M’Cheyne Bible Reading Plan
3 Den episode var begyndelsen på en lang og opslidende strid mellem Sauls og Davids tilhængere. Men det var en kendsgerning, at David blev stærkere og stærkere, og at hans modstandere blev svagere og svagere.
Davids sønner, født i Hebron
2 Mens David opholdt sig i Hebron, fik han seks sønner. Den ældste hed Amnon, og hans mor var Ahinoam fra Jizre’el. 3 Den næstældste hed Kilab, og hans mor var Abigajil, som var enke efter Nabal fra Karmel. Den tredje hed Absalom, og hans mor var Ma’aka, en datter af kong Talmaj af Geshur. 4 Den fjerde hed Adonija, og hans mor var Haggit. Den femte hed Shefatja, og hans mor var Abital. 5 Den sjette hed Jitream, og hans mor var Egla.
Abner slutter sig til David
6 Som striden tilspidsedes, fik Abner større og større magt blandt Sauls tilhængere. 7 Han mente derfor, at han kunne tillade sig visse friheder, blandt andet at gå i seng med en af Sauls medhustruer, en pige ved navn Ritzpa, en datter af Ajja. Men da Ishboshet irettesatte ham for det, 8 blev han rasende.
„Hvad regner du mig for?” råbte han. „En omstrejfende hund? Her kommer du og kritiserer mig for et lille sidespring med en kvinde! Er det den tak, jeg får for min trofasthed overfor din far? Er det lønnen for ikke at have udleveret dig til David for længst? 9-10 Må Gud straffe mig, om jeg ikke gør, hvad jeg kan for at tage kongemagten fra dig og gøre David til konge over både Nordriget og Juda, fra Dan i nord til Be’ersheba i syd, sådan som Herren har lovet ham.”
11 Ishboshet blev stum af skræk, da han hørte de ord.
12 Derpå sendte Abner bud til David: „Lad os slutte fred. Så vil jeg hjælpe dig til at blive konge over hele Israel.”
13 „Godt,” svarede David, „men jeg vil ikke forhandle med dig, medmindre du kommer med min første kone Mikal, Sauls datter.”
14 Samtidig sendte David følgende besked til Ishboshet: „Giv mig min kone Mikal tilbage! Jeg slog 100 filistre ihjel for at få hende!”
15 Ishboshet sendte straks sine mænd af sted for at hente Mikal hos Paltiel, søn af Lajish, som hun var blevet gift med i mellemtiden. 16 Manden fulgte grædende efter hende helt til Bahurim. Dér bad Abner ham vende om og gå hjem, og det gjorde han.
17 I mellemtiden forhandlede Abner med Nordrigets ledere. Han mindede dem om, at de i lang tid havde ønsket David som konge.
18 „Husk i den forbindelse, hvordan Herren lovede, at David ville redde Israels folk fra filistrene[a] og alle vores andre fjender!” sagde han. „Nu har I chancen for at gøre løftet til virkelighed!”
19 Abner forhandlede også med lederne af Benjamins stamme, hvorefter han tog til Hebron for at informere David om resultatet af sine forhandlinger. 20 Han havde taget 20 mænd med sig, og David holdt en fest til ære for Abner og hans mænd.
21 Inden Abner rejste hjem, gav han David følgende løfte: „Så snart jeg kommer hjem, vil jeg kalde alle Nordrigets ledere sammen og få dem til at slutte op om dig, så du kan blive konge over hele riget, sådan som du gerne vil!” Så sendte David ham af sted med ønsket om en god rejse.
Joabs hævn over Abner
22 Kort efter at Abner var taget af sted, vendte Joab hjem fra et vellykket plyndringstogt sammen med nogle af Davids mænd. 23 Joab fik nu at vide, at Abner netop havde været på et fredeligt besøg hos kongen. 24-25 Straks løb han ind til kongen og udbrød: „Hvad i alverden har du gjort? Du har jo ladet manden slippe væk, selv om du må have været klar over, at han kom for at udspionere os!”
26 Derpå sendte Joab, uden at David vidste det, nogle sendebud af sted efter Abner med besked om, at han skulle komme tilbage. Sendebudene indhentede ham ved Siras vandreservoir, og Abner vendte tilbage sammen med dem. 27 Da Abner ankom til Hebron, trak Joab ham til side i byporten under foregivende af, at han ville tale privat med ham, men i stedet trak han sin daggert og myrdede ham som hævn for, at Abner havde dræbt hans bror Asael.
