M’Cheyne Bible Reading Plan

Absalom og David forsones

14 Da Joab blev klar over, hvor meget kongens tanker hele tiden kredsede om Absalom, ^2-3 sendte han bud til Tekoa efter en bestemt kvinde, som var kendt for sin visdom. „Du skal se ud som en, der sørger,” forklarede Joab. „Tag sørgedragt på og forsøm dit udseende, så du ligner en, der længe har sørget over en afdød. Træd så frem for kongen og sig det, som jeg nu fortæller dig.”

⁴ Da kvinden trådte frem for kongen, bøjede hun sig underdanigt for ham og udbrød: „Herre konge, hjælp mig!”

⁵ „Hvad er der galt?” spurgte han.

„Jeg er enke,” svarede hun. ⁶ „Jeg havde to sønner, men en dag kom de i slagsmål ude på marken. Der var ingen til at lægge sig imellem, og derfor kom den ene til at slå den anden ihjel. ⁷ Nu kræver resten af familien, at jeg udleverer den overlevende søn, så de kan henrette ham for at have myrdet sin bror. Men det er lige så meget for, at de på den måde kan få ryddet min nærmeste arving af vejen. Hvis jeg føjer dem, har jeg ingen sønner tilbage, og dermed uddør min afdøde mands slægt.”

⁸ „Overlad den sag til mig,” svarede kongen. „Jeg skal nok sørge for, at ingen rører ham.”

⁹ „Tak, herre!” udbrød hun. „Jeg skal nok tage ansvaret, hvis du senere bliver kritiseret for at have hjulpet mig.”

¹⁰ „Det skal du ikke tænke på,” sagde kongen. „Hvis nogen gør indsigelser, så send dem bare til mig, og jeg skal sørge for, at de holder op med at genere dig.”

¹¹ Kvinden fortsatte: „Vil du sværge ved Herren din Gud på, at ingen får lov at hævne drabet og gøre min søn fortræd?”

„Det sværger jeg ved den levende Gud på!” svarede kongen. „Der skal ikke krummes et hår på hans hoved!”

¹² „Tillad mig endnu et par ord,” vedblev kvinden.

„Sig frem!” svarede kongen.

¹³ Da spurgte kvinden: „Hvorfor viser du ikke samme velvilje overfor din egen slægt, som Gud har udvalgt, som du gør over for min? Med denne beslutning har du dømt dig selv, for du går med tanker om at slå din egen søn ihjel! ¹⁴ Livet er som vandet, der hældes ud og synker ned i jorden—ingen kan samle det op igen, og ingen vender tilbage fra døden. Men Gud ønsker ikke døden. Han vil hellere finde en udvej for at kunne få en forvist søn hjem. ¹⁵ Jeg kom til dig for at bede om hjælp, fordi jeg var bange for, hvad min familie ville gøre ved mig. ¹⁶ Jeg tænkte, at du kunne redde os fra den mand, som er ude på at slå min søn ihjel og derved gøre det umuligt for vores slægt at få andel i det land, Gud har givet os. ¹⁷ Jeg var overbevist om, at du nok skulle finde en udvej—hvad du også gjorde. Jeg ved, at min herre kongen har visdom fra Gud til at skelne mellem godt og ondt. Må Herren din Gud være med dig!”

¹⁸ „Sig mig en ting!” sagde kongen.

„Ja, herre?” svarede kvinden.

¹⁹ „Har Joab haft en finger med i spillet i alt det her?”

„Det kan ikke nægtes,” svarede kvinden, „for det var Joab, som sendte mig herhen med besked om, hvad jeg skulle sige. ²⁰ Hans hensigt var, at du skulle se sagen i et nyt lys. Din visdom, herre, er som en engels—intet undslipper din opmærksomhed.”

²¹ Så sendte kongen bud efter Joab og sagde til ham: „Godt, du har overbevist mig! Bring Absalom tilbage til mig!”

²² Joab bøjede sig ærbødigt for kongen og sagde: „Nu ved jeg, at du værdsætter mig, for du har indvilliget i at gøre det, jeg bad dig om.”

²³ Så rejste Joab til Geshur og hentede Absalom, som han førte med sig tilbage til Jerusalem. ²⁴ Absalom fik lov at komme tilbage til sit gamle hus på paladsets område, men kongen nægtede at se ham.

²⁵ Ingen i hele Israel var så beundret for sit udseende som Absalom. Der var intet at udsætte på ham fra top til tå. ²⁶ Når han lod sit lange hår klippe en gang om året, plejede han at veje det. Der var gerne over to kilo, og han lod det kun klippe, fordi det ellers blev for tungt at bære rundt på. ²⁷ Absalom havde tre sønner og en datter, som også fik navnet Tamar. Hun var en usædvanlig smuk kvinde.

²⁸ To år efter at Absalom var vendt hjem fra sit eksil, havde han endnu ikke fået foretræde for kongen. ²⁹ Derfor sendte han bud efter Joab, for at han skulle gå i forbøn for ham. Men Joab kom ikke—heller ikke da Absalom gentog opfordringen.

