn for fællesskabet.

¹⁸ Først og fremmest har jeg hørt, at der er splittelser iblandt jer, når I kommer sammen i menigheden, og jeg er tilbøjelig til at tro det. ¹⁹ (Det er vel også nødvendigt, at der opstår grupper hos jer, så I kan finde ud af, hvem der har ret.^[e]) ²⁰ Når I således kommer sammen for at fejre nadveren, er det egentlig ikke Herrens måltid, I er samlet om. ²¹ For I tager hver især jeres egen mad og vin frem og skynder jer at sætte det til livs. På den måde er der nogle, der sidder og er sultne, mens andre får for meget at drikke. ²² Hvad er det for noget rod? Har I ikke jeres egne hjem, hvor I kan holde fest, hvis I vil? Hvorfor ser I ned på de andre i fællesskabet og gør dem skamfulde, der ikke har noget at komme med? Hvad skal jeg sige, når jeg hører om den slags? Det kan jeg i hvert fald ikke rose jer for.

²³ Det følgende er, hvad jeg har modtaget fra Herren, og hvad jeg også har givet videre til jer: Den nat, da Herren Jesus blev forrådt, tog han et brød, ²⁴ takkede Gud, brækkede det over og sagde: „Dette er mit legeme, som gives for jer. Spis det for at huske på, hvad jeg har gjort.” ²⁵ Efter måltidet tog han også vinbægeret og sagde: „Dette bæger vin er mit blod, som besegler den nye pagt. Hver gang I drikker det, så husk på, hvad jeg har gjort.” ²⁶ Indtil Herren kommer, forkynder I derfor budskabet om hans død, hver gang I spiser af brødet og drikker af bægeret.

²⁷ Det betyder også, at hvis nogen spiser af brødet og drikker af Herrens bæger på en uværdig måde, gør de sig skyldige i synd over for Herrens legeme og blod. ²⁸ Derfor bør man bedømme sig selv, før man spiser brødet og drikker af bægeret. ²⁹ For hvis man deltager i nadveren uden at tage hensyn til, hvad Kristi legeme betyder, så spiser og drikker man sig en dom til. ³⁰ Af den grund er der mange svage og syge hos jer, og nogle sover ind. ³¹ Men hvis I bedømmer jer selv, inden I spiser, kommer I ikke under Guds dom. ³² Når vi dømmes og irettesættes af Herren, så er det, for at vi ikke skal fordømmes og straffes sammen med verden.

³³ Derfor siger jeg til jer, venner: Når I er samlet for at fejre fællesmåltidet, så vent på hinanden og del med hinanden. ³⁴ Hvis nogle er meget sultne, skal de spise, inden de går hjemmefra, så jeres sammenkomster ikke skal bringe straf over jer. De øvrige ting vil jeg tale med jer om, når jeg kommer.

Afgudsdyrkerne dræbes

9 Så hørte jeg Herren råbe med tordenrøst: „Kom her, I mænd, som jeg har udvalgt til bødler, og tag jeres våben med.”

² Da kom der seks mænd ind gennem den nordlige port i den ydre forgård, alle med våben i hånden. Desuden var der en, som var klædt i linned og bar nogle skriveredskaber. De gik alle hen og tog opstilling ved bronzealteret foran indgangen til templet, ^3-4 og Israels Guds stråleglans løftede sig fra sin sædvanlige plads over keruberne og stod nu ved templets indgang. „Gå gennem Jerusalems gader,” råbte Herren til manden med skriveredskaberne, „og sæt et mærke på panden af alle dem, som græder og sukker over al den synd, de ser omkring sig.”

⁵ Derefter hørte jeg Herren sige til de andre mænd: „Følg efter ham og dræb alle, som ikke har et mærke på panden. Skån ingen, vis ingen barmhjertighed. ⁶ Dræb unge såvel som gamle, kvinder såvel som børn. Kun dem, som har et mærke på panden, må I ikke slå ihjel. Begynd her ved templet.” Så begyndte de med at slå de 70 ledere ihjel.

⁷ „Fyld forgården med ligene af de dræbte,” fortsatte han, „også selv om det gør templet urent. Derefter skal I gå ud i byen.” Da de 70 ledere var slået ihjel, fortsatte mændene ud i byen.

⁸ Da de var gået, kastede jeg mig ned med ansigtet mod jorden og udbrød: „Åh, Gud Herre, er du så vred, at du vil udslette hele Israels folk?”

⁹ „Både Nordriget og Sydriget har begået utrolige synder,” svarede han. „Landet er fuldt af uretfærdighed og mord. De påstår, at jeg ikke opdager noget, og at jeg har forladt mit land og mit folk. ¹⁰ Derfor vil jeg ikke skåne dem eller vise medlidenhed. De skal komme til at betale for al deres ondskab og afgudsdyrkelse.”

¹¹ Manden, som var klædt i linned og havde skriveredskaber, kom kort efter tilbage og sagde: „Jeg har fuldført den opgave, du gav mig.”

Guds udvalgte by, Jerusalem

48 En sang af Koras slægt.