28 Da David hørte om mordet på Abner, erklærede han: „Jeg sværger ved Herren på, at jeg og min slægt er uskyldige i denne forbrydelse! 29 Joab og hans familie må tage det fulde ansvar for mordet. Må Joabs børn blive ramt af sygdom og ulykke, så de falder i kamp eller bliver invalide eller dør af sygdom eller sult!”
30 Joab og hans bror Abishaj myrdede altså Abner for at tage hævn over deres bror Asael, som var blevet dræbt af Abner i slaget ved Gibeon.
31-32 Derefter befalede David, at Joab og alle hans mænd skulle flænge deres tøj og klæde sig i sæk og aske for at vise deres sorg over Abners død. Kongen ledsagede personligt ligbåren til det sted i Hebron, hvor Abner blev begravet. Mens de stod ved graven, brast David og alle hans mænd i gråd, 33 og David sang følgende sørgesang over Abner:
Ak, Abner, du blev narret i døden.
34 Man bandt ikke engang dine hænder
eller lagde dine fødder i lænker!
Du blev myrdet af voldsmænd.
Bagefter græd hele folket igen.
35-36 David nægtede at tage føde til sig på begravelsesdagen. Alle opfordrede ham til at spise, men David aflagde ed på, at han ville faste indtil solnedgang, en gestus, som folket lagde mærke til og syntes om, og som var med til at øge deres respekt for ham. 37 Det overbeviste både Judas og Nordrigets folk om, at David ikke var skyld i Abners død. 38 Endvidere sagde David til sine mænd: „Mon I forstår, at det er en af Israels store ledere, vi har begravet i dag! 39 Selv om jeg er Guds udvalgte konge, kan jeg intet stille op over for de to gerningsmænd, Zerujas[b] sønner. De er mig for stærke. Må Herren selv straffe dem for deres ondskab!”
Vejledning i brugen af tungetale og profeti
14 Stræb efter at vise kærlighed og søg de åndelige gaver, især den profetiske gave. 2 De, der taler i tunger, henvender sig til Gud og ikke til mennesker, for ingen forstår, hvad de siger. Ved Åndens inspiration taler de om ting, der er skjult for den menneskelige forstand. 3 Men de, der taler profetisk, giver styrke, hjælp og trøst til dem, der hører det. 4 De, der taler i tunger, styrker sig selv, men de, der profeterer, styrker menigheden.
5 Jeg ville ønske, at I alle kunne tale i tunger, men endnu hellere, at I alle kunne profetere. Det er nemlig bedre at profetere end at tale i tunger—medmindre man også udlægger tungetalen, så hele menigheden kan få gavn af det.
6 Hvis jeg kom på besøg hos jer, venner, og stod og talte i tunger til jer, hvad ville I få ud af det? Ville I ikke få mere ud af det, hvis jeg kom med en åbenbaring, et kundskabsord, et profetisk budskab eller en undervisning? 7 Tænk på et musikinstrument, for eksempel en fløjte eller en harpe. Hvis den ene tone ikke kan skelnes fra den anden, hvordan kan der så komme en melodi ud af det? 8 Hvis en hornblæser giver et uklart signal, vil soldaterne så gøre sig klar til kamp? 9 På samme måde med jer: Hvis I taler i tunger uden at komme med et klart budskab, hvordan kan man så forstå, hvad I siger? Det er som at tale ud i luften.
10 Der findes en mangfoldighed af sprog i verden, og de giver alle god mening for dem, der kender sproget. 11 Men hvis en person taler til mig på et sprog, jeg ikke kender, vil vi stå der uden at kunne kommunikere med hinanden. 12 Forstår I, hvor jeg vil hen? Siden I er så ivrige efter de åndelige gaver, så skal I være særligt opsatte på at få dem, der kan styrke menigheden. Jo flere, jo bedre. 13 Derfor bør den, der taler i tunger, bede om også at kunne udlægge tungetale.
14 Hvis jeg beder i tunger, så er det min ånd, der beder, mens min forstand er koblet fra. 15 Hvad skal jeg så gøre? Jeg vil fortsat bede i ånden, men jeg vil også bede med forstanden. Jeg vil fortsat synge i ånden, men jeg vil også synge med forstanden. 16 Hvis du lovpriser Gud i ånden, kan de udenforstående jo ikke være med i din lovprisning, for de kan ikke forstå, hvad du siger. 17 Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den. 18 Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end jer alle sammen, 19 men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, så jeg kan undervise andre, end tusindvis af ord i tunger.