³⁰ Derfor gav Absalom sine folk ordre til at gå hen og sætte ild til Joabs bygmark, der grænsede op til hans egen. Det gjorde de så. ³¹ Derefter kom Joab ind til Absalom og spurgte:

„Hvorfor gav du dine folk ordre til at sætte ild til min mark?”

³² Absalom svarede: „For at få din opmærksomhed! Jeg vil gerne have, at du henvender dig til kongen og spørger ham, hvorfor han fik mig bragt tilbage fra Geshur, når han altid undgår mig. Jeg kunne jo lige så godt være blevet, hvor jeg var. Jeg ønsker, at du skal arrangere et møde mellem kongen og mig, og hvis han derefter stadig er overbevist om, at jeg er skyldig til døden, kan han for min skyld gerne henrette mig.”

³³ Så gik Joab til kongen og fortalte, hvad Absalom havde sagt. Da gav David efter og tilkaldte Absalom, og da Absalom mødte kongen, bøjede han sig ærbødigt for ham, og kongen omfavnede ham.

7 Da vi nu har fået disse løfter, venner, burde vi så ikke vende os bort fra alt urent, hvad enten det har med kroppen eller ånden at gøre? Det må være vores mål at være uangribelige, så vi kan ære Gud med vores liv.

Paulus’ omsorg for menigheden i Korinth

² Hold op med at se skævt til os. Vi har jo ikke gjort jer uret, behandlet jer dårligt eller udnyttet jer. ³ Jeg siger ikke det her for at dømme jer. Jeg har jo allerede sagt, at I har en stor plads i vores hjerter, og at vi vil stå sammen med jer i liv og død. ⁴ Jeg skriver til jer med stor frimodighed, og jeg er stolt af jer. Hvad jeg hører om jer, har opmuntret og glædet mig meget midt i alle mine trængsler.

⁵ Da vi kom til Makedonien, havde vi heller ikke dér nogen ro på os. Vi måtte kæmpe på flere fronter, for der var den ydre modstand såvel som den indre bekymring. ⁶ Men Gud, som styrker de nedtrykte, gav os ny styrke, da Titus kom. ⁷ Det var ikke kun det, at han kom, der glædede os, men også, at hans besøg hos jer havde været så opmuntrende. Han fortalte, hvor meget I længes efter os, hvor bedrøvede I var over det, som var sket, og hvor loyale I var over for mig. Det glædede mig virkelig meget.

⁸ Nu fortryder jeg ikke, at jeg skrev det brev til jer, selvom det i første omgang gjorde jer kede af det. Jeg var ellers ved at fortryde, at jeg havde skrevet brevet, for jeg var klar over, at det ville gøre jer kede af det, i det mindste for en tid. ⁹ Men nu er jeg glad for, at jeg skrev det. Jeg glæder mig ikke over jeres bedrøvelse, men over, at bedrøvelsen fik jer til at tage afstand fra det onde. I bedrøvelsen vendte I jer til Gud, og på den måde fik vores brev et positivt resultat. ¹⁰ Gud kan nemlig bruge den slags bedrøvelse til at føre mennesker til omvendelse og evigt liv. Det er en bedrøvelse, man ikke ville have været foruden. Men den bedrøvelse, som udspringer af verdslig tankegang, ender i død.

¹¹ Tænk på, hvad denne bedrøvelse fra Gud udrettede hos jer! I blev ivrige efter at forsvare den rette lære. I blev oprørte over den synd, der var begået, og forskrækkede over konsekvenserne. I blev ivrige efter at straffe den skyldige. Alt det, I gjorde, har nu bragt jer tilbage på den rette vej. ¹² Jeg skrev ikke brevet kun med henblik på den, der havde begået uretten, eller den, der var offer for uretten, men for at I selv kunne blive klar over, hvor stærk jeres loyalitet over for os og over for Gud i virkeligheden er. ¹³ At opleve jeres loyalitet har været til stor opmuntring for os.

Oven på den opmuntring har det været os en stor glæde at se Titus være så glad. I gav ham fred i sindet med det, I gjorde. ¹⁴ Jeg havde rost jer over for ham, og I gjorde ikke min ros til skamme. Jeg bestræber mig altid på at sige sandheden, så det var jo rart, at min rosende omtale af jer viste sig at være sand. ¹⁵ Nu har han endnu større kærlighed til jer, for han husker, hvordan I modtog irettesættelsen med frygt og bæven, og hvordan I alle handlede i lydighed. ¹⁶ Jeg glæder mig over, at jeg til enhver tid kan have tillid til jer.

Dom over et land mod syd

21 Herren sagde til mig: ² „Du menneske, vend dig mod syd og profetér imod sydlandets skov af mennesker. ³ Profetér imod dem og sig: Hør Herrens ord: Jeg vil antænde en brand iblandt jer, så både de grønne og de udtørrede træer^[a] bliver fortæret af ilden. Ilden kan ikke slukkes, og hele landet bliver berørt, fra syd til nord. ⁴ Alle vil kunne se, at det er mig, Herren, som har sendt ilden, og den kan ikke slukkes.”