20 Venner, brug jeres forstand. I må gerne være uerfarne i ondskab, men ellers skal I tænke som modne, erfarne mennesker. 21 Der står skrevet: „Jeg taler til mit folk på andre sprog og i andre tungemål, men de hører ikke efter, siger Herren.”[a] 22 En tungetale er altså et tegn for de vantro, ikke for dem, der tror. Men et profetisk budskab er et tegn for dem, der tror, ikke for de vantro.
23 Hvis nu hele menigheden er samlet, og I alle sammen taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller ikke-troende ind, vil de så ikke tro, at I er fra forstanden? 24 Men hvis I alle taler profetisk, og der så kommer nogle ikke-troende eller udenforstående ind, så vil de blive afsløret af alle og bedømt af alle. 25 Deres inderste tanker bliver bragt for dagen, og så vil de falde på knæ, tilbede Gud og udbryde: „Gud er virkelig midt iblandt jer!”
Vejledning om mødeledelse
26 Hvad følger nu heraf, venner? Når I kommer sammen, så bør I hver især komme med noget, der kan styrke fællesskabet. Én kan synge en salme, én kan undervise, og én kan komme med en åbenbaring. Én kan bringe et budskab i tunger, og én kan udlægge det.
27 Taler nogen i tunger, så lad det være to, højst tre, hver gang—og én ad gangen. Og der skal være en til stede, som kan udlægge det. 28 Hvis der ikke er det, så skal de, der taler i tunger, tie stille i menighedens forsamling. Men de må gerne tale for sig selv ind for Gud.
29 Er der nogle med profetisk gave til stede, så lad to eller tre af dem komme med deres budskaber, og de andre skal bedømme, hvad der bliver sagt. 30 Hvis en anden får en åbenbaring, som han sidder dér midt i forsamlingen, så skal den første tie stille. 31 I kan alle sammen komme til at profetere, den ene efter den anden, så alle kan lære noget og blive opmuntret og hjulpet. 32 De, der får et profetisk budskab fra Gud, bestemmer jo selv, hvornår og hvordan de vil bringe det. 33 Gud ønsker ikke forvirring, men fred.
Som det er skik i alle de andre kristne menigheder, 34 skal kvinderne tie stille ved jeres samlinger, for det er dem ikke tilladt at tage ordet. De skal derimod underordne sig, som også Skriften siger. 35 Hvis der er noget, de gerne vil lære mere om, kan de spørge deres mænd derhjemme. Det er ikke passende for en kvinde at tage ordet, når hele menigheden er samlet. 36 Tror I måske, at Guds ord er udsprunget fra jer, eller at det kun er nået frem til jer?
Konklusion
37 Hvis nogen anser sig selv for at være en profet eller have åndelig indsigt, så må de også kunne forstå, at det, jeg skriver til jer, er en befaling fra Herren. 38 Hvis nogen ikke anerkender det, så lad være med at anerkende dem.
39 Altså, venner, stræb efter at kunne profetere og forbyd ikke tungetale. 40 Men sørg for, at alt sker på en god og ordentlig måde.
Ezekiels dramaoptrin om Jerusalems fald og fangenskabet
12 Herren sagde til mig:
2 „Du menneske,” sagde han. „Du bor midt i et oprørsk folk. De har øjne i hovedet, men ser intet. De har ører, men hører ikke efter, for de er stolte og stædige. 3-5 Derfor skal du gøre følgende: Ved højlys dag og mens folk ser på det, skal du pakke din bagage, som om du skulle på en lang rejse. Bær det hele udenfor i løbet af dagen. Ved aftenstid skal du slå hul i husmuren og kravle ud igennem det, som om du flygter i al hemmelighed. Måske det kan give dem noget at tænke over, selv om de er et oprørsk folk. 6 Når det er blevet mørkt, skal du tage din oppakning på skuldrene, mens de ser på det, og gå af sted med tilhyllet ansigt, så du ikke ser landet omkring dig. På den måde skal du være et tegn for Israels folk om den katastrofe, som skal ramme Jerusalem.”
7 Så gjorde jeg, hvad jeg havde fået besked på. I løbet af dagen lagde jeg de ting udenfor, som jeg kunne bære med mig på en lang rejse. Om aftenen slog jeg hul i muren, kravlede ud og forsvandt i mørket med oppakningen på mine skuldre, alt sammen mens folk så på det.