⁵ „Åh, Herre, min Gud,” udbrød jeg. „Folk beklager sig over, at jeg altid taler i gåder.”

Profeti om Nebukadnezars angreb på Juda

⁶ Herren sagde til mig: ⁷ „Du menneske, vend dig imod Jerusalem og profetér imod Israel og imod templet. ⁸ Sig til Israels folk: Hør, hvad Herren siger: Nu angriber jeg jer. Jeg trækker mit sværd og udrydder både de retskafne og de onde. ⁹ Jeg skåner ingen, men svinger sværdet mod alle fra syd til nord for at straffe mit folk. ¹⁰ Da vil alle forstå, at det er mig, Herren, der har trukket sværdet, og jeg stikker det ikke tilbage i skeden.

¹¹ Du menneske, i folkets påhør skal du sukke af sorg med sønderknust hjerte. ¹² Og når de spørger dig, hvorfor du sørger, skal du svare: ‚Fordi Herren har givet mig dårlige nyheder om noget, der snart vil ske. Når det går i opfyldelse, vil alle tabe modet og ryste af skræk. Ja, ulykken er på vej! Det sker snart, siger Herren!’ ”

¹³ Herren sagde til mig: ^14-16 „Sig til dem: Sværdet er pudset, så det blinker i lyset. Det er slebet skarpt og klar til at dræbe. Mit folks konge giver ingen glæde, og sværdet vil hugge alle ned.^[b] Nu er sværdet parat til at slagte. Det lægges i bøddelens hænder. ¹⁷ Begynd at sukke og jamre, du menneske, for sværdet er rettet mod mit folk, og alle Israels ledere bliver slået ned. Vis bare din store fortvivlelse. ¹⁸ Mit folk bliver hårdt prøvet, og det er slut med Judas kongerige, for sværdet rammer alle, siger Herren. ¹⁹ Profetér, du menneske, og slå hænderne sammen som tegn på start. Sværdet vil slå til igen og igen. Det er et dræbende sværd, og mange vil miste livet. ²⁰ Folk vil blive grebet af rædsel, for ved hver eneste port er der et draget sværd, der blinker i lyset. ²¹ Du sværd, hug ned til højre og venstre, hvor du end kommer frem. ²² Nu er tiden inde, og jeg udøser min vrede over jer. Jeg, Herren, har talt.”

²³ Herren sagde til mig: ^24-25 „Du menneske, tegn et landkort og markér de to ruter, som Babylons konges sværd kan følge, den ene mod Jerusalem i Juda, og den anden mod ammonitternes hovedstad Rabba. Tegn et vejskilt dér, hvor vejen fra Babylon deler sig i to i retning af de to byer. ²⁶ Dér standser Babylons konge og tager varsler for at se, hvor han først skal tage hen. Han ryster pilene ud på jorden, rådspørger sine guder og undersøger offerdyrets lever. ²⁷ Resultatet peger på Jerusalem. Så begynder han sin belejring af byen. Rambukkene bliver gjort klar uden for portene, man bygger angrebsramper, kaster volde op mod murene og venter på kampråbet. ²⁸ Jerusalems indbyggere tror, det er en fejltagelse. De har jo indgået en pagt med Babylons konge. Men han minder dem om deres oprør og tager dem til fange på grund af deres synd.

²⁹ Gud Herren siger: Fordi I fortsatte med at synde åbenlyst, og alle jeres handlinger afslører jeres ondskab, skal I nu føres i eksil.

³⁰ Og du kong Zidkija, Israels ugudelige leder, nu er tiden inde, hvor du må tage din straf. ³¹ Tag din kongekrone af, siger Herren, for dit herredømme er forbi. Nu får de svage oprejsning, og de stolte blive kastet i støvet. ³² Landet vil ligge i ruiner, indtil den rette hersker kommer, som jeg vil overdrage magten til.^[c]

³³ Du menneske, profetér også imod ammonitterne, som har hånet mit folk.

Hør, hvad jeg har at sige til dem: Sværdet er pudset og slebet, klar til at dræbe. Det blinker i lyset. ³⁴ Mens jeres seere fortæller jer om deres falske syner, og sandsigerne spår jer løgn, skal sværdet, når tiden er inde, ramme jer lige så hårdt som alle andre syndere. ³⁵ I kan godt opgive kampen med det samme, for I bliver slået i jeres eget land. ³⁶ Jeg vil udgyde min vrede over jer som en ild, der fortærer jer. Jeg overgiver jer i voldsmænds hænder, folk, der er trænede i at dræbe og ødelægge. ³⁷ I bliver tilintetgjort i flammerne, og jeres blod vil blive udgydt over hele landet. Ingen vil herefter huske jer. Jeg, Herren, har talt.”

Israels mægtige Gud

68 Til korlederen: En lovsang af David.