8 Næste morgen sagde Herren til mig:
9 „Du menneske, har Israels oprørske folk ikke spurgt dig, hvad det optrin skulle betyde? 10 Sig til dem, at sådan vil det gå kongen i Jerusalem og hele Israels folk. 11 Forklar dem, at det, du gjorde, var et tegn på, hvad der snart skal ske med dem: De vil alle blive ført i eksil og komme ud på en lang rejse. 12 Kongen vil i nattens mulm og mørke forlade byen gennem et hul i muren med tilhyllet ansigt, så han ikke kan se det land, han forlader, og med sin oppakning på skuldrene. 13 Jeg vil nemlig fange ham i mit net og føre ham til Babylon, som han dog ikke får at se.[a] Og han skal dø dér i fangenskabet. 14 Hans tjenere og livvagter vil jeg sprede for alle vinde ved at sende fjenden i hælene på dem.
15 Når hele folket er ført i eksil, vil det omsider gå op for dem, at jeg er Herren. 16 Nogle vil overleve både krigen, hungersnøden og epidemierne, så de derude blandt de fremmede folkeslag kan komme til besindelse og indrømme deres ondskab og afgudsdyrkelse og til sidst indse, at jeg er Herren.”
17 Herren sagde til mig:
18 „Du menneske, spis dit brød med bæven, og drik din vandration med bekymring, 19 og sig til folket: Gud Herren siger om Jerusalems indbyggere og Israels land: Med bæven og bekymring skal de spise deres brød og drikke deres vandration, for landet bliver raseret og ødelagt som straf for deres ondskab. 20 På grund af al deres vold bliver deres byer jævnet med jorden, og deres agerjord bliver til brakmark, så de kan indse, at jeg er Herren.”
21 Herren sagde til mig:
22 „Du menneske, hvad er det, man siger i Israel? ‚Det trækker i langdrag, og profeternes syner bliver ikke opfyldt.’ 23 Men sig til dem fra mig af, at de godt kan holde op med at bruge den talemåde, for jeg vil give dem en ny, som siger, at nu er tiden kommet, hvor profeternes syner går i opfyldelse. 24 Der skal ikke længere være falske syner og løgnagtige spådomme blandt Israels folk om, at alt nok skal gå godt, 25 for jeg er Herren, og mine ord er ikke tomme trusler. Det, jeg forudsiger, går i opfyldelse til den fastsatte tid, mit oprørske folk! Ja, det skal gå i opfyldelse i jeres levetid, siger jeg, Herren.”
26 Herren talte til mig:
27 „Du menneske, Israels folk påstår i deres falske tryghed: ‚Ezekiels syner og profetier handler ikke om nutiden, men om en fjern fremtid.’ 28 Derfor skal du sige til dem: ‚Herren siger: Straffen kan ikke udskydes længere. Det, jeg har sagt, bliver opfyldt meget snart.’ ”
Bøn om tilgivelse
51 1-2 Til korlederen: En sang af David, efter at profeten Natan havde konfronteret ham med hans affære med Batsheba.
3 Vær mig nådig, oh, Gud, og tilgiv mig,
for du er barmhjertig og trofast.
4 Forbarm dig over mig og tilgiv min synd,
så jeg kan begynde på en frisk.
5 Jeg ved, at jeg har handlet forkert,
min synd plager mig dag og nat.
6 Det er først og fremmest dig, jeg har syndet imod,
det er dine bud, jeg har overtrådt.
Du anklager mig med rette,
din dom er retfærdig.
7 Jeg har været en synder fra fødslen af,
været skyldig, siden jeg blev undfanget.
8 Du ønsker at se et oprigtigt hjerte,
du længes efter at lære mig visdom.
9 Stænk vand på mig og rens mig fra min skyld,
så jeg bliver ren som nyfalden sne.
10 Jeg føler mig knust på grund af din straf,
men jeg ser frem til at blive glad igen.
11 Bliv ikke ved at stirre på min synd,
men tilgiv mig og udslet min skyld.
12 Giv mig et rent hjerte, oh, Gud,
og skab en ny ånd i mit indre.
13 Skub mig ikke væk fra din nærhed,
tag ikke din Helligånd[a] fra mig.
14 Lad mig igen glædes over din frelse,
og giv mig et lydigt hjerte.
15 Så vil jeg lære syndere dine bud,
så de omvender sig til dig.
16 Lad mig ikke dø, selv om jeg er skyldig i drab,
men frels mig, så jeg kan synge om din tilgivelse.
17 Giv mig noget godt at fortælle om,
så jeg kan lovprise dig og give dig ære.
18 Du er ikke interesseret i slagtofre,
mine brændofre formilder dig ikke.
19 Det offer, du ønsker, er en ydmyg ånd,
du længes efter at se et angrende hjerte.
20 Se også i nåde til Zion.
Genopbyg Jerusalems mure.
21 Derefter kan du glæde dig over vore ofre,
både brændofre og helofre.
Vi vil ofre vore tyre på dit alter.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.